Genindvielse af Tabernaklet i Salt Lake City
Jeg er taknemlig for, at denne pragtfulde bygning er blevet forstærket og fornyet, så den fortsat kan blive brugt til at vejlede og opbygge Guds børn.
Det er en stor ære og privilegium at være del af genindvielsen af dette store bygningsværk, Tabernaklet i Salt Lake City, som befinder sig vest for templet i Salt Lake City. Vi påskønner alle, der har været involveret i dette store arbejde, der er udført i bygningen. Vi takker især Det Præsiderende Biskopråd – biskop H. David Burton, biskop Richard C. Edgley og biskop Keith B. McMullin – for deres fremragende lederskab i at lede arbejdet med at modernisere og istandsætte Tabernaklet i Salt Lake City.
Jeg har mange glade minder fra dengang, hvor jeg som dreng kom i dette Tabernakel. Jeg blev døbt her. Da jeg blev diakon, tog min far mig med herhen for at deltage i konferencens præstedømmemøde. Vi kom 15 minutter før tid og kunne nemt få en plads på balkonen.
I Kirkens tidlige dage var de to eneste bygninger, der var bygget specielt til tilbedelse, templerne i Kirtland og Nauvoo. Begge blev opført ifølge åbenbaring. Den første registrerede bygning, som Kirken byggede, var udset som kirkebygning, men det var også meningen, at den skulle benyttes som skole. Den blev bygget af bjælker i Missouri i 1831.1
Da templet i Kirtland blev indviet i 1836, var det allerede for småt til at rumme alle de hellige, der ønskede at deltage i indvielsen. Profeten Joseph Smith noterede med beklagelse, at bygningen ikke kunne rumme flere.2 Dog flyttede Kirkens hovedsæde, efterhånden som volden mod de hellige og deres ledere tog til i Kirtland, i 1838 til Missouri og efterlod denne smukke bygning.
Templet i Nauvoo fulgte i al væsentlighed det samme mønster som templet i Kirtland med hensyn til mødelokalerne i stueplan og på første sal. Før templet i Nauvoo stod færdigt i 1846 mødtes de hellige udendørs og ofte nær ved templet for at høre Joseph og de andre kirkeledere tale. Sommetider deltog tusindvis ved disse møder.
Som George A. Smith bemærkede på sin humoristiske måde: »På profeten Josephs tid … blomstrede ›mormonismen‹ bedst udendørs.« Det var fordi »det ikke lykkedes for os at opføre en bygning, som var stor nok til at rumme de hellige før profetens død.«3
Lejlighedsvis forstyrrede dårligt vejr disse udendørsmøder, og det var ubehageligt både for talerne og forsamlingen. Præsident Joseph F. Smith, som huskede genen ved disse udendørsmøder, der blev afholdt nær ved templet i Nauvoo, sagde:
Min første erindring om et tilbedelsessted var i Nauvoo. Det var i en lille lund med træer nær ved tempelgrunden. Sammen med min mor lyttede jeg her til mænd som Brigham Young, Heber C. Kimball, Orson Hyde, Parley P. Pratt, Orson Pratt, profeten Joseph Smith og patriarken Hyrum. Jeg husker ganske tydeligt ved et af møderne i denne lund, at en vogn var blevet trukket op foran publikum, og profeten Joseph stod på bukken og talte, da det begyndte at regne. En eller to personer skyndte sig op og holdt paraplyer over ham for at beskytte ham mod regnen. Mange mennesker havde ingen paraply, og det var meget irriterende og ubehageligt at sidde der, men jeg husker, selvom jeg kun var en lille dreng, at ingen rejste sig og gik, mens han talte.4
Før sin død befalede profeten Joseph, at et tabernakel af lærred skulle opføres for at beskytte de hellige under de store møder. I 1845, da templet næsten var færdigbygget, blev ældste Orson Hyde fra De Tolvs Kvorum sendt tilbage østpå for at skaffe penge til at købe »omkring 3700 meter« lærred til at opføre, hvad Brigham Young henviste til som »forsamlingens tabernakel i Zion.«5
Bror Orson Pratt forklarede den foreslåede beliggenhed og konstruktionen af tabernaklet i lærred i et brev dateret den 30. august 1845:
»Det er hensigten at opføre et tabernakel i lærred foran og i forbindelse med templet mod vest. Tabernaklets form vil være en ellipse … Grundarealet vil være stort nok til at rumme otte til ti tusinde mennesker, og siddepladserne vil gradvist være hævet på samme måde som et amfiteater.«6
Brødrene begyndte den næste dag at rydde grunden for at opføre tabernaklet i lærred. Men på grund af deres fjenders voldsomme forfølgelser måtte de hellige forlade Nauvoo, så tabernaklet af lærred blev aldrig bygget. Så Orson Hyde »læssede vogne med lærredet i 1846 og rejste vestpå med dem.«7 Nogle mener, at »lærredet kom i god brug, eftersom det blev brugt til telte, overdækningstelte og vogndækken« på de helliges udvandring til Salt Lake Valley.8
Det færdige Tabernakel på Tempelpladsen i Salt Lake City har mål, der tilnærmelsesvis ligner det tabernakel i lærred, som var tiltænkt Nauvoo, og ligesom det foreslåede tabernakel i Nauvoo ligger det også vest for templet. Som med andre anliggender, såsom den store udvandring vestpå, forestillede Joseph Smith sig et stort tabernakel, og Brigham Young gjorde det til virkelighed.
Så tabernaklet, som var påtænkt i Nauvoo, selvom det aldrig blev opført, blev prototypen til denne historiske bygning. Da jeg var barn, lyttede vi til generalkonferencerne over radioen. Nu sender vi ved brug af satellitter og moderne elektronisk udstyr fra Salt Lake City til alverdens lande på samme tid – som vi gør lige nu – og ved hjælp af modtagere i bygninger over alt i verden. Dette skete på grund af den inspiration, som Brødrene fik for at imødekomme menneskers behov i vore dage. Det er et godt eksempel på, hvordan Herren gør det muligt at imødekomme Kirkens medlemmers behov. Jeg bærer vidnesbyrd om, at Herren fortsat gennem sin profet Gordon B. Hinckley vil åbenbare måder og midler til at imødekomme alle medlemmernes behov i denne stadigt voksende kirke.
Jeg er taknemlig for, at denne pragtfulde bygning er blevet forstærket og fornyet, så den fortsat kan blive brugt til at vejlede og opbygge Guds børn. I Jesu Kristi navn. Amen.