Så hans Ånd må være med jer
Jeg beder af hele mit hjerte om, at I vil høre Åndens stemme, som sendes til jer i så rigt mål.
Mine brødre og søstre, jeg er taknemmelig for denne mulighed for at tale til jer her på Herrens sabbatsdag denne påske ved generalkonferencen i hans kirke. Jeg takker vor himmelske Fader for hans elskede Søn, der villigt kom til jorden for at blive vores Forløser. Jeg er taknemmelig for at vide, at han sonede for vores synder og steg op fra de døde. Det er en velsignelse hver eneste dag at vide, at jeg en dag, takket være hans forsoning, kan opstå og leve for evigt i en kærlig familie.
Det ved jeg på den eneste måde, nogen af os kan vide det på. Helligånden har ikke blot en gang, men ofte i mit sind og hjerte sagt, at det er sandt. Jeg har haft brug for den vedvarende bekræftelse. Vi oplever alle modgang, hvor vi har brug for Åndens bekræftelse. Jeg oplevede det en dag, hvor jeg stod med min far på hospitalet. Vi så min mor hive kort efter vejret et par gange – og så ikke mere. Vi så på hendes ansigt, at hun smilede, da smerten forsvandt. Efter vi havde stået tavst et lille stykke tid, brød min far tavsheden. Han sagde: »En lille pige er taget hjem.«
Han sagde det blidt. Han virkede til at være afklaret med det. Han fortalte noget, som han vidste var sandt. Han begyndte stille at samle mors personlige ejendele sammen. Han gik ud på gangen for at takke hver og en af de sygeplejersker og læger, som havde passet hende i dagevis.
Min far nød Helligåndens ledsagelse i den stund, så han kunne føle, vide og gøre det, som han gjorde den dag. Han havde modtaget det løfte, som så mange har: »Så de må have hans Ånd hos sig« (L&P 20:79).
Det er mit håb i dag at kunne indgyde jer et større ønske og formåen til at modtage Helligånden. Husk, han er det tredje medlem af Guddommen. Faderen og Sønnen er opstandne personer. Helligånden er en person bestående af ånd. (Se L&P 130:22). Det er jeres valg, om I vil modtage og byde ham velkommen i jeres hjerte og sind.
De vilkår, hvorpå vi kan modtage dette himmelske væsen, fremgår klart af de ord, der udtales hver uge, men som måske ikke altid synker helt ind i vores hjerte og sind. For at få Ånden må vi »altid erindre« Frelseren og »holde hans befalinger« (L&P 20:77).
Denne tid på året hjælper os til at mindes Frelserens offer og at han opstod fra graven som en opstanden person. Mange af os har indre billeder af den scene. Jeg stod engang med min hustru uden for en grav i Jerusalem. Mange tror, at det var den grav, hvorfra den korsfæstede Frelser opstod som en opstanden og levende Gud.
Den respektfulde rundviser den dag gjorde tegn med sin hånd og sagde til os: »Kom og se en tom grav.«
Vi bukkede hovedet for at komme ind. Vi så en stenbænk langs en mur. Men der dukkede et andet billede op i mit sind, ligeså virkeligt som det, vi så den dag. Det var af Maria, som disciplene havde efterladt ved graven. Dette er, hvad Ånden lod mig se og tilmed høre i mit sind, lige så tydeligt, som havde jeg været der.
»Men Maria stod udenfor ved graven og græd. Som hun nu stod der og græd, bøjer hun sig ind i graven
og ser to engle i hvide klæder sidde dér, hvor Jesu legeme havde ligget, én ved hovedet og én ved fødderne.
De sagde til hende: ›Kvinde, hvorfor græder du?‹ Hun svarede: ›De har flyttet min Herre, og jeg ved ikke, hvor de har lagt ham.‹
Da hun havde sagt det, vendte hun sig om, og hun så Jesus stå der; men hun vidste ikke, at det var Jesus.
Jesus sagde til hende: ›Kvinde, hvorfor græder du? Hvem leder du efter?‹ Hun mente, det var havemanden, og sagde til ham: ›Herre, hvis det er dig, der har båret ham bort, så sig mig, hvor du har lagt ham, så jeg kan hente ham.‹
Jesus sagde til hende: ›Maria!‹ Hun vendte sig om og sagde til ham på hebraisk: ›Rabbuni!‹ det betyder Mester.
