Kapitel 13

Fred og tilfredshed gennem timelig selvhjulpenhed

»Vi lærer vore medlemmer at være selvforsynende. Vi skal kunne sørge for os selv og klare vore egne behov.«

Fra Gordon B. Hinckleys liv

Som barn lærte Gordon B. Hinckley selvhjulpenhedens principper, når han arbejdede sammen med sine forældre og søskende. Han mindedes senere:

»Vi boede i noget, jeg opfattede som et stort hus … Der var en stor græsplane med mange træer, som tabte millioner af blade, og der var altid en usandsynlig masse arbejde, som hele tiden skulle gøres …

Vi [havde] en kakkelovn i køkkenet og en kakkelovn i spisestuen. Et fyr blev senere installeret, og hvor var det en vidunderlig tingest. Men det havde en umættelig appetit efter kul, og der var ingen automatisk fyringsmekanisme. Kullene måtte skovles ind i fyret og omhyggeligt dynges op hver aften.

Jeg lærte en stor lektie af dette uhyre af et fyr: Hvis man vil holde sig varm, må man arbejde med skovlen.

Min far havde en ide om, at hans drenge burde lære at arbejde både om sommeren og om vinteren, så han købte en gård på to hektar, som efterhånden blev udvidet til over tolv hektar. Vi boede der om sommeren og vendte tilbage til byen, når skolen begyndte.

Vi havde en stor frugthave, og træerne skulle beskæres hvert forår. Far tog os med til beskæringsdemonstrationer, der var arrangeret af eksperter fra landbohøjskolen. Vi lærte en stor sandhed – at man med stor sikkerhed kan afgøre, hvilken slags frugt man vil plukke i september ud fra den måde, hvorpå man beskærer træerne i februar.«¹

Med disse sandheder som sin personlige grundvold underviste præsident Hinckley ofte ved hjælp af praktiske ting om at efterleve evangeliet. Han vidnede om de velsignelser, der kommer af hårdt arbejde, og han tilskyndede de sidste dages hellige til ikke at leve over evne og at forberede sig til katastrofer, der kunne indtræffe i fremtiden.

Udover at undervise i disse principper kom præsident Hinckley også med forslag til, hvordan de hellige kunne følge dem. For eksempel introducerede han i april 2001 den selvsupplerende uddannelsesfond, som han sagde, var inspireret af Herren.² Gennem dette program kunne folk donere til en fond, der ville yde kortvarige lån for at hjælpe kirkemedlemmer, der kvalificerede sig, hovedsageligt hjemvendte missionærer, til at få en uddannelse af en art, der kunne føre til et meningsfuldt arbejde. Når folk tilbagebetalte deres lån, ville pengene gå ind i fonden for at hjælpe fremtidige deltagere. Den selvsupplerende uddannelsesfond har hjulpet titusindvis af mennesker til at blive selvhjulpne. Den giver, som præsident Hinckley engang sagde, »håbets klare lys«.³

»Der findes ingen erstatning for produktivt arbejde. Det er processen, hvorved drømme bliver til virkelighed.«

Gordon B. Hinckleys lærdomme

Når vi udviser retskaffenhed i vores arbejde, bliver vores liv velsignet for evigt.

Jeg tror på arbejdets evangelium. Der findes ingen erstatning for produktivt arbejde. Det er processen, hvorved drømme bliver til virkelighed. Det er processen, hvorved tilfældige visioner bliver til dynamiske præstationer.⁴

Lidt leg og lidt driveri er godt. Men det er arbejde, der gør forskellen i en mands eller kvindes liv … Det er arbejde, der giver os mad på bordet, tøj på kroppen og tag over hovedet. Vi kan ikke bestride behovet for at arbejde med dygtige hænder eller uddannede sind, hvis vi skal udvikle os og få succes enkeltvis eller samlet.⁵

Jeg har opdaget, at livet ikke består af en række af heroiske handlinger. Livet er, når det er bedst, et spørgsmål om vedvarende godhed og anstændighed og at gøre det, der er brug for, når der er brug for det, uden fanfarer. Jeg har lagt mærke til, at det ikke er genierne, der gør forskellen i verden. Jeg har lagt mærke til, at arbejdet i verden i høj grad bliver udført af mænd og kvinder med almindelige talenter, der arbejder på en ekstraordinær måde.⁶

Børn har brug for at arbejde sammen med deres forældre – at vaske op sammen med dem, vaske gulve sammen med dem, slå græsplæne, beskære træer og buske, male og reparere og gøre rent og lave hundredvis af andre ting, hvor de vil lære, at arbejde er prisen for renlighed, fremgang og velstand.⁷

»Børn har brug for at arbejde sammen med deres forældre … De vil lære, at arbejde er prisen for renlighed, fremgang og velstand.«

