Kapitel 9

Vidnesbyrdets værdifulde gave

»Vi taler forskellige sprog. Vi lever under forskellige forhold. Men i hjertet hos hver enkelt af os slår et fælles vidnesbyrd.«

Fra Gordon B. Hinckleys liv

»Den tidligste erindring, jeg har om at have følt noget åndeligt,« sagde præsident Gordon B. Hinckley, »var, da jeg var fem år gammel, en meget lille dreng. Jeg græd af smerte på grund af ørepine … Min mor hældte bordsalt i en pose og varmede den på komfuret. Min far lagde blidt hænderne på mit hoved og gav mig en velsignelse, hvori han revsede smerten og sygdommen med det hellige præstedømmes myndighed og i Jesu Kristi navn. Derefter tog han mig ømt i sine arme og lagde den varme pose med salt på mit øre. Smerten dulmedes og forsvandt. Jeg faldt i søvn i min fars trygge favn. Mens jeg gled over i søvnen, genlød ordene fra hans velsignelse i mit sind. Det er den tidligste erindring, jeg har om udøvelsen af præstedømmets myndighed i Herrens navn.

Senere i min barndom sov min bror og jeg i et soveværelse, som ikke blev varmet op om vinteren … Inden vi kravlede op i den varme seng, knælede vi og bad vore bønner. De var enkle udtryk for taknemlighed. Jeg kan huske, at jeg hoppede op i sengen, når jeg havde sagt amen, og trak tæppet op om ørerne og tænkte på det, jeg netop havde gjort, nemlig talt til min Fader i himlen i hans Søns navn. Jeg havde ikke den store kundskab om evangeliet. Men jeg følte en vedvarende fred og tryghed ved at kommunikere med himlen i og gennem Herren, Jesus …

Det vidnesbyrd voksede i mit hjerte, da jeg som missionær læste Det Nye Testamente og Mormons Bog, som bar yderligere vidnesbyrd om ham. Den kundskab blev mit livsgrundlag, underbygget af min barndoms besvarede bønner. Siden da er min tro vokset meget mere. Jeg er blevet hans apostel, udpeget til at gøre hans vilje og forkynde hans ord. Jeg er blevet hans vidne for verden.«¹

Som sidste dages hellige er vi forenede i vores vidnesbyrd om Jesus Kristus.

Gordon B. Hinckleys lærdomme

Vidnesbyrd er Kirkens store styrke og kilden til tro og aktivitet.

Vi er blevet som en stor familie, der er spredt ud over denne store verden. Vi taler forskellige sprog. Vi lever under forskellige forhold. Men i hjertet hos hver enkelt af os slår et fælles vidnesbyrd: I og jeg ved, at Gud lever og står ved roret i dette hans hellige værk. Vi ved, at Jesus er vor Forløser, som står som leder af denne kirke, som bærer hans navn. Vi ved, at Joseph Smith var og er en profet, der står som leder af denne tidernes fyldes uddeling. Vi ved, at præstedømmet blev gengivet på hans hoved, og at det er kommet ned til os i vor tid i en ubrudt linje. Vi ved, at Mormons Bog er et sandt vidne om Herren Jesu Kristi eksistens og guddommelighed.²

Det, som vi kalder vidnesbyrd, er Kirkens store styrke. Det er kildevældet til tro og aktivitet … Det [er] lige så virkeligt som enhver anden kraft på jorden. Herren beskrev det, da han talte til Nikodemus og sagde: »Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden« (Joh 3:8). Dette, som vi kalder vidnesbyrd, er svært at definere, men dets frugter er helt tydelige. Det er Helligånden, der vidner gennem os.³

Vidnesbyrd er en sagte, opmuntrende stemme, der styrker os, når vi går i tro, og tilskynder os til handling.

Personligt vidnesbyrd er den faktor, der ændrer folks levevis, når de kommer ind i Kirken. Det er det element, der motiverer medlemmer til at opgive alt for at tjene Herren. Det er den sagte, opmuntrende stemme, der uden ophold opretholder dem, der lever i tro til deres livs sidste dag.

