Kapitel 25

Gå fremad i tro

»Hvis der er noget, som I og jeg har behov for … [er det] den slags tro, der får os på knæ for at bønfalde Herren om vejledning og derefter med et mål af guddommelig tillid rejse os og gå i gang med arbejdet for at få de ønskede resultater.«

Fra Gordon B. Hinckleys liv

»Da jeg tog af sted på mission [som ung mand],« mindedes præsident Gordon B. Hinckley, »gav min kære far mig et kort, hvorpå der stod fire ord. Det var Herrens ord til synagogeforstanderen, der havde fået at vide, at hans datter var død: ›Frygt ikke, tro kun!‹ (Mark 5:36).«¹ Da den unge ældste Hinckley tjente i England, stod han over for mange udfordringer, hvor han havde brug for at huske de fire ord. Han beskrev senere en af de oplevelser:

»En dag bragte tre-fire London-aviser anmeldelser af et genoptryk af en gammel, hadefuld bog, som blev udgivet for at være mormonernes historie. Præsident Merrill [min missionspræsident] sagde til mig: ›Tag ned til forlæggeren og gør indsigelse mod det.‹ Jeg så på ham og skulle til at sige: ›Da ikke mig‹. Men jeg sagde spagfærdigt: ›Javel, sir.‹

Jeg tøver ikke med at sige, at jeg var rædselsslagen. Jeg gik op på mit værelse og havde det, som Moses må have haft det, da Herren befalede ham at opsøge Farao. Jeg opsendte en bøn. Jeg havde ondt i maven af skræk, mens jeg gik hen til stationen på Goodge Street for at tage undergrundsbanen til Fleet Street. Jeg fandt frem til forlæggerens kontor og gav receptionisten mit visitkort. Hun tog det, gik ind på kontoret og vendte kort efter tilbage med en besked om, at forlæggeren ikke havde tid til at tale med mig. Jeg svarede, at jeg havde rejst over 8.000 kilometer, og at jeg ville vente. I løbet af den næste times tid forsvandt hun ind på hans kontor to-tre gange; og til sidst bød han mig indenfor. Jeg vil aldrig glemme det syn, der mødte mig, da jeg trådte ind. Han sad og røg på en lang cigar og så på mig med et blik, der syntes at sige: ›Lad være med at forstyrre mig.‹

Jeg havde boganmeldelserne i hånden. Jeg kan ikke huske, hvad jeg derefter sagde. En anden magt syntes at tale igennem mig. Til at begynde med var han meget modvillig, ja, tilmed fjendtlig. Men så begyndte han at bløde op. Han endte med at love at gøre noget ved sagen. Inden for en time fik samtlige boghandlere i landet besked på at sende bøgerne tilbage til forlaget. Med store omkostninger fik han tilføjet en erklæring forrest i bogen, hvori der stod, at bogen ikke kunne betragtes som historisk, men kun som ren skønlitteratur, og at den ikke havde til hensigt at såre de velansete mormoner. Flere år senere ydede han Kirken en anden stor tjeneste, og hvert år frem til hans død modtog jeg en julehilsen fra ham.«²

Da ældste Hinckley tog imod opgaven med at besøge forlæggerens kontor, udviste han det, der blev et livslangt træk ved ham: Tag imod udfordringen i tro; bønfald Herren om hjælp og gå så i gang med arbejdet.

»Tro er til syvende og sidst vores eneste virkelige og evigtvarende håb.«

Gordon B. Hinckleys lærdomme

Tro på vor himmelske Fader og Jesus Kristus kan blive kilden til et liv med mening.

Hvis der er noget, som I og jeg har behov for for at få held med tingene og få dem til at lykkes i denne verden, så er det tro, dette dynamiske, magtfulde og vidunderlige element, som Paulus sagde verden blev skabt ved (se Hebr 11:3). Jeg henviser ikke til noget overjordisk koncept, men til en praktisk pragmatisk, udøvende tro – den slags tro, der får os på knæ for at bønfalde Herren om vejledning og derefter med et mål af guddommelig tillid rejse os og gå i gang med arbejdet for at få de ønskede resultater. En sådan tro er et aktiv uden sidestykke. En sådan tro er til syvende og sidst vores eneste virkelige og evigtvarende håb …

Tro kan blive kilden til et liv med et formål. Der er ikke nogen mere overbevisende motivation til værdifulde bestræbelser end kundskaben om, at vi er Guds børn, at Gud forventer, at vi gør noget med vores liv, og at han vil hjælpe os, når vi søger hjælp …