Det geniale i denne kirke er arbejde. Alle arbejder. Man kan ikke udvikle sig, medmindre man arbejder. Tro og vidnesbyrd om sandheden er ligesom musklen i min arm. Hvis man træner den, bliver den stærk. Hvis man kommer den i en slynge, bliver den svag og slap. Vi sætter folk i arbejde. Vi forventer store ting af dem, og det utrolige og vidunderlige er, at de klarer det. De producerer.⁸

Der sker ikke noget i denne kirke, medmindre man arbejder. Det er ligesom en trillebør. Den bevæger sig ikke, før man tager fat i de to håndtag og skubber den. Hårdt arbejde fører Herrens værk fremad, og hvis man har lært at arbejde ærligt, vil det velsigne ens liv for evigt. Jeg mener det af hele mit hjerte. Det vil velsigne jeres liv for evigt.⁹

Vi har et ansvar for at hjælpe andre til at løfte sig selv op og blive selvhjulpne.

Der er et gammelt ordsprog, som siger, at hvis man giver en mand en fisk, så har han mad til en dag. Men hvis man lærer ham at fiske, så kan han spise resten af sit liv …

Må Herren velsigne os med indsigt og forståelse til at udføre dette, så det ikke alene hjælper vore medlemmer åndeligt, men også timeligt. Der påhviler os en meget alvorlig forpligtelse. Præsident Joseph F. Smith sagde … at en religion, som ikke hjælper en mand i dette liv, højst sandsynligt ikke gør meget for ham i livet herefter (se »The Truth about Mormonism«, tidsskriftet Out West, sep. 1905, s. 242).

Hvor der findes omfattende fattigdom blandt vore medlemmer, må vi gøre alt, hvad vi kan, for at hjælpe dem med at løfte sig selv op, så de kan etablere et liv, som bygger på uafhængighed, og som kan opnås ved uddannelse. Uddannelse er nøglen til muligheder …

Det er vores højtidelige forpligtelse … : »Bistå de svage, opløft de nedhængende hænder, og styrk de matte knæ« (L&P 81:5). Vi må hjælpe dem til at kunne klare sig selv og få succes.

Jeg tror ikke, at Herren ønsker at se sit folk dømt til at leve i fattigdom. Jeg tror, at han vil lade de trofaste nyde jordens goder. Han ønsker, at vi skal gøre dette for at hjælpe dem.¹⁰

Vi mener, at den enkelte skal gøre alt, hvad han kan, for at klare sig selv. Når han har opbrugt sine midler, bør han bede sin familie om hjælp. Når familien ikke kan gøre mere, træder Kirken til. Og når Kirken træder til, er det vores hensigt først og fremmest at klare vedkommendes øjeblikkelige behov og siden at hjælpe så længe, som det er nødvendigt, men samtidigt hjælper vi ham med at uddanne sig, finde nyt arbejde og komme på fode igen. Det er hele formålet med dette storslåede velfærdsprogram.¹¹

De, der har deltaget som modtagere i dette program, er blevet skånet for »lediggangens forbandelse og understøttelsens onder«. Deres værdighed og selvrespekt er blevet bevaret. Og de myriader at mænd og kvinder, der ikke har været direkte modtagere, men som har taget del i at dyrke og behandle mad og utallige lignende foretagender, vidner om den glæde, der findes i uselvisk at tjene andre.

Ingen, der er vidne til dette program med alt det, det indebærer, og med dets enorme resultater, kan med nogen god grund tvivle på åbenbarelsens ånd, der tilvejebragte det, og som har øget dets praktiske kraft til noget godt.¹²

Vi vil fortsætte. Der er altid et behov. Sult og nød og katastrofer har vi altid hos os. Og der er altid mennesker, som er blevet grebet af evangeliets lys, og som er villige til at tjene og arbejde og opløfte jordens nødlidende.

I en tilsvarende hensigt har vi stiftet den selvsupplerende uddannelsesfond. Den er blevet til noget takket være jeres gavmilde bidrag … Der ydes lån til værdige unge mænd og kvinder til uddannelse. Hvis ikke, ville de være fanget i den stagnerende fattigdom, som deres forældre og forfædre har kendt i generationer …

Herrens Ånd vejleder dette værk. Denne velfærdsindsats er timelig og kommer til udtryk i form af ris og bønner, tæpper og telte, tøj og medicin, beskæftigelse og uddannelse rettet mod bedre beskæftigelse. Men dette såkaldte verdslige arbejde er blot et ydre udtryk for en indre ånd – Herrens Ånd, ham om hvem det siges, at han »færdedes overalt og gjorde vel« (ApG 10:38).¹³

Profeter har opfordret os til at forberede os åndeligt og timeligt på kommende katastrofer.