Det er en gådefuld og vidunderlig ting, en gave fra Gud til mennesket. Det ophæver skellet mellem rig og fattig, når man kaldes til at tjene. Det vidnesbyrd, som bæres i vores folks hjerte, driver dem til et stærkt ønske om at gøre deres pligt. Det findes i ung såvel som i gammel. Det findes i seminareleven, i missionæren, i biskoppen og stavspræsidenten, missionspræsidenten, søsteren i Hjælpeforeningen og i enhver generalautoritet. Det høres fra dem, der ikke har nogen stilling bortset fra medlemskab. Det er selve kernen i dette værk. Det er det, der bevæger Herrens værk fremad i hele verden. Det tilskynder til handling. Det kræver, at vi gør det, som vi bliver bedt om. Det fører visheden med sig om, at der er et formål med livet, at nogle ting betyder langt mere end andre, at vi befinder os på en evig rejse, og at vi skal stå til regnskab over for Gud …

Det er dette element, svagt og noget mat til at begynde med, der bevæger enhver undersøger i retning af omvendelse. Det driver enhver nyomvendt mod sikkerhed i troen …

Hvor end Kirken findes, føles denne kraft. Vi rejser os og siger, at vi ved … Den enkle kendsgerning er, at vi virkelig ved, at Gud lever, at Jesus er Kristus, og at dette er deres værk og deres rige. Ordene er enkle, udtalelsen kommer fra hjertet. Det virker alle vegne, hvor Kirken findes, alle vegne, hvor der er missionærer, der underviser i evangeliet, og alle vegne, hvor der er medlemmer, der fortæller om deres tro.

Det er noget, der ikke kan modbevises. Modstandere kan citere skriftsteder og diskutere lærdomme i det uendelige. De kan være kløgtige og overbevisende. Men når der er en, der siger »jeg ved«, er der ikke noget at diskutere. Det accepteres måske ikke, men hvem kan modbevise eller fornægte den indre sjæls sagte stemme, der taler med personlig overbevisning?«⁴

»Lys i vores liv«

[David Castañeda], hans hustru, Tomasa, og deres børn [boede] på en ufrugtbar, lille forfalden gård i nærheden af Torreón [i Mexico]. De ejede 30 høns, to grise og en mager hest. Hønsene forsynede familien med nogle få æg og skaffede nu og da en lille ekstraskilling. De levede i fattigdom. Så kom missionærerne til dem. Søster Castañeda sagde: »Ældsterne fjernede skyklapperne fra vore øjne og bragte lys ind i vores liv. Vi vidste intet om Jesus Kristus. Vi vidste intet om Gud, før de kom.«

Hun havde fået to års skolegang og hendes mand slet ingen. Ældsterne underviste dem, og med tiden blev de døbt … De opbyggede gradvis en succesrig forretning, hvor faderen og hans fem sønner arbejdede. Med uforbeholden tro betalte de deres tiende. De satte deres lid til Herren. De efterlevede evangeliet. De tjente, hvor end de blev kaldet til det. Fire af deres sønner og tre af deres døtre har været på mission … De er blevet hånet af deres kritikere. Deres svar er et vidnesbyrd om Herrens kraft i deres liv.

Omkring 200 af deres familiemedlemmer og venner har tilsluttet sig Kirken på grund af deres påvirkning. Over 30 sønner og døtre blandt familie og venner har været på mission. De har skænket den grund, hvorpå kirkebygningen nu er bygget.

Børnene, der nu er voksne, og forældrene skiftes til at tage til Mexico City hver måned for at tjene i templet. De er et levende vidnesbyrd om Herrens værks store kraft til at opløfte og ændre mennesker. De er et typisk eksempel på tusinder og atter tusinder i hele verden, der oplever mormonismens mirakel, når et vidnesbyrd om værkets guddommelighed kommer ind i deres liv.⁵

»Det er sandt, ikke? Hvad andet betyder så noget?«

Jeg mødte en søofficer fra et fjerntliggende land, en dygtig ung mand, der var kommet til USA i forbindelse med sin videregående uddannelse. Nogle af hans kolleger i den amerikanske flåde, hvis opførsel havde fanget hans interesse, fortalte på hans anmodning om deres religiøse opfattelse. Han var ikke kristen, men han var interesseret. De fortalte ham om verdens Frelser, om Jesus Kristus, der blev født i Betlehem, og som gav sit liv for hele menneskeheden. De fortalte ham, at Gud den evige Fader og den opstandne Herre viste sig for drengen Joseph Smith. De talte om nutidige profeter. De underviste ham i Mesterens evangelium. Ånden rørte hans hjerte, og han blev døbt.