Når jeg taler om tro, så er det ikke i en abstrakt betydning. Det er som en levende, livgivende kraft, der kommer med en anerkendelse af Gud som vor Fader og Jesus Kristus som vor Frelser …

Tro på et guddommeligt væsen, på den Almægtige, er den store kraft, der kan flytte os og forandre vores liv.³

For lang tid siden arbejdede jeg for en af vore jernbaner, hvis spor snoede sig igennem passene i disse bjerge. Jeg rejste ofte med toget. Det var dengang, der kørte damplokomotiver. Disse store uhyrer på skinner var enorme og hurtige og farlige. Jeg tænkte ofte på, hvordan lokomotivføreren turde foretage den lange rejse hele natten igennem. Men så indså jeg, at det ikke var én lang rejse, men snarere en konstant fortsættelse af en kort rejse. Maskinen var forsynet med en stærk frontlanterne, som oplyste sporene 400 til 500 meter frem. Lokomotivføreren kunne kun se denne strækning, men det var nok, fordi den hele tiden lå synlig foran ham hele natten igennem, indtil en ny dag gryede …

Og således er det med vores evige rejse. Vi tager ét skridt ad gangen. Ved at gøre dette, stræber vi frem mod det ukendte, men troen oplyser vejen. Hvis vi dyrker denne tro, skal vi aldrig vandre i mørke …

Den udfordring, som hvert enkelt medlem af denne kirke står over for, er at tage det næste skridt, at tage imod det ansvar, som han er kaldet til, selv om han måske føler sig utilstrækkelig, og at gøre dette med tro og med en fuldstændig forventning om, at Herren vil oplyse vejen foran ham.⁴

Tro er grundlaget for vidnesbyrd og styrken i Herrens værk her på jorden.

Kirkens eneste virkelige rigdom [ligger] i dens folks tro.⁵

Det er forunderligt og vidunderligt, at tusinder bliver berørt af Helligåndens mirakel, at de tror og tager imod og bliver medlemmer [af Kirken]. De bliver døbt. Deres liv er for altid forandret til det bedre. Der finder mirakler sted. Troens frø bliver sået i deres hjerte. Det svulmer, alt imens de lærer. Og de antager princip efter princip, indtil de har hver eneste af de vidunderlige velsignelser, som de, der vandrer i tro i denne Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, får …

Denne dyrebare og vidunderlige troens gave, denne gave fra Gud, vor evige Fader, er stadig styrken i dette værk og den stille livsnerve i dets budskab. Troen ligger til grund for det hele. Troen er kernen i det hele. Hvad enten det drejer sig om at tage på mission, efterleve visdomsordet, betale tiende, så er det det samme, det handler om. Det er troen i os, som kommer til udtryk i alt, hvad vi gør …

Styrken i denne sag og dette rige findes ikke i dens timelige aktiver, hvor imponerende de end måtte være. Den findes i dens medlemmers hjerter. Det er derfor, den har medgang. Det er derfor, den er stærk og vokser. Det er derfor, den er i stand til at præstere de vidunderlige ting, den gør. Det stammer alt sammen fra troens gave, som den Almægtige overdrager de af sine børn, som ikke tvivler og ikke frygter, men går fremad …

Troen er vidnesbyrdets grundvold. Troen ligger til grund for loyalitet over for Kirken. Troen repræsenterer ofre, som med glæde gives for at fremme Herrens værk.⁶

Evangeliet er godt nyt. Det er et budskab om triumf. Det er en sag, der skal modtages med begejstring. …

Lad os ikke være bange. Jesus er vores leder, vores styrke og vores konge.

Dette er en tidsalder med pessimisme. Vi har en mission med tro. Mine brødre og søstre overalt, jeg kalder jer til at bekræfte jeres tro, til at bevæge dette værk fremad over hele verden …

»Brødre, skal vi ikke gå videre, hvad angår så stor en sag? Gå fremad og ikke tilbage. Fat mod, brødre, og videre, videre frem til sejr!« (L&P 128:22). Således skrev profeten Joseph i en salme.