Vi lærer vore medlemmer at være selvforsynende. Vi skal kunne sørge for os selv og klare vore egne behov. Og vi opfordrer vore medlemmer til at have noget på lager, at planlægge fremadrettet, at have … et forråd af mad, og at spare op til dårligere tider, hvis det er muligt. Katastrofer rammer folk, når de mindst venter det, det være sig arbejdsløshed, sygdom og den slags.¹⁴

Denne gamle verden [er] ikke fremmed over for ulykker og katastrofer. De af os, som har læst og tror på skrifterne, er bekendt med profeternes advarsler om katastrofer, der er indtruffet, og som stadig vil indtræffe. …

Hvor ærefrygtindgydende er ikke åbenbaringens ord i Lære og Pagter afsnit 88 angående de katastrofer, der skulle ramme efter ældsternes vidnesbyrd. Herren siger:

»For efter jeres vidnesbyrd kommer vidnesbyrdet fra jordskælvene, der skal fremkalde stønnen i hendes midte, og menneskene skal falde til jorden og skal ikke være i stand til at stå oprejst.

Og ligeledes kommer vidnesbyrdet fra tordenens røst og lynets røst og uvejrets røst og røsten fra havets bølger, der skyller over sine bredder.

Og alt skal være i bevægelse; og hjertet skal visselig synke i livet på menneskene; for der skal komme frygt over alle mennesker« (L&P 88:89-91) …

Ligesom der har været katastrofer før i tiden, forventer vi flere i fremtiden. Hvad gør vi?

Nogen har sagt, at det ikke regnede, da Noa byggede arken. Men han byggede den, og regnen kom.

Herren har sagt: »Hvis I er beredte, skal I ikke frygte« (L&P 38:30).

Den primære forberedelse er også beskrevet i Lære og Pagter, hvori der står: »Stå I derfor på hellige steder og lad jer ikke flytte, førend Herrens dag kommer« (L&P 87:8) …

Vi kan leve således, at vi kan påkalde os Herrens beskyttelse og vejledning. Dette er en førsteprioritet. Vi kan ikke forvente hans hjælp, hvis vi ikke er villige til at holde hans bud. I Kirken har vi beviser nok på straffedomme for ulydighed i både eksemplet med det jereditiske og det nefitiske folk. De gik begge fra storhed til fuldstændig ødelæggelse på grund af ugudelighed.

Vi ved selvfølgelig, at det regner over retfærdige så vel som uretfærdige (se Matt 5:45). Men selvom de retfærdige dør, er de ikke fortabt, men frelses gennem Forløserens forsoning. Paulus skrev til romerne: »For når vi lever, lever vi for Herren, og når vi dør, dør vi for Herren. Hvad enten vi altså lever eller dør, tilhører vi Herren« (Rom 14:8) …

Vores folk er… blevet rådet og opmuntret til at gøre sådanne forberedelser, som vil sikre overlevelse, hvis en katastrofe skulle indtræffe.

Vi kan lægge vand samt grundlæggende fødevarer, medicin og varmt tøj til side. Vi bør også lægge lidt penge til side til dårlige tider.¹⁵

Vi har et velfærdsprogram, som visse steder har faciliteter til at oplagre sådanne ting som korn. Det er vigtigt, at vi har det. Men det bedste sted at have et lager af mad er i hjemmet. Og vi bør også lægge penge til side. Det bedste velfærdsprogram er vores eget velfærdsprogram. Fem eller seks bøtter hvede i hjemmet er bedre end en skæppe i velfærdstjenestens kornkammer …

Vi kan begynde i det små. Vi kan begynde med fødevarer til en uge og så udbygge det til en måned og siden til tre måneder. Jeg taler her om fødevarer, som kan dække de grundlæggende behov. Som I alle ved, er dette ikke en ny opfordring. Men jeg er bange for, at mange føler, at det langtrækkende forråd ligger uden for deres formåen, så derfor gør de slet ikke noget.

Begynd i det små … og arbejd lidt efter lidt frem mod et rimeligt mål. Læg regelmæssigt lidt penge til side, så vil I blive overraskede over, hvor hurtigt det løber op.¹⁶

Vi nyder uafhængighed og frihed, når vi undgår gæld, hvor det er muligt, og lægger penge til side til trange tider.

Vi er igen og igen blevet rådet omkring uafhængighed, om gæld, om sparsommelighed. Alt for mange af vore medlemmer er dybt forgældede for noget, som ikke er helt nødvendigt … Jeg opfordrer jer som medlemmer af denne kirke til at komme ud af gæld, hvor det er muligt, og til at lægge lidt til side til en regnvejrsdag.¹⁷

Tiden er inde til at sætte vores hus i orden …

Præsident J. Reuben Clark jun. sagde ved præstedømmemødet ved konferencen i 1938 … : »Er du først i gæld, er du ledsaget af renter hvert minut, dag og nat. Du kan ikke undgå dem eller løbe fra dem. Du kan ikke fjerne dem. De giver hverken efter for lokken, krav eller ordrer. Og hver gang du står dem i vejen, krydser deres vej eller nægter at imødekomme deres krav, så vil de knuse dig« (Conference Report, apr. 1938, s. 103).

