Kirkens historie
Manifestet og ophøret af flerkoneri

»Manifestet og ophøret af flerkoneri«, Evangeliske emneessay, 2016

»Manifestet og ophøret af flerkoneri«, Evangeliske emneessay

Manifestet og ophøret af flerkoneri

I meget af 1800-tallet praktiserede et betydeligt antal nedlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige flerkoneri – ægteskabet mellem en mand og mere end en kvinde. Indførelsen og ophøret af praksissen blev ledt ved åbenbaring gennem Guds profeter. Den første befaling om at praktisere flerkoneri kom ved Joseph Smith, den profet som grundlagde Kirken og var præsident for den. I 1890 udstedte præsident Wilford Woodruff manifestet, som førte til ophøret af flerkoneri i Kirken.

Ophøret af flerkoneri krævede stor tro og til tider komplicerede, smertefulde – og intense personlige – beslutninger af de enkelte medlemmer og kirkeledere. Ligesom med begyndelsen på flerkoneri i Kirken blev ophøret med denne praksis en proces frem for en enkelt begivenhed. Åbenbaring kom »linje på linje og forskrift på forskrift«.1

Antipolygamiske love og civil ulydighed

I et halvt århundrede, fra tidligt i 1840’erne, betragtede kirkemedlemmer flerkoneri som en befaling fra Gud, en nødvendighed der var med til at »skaffe« Herren retfærdige efterkommere.2 Selv om ikke alle kirkemedlemmer forventedes at indgå i et polygamt ægteskab, blev de, der gjorde det, velsignet for det. Mellem 1850’erne og 1880’erne levede mange sidste dages hellige i familier med flerkoneri som ægtemand, hustru eller barn.3

I mange dele af verden var flerkoneri socialt accepteret og lovformeligt tilladt. Men i USA mente de fleste, at praksissen var moralsk forkert. Denne modvilje førte til lovmæssige indgreb for at standse flerkoneriet. Fra 1862 fik den amerikanske regering vedtaget en række love for at tvinge sidste dages hellige til at frasige sig flerkoneri.4

Over for disse tiltag fastholdt de sidste dages hellige, at flerkoneri var et religiøst princip, der var beskyttet af USA’s forfatning. Kirken organiserede et kraftigt, lovmæssigt forsvar hele vejen til den amerikanske højesteret. I Reynolds v. United States, 1879, afsagde højesteret kendelse mod de sidste dages hellige: religiøs overbevisning var beskyttet af loven, det var religiøs praksis ikke. Efter rettens opfattelse var ægteskab en civil aftale, staten regulerer. Monogami var den eneste form for ægteskab, staten kunne godkende. »Flerkoneri har altid været frastødende i Europas nordlige og vestlige lande,« forklarede retten.5

De sidste dages hellige ønskede oprigtigt at være loyale borgere i USA, som de anså for at være et guddommeligt grundlagt land. Men de antog også flerkoneri som en befaling fra Gud og troede på, at retten uretfærdigt frarøvede dem deres ret til at følge Guds befalinger.

Over for denne modstridende loyalitet opmuntrede kirkeledere medlemmerne til at adlyde Gud frem for mennesker. Mange sidste dages hellige påbegyndte civil ulydighed i løbet af 1880’erne ved fortsat at leve i polygame ægteskaber og indgå nye polygame ægteskaber.6 Den føderale regering reagerede ved at vedtage stadig flere straffelove.

Mellem 1850 og 1896 var Utah et territorium under USA’s regering, hvilket betød, at føderale embedsmænd i Washington D.C. udøvede stor kontrol over lokale anliggender. I 1882 vedtog USA’s kongres Edmunds-loven, som gjorde ulovligt samlivsforhold (fortolket som en mand, der bor sammen med mere end en hustru) strafbart med 6 måneders fængsel og en bøde på 300 dollars. I 1887 vedtog kongressen Edmunds-Tucker-loven for at straffe selve Kirken, ikke kun dens medlemmer. Loven opløste Kirken som selskab og tilpligtede, at der blev givet afkald på al kirkeejendom over 50.000 dollars til regeringen.

Denne modstand fra regeringen styrkede de helliges beslutning om at gøre modstand mod det, de anså for at være uretfærdige love. Polygame mænd skjulte sig, somme tider i årevis ad gangen, og flyttede fra hus til hus og boede hos venner og slægtninge. Andre tog dæknavne og flyttede til udørksteder i det sydlige Utah, Arizona, Canada og Mexico.7 Mange undgik retsforfølgelse; mange andre kendte sig skyldige, når de blev arresteret, og underordnede sig bøder og fængselsstraf.

