Undervisning derhjemme – et glædeligt og helligt ansvar
Jeg beder indtrængende om himlens hjælp, idet vi stræber efter at blive kristuslignende undervisere i vores hjem.
Min kære hustru, Julie, og jeg har opdraget 6 skønne børn, og den sidste af vores børn er for nyligt flyttet hjemmefra. Jeg savner at have vores børn hjemme hele tiden. Jeg savner at lære af dem og undervise dem.
I dag retter jeg mine bemærkninger til alle forældre og alle, som ønsker at blive forældre. Mange af jer opdrager jeres børn nu. Andre kommer måske snart til det. Og for endnu flere bliver forældreskabet måske en fremtidig velsignelse. Jeg beder om, at vi alle anerkender det glædesfyldte og hellige ansvar, det er at undervise et barn.1
Som forældre introducerer vi vores børn for vor himmelske Fader og hans Søn, Jesus Kristus. Vi hjælper vores børn med at sige deres første bøn. Vi tilbyder dem vejledning og støtte, når de træder ind på pagtens sti2 gennem deres dåb. Vi lærer dem at adlyde Guds befalinger. Vi oplærer dem i hans plan for hans børn og hjælper dem til at genkende Helligåndens tilskyndelser. Vi fortæller dem historier om fordums profeter og opfordrer dem til at følge den levende. Vi beder for deres sejre og lider med dem i deres prøvelser. Vi bærer vidnesbyrd for vores børn om templets velsignelser, og vi stræber efter at forberede dem til at tage på fuldtidsmission. Vi giver vores børn kærlige råd, når de selv bliver forældre. Men selv da holder vi aldrig op med at være deres forældre. Vi holder aldrig op med at være deres lærere. Vi bliver aldrig afløst fra disse evige kaldelser.
Lad os i dag se på nogle få af de vidunderlige muligheder, vi har for at undervise vores børn derhjemme.
Undervisning gennem familieaften
Lad os begynde med familieaften, som havde en høj prioritet i det trosfyldte hjem, hvor jeg voksede op. Jeg husker ikke specifikke lektioner fra vores familieaften, men jeg husker, at vi aldrig sprang en uge over.3 Jeg vidste, at det var vigtigt for mine forældre.4
Jeg mindes en af mine yndlingsaktiviteter. Far opfordrede et af sine børn til at tage »Testen«. Han gav barnet en række instruktioner som: »Du skal først gå ud i køkkenet og åbne og lukke køleskabet. Løb derefter hen til mit soveværelse og tag et par sokker fra mit skab. Kom så tilbage til mig og hop op og ned 3 gange og sig: »Far, jeg gjorde det!«
Jeg elskede det, når det blev min tur. Jeg ønskede at udføre hvert eneste skridt rigtigt, og jeg værdsatte det øjeblik, hvor jeg kunne sige: »Far, jeg gjorde det!« Denne aktivitet hjalp med at opbygge min selvtillid og gjorde det nemmere for en rastløs dreng at være opmærksom, når mor eller far underviste om et evangelisk princip.
Præsident Gordon B. Hinckley gav følgende råd: »Hvis I har nogen tvivl om værdien af familieaften, så prøv det. Saml jeres børn omkring jer, undervis dem, bær vidnesbyrd for dem, læs skrifterne sammen og hav det hyggeligt sammen.«5
Der vil altid være modstand mod at holde familieaften.6 Men jeg opfordrer jer til at finde en måde at komme udenom forhindringerne og gøre familieaften til en prioritet – og gøre det sjovt som hovedregel.
Undervisning gennem familiebøn
Familiebøn er endnu en vigtig mulighed for at undervise.