Han blev præsenteret for mig, lige inden han skulle rejse tilbage til sit fædreland. Vi talte om alt dette, og derpå sagde jeg: Din familie er ikke kristne. Hvad vil der ske, når du vender hjem som kristen og især som en mormonsk kristen?«

Det var som om, der gik en sky for hans ansigt, og han sagde: »Min familie vil blive meget skuffet. »Måske vil de ikke have noget med mig at gøre og vil anse mig for død. Med hensyn til min fremtid og min karriere, så tror jeg, at alle muligheder vil være lukkede for mig.«

Jeg spurgte: »Er du villig til at betale så høj en pris for evangeliet?«

Hans mørke øjne, der var fugtige af tårer, skinnede i det tiltrækkende brune ansigt, da han svarede: »Det er sandt, ikke?«

Jeg skammede mig over at have stillet spørgsmålet og svarede: »Jo, det er sandt.«

Hertil svarede han: »Hvad andet betyder så noget?«

Disse spørgsmål vil jeg gerne stille jer: »Det er sandt, ikke? Hvad andet betyder så noget?«⁶

Et nyt syn på livet

Jeg lyttede engang til en ingeniør, som kort forinden havde tilsluttet sig Kirken. Missionærerne var kommet til hans hjem, og hans hustru havde inviteret dem indenfor. Hun havde med iver modtaget deres budskab, mens han følte sig trukket ind i det mod sin vilje. En aften fortalte hun, at hun ønskede at blive døbt. Han blev rasende. Vidste hun ikke, hvad det ville betyde? Det ville kræve tid. Det ville betyde betaling af tiende. Det ville betyde et farvel til deres venner. Det ville betyde, at de skulle holde op med at ryge. Han tog sin frakke, stormede ud af huset og smækkede døren efter sig. Han gik rundt i gaderne og bandede ad sin hustru, bandede ad missionærerne, bandede ad sig selv for at have tilladt missionærerne at undervise dem. Efterhånden blev han træt, hans vrede kølnedes, og i sit hjerte følte han pludselig et ønske om at bede. Han bad, mens han gik. Han bønfaldt Gud om et svar på sine spørgsmål. Og så kom det, klart og utvetydigt – næsten som om en stemme havde udtalt ordene, der lød: »Det er sandt.«

»Det er sandt,« sagde han atter og atter til sig selv. »Det er sandt.« En fred fyldte hans hjerte. Mens han gik hjemad, begyndte restriktionerne og kravene, som han havde været så ophidset over, at se ud som muligheder. Da han åbnede døren, fandt han sin hustru knælende i bøn …

Han fortalte den forsamling, han talte til, om glæden, der var kommet ind i deres tilværelse. Tiende var ikke et problem. At dele deres midler med Gud, som havde givet dem alt, syntes let nok. Tid til at tjene var ikke et problem. Det krævede kun lidt omhyggelig planlægning af ugens timer. Ansvar var ikke et problem. Det fik dem til at udvikle sig og gav dem et nyt syn på tilværelsen. Derefter bar denne intelligente og højtuddannede mand – en ingeniør, der var vant til at håndtere praktiske problemer i den verden, vi lever i – med tårer i øjnene et højtideligt vidnesbyrd om det mirakel, der var sket i hans tilværelse.⁷

»Hvem kan modbevise eller fornægte den indre sjæls sagte stemme, der taler med personlig overbevisning?«

»Det dyrebareste i mit liv.«

For nogle år siden talte en intelligent og højtuddannet ung kvinde ved en konference i Berchtesgaden i Tyskland for amerikanske soldater, der var medlemmer af Kirken. Jeg var til stede og hørte hende. Hun var major i hæren, læge og en meget anerkendt specialist på sit felt. Hun sagde:

»Mere end noget andet i verden ønskede jeg at tjene Gud, men selv om jeg forsøgte, kunne jeg ikke finde ham. Det forunderlige mirakel er, at han fandt mig. En lørdag eftermiddag i september 1969 var jeg hjemme i Berkeley i Californien, da det ringede på døren. Der stod to unge mænd, klædt i jakkesæt med hvid skjorte og slips. Deres er hår var velfriseret. Jeg var så imponeret over dem, at jeg udbrød: ›Jeg ved ikke, hvad I sælger, men jeg køber det.‹ En af de unge mænd sagde: ›Vi sælger ikke noget. Vi er missionærer for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, og vi vil gerne tale med dig.‹ Jeg inviterede dem indenfor, og de talte om deres tro.