Denne antipolygamistiske kampagne skabte store forstyrrelser i mormonernes lokalsamfund. Når ægtemændene var væk, blev det overladt til hustruer og børn at tage sig af gårdene og forretningerne, hvilket forårsagede, at indtægterne faldt, og en økonomisk tilbagegang satte ind. Kampagnen belastede også familierne. Nye polygame kvinder måtte leve adskilt fra deres mand, eftersom deres fortrolige ægteskab kun var kendt af nogle få. Gravide kvinder valgte ofte at skjule sig, til tider på fjerne lokaliteter, frem for at risikere at blive indstævnet for at vidne i retten mod deres mand. Børn levede i frygt for, at deres familie ville blive brudt op, eller at de blev tvunget til at vidne mod deres forældre. Nogle børn skjulte sig under et dæknavn.8

Trods utallige vanskeligheder var mange sidste dages hellige overbevist om, at kampagnen mod flerkoneri var nyttig for, at Guds hensigter kunne opnås. De vidnede om, at Gud gjorde sit pagtsfolk ydmygt og lutrede dem, lige som han havde gjort det i fordums tider. Myron Tanner, en biskop i Provo i Utah, følte, at »den undertrykkende hånd, der lå på forældrene, gør mere for at overbevise vores børn om sandheden af mormonismen, end noget andet de kunne have gjort.«9 Fængsling for »samvittighedens skyld« viste sig at opbygge mange. George Q. Cannon, rådgiver i Det Første Præsidentskab, kom fornyet ud efter sine fem måneder i Utahs fængsel. »Min celle har forekommet som et himmelsk sted, og jeg føler, at engle har været til stede,« skrev han.10

Kirken færdiggjorde og indviede to templer under den antipolygamistiske kampagne, en bemærkelsesværdig bedrift.11 Men efterhånden som det føderale pres blev intensiveret, blev mange væsentlige aspekter ved Kirkens ledelse alvorligt begrænset, og civil ulydighed virkede stadigt mere uholdbart som en langvarig løsning. Mellem 1885 og 1889 skjulte de fleste apostle og stavspræsidenter sig eller var i fængsel. Da føderale repræsentanter begyndte at beslaglægge Kirkens ejendom i overensstemmelse med Edmunds-Tucker-loven, blev ledelsen af Kirken vanskeligere.12

Manifestet

Efter to årtier med bestræbelser på enten at forhandle en ændring i loven eller undgå dens katastrofale følger begyndte Kirken at undersøge alternative svar. I 1885 og 1886 blev der grundlagt bosættelser i Mexico og Canada, som var uden for USA’s lovs jurisdiktion, hvor polygame familier kunne leve fredsommeligt. I håb om at et mere mådeholdent standpunkt ville føre til mindre fjendtlighed, rådede kirkeledere polygame ægtemænd til at leve åbent med kun en af deres hustruer og gjorde sig til talsmand for, at der ikke offentligt blev forkyndt flerkoneri. I 1889 forbød Kirkens myndigheder, at nye, polygame ægteskaber blev indgået i Utah.13

Kirkeledere søgte bønsomt Herrens vejledning og kæmpede for at forstå, hvad de skulle gøre. Både præsident John Taylor og præsident Wilford Woodruff følte, at Herren vejledte dem til at holde fast og ikke opgive flerkoneri.14

Denne inspiration kom, da veje til lovlig oprejsning stadig stod åben. Den sidste af vejene blev lukket i maj 1890, da USA’s højesteret stadfæstede Edmunds-Tucker-loven som forfatningsmæssig og tillod, at konfiskeringen af Kirkens ejendom fortsatte. Præsident Woodruff så, at Kirkens templer og deres ordinancer nu var i fare. Bebyrdet af denne trussel bad han inderligt om sagen. »Herren viste mig ved syner og åbenbaring nøjagtig, hvad der ville ske,« sagde han, »hvis vi ikke standsede denne praksis« med henvisning til flerkoneri. »Alle templerne ville slippe os af hænde.« Gud »har fortalt mig nøjagtigt, hvad jeg skal gøre, og hvad resultatet ville blive, hvis vi ikke gjorde det.«15

Den 25. september 1890 skrev præsident Wilford Woodruff i sin dagbog, at han var »nødsaget til at handle for at tilvejebringe Kirkens timelige frelse.« Han udtalte: »Da jeg havde bedt til Herren & følt mig inspireret af hans ånd, har jeg udstedt … en proklamation.«16 Denne proklamation, der nu står i Lære og Pagter som Officiel erklæring 1, blev publiceret for offentligheden den 25. september og blev kendt som manifestet.17

Manifestet blev omhyggeligt formuleret for at håndtere den igangværende konflikt med USA’s regering. »Vi underviser ikke i polygami eller flerkoneri, ej heller tillader vi nogen at begynde at praktisere det,« sagde præsident Woodruff. »Eftersom Kongressen har vedtaget love, der forbyder flerkoneri, hvilke love er blevet kendt forfatningsmæssige af højeste retsinstans, erklærer jeg hermed, at jeg har til hensigt at underkaste mig disse love og at gøre min indflydelse gældende over for medlemmerne af den kirke, som jeg præsiderer over, for at få dem til at gøre ligeså.«18