Jesus sagde til hende: ›Hold mig ikke tilbage, for jeg er endnu ikke steget op til Faderen; men gå hen til mine brødre og sig til dem: Jeg stiger op til min fader og jeres fader, til min Gud og jeres Gud‹« (Joh 20:11-17).
Jeg har bedt om at få lov til at føle noget af det, som Maria har følt ved graven, og hvad de to andre disciple følte på vejen til Emmaus, da de gik sammen med den opstandne Frelser og antog ham for at være en rejsende til Jerusalem:
»Men de holdt ham tilbage og sagde: ›Bliv hos os! Det er snart aften, og dagen er allerede gået på hæld.‹ Så gik han med ind for at blive hos dem.
Og mens han sad til bords sammen med dem, tog han brødet, velsignede og brød det og gav dem det.
Da åbnedes deres øjne, og de genkendte ham; men så blev han usynlig for dem.
De sagde til hinanden: ›Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?‹« (Luk 24:29-32).
Nogle af disse ord blev gentaget ved et nadvermøde, jeg deltog i for mere end 70 år siden. Dengang blev nadvermødet holdt om aftenen. Det var mørkt udenfor. Forsamlingen sang disse velkendte ord. Jeg har hørt dem mange gange. Men jeg husker bedst følelsen lige den særlige aften. Den drog mig nærmere på Frelseren. Hvis jeg citerer ordene, bringer det måske følelsen tilbage for os alle:
O bliv hos mig i denne nat,
nu dagen rinder ud.
Se, nattens skygger trænger frem,
forbliv hos mig, o Gud.
Vær i mit hjem en velset gæst
for stedse hos mig stå.
O bliv hos mig i denne nat,
i dag du fulgte mig
og tændte i mit hjerte an
en kærlighed til dig.
Dit simple ord har grebet mig,
for stedse hos mig stå.
O, Frelser, bliv i nat hos mig,
nu mørket falder på.
O, Frelser, bliv i nat hos mig,
nu mørket falder på.1
Mere dyrebart end mindet om begivenheder er mindet om Helligånden, der rører vores hjerte og hans stadige bekræftelse af sandhed. Mere dyrebart end at se med vores egne øjne eller huske talte eller skrevne ord er det at genkalde følelserne, der fulgte Åndens stille hvisken. Jeg har yderst sjældent følt det præcist, som de rejsende på vejen til Emmaus gjorde – som en stille, men umiskendelig brænden i hjertet. Det har oftere været en følelse af lys og stille bekræftelse.
Vi har det uvurderlige løfte om Helligånden som ledsager, og vi har også den rigtige vejledning til, hvordan vi gør krav på den gave. Disse ord udtales af en af Herren bemyndiget tjener, mens han lægger sine hænder på vores hoved: »Modtag Helligånden.« I det øjeblik har I og jeg vished om, at han vil blive sendt. Men det er vores pligt at vælge at åbne vores hjerte for Åndens hjælp hele livet igennem.
Profeten Joseph Smiths erfaringer tjener som vejledning. Han begyndte og fortsatte sin tjeneste med en afklaring om, at hans egen visdom ikke var tilstrækkelig til at vide, hvilken kurs han skulle tage. Han valgte at ydmyge sig for Gud.
Dernæst valgte Joseph at spørge Gud. Han bad med tro på, at Gud ville svare. Svaret kom, mens han var en ung mand. Disse budskaber kom, da han havde brug for at vide, hvordan Gud gerne ville have sin kirke oprettet. Helligånden trøstede og vejledte ham igennem hele hans liv.
Han gav agt på den inspiration, selv når det var svært. Som for eksempel da han modtog vejledning om at sende De Tolv til England, da han havde allermest brug for dem. Han sendte dem af sted.
Han accepterede irettesættelse og trøst fra Ånden, da han sad fængslet og de hellige led forfærdelig forfølgelse. Og han adlød, da han blev sendt til Carthage, selvom han vidste, at han gik den visse død i møde.
Profeten Joseph viste os et eksempel på, hvordan man modtager stadig åndelig vejledning og trøst af Helligånden.
Det første valg, han traf, var at ydmyge sig for Gud.
Det andet var at bede med tro på Herren Jesus Kristus.