Dette var begyndelsen til mit vidnesbyrd. Jeg er mere taknemlig, end jeg kan udtrykke, for privilegiet og æren ved at være medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Den glæde og fred, som dette glade evangelium har bragt mig, er som at være i himlen her på jorden. Mit vidnesbyrd om dette værk er det dyrebareste i mit liv – en gave fra min himmelske Fader, som jeg altid vil være taknemlig for.«⁸

Det samme er tilfældet med hundredtusinder i mange lande, mænd og kvinder med intelligens og uddannelse, i forretningslivet og i praktiske fag – nøgterne og praktiske mennesker, som arbejder i det virkelige liv. I deres hjerte brænder der et stille vidnesbyrd om, at Gud lever, at Jesus er Kristus, at dette værk er guddommeligt, at det blev gengivet til jorden for at velsigne alle, der vil benytte dets muligheder.⁹

Vi kan hver især få et vidnesbyrd om, at Gud og hans elskede Søn lever og om gengivelsen af deres værk.

Dette vidne, dette vidnesbyrd, kan være den allermest dyrebare af alle Guds gaver. Det er en himmelsk gave, når der gøres den rette indsats. Det er enhver mands og kvindes mulighed og ansvar i denne kirke selv at opnå en overbevisning om sandheden af dette store sidste dages værk og om dem, der leder det, nemlig den levende Gud og Herren, Jesus Kristus.

Jesus viste os vejen til at opnå et sådant vidnesbyrd, da han sagde: »Min lære er ikke min egen, men hans, som har sendt mig.

Den, der vil gøre hans vilje, skal erkende, om min lære er fra Gud, eller om jeg taler af mig selv« (Joh 7:16-17).

Vi vokser i tro og viden, når vi tjener, når vi studerer, og når vi beder.

Da Jesus bespiste de 5.000, så og undrede de sig over det mirakel, som han havde udført. Nogle kom tilbage igen. Disse belærte han om sin guddommelighed og om sig selv som livets brød. Han anklagede dem for ikke at være interesserede i læren, men snarere i at stille deres legemes sult. Nogle af dem, der hørte ham og hans lære, sagde: »Det er hård tale; hvem kan holde ud at høre på det?« (Joh 6:60). Hvem kan tro på det, som denne mand underviser i?

»Efter dette var der mange af hans disciple, der forlod ham, og de fulgtes ikke mere med ham.

Jesus spurgte da de tolv [og jeg tror lidt mismodigt]: ›Vil I også gå jeres vej?‹

Simon Peter svarede ham: ›Herre, hvem skal vi gå til? Du har det evige livs ord,

og vi tror, og vi ved, at du er Guds hellige‹« (Joh 6:66-69).

Dette er det store spørgsmål og det svar, som vi alle må tage stilling til. Hvis ikke til dig, så »Herre, hvem skal vi gå til? Du har det evige livs ord, og vi tror, og vi ved, at du er Guds hellige.«

Det er denne overbevisning, denne stille, indre vished om realiteten af en levende Gud, hans elskede Søns guddommelighed, om gengivelsen af deres værk i denne tid og om de herlige tilkendegivelser, som er kommet heraf, som for hver enkelt af os bliver vores tros grundvold. Det bliver vores vidnesbyrd …

Jeg [har] for nylig været i Palmyra i New York [i nærheden af, hvor Joseph Smith modtog det første syn]. Om de begivenheder, der fandt sted i dette område, må man sige: »Enten skete det, eller også gjorde det ikke. Der kan ikke være noget gråt område, ingen mellemvej.«

Og da hvisker troens stemme: »Det skete. Det skete, lige som han sagde, at det skete.«

I nærheden ligger Cumorahøjen. Derfra kom den gamle optegnelse, som Mormons Bog blev oversat fra. Man må enten acceptere eller afvise dens guddommelige oprindelse. Overvejelse af beviserne må føre til, at enhver mand og kvinde, der har læst den i tro, siger: »Den er sand.«

På samme måde er det med andre elementer i denne mirakuløse begivenhed, som vi kalder gengivelsen af det oprindelige evangelium, det oprindelige præstedømme og genoprettelsen af den oprindelige kirke.