Medlemmerne af De Tolvs Kvorum reagerede forskelligt på manifestet. Franklin D. Richards var sikker på, at det var »Herrens værk«. Francis M. Lyman sagde, at »han havde givet manifestet sin fulde opbakning, da han første gang hørte om det«.19 Ikke alle De Tolv accepterede dokumentet straks. John W. Taylor sagde, at han til at begynde med »ikke følte helt rigtigt omkring det«.20 John Henry Smith indrømmede åbent, at »manifestet havde vakt temmelig meget uro hos ham,« og at han stadig var »noget vaklende« omkring det.21 Inden for en uge støttede alle De Tolv imidlertid manifestet.

Manifestet blev formelt præsenteret for Kirken ved den halvårlige generalkonference i tabernaklet i Salt Lake i oktober 1890. Om mandagen den 6. oktober stod Orson F. Whitney, en biskop i Salt Lake, på talerstolen og læste trosartiklerne, som blandt andet indeholdt linjen om, at de sidste dages hellige tror, at de skal »adlyde, ære og holde loven.« Disse artikler blev støttet med en oprakt hånd. Whitney læste derpå manifestet, og Lorenzo Snow, De Tolvs præsident, foreslog, at dokumentet blev antaget som »officielt og bindende«. Forsamlingen blev derpå bedt om at stemme om dette forslag. Deseret News berettede, at det blev vedtaget »enstemmigt«; de fleste stemte for, dog afholdt nogle sig fra at stemme.22

Den almindelige sidste dages hellige accepterede manifestet med forskellige grader af forbehold. Mange var ikke klar til, at flerkoneriet ophørte. Hjælpeforeningens hovedpræsident, Zina D.H. Young, skrev i sin dagbog den dag, manifestet blev præsenteret for Kirken, og fangede denne stunds kval: »I dag blev alles hjerte prøvet, men alle så hen til Gud og underordnede sig.«23 Manifestet afstedkom usikkerhed om fremtiden i visse forhold. Eugenia Washburn Larsen frygtede det værste og berettede, at hun følte »tæt mørke«, da hun så sig selv og andre hustruer og børn blive »hægtet af« deres mand.24 Andre polygame kvinder reagerede imidlertid på manifestet med »stor lettelse«.25

Efter manifestet

Sidste dages hellige tror på, at Herren åbenbarer sin vilje »linje på linje … lidt her og lidt der«.26 Kirkemedlemmer i 1890 troede generelt på, at manifestet med Franklin D. Richards’ ord var »Herrens værk«. Men manifestets fulde konsekvenser var ikke overskuelige til at begynde med; dets omfang måtte fastlægges, og kirkeledere havde forskellige meninger om, hvordan man bedst kom videre. »Vi er blevet ledt til vores nuværende stilling skridt for skridt,« forklarede apostlen Heber J. Grant.27 Med tiden og i kraft af bestræbelsen på at modtage fortsat åbenbaring så kirkemedlemmer »skridt for skridt«, hvordan de skulle fortolke manifestet og komme videre.

Til at begynde med troede mange kirkeledere, at manifestet blot »suspenderede« flerkoneri på ubestemt tid.28 Efter at have levet i, undervist om og lidt for flerkoneri så længe var det vanskeligt at forestille sig en verden uden det. George Q. Cannon, rådgiver i Det Første Præsidentskab, sammenlignede manifestet med Herrens udsættelse af befalingen om at opføre templer i Missouri i 1830’erne, da de hellige blev fordrevet fra staten. I en prædiken umiddelbart efter, at manifestet blev vedtaget ved generalkonferencen, citerede Cannon et skriftsted, hvori Herren fritager dem, der flittigt søger at udføre en befaling fra ham, kun for at blive forhindret af deres fjender: »Se, da er det min vilje, at jeg ikke mere kræver denne gerning af disse menneskesønners hænder, men at jeg antager deres ofre.«29

Alligevel måtte mange praktiske anliggender ordnes. Manifestet udtrykte sig ikke om, hvad de eksisterende polygame familier skulle gøre. På eget initiativ gik nogle personer hver til sit eller blev skilt som følge af manifestet; andre ægtemænd ophørte med at leve sammen med andre end én af deres hustruer, men fortsatte med at forsørge alle familiemedlemmer økonomisk og følelsesmæssigt.30 Ved møder med lokale ledere for lukkede døre fordømte Det Første Præsidentskab mænd, som forlod deres hustruer ved at bruge manifestet som undskyldning. »Jeg lovede ikke, kunne ikke love og ville ikke love, at I kunne forlade jeres hustruer og børn,« fortalte præsident Woodruff mændene. »Det kan I ikke gøre med æren i behold.«31

