Kapitel 11

Hjemmet – grundlaget for et retskaffent liv

»Jo mere I opdrager jeres børn i Jesu Kristi evangelium med kærlighed og høje forventninger, desto mere fred vil der sandsynligvis være i deres liv.«

Fra Gordon B. Hinckleys liv

Sidst i 1973 besluttede Gordon og Marjorie Hinckley modstræbende at flytte fra deres hjem i East Mill Creek i Utah, så de kunne bo tættere på Kirkens hovedsæde i Salt Lake City. Præsident Hinckley, der på det tidspunkt var medlem af De Tolv Apostles Kvorum, afsatte noget tid nytårsaften det år til at skrive om deres hjem. Hans ord afslørede hans følelser for stedet, men de afslørede i større grad hans tanker om en kærlig familie.

»Hvor er det vemodigt at tage afsted,« skrev han. Han huskede tilbage på familiens anstrengelser med at bygge hjemmet op og dyrke det omkringliggende stykke jord. Så vendte hans tanker sig mod forhold – til hinanden og til Gud.

»Her legede vi sammen, mens vore børn voksede op, og her bad vi sammen. Her lærte vi og vore børn vor himmelske Fader at kende, vi lærte, at han lever og lytter og besvarer os.

Jeg kunne skrive en bog … ikke til verden, men til de fem børn, deres ægtefæller og deres efterkommere. Og hvis jeg på rette måde kan udtrykke historien om det hjem, så vil der være tårer og latter, og en stor, stille, gennemtrængende, kærlig ånd, der vil røre hjertet hos dem, der læser, for dem, der boede og udviklede sig der, elskede hinanden, de elskede deres naboer, de elskede deres Gud og Herren Jesus Kristus.«¹

Præsident Hinckley vidnede gennem sin tjenestegerning om vigtigheden af kærlige, trofaste familier. Under hans ledelse udstedte Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum: »Familien: En proklamation til verden,« som ældste M. Russell Ballard fra De Tolv Apostles Kvorum beskrev som »et opråb om at beskytte og styrke familien«.² Efter at have læst proklamationen op ved Hjælpeforeningens møde i september 1995 sagde præsident Hinckley: »Alle nationers styrke grundlægges inden for hjemmets fire vægge. Vi beder indtrængende vore medlemmer overalt om at styrke deres familie ved at tilpasse sig de værdinormer, som har holdt gennem tiderne.«³

»Vi opfordrer forældre til at vie alle deres kræfter til at undervise og opdrage deres børn.«

Gordon B. Hinckleys lærdomme

Familieforhold er det helligste af alle forhold.

Familien er guddommelig. Den blev indstiftet af vor himmelske Fader. Den omfatter det helligste af alle forhold. Kun gennem den kan Herrens hensigter opfyldes.⁴

Vi er en kirke, der bærer vidnesbyrd om vigtigheden af familien – om faderen, moderen, børnene – og om det faktum, at vi alle er Gud vor evige Faders børn. Forældre, der bringer børn til verden, har et ansvar for at elske disse børn, at tage drage omsorg for dem og tage sig af dem, at undervise dem i de værdier, der vil velsigne deres liv, så de kan vokse op og blive gode borgere … Jeg vil gerne understrege det, som I allerede er bekendt med, og det er vigtigheden af at binde vores familie sammen med kærlighed og venlighed, med påskønnelse og respekt, med undervisning i Herrens veje, så at jeres børn vil vokse i retskaffenhed og undgå de tragedier, der påvirker så mange familier over hele verden.⁵

Det er afgørende, at I ikke forsømmer jeres familie. Intet af det, I har, er mere dyrebart.⁶

Fædre og mødre har det privilegium at tage sig af deres børn og undervise dem i Jesu Kristi evangelium.