Dette vidnesbyrd er nu, som det altid har været, en erklæring, en ligefrem påstand om sandheden, som vi kender den.¹⁰

Vi skal leve op til vores vidnesbyrd og fortælle andre om det.

Paulus sagde til Timotheus: »Giv agt på dig selv« – lyt til det her – »og på den undervisning, du giver, hold fast ved det; for når du gør det, bliver du til frelse både for dig selv og for dem, der hører på dig« (1 Tim 4:16). Hvilken vidunderlig vejledning, som Paulus gav til den unge Timotheus.

Han fortsatte med at sige dette: »For Gud har ikke givet os en fej ånd, men en ånd med kraft og kærlighed og besindighed« (2 Tim 1:7). Gud har ikke givet os en fej ånd, men en ånd med kraft – kraften i budskabet; og kærlighed – kærlighed til folket, kærlighed til det, som vi kan tilbyde; besindighed – de enkle forståelige principper om Jesu Kristi gengivne evangelium.

»Skam dig derfor ikke ved vidnesbyrdet om vor Herre« (2 Tim 1:7-8). Mine brødre og søstre, skam jer aldrig over vidnesbyrdet om vor Herre … Det er en stor opgave, en befaling, som vi har fået: »For Gud har ikke givet os en fej ånd, men en ånd med kraft og kærlighed og besindighed. Skam dig derfor ikke ved vidnesbyrdet om vor Herre.«¹¹

Dette er Guds hellige værk. Dette er hans kirke og rige. Det syn, som udspillede sig i den hellige lund, foregik præcis, som Joseph Smith berettede. Mit hjerte rummer en sand forståelse af betydningen af det, der skete der. Mormons Bog er sand. Den vidner om Herren Jesus Kristus. Hans præstedømme er blevet gengivet og findes blandt os. Dette præstedømmes nøgler, som er blevet overdraget af himmelske væsner, udøves til vores evige velsignelse. Det er vores vidnesbyrd – jeres og mit – et vidnesbyrd, som vi må leve op til, og som vi må bære for andre. Jeg efterlader enhver af jer dette vidnesbyrd, min velsignelse og min kærlighed og min indbydelse til fortsat at være en del af dette store mirakel i de sidste dage, nemlig Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.¹²

Forslag til studium og undervisning

Spørgsmål

Hvordan bidrager jeres personlige vidnesbyrd til at styrke Kirken? (Se afsnit 1).
Præsident Hinckley lægger vægt på, at vidnesbyrd styrker os og »tilskynder os til handling« (se afsnit 2). Hvordan har jeres vidnesbyrd styrket jer? Hvordan har jeres vidnesbyrd påvirket jeres handlinger? Hvordan kan I personligt anvende det, I lærer i beretningerne i afsnit 2?
Hvad kan vi lære af præsident Hinckleys lærdomme om at få et vidnesbyrd? (Se afsnit 3). Hvilke oplevelser har hjulpet jer til at få et vidnesbyrd? Hvad kan vi gøre for at styrke vore vidnesbyrd?
Hvorfor tror I, at vores vidnesbyrd vokser sig stærkere, når vi bærer det? Hvordan har I overvundet frygten for at fortælle andre om jeres vidnesbyrd? Hvordan er I blevet velsignet af andres vidnesbyrd? (Se afsnit 4).

Skriftstedshenvisninger

1 Kor 12:3; 1 Pet 3:15; Alma 5:43-46; 32:26-30; Moro 10:3-5; L&P 8:2-3; 80:3-5

Til underviseren

»Efterhånden som du kommer til at kende og forstå hver person, vil du være bedre forberedt til at undervise i lektioner, som passer til deres individuelle forhold. Denne forståelse vil hjælpe dig med at finde måder til at hjælpe hver person med at deltage i samtalerne og andre undervisningsaktiviteter« (Undervisning, den største kaldelse, 2000, s. 34).