Med tro på, at de pagter, de havde indgået med Gud og deres ægtefæller, først og fremmest skulle overholdes, fortsatte mange ægtemænd, herunder kirkeledere, at leve sammen med deres polygame hustruer og børn, de var fædre til, et godt stykke ind i 1900-tallet.32 Det fortsatte samliv udsatte disse personer for trusler om forfølgelse, ligesom det gjorde før manifestet. Men disse trusler svandt markant efter 1890. Manifestet markerede et nyt forhold til den føderale regering og landet: Forfølgelser af polygamister faldt, polygame hustruer kom frem fra deres skjulesteder og antog deres giftenavn, og ægtemænd omgikkes mere frit deres familie, især efter USA’s præsident Benjamin Harrison bevilgede generel amnesti til mormonske polygamister i 1893.33 Tre år senere blev Utah en stat med en forfatning, der forbød flerkoneri.

Manifestet erklærede præsident Woodruffs hensigt om at underordne sig USA’s lovgivning. Det omtalte ikke andre landes lovgivning. Lige siden etableringen af kolonier i Mexico og Canada havde kirkeledere indgået polygame ægteskaber i disse lande, og efter oktober 1890 fortsatte polygame ægteskaber i stilhed med at blive indgået der.34 Som regel blev disse ægteskaber ikke støttet af Kirkens ledere, og det var svært at få dem godkendt. En eller begge af de ægtefæller, som indgik i disse forhold, måtte typisk indvillige i at blive i Canada eller Mexico. Under usædvanlige omstændigheder blev et mindre antal nye polygame ægteskaber indgået i USA mellem 1890 og 1904, selv om det er uvist, om disse ægteskaber var bemyndiget til at foregå i USA.35

Det præcise antal nye polygame ægteskaber, der blev indgået i disse år inden for og uden for USA, er uvist. Optegnelser over beseglinger i denne periode angiver typisk ikke, om beseglingen var monogam eller polygam, hvilket gjorde en fuldstændig beregning vanskelig. Men en løselig beregning kan ses i en kronologisk optegnelse over ægteskaber og beseglinger, Kirkens skrivere førte. Mellem slutningen af 1880’erne og begyndelsen af 1900-tallet, i en tid hvor templerne var få og rejsen til dem var lang og besværlig, fik sidste dages hellige ægtepar, som boede langt væk fra et tempel, tilladelse til at blive beseglet til hinanden uden for dem.

Optegnelsen over »ægteskaber og beseglinger indgået uden for templet«, som ikke er så omfattende, nævner 315 ægteskaber indgået mellem den 17. oktober 1890 og den 8. september 1903.36 Af de 315 ægteskaber registreret i optegnelsen tyder undersøgelser på, at 25 (7,9 %) var polygame ægteskaber, og 290 var monogame (92,1 %). Næsten alle registrerede monogame ægteskaber blev indgået i Arizona eller Mexico. Af de 25 polygame ægteskaber fandt 18 sted i Mexico, 3 i Arizona, 2 i Utah, 1 i Colorado og 1 på et skib på Stillehavet. Overordnet set viser optegnelsen, at polygame ægteskaber var en dalende praksis, og at kirkeledere handlede i overensstemmelse med deres samvittighed og rettede sig efter manifestets betingelser, som de forstod dem.37

Den nøjagtige proces, hvorved disse ægteskaber blev godkendt, vedbliver at være uklar. I et stykke tid krævede polygame ægteskaber efter manifestet godkendelse af en fra Det Første Præsidentskab. Der er imidlertid intet afgørende bevis for, at beslutningerne blev truffet af Det Første Præsidentskab som helhed; fx henviste præsident Woodruff typisk anmodningerne om tilladelse til et polygamt ægteskab til præsident Cannon og hans personlige overvejelse.38 Sidst i 1890’erne havde i hvert fald nogle af de mænd, der havde myndighed til at forrette beseglinger, tilsyneladende tilladt sig selv enten at godkende eller afvise anmodninger efter eget skøn, uafhængigt af Det Første Præsidentskab. Apostlen Heber J. Grant rapporterede fx, at mens han besøgte mormonkolonier i Mexico i 1900, fik han på én dag 10 ansøgninger om anmodning af et polygamt ægteskab. Han afslog dem alle. »Jeg tilstår,« fortalte han en ven, »at det altid har stridt mod min natur at skulle gå imod dokumenter [dvs. manifestet] af den slags.«39