Det tredje var at adlyde fuldt ud. Lydighed kan betyde, at man bevæger sig hurtigt. Det kan betyde, at man forbereder sig. Eller også betyder det, at man venter tålmodigt på yderligere inspiration.
Og for det fjerde at bede om at kende andres behov og hjerte, og hvordan man kan hjælpe dem for Herren. Joseph bad for de hellige, der led, mens han var i fængsel. Jeg har haft mulighed for at iagttage Guds profeter, når de beder, beder om inspiration, modtager vejledning og handler på den.
Jeg har set, hvor ofte deres bønner handler om de mennesker, som de elsker og tjener. Deres omsorg for andre synes at åbne deres hjerte for inspiration. Det kan også gælde for jer.
Inspiration vil hjælpe os med at kunne drage omsorg for andre på Herrens vegne. Det har I oplevet, såvel som jeg har. Min biskop sagde engang til mig – på et tidspunkt, hvor min hustru var under stort pres i sit liv – »Hver gang jeg hører om, at nogle i menigheden har brug for hjælp, så har din kone allerede været og hjælpe, når jeg kommer derhen. Hvordan bærer hun sig ad?«
Hun er som alle dem, der yder omsorg i Herrens rige. Det virker til, at der er to ting, de gør. De omsorgsfulde har gjort sig berettiget til at have Helligånden som en konstant følgesvend. Og de har gjort sig fortjent til gaven barmhjertighed, hvilken er Kristi rene kærlighed. Disse gaver vokser i dem, når de bruger dem til at tjene af kærlighed til Herren.
Den måde, som bøn, inspiration og Herrens kærlighed virker sammen på, når vi tjener hinanden, synes jeg bliver perfekt beskrevet i disse ord:
»Beder I mig om noget i mit navn, vil jeg gøre det.
Elsker I mig, så hold mine bud;
Og jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid:
sandhedens ånd, som verden ikke kan tage imod, fordi den hverken ser eller kender den. I kender den, for den bliver hos jer og skal være i jer.
Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer.
Endnu en kort tid, og verden ser mig ikke længere, men I ser mig, for jeg lever, og I skal leve.
Den dag skal I erkende, at jeg er i min fader, og I er i mig og jeg i jer.
Den, der har mine bud og holder dem, han er den, der elsker mig; og den, der elsker mig, skal elskes af min fader; også jeg skal elske ham og give mig til kende for ham« (Joh 14:14-21).
Jeg bærer mit personlige vidnesbyrd om, at Faderen i dette øjeblik er opmærksom på jer, jeres følelser og de åndelige og timelige behov, der er blandt alle omkring jer. Jeg bærer vidnesbyrd om, at Faderen og Sønnen sender Helligånden til alle, som har den gave, beder om den velsignelse og stræber efter at være værdig til den. Hverken Faderen, Sønnen eller Helligånden vil tvinge sig på i vores liv. Vi er frie til at vælge. Herren har sagt til alle:
»Se, jeg står ved døren og banker på; hører nogen mig og åbner døren, vil jeg gå ind til ham og holde måltid med ham og han med mig.
Den, der sejrer, vil jeg give sæde hos mig på min trone, ligesom jeg har sejret og har taget sæde hos min fader på hans trone.
Den, der har øre, skal høre, hvad Ånden siger« (Åb 3:20-22).
Jeg beder af hele hjertet om, at I vil høre Åndens stemme, som sendes til jer i så rigt mål. Og jeg beder om, at I altid vil åbne jeres hjerte og altid modtage ham. Hvis I beder om inspiration med oprigtighed og tro på Jesus Kristus, vil I modtage den på Herrens måde og til hans tid. Det gjorde Gud for den unge Joseph Smith. Han gør det i dag for vores levende profet, præsident Russell M. Nelson. Gud har gjort det således, at I krydser hans andre børns veje, så I kan hjælpe dem. Det ved jeg ikke alene på grund af det, jeg har set med mine egne øjne, men i endnu større grad på grund af det, som Ånden har hvisket i mit hjerte.
Jeg har følt Faderens og hans elskede Søns kærlighed til alle Guds børn i hele verden og i åndeverdenen. Jeg har følt Helligåndens trøst og vejledning. Jeg beder om, at I vil føle glæde ved at have Ånden som jeres ledsager hele tiden. I Jesu Kristi navn. Amen.