Jeg elsker, hvordan præsident N. Eldon Tanners far underviste ham om familiebøn. Præsident Tanner sagde dette:
»Jeg mindes en aften, hvor vi knælede ned i familiebøn, og min far sagde til Herren: ›Eldon gjorde noget i dag, han ikke skulle have gjort, han er ked af det, og hvis du tilgiver ham, vil han ikke gøre det igen.‹
Det fik mig til at beslutte mig for ikke at gøre det igen – meget mere end afstraffelse ville have gjort.«7
Som dreng blev jeg somme tider irriteret over vores tilsyneladende mange familiebønner og tænkte: »Bad vi ikke lige for 5 minutter siden?« Nu ved jeg som forælder, at vi ikke kan bede for meget sammen som familie.8
Jeg har altid været imponeret over, hvordan vor himmelske Fader introducerer Jesus Kristus som sin elskede Søn.9 Jeg nyder at bede for mine børn ved navn, idet de lytter til mig, når jeg for min himmelske Fader udtrykker, hvor højt jeg elsker dem. Det virker som om, der ikke findes noget bedre tidspunkt at udtrykke vores kærlighed for vores børn, end når vi beder sammen med dem eller velsigner dem. Når familien samles i ydmyg bøn, lærer vi gode og evige lektier.
»Tilkalde«-undervisning
Forældres undervisning er som at være en læge på en tilkaldevagt. Vi er nødt til altid at være klar til undervise vores børn, fordi vi aldrig ved, hvornår vi får muligheden.
Vi er som Frelseren, hvis undervisning ofte ikke fandt »sted i en synagoge, men i uformelle hverdagssituationer, som når han spiste et måltid med sine disciple, hentede vand fra brønden eller gik forbi et figentræ.«10
For nogle år siden fortalte min mor, at to af hendes bedste samtaler om evangeliet med min ældre bror, Matt, fandt sted, da hun lagde vasketøj sammen og en anden gang, hvor hun kørte ham til tandlægen. En af de mange ting, jeg beundrer ved min mor, er, at hun var parat til at undervise sine børn.
Hendes forældreundervisning hørte aldrig op. Da jeg tjente som biskop, fortalte min mor, som dengang var 78 år gammel, mig, at jeg trængte til at blive klippet. Hun vidste, at jeg havde brug for at være et eksempel og tøvede ikke med at fortælle mig det. Jeg elsker dig, mor!
Som far bliver jeg personligt motiveret af at studere og grunde over skrifterne for at være i stand til at svare, når min børn eller børnebørn præsenterer mig for en mulighed for »tilkalde«-undervisning.11 »Nogle af de bedste undervisningsmuligheder begynder som et spørgsmål eller en dyb bekymring udtrykt af e[t familiemedlem].12 Lytter vi under disse stunder?13
Jeg elsker apostlen Peters opfordring: Vær altid »rede til forsvar over for enhver, der kræver jer til regnskab for det håb, I har.«14
Da jeg var teenager, nød min far og jeg at udfordre hinanden for at se, hvem der var stærkest. Vi klemte den andens hånd så hårdt som muligt for at få den anden til at lave en grimasse i smerte. Det virker ikke så sjovt nu, men det var det på en eller anden måde dengang. Efter sådan en kamp så min far mig i øjnene og sagde: »Du er stærk, søn. Jeg håber, at du altid vil bruge din styrke til at behandle de unge damer med respekt.« Derefter opfordrede han mig til at forblive moralsk ren og hjælpe andre til at gøre det samme.
Ældste Douglas L. Callister delte dette om sin far: »Da min far kørte hjem fra arbejde en dag, sagde han helt spontant: ›Jeg betalte min tiende i dag. Jeg skrev ›tak‹ på tiendesedlen. Jeg er Herren så taknemmelig for at velsigne vores familie‹«.
Ældste Callister hyldede derefter sin far og lærer på denne måde: »Han lærte mig om lydighed gennem både sine handlinger og sine holdninger.«15
Jeg tror, at det er klogt engang imellem at spørge sig selv: »Hvad vil jeg undervise eller hvad underviser jeg mine børn om lydighed gennem mine handlinger og holdninger?«
Undervisning gennem familieskriftstudium
Familieskriftstudium er et ideelt sted til at undervise om læren derhjemme.