»Vi opfordrer forældre til at vie alle deres kræfter til at undervise og opdrage deres børn efter evangeliske principper, hvilket vil bevare dem tæt til Kirken. Hjemmet er grundlaget for et retskaffent liv, og intet andet kan erstatte det eller varetage dets afgørende funktioner i opfyldelsen af dette gudgivne ansvar.⁷

Jeg er sikker på, at intet sikrer større succes i forældrerollens vanskelige ansvar end et program for familieliv, som udspringer af evangeliets lærdomme: At hjemmets far kan iklædes Guds præstedømme; at det er hans privilegium og forpligtelse som ansvarlig for vor himmelske Faders børn at give dem det, de behøver; at han skal lede hjemmet i præstedømmets ånd »ved overtalelse, ved langmodighed, ved mildhed og sagtmodighed og ved uskrømtet kærlighed« (L&P 121:41); at hjemmets mor er Guds datter, en intelligent, hengiven og kærlig sjæl, som kan iklædes Guds Ånd; at det er hendes privilegium og pligt som ansvarlig for vor himmelske Faders børn at nære disse børn i deres daglige behov; at hun sammen med sin mand skal undervise disse i »læren om omvendelse, tro på Kristus, den levende Guds Søn, og om dåb og Helligåndsgaven ved håndspålæggelse … [og] at bede og at vandre retskaffent for Herren« (L&P 68:25, 28).

I et sådant hjem er forældre elsket, ikke hadet. De er påskønnet, ikke frygtet. Og børnene betragtes som gaver fra Herren, som skal plejes, næres, opmuntres og vejledes.

Der kan til tider være uoverensstemmelser, der kan være mindre skænderier. Men hvis der er bøn og kærlighed og hensyntagen i familien, vil der være en grundvold af hengivenhed, som altid knytter familien sammen, og en loyalitet, som altid vil være en ledestjerne.⁸

Nu nogle ord til enlige forældre … [I] bærer udmattende byrder i jeres daglige kampe med at opdrage børn og sørge for, at deres behov bliver mødt. Det er en ensom pligt. Men I behøver ikke at være helt alene. Der er mange, rigtig mange i denne kirke, der vil række ud til jer på følsom og forstående vis. De ønsker ikke at trænge sig på, hvor de ikke er ønsket. Men deres interesse er ægte og oprigtig, og de velsignes, når de velsigner jeres og jeres børns liv. Tag imod deres hjælp. De har brug for at yde for deres egen skyld såvel som for jeres skyld.

Vi har tusindvis af gode biskopper i denne kirke. Vi har tusindvis af gode kvorumsledere. Vi har tusindvis af vidunderlige søstre i Hjælpeforeningen. Vi har hjemmelærere og besøgslærere. De er jeres venner, anbragt af Herren for at give af deres styrke til hjælp for jer. Og glem aldrig, at Herren selv er en kilde til styrke, større end nogen anden. Jeg blev rørt af en oplevelse, som … en enlig forælder fortalte om, hun opdrog syv børn, og hun bønfaldt sin Fader i himlen om, om hun kunne komme til ham, bare for en nat, for at finde trøst og styrke til morgendagens prøvelser. Et kærligt svar kom til hendes sind næsten som en åbenbaring: »Du kan ikke komme til mig, men jeg vil komme til dig.«⁹

Jo mere I opdrager jeres børn i Jesu Kristi evangelium med kærlighed og høje forventninger, desto mere fred vil der sandsynligvis være i deres liv.¹⁰

Gennem familiebøn kan børn vokse i tro på den levende Gud.

Se jeres små. Bed med dem. Bed for dem og velsign dem. Den verden, som de træder ud i, er en indviklet og hård verden. De løber ind i modgangens voldsomme søgang. De får brug for al den styrke og al den tro, som I kan indgyde dem, mens I endnu har dem omkring jer. Og de får også brug for en større styrke, som kommer fra en højere magt. De skal gøre andet end bare at glide med strømmen. De skal opløfte verden, og de eneste løftestænger, som de har til rådighed, er et eksempel fra deres eget liv og den overtalelseskraft, som ligger i deres vidnesbyrd og deres kundskab om det, som hører Gud til. De får brug for Herrens hjælp. Bed med dem, mens de er små, så de kan lære den kilde til styrke at kende, som altid er til rådighed i nødens stund.¹¹

Jeg kender ikke noget, der kan være til større gavn og have større indvirkning på jeres tilværelse end at knæle sammen i bøn. Alene ordene: Vor Fader i himlen, har en kolossal virkning. I kan ikke sige dem oprigtigt og anerkendende uden at fornemme, at I på en eller anden måde skal stå til regnskab for Gud …

Jeres daglige samtaler med Herren vil give jer fred i jeres hjerte og en glæde i jeres liv, der ikke kan komme fra nogen anden kilde … Jeres kærlighed vil blive stærkere. I vil komme til at værdsætte hinanden mere og mere.