Denne store sags fortid er glorværdig. Den er fyldt med heltegerninger, mod, dristighed og tro. Vor tid er vidunderlig, mens vi går fremad og velsigner menneskers tilværelse overalt, hvor de vil lytte til budskabet fra Herrens tjenere. Fremtiden bliver storslået, når den Almægtige ruller sit glorværdige værk ud og velsigner alle, som vil acceptere og efterleve hans evangelium, ja, det rækker tilmed ud og velsigner for evigt hans sønner og døtre i alle slægtled gennem den uselviske indsats hos dem, hvis hjerte er fyldt med kærlighed til verdens Forløser …

Jeg opfordrer jer hver især, uanset hvor I som medlemmer af denne kirke er, til at rejse jer og med en sang i hjertet gå fremad, efterleve evangeliet, elske Herren og opbygge riget. Sammen vil vi holde kursen og bevare troen, for den Almægtige er vores styrke.⁷

Med tro kan vi hæve os over frygt og enhver hindring eller udfordring i vores liv.

Hvem af os kan sige, at vi aldrig har været bange? Jeg kender ingen, som er blevet skånet fuldstændig for dette. Der er selvfølgelig nogle, som oplever mere frygt end andre. Nogle lykkes det hurtigt at komme over den, mens andre indfanges af den og bliver slået ned af den, idet den overvinder dem helt. Vi lider af frygt for latterliggørelse, frygt for at lave fejl, frygt for ensomhed og frygt for uvidenhed. Nogle frygter nutiden, andre fremtiden. Nogle slæber rundt på syndens byrde og vil give næsten alt for at kunne ryste denne byrde af sig, men er bange for at ændre livsførelse. Lad os indse, at frygt ikke kommer fra Gud, men at denne gnavende, ødelæggende magt tværtimod kommer fra sandhedens og retfærdighedens modstandere. Frygt er det modsatte af tro. Den har en skadelig virkning og kan endog være dødbringende.⁸

Paulus skrev til Timotheus: »Gud har ikke givet os en fej ånd, men en ånd med kraft og kærlighed og besindighed.

Skam dig derfor ikke ved vidnesbyrdet om vor Herre« (2 Tim 1:7-8).

Jeg ville ønske, at ethvert medlem af denne kirke ville hænge disse ord op et sted, hvor de ville få øje på dem hver morgen, når de begynder deres dag. De kunne give os mod til at tage til orde; de ville give os tro til at prøve; de ville styrke vores tro på Herren Jesus Kristus. Jeg tror, at mange mirakler så ville finde sted over hele jorden.⁹

»Skam dig … ikke ved vidnesbyrdet om vor Herre« (2 Tim 1:8).

Jeg talte en dag med en ven, som var flygtet fra sit fædreland. Da hans land tabte en krig, blev han arresteret og interneret. Det var lykkedes hans hustru og børn at komme væk, men han sad i fængsel i over tre år, hvor han ikke kunne komme i forbindelse med sine kære. Den mad, han fik, var ussel, leveforholdene var dårlige, og der var ingen udsigt til, at det ville blive bedre.

»Hvad hjalp dig igennem hele denne mørke tid?«, spurgte jeg.

Han svarede: »Min tro; min tro på Herren, Jesus Kristus. Jeg lagde mine byrder på ham, og da så det hele meget lysere ud.«¹⁰

Det ordner sig alt sammen. I skal ikke bekymre jer. Det siger jeg til mig selv hver morgen. Det hele ordner sig. Hvis man gør sig bedste, vil det hele ordne sig. Sæt jeres lid til Gud, og gå fremad med tro og tillid til fremtiden. Herren vil ikke svigte os. Han vil ikke svigte os.¹¹

Kan nogen af os sige, at hvis vi havde større tro på Gud, så ville vi kunne gøre det bedre, end vi gør nu? Der er ingen forhindring, der er for stor, ingen udfordring, der er for svær, hvis vi har tro. Med tro kan vi hæve os over disse negative elementer i vores liv, der konstant trækker os ned. Med en indsats kan vi udvikle evnen til at undertrykke de impulser, der fører til nedværdigende og onde handlinger. Med tro kan vi kontrollere vore lyster. Vi kan række ud til dem, der er mismodige og nedslåede, og vi kan varme dem ved vores egen tros styrke og kraft.¹²

Når vi udøver vores tro, vil Herren få den til at blive større.

