Er jeg Guds kære barn?
Hvordan kan vi hver især opleve kraften i at forstå vores guddommelige identitet? Det begynder med at lære Gud, vor Fader at kende.
For nylig gik jeg i kirke med min kære mor i vores gamle kirke bygget af sten. Jeg blev draget mod små stemmer, der kom fra det samme primarylokale, som jeg gik i for årtier siden, og jeg stillede mig bagerst i lokalet og så omsorgsfulde ledere undervise i dette års tema: »Jeg er Guds kære barn.«1 Jeg smilede, da jeg mindedes tålmodige og kærlige lærere, der i løbet af vores sangtid dengang ofte så på mig – den lille vilde dreng på kanten af rækken – som om de sagde: »Er han virkelig Guds barn? og hvem har sendt ham her?«2
Jeg indbyder os alle til at åbne vores hjerte for Helligånden, der »vidner sammen med vores ånd om, at vi er Guds børn.«3
Præsident Boyd K. Packers ord er enkle og værdifulde: »I er børn af Gud. Han er far til jeres ånd. Åndeligt er I af ædel byrd, efterkommere af Himlens konge. Sørg for, at den sandhed er fæstnet i jeres sind, og hold fast ved den. Uanset hvor mange generationer, I kan tælle i jeres jordiske afstamning, uanset hvilken race eller hvilket folk I repræsenterer, kan jeres ånds afstamning skrives på en enkelt linje. Du er et barn af Gud!«4
»Når I ser vor Fader,« sagde Brigham Young, »vil I se et væsen, som I har kendt længe, og han vil modtage jer i sine arme, og I vil være klar til at falde i hans favn og kysse ham.«5
Den store krig om guddommelige identitet
Moses lærte om sin guddommelige herkomst, da han talte med Herren ansigt til ansigt. Efter den oplevelse »kom Satan og fristede« med en diskret, men ond hensigt om at fordreje Moses’ identitet »og sagde: Moses, menneskesøn, tilbed mig. Og … Moses så Satan og sagde: Hvem er du? For se, jeg er søn af Gud.«6
Denne store krig om guddommelig identitet raser voldsomt, eftersom Satans fortsat forfiner sine metoder til at bedrage og ødelægge vores tro på og kundskab om vores forhold til Gud. Heldigvis er vi blevet velsignet med en klar vision og forståelse af vores sande identitet fra begyndelsen: »Gud sagde: ›Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os‹«,7 og hans levende profeter forkynder: »Hver enkelt [menneske] er en højt elsket søn eller datter af himmelske forældre, og som sådan besidder hver enkelt guddommelige egenskaber og muligheder.«8
Når vi kommer til sikker kundskab om disse sandheder,9 hjælper det os til at overkomme prøvelser, besværligheder og trængsler af enhver art.10 Da en af Herrens apostle blev spurgt, »Hvordan kan vi hjælpe dem, der kæmper med en personlig udfordring?« sagde han: »Lær dem om deres identitet og deres formål.«11
»Den mægtigste kundskab jeg har«
Disse mægtige sandheder blev livsændrende for min ven Jen,12 der som teenager var skyld i en voldsom bilulykke. Selvom hendes fysiske skader var alvorlige, følte hun en voldsom smerte, fordi den anden bilist mistede livet. »Nogle mistede deres mor, og det var min skyld,« sagde hun. Jen, der blot nogle dage forinden havde stået og citeret: »Vi er vor himmelske Faders døtre. Han elsker os, og vi elsker ham,«13 tvivlede nu, »hvordan kan han elske mig?«
»De fysiske lidelser gik væk,« sagde hun, »men jeg troede ikke, at de følelsesmæssige og åndelige sår nogensinde ville hele.«
For at overleve skjulte Jen sine følelser dybt og blev fjern og følelsesløs. Et år senere, da hun endelig var i stand til at tale om ulykken, bad en inspireret vejleder hende om at skrive sætningen »Jeg er Guds kære barn« og sige den 10 gange dagligt.