Jeres børn vil blive velsignet med den trygge fornemmelse, som kommer af at leve i et hjem, hvor Guds Ånd er. De vil kende og elske deres forældre, som respekterer hinanden, og de vil udvikle større respekt i deres hjerte. De vil opleve tryghed gennem de milde ord, de hører. De vil være beskyttede af en far og mor, som er ærlige over for Gud, over for hinanden og over for deres medmennesker. De vil modnes i taknemlighed, når de hører deres forældre i bønner udtrykke taknemlighed for store og små velsignelser. De vil få større tro på den levende Gud.¹²

Familieaften kan samle forældre og børn, når de lærer om Herrens veje.

Jeg kan huske, da jeg var en lille dreng, fem år gammel, at præsident Joseph F. Smith bekendtgjorde for hele Kirken, at de skulle samle deres familie til familieaften. Min far sagde: »Kirkens præsident har bedt os om at gøre det, og vi vil gøre det.«

Så vi samledes alle til familieaften. Det var sjovt. Han sagde: »Vi skal synge en sang.« Vi er ikke sangere … Vi prøvede bare at synge og grinede af hinanden. Så vi lavede en masse andre ting. Men ud fra den oplevelse kom der langsomt noget, der var vidunderligt – en vane, der hjalp os, som bragte os sammen som familie, som styrkede os, og i vores hjerte voksede der en overbevisning om værdien af familieaften.¹³

Jeg er taknemlig for, at vi som kirke og en grundlæggende del af vores program har den praksis med en ugentlig familieaften. Det er en betydningsfuld ting, at tusindvis af familier over hele verden i disse travle tider gør en oprigtig indsats for at hellige en aften om ugen til at synge sammen, til at belære hinanden om Herrens veje, til at knæle sammen i bøn, takke Herren for hans barmhjertighed og nedkalde hans velsignelser over vores liv, vores hjem, vores arbejde, vores land. Jeg tror, at vi undervurderer det kæmpestore gode, som kommer af dette program.¹⁴

Hvis I har nogen tvivl om værdien af familieaften, så prøv det. Saml jeres børn omkring jer, undervis dem, bær vidnesbyrd for dem, læs skrifterne sammen og hav det hyggeligt sammen.¹⁵

Forældre bør begynde at undervise deres børn, når børnene er helt små.

Ikke længe efter at vi blev gift, byggede vi vores første hus. Vi havde ikke ret mange penge, så jeg udførte det meste af arbejdet selv. Jeg var helt alene om at anlægge haven. Det første af de mange træer, som jeg plantede, var et tretorn, og jeg så for mig, hvordan dets skygge en skønne dag ville svale huset om sommeren. Jeg anbragte det i et hjørne af haven, hvor vinden blæste kraftigt ind fra bjergslugterne mod øst. Jeg gravede et hul, stak de nøgne rødder ned, hældte muld omkring dem, vandede det og glemte alt om det. Det var kun en lille kvist, omkring halvanden centimeter i diameter. Det var så smidigt, at jeg med lethed kunne bøje det i alle mulige retninger. Jeg passede det ikke synderlig meget i det følgende år. Men så en vinterdag, hvor alt løvet var faldet af grenene, kiggede jeg tilfældigvis ud af vinduet og fik øje på det. Jeg lagde mærke til, at det hældede mod vest, helt kroget og ude af balance. Jeg fattede det ikke. Jeg gik ud og lagde hele min vægt imod det for at rette det op. Men stammen var nu næsten 30 centimeter i diameter. Mine kræfter kunne slet ikke måle sig med det. Jeg hentede en trisse og en talje i mit redskabsskur, jeg gjorde den ene ende fast til træet og den anden til en stærk pæl. Jeg trak i rebet. Trisserne bevægede sig kun en lille smule, og træstammen skælvede svagt. Men det var det hele. Det syntes, som om træet sagde: »Du kan ikke rette mig op nu. Det er for sent. Jeg er vokset sådan op, fordi du har forsømt mig. Og nu bøjer jeg mig ikke.«