Det andet manifest

Til at begynde med var indgåelsen af nye polygame ægteskaber efter manifestet i det store og hele ukendt for mennesker uden for Kirken. Da det blev opdaget, bekymrede disse ægteskaber mange amerikanere, især efter præsident George Q. Cannon i et interview i 1899 med New York Herald udtalte, at nye polygame ægteskaber kunne indgås i Canada og Mexico.40 Efter valget af B.H. Roberts, et medlem af De Halvfjerds’ Første Råd, til den amerikanske kongres blev det kendt, at Roberts havde tre hustruer, hvoraf han havde giftet sig med den ene efter manifestet. En underskriftsindsamling på 7 millioner underskrifter krævede, at Roberts ikke fik en plads. Kongressen indvilligede, og Roberts blev udelukket fra sit embede.41

Udelukkelsen af B.H. Roberts blev indledningen til fornyet granskning af mormonernes ægteskabelige praksisser. Kirkens præsident Lorenzo Snow udstedte en meddelelse, der præciserede, at nye polygame ægteskaber var ophørt i Kirken, og at manifestet gjaldt alle dele af verden, et råd han gentog i private samtaler. På trods heraf blev der fortsat indgået et lille antal nye polygame ægteskaber, sandsynligvis uden præsident Snows vidende eller godkendelse. Da Joseph F. Smith blev Kirkens præsident i 1901, blev et lille antal nye polygame ægteskaber også indgået i løbet af de første år af hans ledelse.42

Kirkens rolle i disse ægteskaber blev genstand for intens debat, da Reed Smoot, der var apostel, blev valgt ind i det amerikanske senat i 1903. Selv om Smoot var monogamist, medførte hans apostelembede, at hans loyalitet over for landet blev gransket. Hvordan kunne Smoot både støtte Kirkens love, hvoraf nogle af dens ledere havde forrettet, samtykket i eller indgået nye polygame ægteskaber, og støtte landets love, som havde gjort polygame ægteskaber ulovlige? I fire år debatterede lovgiverne dette spørgsmål i langvarige, offentlige høringer.

Senatet indkaldte mange vidner til at afgive forklaring. Kirkens præsident Joseph F. Smith stod i vidneskranken i senatet i marts 1904. På forespørgsel forsvarede han sine familieforhold og fortalte komiteen, at han havde levet sammen med sine hustruer og de børn, han var far til, siden 1890. Han sagde, det ville være uhæderligt af ham at bryde de hellige pagter, han havde indgået med sine hustruer og med Gud. Da præsident Smith blev udspurgt om nye polygame ægteskaber, der var blevet indgået siden 1890, skelnede han omhyggeligt mellem handlinger, Kirken havde godkendt og stadfæstet i Kirkens råd og konferencer, og de handlinger individuelle kirkemedlemmer havde foretaget. »Der er aldrig blevet indgået et polygamt ægteskab, som Kirken har samtykket i, bifaldet, kendt til eller godkendt siden manifestet,« vidnede han.43

Præsident Smith bestræbte sig på at beskytte Kirken i disse juridiske rammer og på samme tid gøre rede for sandheden. Hans vidneforklaring udtrykte en forskel, kirkeledere længe havde forstået: Manifestet fjernede den guddommelige befaling om, at Kirken samlet støttede og forsvarede flerkoneri; den havde indtil dette tidspunkt ikke forhindret enkeltpersoner i fortsat at praktisere eller forrette polygame ægteskaber i religiøs henseende.

Tiden var inde til en ændring af denne forståelse. Størstedelen af mormonernes ægteskaber havde altid været monogame, og et skifte til monogami som den eneste godkendte form havde længe været undervejs. I 1889 blev en livslang monogamist kaldet til De Tolvs Kvorum; efter 1897 var alle apostle, der blev kaldet til De Tolv, med en enkelt undtagelse, monogamister på tidspunktet for deres kald.44 Fra 1890’erne tilskyndede kirkeledere medlemmer til at blive i deres hjemland og »opbygge Zion« disse steder frem for at emigrere til Utah som i årene forinden, og det blev vigtigt for dem at rette sig efter de love, der krævede monogami.

Under sin vidneforklaring i senatet lovede præsident Smith at præcisere Kirkens standpunkt om flerkoneri. Ved generalkonferencen i april 1904 udstedte præsident Smith en overbevisende meddelelse, kendt som det andet manifest, og tilknyttede straffe for at indgå i et polygamt ægteskab: »Hvis nogen embedsmand eller et medlem af Kirken påtager sig myndigheden til at forrette eller indgår et sådant ægteskab, vil han blive dømt for overtrædelse mod Kirken og vil være forpligtet til at blive behandlet i overensstemmelse med dens regler og retningslinjer og blive udelukket af den.«45 Denne meddelelse var blevet godkendt af Kirkens ledende råd og blev enstemmigt vedtaget ved konferencen som officielt og bindende for Kirken.46