Jeg erkender, at det selvfølgelig kan være nødvendigt at låne penge til at købe et hus for. Men lad os købe et hus, som vi har råd til og således mindske de ydelser, der uden nåde eller henstand konstant vil hænge over vores hoved …

Siden Kirkens begyndelse har Herren talt om dette med at have gæld. Han sagde til Martin Harris gennem åbenbaring: »Betal den gæld, du har stiftet hos bogtrykkeren. Frigør dig for trældom« (L&P 19:35).

Præsident Heber J. Grant talte gentagne gange om dette emne … Han sagde: »Hvis der er en enkelt ting, der vil bringe fred og tilfredshed ind i det menneskelige hjerte og ind i familien, er det at leve, så man ikke bruger mere, end man tjener. Og hvis der er nogen enkelt ting, der slider og skuffer og bringer hjertesorg, så er det at have gæld og forpligtelser, som man ikke kan leve op til« (Gospel Standards, saml. G. Homer Durham, s. 111).

Vi bringer budskabet om uafhængighed ud til hele Kirken. Vi kan ikke opnå uafhængighed, hvis der hviler store gældsbyrder på husstanden. Man har hverken uafhængighed eller frihed fra trældom, når man er økonomisk forpligtet over for andre.

I administrationen af Kirkens anliggender har vi forsøgt at være et eksempel. Vi har af princip strengt fulgt den kutyme at lægge en vis procentdel af Kirkens indtægter til side hvert år til dårlige tider.

Jeg er taknemlig for at kunne sige, at Kirken i al dens virke, i alle dens foretagender, i alle dens afdelinger, er i stand til at fungere uden lånte penge. Hvis vi ikke kan klare os med, hvad vi har, vil vi beskære vore programmer. Vi vil mindske udgifterne, så de passer til indtægterne. Vi vil ikke låne …

Hvilken vidunderlig følelse er det ikke at være fri for gæld, at have lidt penge på kistebunden til dårlige tider, hvor de kan findes frem, hvis det bliver nødvendigt …

Jeg anmoder jer indtrængende … om at se på jeres økonomiske situation. Jeg anmoder jer indtrængende om at være beskedne i jeres udgifter, at beherske jer, når I foretager køb, at undgå gæld, hvor det er muligt. Betal jeres gæld ud, så hurtigt I kan, og befri jer fra trældom.

Dette er en del af det timelige evangelium, vi tror på. Måtte Herren velsigne jer … således at I kan sætte jeres hus i orden. Hvis I har betalt jeres gæld, hvis I har lagt noget til side, om det så blot er lidt, da kan uvejret brøle omkring jer, men I vil have et ly til jeres hustru og børn og fred i jeres hjerte.¹⁸

Forslag til studium og undervisning

Spørgsmål

Præsident Hinckley lærte os: »Der findes ingen erstatning for produktivt arbejde« (afsnit 1). Hvordan har arbejde været en velsignelse for jer? Hvad har I lært af hårdt arbejde? Hvordan kan forældre hjælpe deres børn til at lære at arbejde?
Hvilket ansvar har vi over for dem, der har timelige behov? (Se afsnit 2). Hvordan kan vi hjælpe andre til at blive selvhjulpne? Hvordan er jeres liv blevet påvirket af tjeneste, som I har givet og modtaget?
Gennemgå de forberedelser, som præsident Hinckley rådede os til at træffe, så vi er forberedte på trange tider (se afsnit 3). Hvornår har I set vigtigheden af at forberede jer til trange tider? Hvilke små, trinvise ting kan vi gøre for at forberede os selv?
Gennemgå præsident Hinckleys råd om gæld og økonomi (se afsnit 4). Hvorfor er det vigtigt, at vi udviser disciplin i den måde, vi bruger penge på? Hvordan kan gæld påvirke os timeligt og åndeligt? Hvordan kan forældre lære deres børn at bruge deres penge klogt?

Skriftstedshenvisninger

1 Thess 4:11-12; L&P 1:11-13; 78:13-14; 104:13-18; Moses 5:1

Til underviseren

»Vær forsigtig med ikke at afslutte gode samtaler for hurtigt for at forsøge at nå alt det, som du har forberedt. Selv om det er vigtigt at gennemgå alt materialet, er det vigtigere at hjælpe eleverne med at mærke Åndens påvirkning, afklare deres spørgsmål, øge deres forståelse af evangeliet og styrke deres beslutning om at holde befalingerne« (Undervisning, den største kaldelse, 2000, s. 64).