I desperation greb jeg til sidst min sav og savede en af de store grene mod vest af. Jeg trådte tilbage for at betragte mit værk. Jeg havde savet en stor del af træet af og efterladt et stort ar, som var 20 centimeter bredt. Og kun en enkelt gren strakte sig mod himlen …

For nylig kiggede jeg igen på træet. Det er stort, det har rettet sig meget op, og det gør stor gavn. Men hvilke svære lidelser måtte det ikke gennemgå i sin ungdom, da jeg måtte bruge hårde midler for at rette det. Da jeg plantede træet, ville et stykke snor kunne have holdt det fast trods vindens rusken. Jeg kunne og burde have anbragt den snor, det havde været så let, men jeg gjorde det ikke. Og derfor bøjede det sig for de kræfter, som slog imod det.

Børn er som træer. Mens de er små, kan deres liv formes og ledes på rette vej, som regel uden meget besvær. Som forfatteren til Ordsprogene skrev: »Tilskynd drengen til at følge den vej, han skal gå, selv når han bliver gammel, vil han ikke vige fra den« (Ordsp 22:6). Den oplæring har sin rod i hjemmet.¹⁶

»Saml jeres børn omkring jer, undervis dem, bær vidnesbyrd for dem, læs skrifterne sammen og hav det hyggeligt sammen.«

Esajas sagde: »Alle dine [børn] skal være oplært af Herren, dine [børn] får stor lykke« (Es 54:13).

Led jeres sønner og døtre, vejled og rådgiv dem fra de er helt små, lær dem om Herrens veje, så de må have fred som deres ledsager hele livet igennem.¹⁷

Hvis børn gør oprør, bør forældrene blive ved med at bede for dem, elske dem og række ud til dem.

Jeg er klar over, at der er forældre, som trods kærlig omsorg og en flittig og trofast indsats for at undervise deres børn, ser dem vælge en anden vej og græder, mens deres vildfarne sønner og døtre bevidst følger en kurs, der kan få tragiske konsekvenser. Jeg har stor medfølelse for dem, og til dem vil jeg citere Ezekiels ord: »En søn skal ikke bære straffen for sin fars synd, og en far skal ikke bære straffen for sin søns synd« (Ez 18:20).¹⁸

Til trods for alle de ting, som I prøver at gøre, så er der engang imellem et rebelsk barn. Men bliv ved. Giv aldrig nogensinde op. I har ikke tabt, så længe I prøver. Bliv ved.¹⁹

Hvis nogen af jer har et barn eller en af jeres kære, der er [rebelsk], så giv ikke op. Bed for dem, elsk dem, ræk ud til dem og hjælp dem.²⁰

Det kan til tider synes at være for sent … Men så husk på mit tretorn. Indgriben og lidelse gjorde det til noget smukt, som i dag yder en velkommen skygge for middagsheden.²¹

Vi styrker vores familie, når vi søger himlens hjælp og nærer kærlighed og respekt for hinanden.

[At opdrage børn] er måske ikke let. Det er måske ladet med skuffelse og udfordring. Det vil kræve mod og tålmodighed … Kærlighed kan gøre forskellen – kærlighed, som gavmildt gives i barndommen, og som når op gennem ungdommens kejtede år. Den vil gøre noget, som penge ødslet på børn aldrig kan gøre.

– Og tålmodighed, med tungen i tømme og kontrol over vrede …

– Og opmuntring, som er hurtig til at rose og langsom til at kritisere.

Disse ting vil sammen med bøn udvirke mirakler. I kan ikke forvente at gøre det alene. I behøver himlens hjælp til at opfostre himlens børn – jeres børn, som også er børn af deres himmelske Fader.²²

Med få undtagelser er hvert eneste barn et produkt af sit hjem, hvad enten det er godt, dårligt eller der hersker en ligegyldig indstilling. Når børn vokser med årene, bliver deres liv stort set en videreførelse eller afspejling af hjemmets undervisning. Hvis der er hårdhed, misbrug, ukontrolleret vrede og troløshed til stede, er frugterne sikre og tydelige, og de vil sandsynligvis blive gentaget i den efterfølgende generation. Hvis der på den anden side er overbærenhed, tilgivelse, respekt, hensynsfuldhed, venlighed, barmhjertighed og medfølelse, vil frugterne igen være tydelige, og de vil blive evigt belønnet. De vil være positive, gode og vidunderlige. Og når forældre viser og belærer om barmhjertighed, vil det gå igen i den næste generations liv og handlinger.