Det andet manifest blev et vendepunkt. For første gang blev kirkemedlemmer underrettet om, at Gud og Kirken ikke godkendte nye polygame ægteskaber. Det andet manifest udvidede indflydelsen og omfanget af det første. »Da [manifestet] blev givet,« forklarede Francis M. Lyman, præsident for De Tolvs Kvorum, »underrettede det blot de hellige om, at de ikke længere behøvede at indgå i et polygamt ægteskab, men beslutningen ved konferencen i Salt Lake City den 6. dag i april 1904 [det andet manifest] forbød indgåelsen af polygame ægteskaber.47

Kirkeledere handlede for at formidle alvoren af denne erklæring til ledere og medlemmer på alle niveauer. Præsident Lyman sendte breve til alle medlemmerne af De Tolvs Kvorum efter instruks fra Det Første Præsidentskab og rådede dem til, at det andet manifest blev »strengt håndhævet«.48 I modstrid med instruksen fortsatte to apostle, John W. Taylor og Matthias F. Cowley med at forrette og opmuntre til nye polygame ægteskaber efter det andet manifest. De blev til sidst fjernet fra kvorummet.49 Taylor blev senere udelukket af Kirken efter at have insisteret på sin ret til fortsat at forrette polygame ægteskaber. Cowley blev begrænset i at benytte sit præstedømme og indrømmede senere, at han havde været »i fuldstændig vildfarelse«.50

Nogle personer, der indgik et polygamt ægteskab mellem 1890 og 1904, skiltes efter det andet manifest, men mange andre levede sammen i det stille ind i 1930’erne og derefter.51 Kirkemedlemmer, der forkastede det andet manifest og fortsatte med offentligt at gøre sig til talsmænd for flerkoneri eller forrette nye polygame ægteskaber, blev indkaldt for Kirkens disciplinærråd. Nogle af dem, der blev udelukket, samlede sig i uafhængige bevægelser og kaldes somme tider fundamentalister. Disse grupper er ikke tilknyttet eller støttet af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Siden præsident Joseph F. Smiths tid har Kirkens præsidenter gentagne gange fremhævet, at Kirken og dens medlemmer ikke længere har lov til at indgå i polygame ægteskaber, og de har understreget oprigtigheden af deres ord ved at opfordre lokale ledere til at bringe medlemmer, der ikke overholder dette, for Kirkens disciplinærråd.

Konklusion

Ægteskab mellem én mand og én kvinde er Guds standard for ægteskab, medmindre han erklærer noget andet, hvilket han gjorde gennem sin profet Joseph Smith. Manifestet markerede begyndelsen af monogamiets tilbagevenden, hvilket er Kirkens standard i dag.52 Præsident George Q. Cannon talte ved generalkonferencen kort tid efter manifestet blev givet, og han reflekterede over åbenbarelsesprocessen, som førte til manifestet: »Kirkens præsidentskab må gå, hvor I går,« sagde han. »De må tage skridt for skridt, lige som I tager skridt for skridt. De må stole på de åbenbaringer fra Gud, som kommer til dem. De kan ikke se slutningen fra starten, som Herren kan.« »Alt, hvad vi kan gøre,« sagde Cannon om Det Første Præsidentskab, »er at søge Guds sind og vilje, og når den kommer til os, selv om den måtte stride imod enhver følelse, som vi tidligere har haft, har vi ikke andet valg end at tage det skridt, som Gud anviser, og have tillid til ham.«53

  1. Lære og Pagter 98:12.

  2. Jakob 2:30; »Flerkoneri i Kirtland og Nauvoo«.

  3. »Flerkoneri og familier i det tidlige Utah«.

  4. Se Sarah Barringer Gordon, The Mormon Question: Polygamy and Constitutional Conflict in Nineteenth Century America, Chapel Hill: University of North Carolina Press, 2002.

  5. Reynolds v. United States, årgang 98 U.S. 145, 1879: s. 164.

  6. J. David Pulsipher, »›Prepared to Abide the Penalty‹: Latter-day Saints and Civil Disobedience«, Journal of Mormon History 39, no. 3 (Summer 2013): s. 131-162. Sidste dages hellige trak på en lang tradition med civil ulydighed i USA, som var begyndt med det oprør, der førte til den amerikanske revolution.

  7. Se fx Benjamin Johnson, My Life’s Review: Autobiography of Benjamin Franklin Johnson, Provo, Utah: Grandin Book, 1997, s. 276-325; og In the Whirlpool: The Pre-Manifesto Letters of President Wilford Woodruff to the William Atkin Family, 1885-1890, red. Reid L. Neilson (Norman, Oklahoma: Arthur H. Clark Company, 2011), s. 45-49.