»Det var nemt at skrive ordene,« husker hun, »men jeg kunne ikke sige dem … De gjorde det virkeligt, og jeg troede ikke rigtigt, at Gud ville have mig som sit barn. Jeg fik lyst til at krybe sammen og græde.«
Efter adskillige måneder var Jen endelig i stand til at udføre opgaven hver dag. »Jeg udgød hele min sjæl,« sagde hun, »og bønfaldt Gud … Så begyndte jeg at tro på ordene.« Denne tro tillod Frelseren at påbegynde helbredelsen af hendes sårede sjæl. Mormons Bog bragte trøst og mod på grund af hans forsoning.14
»Kristus følte mine smerter, mine sorger og min skyld,« konkluderer Jen. »Jeg følte Guds rene kærlighed og havde aldrig oplevet noget så kraftfuldt! At vide, at jeg er Guds barn, er den mægtigste kundskab, jeg har!«
At søge efter at kende Gud, vor Fader
Brødre og søstre, hvordan kan vi hver især opleve kraften i at forstå vores guddommelige identitet? Det begynder med at lære Gud, vor Fader, at kende.15 Præsident Russell M. Nelson har vidnet: »Der sker noget stort, når et Guds barn prøver at lære mere om ham og hans elskede Søn.«16
At lære af og følge Frelseren hjælper os til at lære vor himmelske Fader at kende. Som »[Faderens] udtrykte billede,«17 sagde Jesus: »Sønnen kan slet intet gøre af sig selv, men kun det, han ser Faderen gøre.«18 Alle Kristi ord og gerninger afslører Guds sande væsen og vores forhold til ham.19 Ældste Jeffrey R. Holland har sagt: »[Da] der strømmede blod fra hver en pore i Kristi legeme, og der var et kvalfuldt råb over hans læber, søgte han ham, som han altid havde søgt – sin Fader. ›Abba‹, råbte han. ›Fader‹.«20
Ligesom Jesus inderligt søgte Faderen i Getsemane, søgte den unge Joseph Smith i 1820 bønsomt Gud i den hellige lund. Da han havde læst: »Hvis nogen af jer står tilbage i visdom, skal han bede om den af Gud«,21 gik han ud for at bede.
»Jeg … knælede … ned,« skrev han senere, »og begyndte at opsende mit hjertes ønsker til Gud …
Jeg [så] en lyssøjle lige over mit hoved …
[Jeg så] to personer, hvis glans og herlighed trodser enhver beskrivelse, stående over mig i luften. Den ene af dem talte til mig, kaldte mig ved navn og sagde, mens han pegede på den anden: [Joseph,] det er min elskede Søn. Hør Ham!«22
Når vi følger Frelserens og profeten Josephs eksempler og inderligt søger Gud, vil vi virkelig komme til at forstå, ligesom Jen gjorde, at vor Fader kender os ved navn, og at vi er hans børn.
Til mødre og især unge mødre, der ofte føler sig overvældede, mens I stræber efter at opdrage »en generation, der er modstandsdygtig overfor synd,«23 undervurder aldrig jeres centrale rolle i Guds plan. I stressende situationer – måske, når I render efter små børn, mens en brændt lugt fra køkkenet fortæller, at jeres dejlige aftensmad nu er et brændoffer – så vid, at Gud helliger jeres sværeste dage.24 »Frygt ikke, jeg er med dig,«25 forsikrer han os fredeligt om. Vi ærer jer, når I opfylder det håb, søster Joy D. Jones gav, da hun sagde: »Vores børn fortjener at forstå deres guddommelige identitet.«26
Jeg inviterer os alle til at søge Gud og hans elskede Søn. »Intet sted,« har præsident Nelson sagt, »undervises der mere klart og tydeligt om det end i Mormons Bog.«27 Åbn dens sider og lær, at Gud gør »alt for [vores] velfærd og lykke,«28 at han er »barmhjertig og gavmild, sen til vrede, langmodig og fuld af godhed«,29 og at »alle er lige for [ham]«.30 Når I føler jer såret, fortabt, bange, vred, bedrøvet, sulten eller håbløst forladt i livets sværeste tider31 – så åbn Mormons Bog, og I vil lære, at »Gud aldrig vil svigte os. Han har aldrig gjort det, og han vil aldrig gøre det. Han kan ikke. Det ligger ikke til hans karakter [at gøre det].«32
Det ændrer alt at lære vor Fader at kende, især vores hjerte, når hans milde Ånd bekræfter vores sande identitet og store værdi i hans øjne.33 Gud går med os langs pagtsstien, når vi søger ham gennem inderlige bønner, søgninger i skriften og lydige bestræbelser.
Guds ophøjede karakter – Mit vidnesbyrd
Jeg elsker mine fædres Gud,34 »den almægtige Gud«,35 som græder med os i vores sorger, tålmodigt irettesætter vores uretfærdighed og glæder sig, når vi forsøger at »aflægge alle [vores] synder for at kende [ham]«.36 Jeg tilbeder ham, der er de »faderløses fader«37 og en kammerat for de kammeratløse. Jeg bærer taknemmeligt vidnesbyrd om, at jeg har lært Gud, min fader, at kende og jeg vidner om hans »ophøjede karakters« fuldkommenhed og egenskaber.38
Det er min bøn, at vi alle fuldt ud må forstå og værdsætte vores »ædle herkomst«39 som Guds børn ved at lære ham, »den eneste sande Gud, og ham, [han] har udsendt, Jesus Kristus«,40 at kende. Det er min inderlige bøn. I Jesu Kristi navn. Amen.