Præsident Russell M. Nelson har sagt: »Ikke alene skal forældre klynge sig til Herrens ord, men de har også fået guddommeligt påbud om at forkynde det for deres børn.«16
Da Julie og jeg opdrog vores børn, forsøgte vi at være konsekvente og kreative. Et år besluttede vi os for at læse Mormons Bog som familie på spansk. Var det grunden til, at Herren kaldte alle vores børn, der var på fuldtidsmissioner, til spansktalende missioner? Es posible (det er muligt).
Jeg blev dybt berørt, da bror Brian K. Ashton fortalte mig, at han og hans far læste alle sider i Mormons Bog sammen, da han gik i 3.G. Bror Ashton elsker skrifterne. De taler til hans sind og står skrevet i hans hjerte. Hans far plantede et frø, da bror Ashton var teenager, og det frø17 er blevet til et træ af sandhed med dybe rødder. Bror Ashton har gjort det samme med sine ældste børn.18 Hans otteårige søn spurgte ham for nyligt: »Far, hvornår får jeg lov til at læse i Mormons Bog sammen med dig?«
Undervisning gennem eksempel
Endelig er vores mest indflydelsesrige undervisning som forældre gennem vores eksempel. Vi bliver bedt om at være »et forbillede for de troende i tale, i adfærd, i kærlighed, i troskab, i renhed.«19
Under en rejse for kort tid siden var Julie og jeg i kirke og så dette skriftsted omsat til handling. En ung mand, der snart skulle af sted på mission, talte ved nadvermødet.
Han sagde: »I synes alle, at min far er sådan en god mand, når han er her i kirken, men …« Han holdt en pause og jeg var spændt på, hvad han ville sige bagefter. Han fortsatte og sagde: »Han er en endnu bedre mand derhjemme.«
Jeg takkede bagefter denne unge mand for hans inspirerende hyldest af hans far. Jeg fandt så ud af, at hans far var menighedens biskop. Selvom denne biskop trofast tjente sin menighed, følte hans søn, at han var endnu bedre derhjemme.20
Ældste D. Todd Christofferson har givet følgende råd: »Vi har mange muligheder for at undervise … den opvoksende generation, og vi bør vie vores bedste tanker og indsats, så vi kan drage fuld fordel af dem. Vi bør mest af alt fortsætte med at opfordre og hjælpe forældrene til at blive bedre og mere konsekvente som lærere … især gennem deres eksempel.21
Sådan underviser Frelseren.22
Da vi sidste år var på ferie sammen med vores to yngste børn, foreslog Julie, at vi udførte stedfortrædende dåb i templerne i St. George og i San Diego. Jeg murrede – indvendigt – og tænkte: »Vi går i templet derhjemme, og nu er vi på ferie. Hvorfor ikke gøre noget mere ferieagtigt?« Efter dåben ville Julie gerne tage billeder af os udenfor templet. Jeg murrede igen i stilhed. I kan nok gætte, hvad der skete: Vi tog billeder.
Julie ønsker, at vores børn får minder om, hvordan vi hjalp vores forfædre, og det gør jeg også. Vi behøvede ikke en formel undervisningssituation om templets vigtighed. Vi udlevede den – takket være en mor, som elsker templet og ønsker, at hendes børn deler den kærlighed.
Når forældre påskønner hinanden og er retskafne eksempler, bliver børn evigt velsignet.
Konklusion
Til alle jer, der stræber efter at gøre jeres bedste i jeres undervisning derhjemme, håber jeg, at I vil finde fred og glæde i den indsats. Og hvis I føler, at der er plads til forbedring eller I har brug for mere forberedelse, så reager ydmygt på det, som Ånden tilskynder jer til og forpligt jer selv til handling.23
Ældste L. Tom Perry sagde: »Sundheden i ethvert samfund, folkets lykke, deres fremgang og fred, alt dette har fælles rod i undervisningen af børn i hjemmet.«24
Ja, min rede derhjemme er nu tom, men jeg har stadig tilkaldevagten, og jeg er klar til og ivrig efter at finde flere dyrebare øjeblikke til at undervise mine voksne børn, deres børn og en dag, håber jeg, deres børn.
Jeg beder indtrængende om himlens hjælp, idet vi stræber efter at blive kristuslignende undervisere i vores hjem. I Jesu Kristi navn. Amen.