  8. Jessie L. Embry, Mormon Polygamous Families: Life in the Principle, Salt Lake City: University of Utah Press, 1987, s. 17-22; »A Mormon ›Widow‹ in Colorado: The Exile of Emily Wells Grant«, i Ronald W. Walker, Qualities That Count: Heber J. Grant as Businessman, Missionary, and Apostle, Provo, Utah: Brigham Young University Press, 2004, 175-193; Kimberly Jensen James, »›Between Two Fires‹: Women on the Underground of Mormon Polygamy«, Journal of Mormon History 8 (1981):49-61; Martha Sonntag Bradley, »›Hide and Seek‹: Children on the Underground«, Utah Historical Quarterly 51, no. 2 (Spring 1983): s. 133-153.

  9. Utah Stake Relief Society, referater, 26. nov. 1886, Kirkens historiske bibliotek, Salt Lake City.

  10. Within These Prison Walls: Lorenzo Snow’s Record Book, 1886-1897, red. Andrew H. Hedges og Richard Neitzel Holzapfel, Provo, Utah: Brigham Young University Religious Studies Center, 2010; Davis Bitton, George Q. Cannon: A Biography, Salt Lake City: Deseret Book, 1999, s. 296.

  11. Der blev indviet templer i Logan i Utah i 1884 og i Manti i Utah i 1888.

  12. »Crisis in Zion: Heber J. Grant and the Panic of 1893«, i Walker, Qualities That Count, s. 116.

  13. George Q. Cannon diary, May 29, 1888; Aug. 15, Sept. 9, 1889, Kirkens historiske bibliotek, Salt Lake City; Heber J. Grant diary, Jan. 1, 1890, Kirkens historiske bibliotek, Salt Lake City; Thomas G. Alexander, »The Odyssey of a Latter-day Prophet: Wilford Woodruff and the Manifesto of 1890«, i Nielson, In the Whirlpool, s. 72-73.

  14. Alexander, »The Odyssey of a Latter-day Prophet«, s. 77-78. Præsident John Taylors søn, apostlen John W. Taylor, berettede senere, at han blandt sin fars papirer efter hans død fandt »en åbenbaring givet ham [præsident Taylor] af Herren«. »Præsident Taylor ønskede at få det [flerkoneriet] ophævet, men Herren ville ikke tillade, det blev gjort«, Abraham H. Cannon diary, April 1, 1892, Kirkens historiske bibliotek, Salt Lake City. År senere forelagde apostlen Taylor en kopi af denne åbenbaring for De Tolv ved sin sag om udelukkelse for at have fortsat med at forrette polygame ægteskaber. Francis M. Lyman, præsident for De Tolv, noterede i sin dagbogsindførsel for den dag, at denne »påståede åbenbaring aldrig … [var] blevet forelagt præstedømmets eller Kirkens råd« og derfor ikke var bindende for Kirken (Francis M. Lymans dagbog, 22. feb. 1911). Hvis åbenbaringen havde været ægte, ville den have erstattet manifestet, som blev givet ved åbenbaring til præsident Wilford Woodruff og blev godkendt af Kirken ved en generalkonference.

  15. »Remarks Made by President Wilford Woodruff«, Deseret Evening News, 7. nov. 1891, s. 4; og uddrag i forbindelse med Officiel erklæring – 1, Lære og Pagter.

  16. Wilford Woodruffs dagbog, 25. sep. 1890, Kirkens historiske bibliotek, Salt Lake City.

  17. George Q. Cannons dagbog, 23.-25. sep. 1890.

  18. Officiel Erklæring 1; »Official Declaration«, Deseret Evening News, 25. sep. 1890.

  19. Heber J. Grants dagbog, 30. sep. 1890. Heber J. Grant sagde: »Jeg godkender manifestet og føler, at det blot er en offentlig erklæring af den kurs, som vi allerede havde besluttet at følge i vores private råd« (Abraham H. Cannons dagbog, 1. okt. 1890).

  20. Abraham H. Cannons dagbog, 30. sep. 1890.

  21. Heber J. Grants dagbog, 1. okt. 1890.

  22. President Woodruff’s Manifesto: Proceedings at the Semi-Annual General Conference of the Church of Jesus Christ of Latter-day Saints, Monday Forenoon, October 6, 1890, Salt Lake City, 1890, s. 1-3; »Third Day«, Deseret Evening News, 6. okt. 1890; Marriner Wood Merrills dagbog, 6. okt. 1890, Kirkens historiske bibliotek, Salt Lake City; Abraham H. Cannons dagbog, 6. okt. 1890; Joseph H. Deans dagbog, 6. okt. 1890, Kirkens historiske bibliotek, Salt Lake City.

  23. Zina D.H. Youngs dagbog, 6. okt. 1890, Kirkens historiske bibliotek, Salt Lake City.

  24. Larsen oplevede snart en mægtig forandring i hjertet. »Der var et lys, hvis klarhed ikke kan beskrives, som fyldte min sjæl,« mindes hun, der hjalp hende til at vide, at manifestet var sandt (Autobiography of Lorena Eugenia Washburn Larsen, Provo, Utah: Brigham Young University Press, 1962, s. 105-106).