Jeg taler til fædre og mødre overalt med en bøn om at undlade hårdhed, kontrollere vores vrede, sænke vores stemme og at handle med barmhjertighed, kærlighed og respekt for hinanden i vores hjem.²³

Det blev sagt fordum, at »et mildt svar afvender vrede« (Ordsp 15:1). Vi kommer sjældent i vanskeligheder, når vi taler mildt og stille. Det er kun, når vi hæver stemmen, at gnisterne flyver, og små tuer bliver til store, stridsomme bjerge … Stemmen fra himlen er en stille, sagte stemme; (se 1 Kong 19:11-12); på samme måde er den hjemlige freds stemme rolig og dæmpet.²⁴

Selvfølgelig er der brug for disciplin i familien. Men grov disciplin eller brutal disciplin fører ikke til forbedring, men derimod til vrede og bitterhed. Den retter ikke op på noget, men forværrer blot problemet. Den er selvødelæggende.²⁵

Der findes ingen irettesættelse i hele verden, der virker så godt som kærlighed. Den har sin egen magi.²⁶

Lad os fortsætte med at styrke familien. Lad ægtemænd og hustruer fremme en absolut loyalitet over for hinanden. Lad os ikke tage hinanden for givet, men lad os hele tiden arbejde på at fremme kærligheden til og respekten for hinanden.²⁷

O Gud, vor evige Fader, velsign forældrene til at undervise dem, der er så værdifulde, de børn, der er kommet fra dig, med kærlighed og tålmodighed og opmuntring, så de sammen kan blive bevaret og vejledt til det gode og i deres opvækst bringe velsignelser til den verden, som de vil være en del af.²⁸

Forslag til studium og undervisning

Spørgsmål

Præsident Hinckley belærte om, at familien »omfatter det helligste af alle forhold« (afsnit 1). Hvordan kan denne sandhed påvirke vores forhold til vores familie? Hvordan kan det påvirke den måde, vi prioriterer vores tid og vore aktiviteter på?
Hvorfor bør forældre »vie alle deres kræfter til at undervise og opdrage deres børn efter evangeliske principper«? (Se afsnit 2). Hvordan har evangelisk undervisning i jeres hjem velsignet jeres familie? Hvordan kan forældre blive bedre til at hjælpe deres børn til at efterleve evangeliet?
Gennemgå præsident Hinckleys lærdomme om velsignelserne ved familiebøn (se afsnit 3). Hvorfor tror I, at familiebøn giver velsignelser? Hvilke velsignelser har I oplevet ved at have regelmæssig familiebøn? Hvad mister vi, hvis vi forsømmer familiebøn?
Hvad kan vi lære af Gordon B. Hinckleys oplevelse med familieaften som dreng? (Se afsnit 4). Hvilke velsignelser har I fået i jeres familie ved at afholde familieaften?
Gennemgå præsident Hinckleys historie om tretornet (se afsnit 5). Hvordan kan I bruge denne historie?
Hvordan kan præsident Hinckleys lærdomme i afsnit 6 hjælpe forældre til et barn, der er kommet på afveje? Hvordan kan forældre og andre række ud i kærlighed?
Hvorfor er det vigtigt for forældre at disciplinere deres børn med kærlighed i stedet for vrede? Hvad kan forældre gøre for at disciplinere med kærlighed? Hvordan kan man i familien nære en kærlighed og respekt for hinanden? (Se afsnit 7).

Skriftstedshenvisninger

5 Mos 11:19; En 1:1-5; Mosi 4:14-15; Alma 56:45-48; 3 Ne 18:21; se også »Familien: En proklamation til verden«, Liahona, nov. 2010, s. 129.

Til underviseren

»Man kan synes, at man mangler forståelse af et bestemt princip, som man forbereder sig på at undervise i. Men når man studerer det under bøn, bestræber sig på at efterleve det, forbereder sig på at undervise i det og så fortæller andre om det, vil ens eget vidnesbyrd styrkes og blive større« (se Undervisning, den største kaldelse, 2000, s. 19).