Når I bruger jeres tid og talenter i Herrens tjeneste, vil jeres tro vokse og jeres tvivl forsvinde.¹³

Kirken vil bede jer om at gøre mange ting. Den vil bede jer om at tjene i forskellige stillinger. Vi har ikke professionelle til at tjene. Det er jer, der tjener i Kirken, og når som helst I bliver kaldet til at tjene, må jeg så indtrængende opfordre jer til at tage imod kaldet, og når I gør det, vil jeres tro blive styrket og blive større. Tro er som musklen i min arm. Hvis jeg bruger den, hvis jeg nærer den, bliver den stærk; den kan gøre mange ting. Men hvis jeg putter den i en slynge og ikke bruger den, så vil den blive svag og ubrugelig, og sådan er det også med jer. Hvis I tager imod enhver mulighed, hvis I tager imod enhver kaldelse, så vil Herren gøre det muligt for jer at udføre den. Kirken vil ikke bede jer om at gøre noget, som I ikke kan gøre med Herrens hjælp.¹⁴

Det er min bøn for os allesammen – Herre, »giv os en større tro« (se Luke 17:5). En større tro vil kunne slå bro over usikkerhedens og tvivlens afgrund …

Herre, giv os en større tro, så vi kan hæve os over de ynkelige forsøg på at fordreje dit store og hellige værk. Styrk os. Hjælp os til at opbygge og udvide dit rige i henhold til din bemyndigelse, så dette evangelium kan blive forkyndt til hele verden som et vidnesbyrd til alle nationer …

Skænk os tro til at se udover de øjeblikkelige problemer og få øje på de mirakler, der vil ske i fremtiden. Giv os tro til at betale vores tiende og offerydelser og sætte vores lid til dig, du Almægtige, at du vil åbne himlens sluser, således som du har lovet os. Giv os tro til at gøre det rette, og så lade følgerne komme.

Skænk os tro, når modgangens storme slår os ned og kaster os til jorden. Når vi møder sygdom, må vores tillid til dig så blive stærkere ved præstedømmets kraft. Må vi følge Jakobs råd:

»Er nogen blandt jer syg, skal han tilkalde menighedens ældste, og de skal salve ham med olie i Herrens navn og bede over ham.

Og troens bøn vil frelse den syge, og Herren vil gøre ham rask« (Jak 5:14-15; fremhævelse tilføjet) …

Herre, når vi vandrer i dødsskyggens dal, så giv os tro til at smile gennem vore tårer i bevidsthed om, at det alt sammen er et led i en kærlig Faders evige plan, at når vi træder over tærsklen fra dette liv, så går vi ind til et andet og herligere liv, og at alle gennem Guds Søns forsoning skal opstå fra graven, og at de trofaste skal gå ind til ophøjelse.

Giv os tro til at udføre forløsningsarbejdet for de døde, så dine evige hensigter kan blive opnået for dine sønner og døtre i alle generationer.

Fader, skænk os tro til at følge dine råd i de små ting, der kan betyde så utroligt meget …

Herre, giv os mere tro på hinanden og os selv og større evner til at gøre godt og udrette store ting …

Fader, giv os mere tro. Jeg synes, at det, vi har mest brug for af alt, er mere tro. Derfor kære Fader – giv os større tro på dig og på din elskede Søn, på dit store evige værk, på os selv som dine børn og på vore evner til at gå og gøre efter din vilje og dine forskrifter. Det beder jeg ydmygt om i Jesu Kristi navn. Amen.¹⁵

Forslag til studium og undervisning

Spørgsmål

Præsident Hinckley underviste om, at tro på Gud er »den store kraft, der kan flytte os og forandre vores liv« (afsnit 1). Hvilke oplevelser har hjulpet jer til at lære om troens kraft? Hvordan har I set, at når vi »stræber … frem mod det ukendte … oplyser [troen] vejen«?
Hvad kan vi lære af afsnit 2 om kilden til Kirkens styrke? Hvordan er tro og offer forbundet med hinanden? Tænk over, hvordan I kan give agt på præsident Hinckleys kald om at »bevæge dette værk fremad over hele verden«.
Hvorfor tror I, at tro har kraft til at hjælpe os, når vi har prøvelser? (Se afsnit 3). Hvornår har tro hjulpet jer til at hæve jer over frygt? Hvornår har tro hjulpet jer til at hæve jer over andre forhindringer?
Gennemgå præsident Hinckleys bøn i afsnit 4. Hvilke ord i den bøn har en særlig betydning for jer? Hvordan kan tro være med til at overvinde usikkerhed og frygt? Hvordan kan tro hjælpe os til at se udover problemerne og se miraklerne?

Skriftstedshenvisninger

Joh 14:12-14; Rom 5:1-5; 2 Ne 26:12-13; Moro 7:33-38; L&P 27:16-18

Til underviseren

»Når vi studerer skrifterne regelmæssigt og flittigt og indtrængende søger Åndens vejledning, vil vi være modtagelige for indsigt i, hvordan vi skal forberede lektionerne. Vi vil også være beredt til at modtage og følge tilskyndelser fra Ånden, mens vi underviser (Undervisning, den største kaldelse, 2000, s. 14).