  25. Annie Clark Tanner, A Mormon Mother: An Autobiography by Annie Clark Tanner, Salt Lake City: Tanner Trust Fund and University of Utah Library, 1991, s. 130; Lisa Olsen Tait, »The 1890s Mormon Culture of Letters and the Post-Manifesto Marriage Crisis: A New Approach to Home Literature«, BYU Studies 52, nr. 1 (2013), s. 98-124.

  26. Se Esajas 28:10, 13; 2 Nefi 28:30; se også Lære og Pagter 98:12.

  27. Abraham H. Cannons dagbog, 1. apr. 1892.

  28. Heber J. Grants dagbog, 30. Sep.1890; »Amnesty Petition«, 19. dec. 1891, i James R. Clark, red., Messages of the First Presidency of The Church of Jesus Christ of Latter-day Saints, 6 bd., Salt Lake City: Bookcraft, 1965-1975, 3:230.

  29. President Woodruff’s Manifesto, 3; Lære og Pagter 124:49.

  30. Embry, Mormon Polygamous Families, s. 13-14; Francis M. Lymans dagbog, 15. dec. 1893, Kirkens historiske bibliotek, referat fra Utah Stake High Council, 5. aug. 1892, Kirkens historiske bibliotek, Salt Lake City.

  31. Abraham H. Cannons dagbog, 7. okt. 1890, 12. nov. 1891.

  32. Kenneth L. Cannon II, »Beyond the Manifesto: Polygamous Cohabitation among LDS General Authorities after 1890«, Utah Historical Quarterly 46, nr. 1 (Winter 1978), s. 24-36.

  33. Præsident Harrisons erklæring om amnesti gav en undskyldning til alle dem, der måtte være blevet fundet skyldige i at overtræde Edmonds og Edmunds-Tucker-lovene, men som havde afholdt sig fra ulovligt samlivsforhold siden 1. november 1890.

  34. Flerkoneri var ulovligt i Mexico og efter 1890 også i Canada, men regeringerne i disse lande retsforfulgte ikke aktivt mormoner involveret i flerkoneri. I Mexicos tilfælde udarbejdede mormonernes myndigheder en mundtlig aftale med de mexicanske embedsmænd, som tillod dem at praktisere flerkoneri i deres kolonier. (B. Carmon Hardy, Solemn Covenant: The Mormon Polygamous Passage, Urbana: University of Illinois Press, 1992, s.173-182).

  35. Se fx Matthias Cowley, Marriages Solemnized, 1898-1903, Kirkens historiske bibliotek, Salt Lake City.

  36. Marriages and Sealings Performed Outside the Temple, 1853-1857, 1873-1903, Kirkens historiske bibliotek, Salt Lake City. I optegnelsen er ikke registreret polygame eller monogame ægteskaber, der skulle være forrettet af Anthony W. Ivins, Matthias F. Cowley og Abraham O. Woodruff i løbet af 1890’erne og i begyndelsen af 1900-tallet. I alt indgik 8 ud af 19 medlemmer af De Tolv Apostles Kvorum, der virkede mellem 1890 og 1904, nye polygame ægteskaber i disse år, og disse ægteskaber står ikke i optegnelsen. Disse medlemmer er Brigham Young jun., George Teasdale, John W. Taylor, Abraham H. Cannon, Marriner W. Merrill, Matthias F. Cowley, Abraham Owen Woodruff og Rudger Clawson. Det påstås, at præsident Wilford Woodruff giftede sig med yderligere en hustru i 1897, men den historiske optegnelse gør dette uklart (se Thomas G. Alexander, Things in Heaven and Earth: The Life and Times of Wilford Woodruff, a Mormon Prophet, Salt Lake City: Signature Books, 1991, s. 326-328).

  37. Polygame ægteskaber indgået i templer mindskedes drastisk i antal selv før manifestet. I fx templet i Logan nåede polygame ægteskaber et højdepunkt på 188 i året 1885. Antallet dalede til 51 i året 1888 og derefter 4 i året 1889. Mellem 1890 og 1903, hvor registreringen af polygame ægteskaber ophører, registreres ingen polygame ægteskaber for at have fundet sted i templet, og 6 polygame ægteskaber registreres for at have fundet sted i Logan eller omegn. Logan Temple Sealings, 1884-1903, Kirkens historiske bibliotek, Salt Lake City.

  38. Francis M. Lymans dagbog, 18. april 1901; Joseph F. Smith til Reed Smoot, 1. april 1911, Joseph F. Smith Papers, Kirkens historiske bibliotek, B.H. Roberts brev til Heber J. Grant, 9. juli 1929, B.H. Roberts Collection, Kirkens historiske bibliotek, Salt Lake City; Joseph T. Bentley, Life and Letters of Joseph Charles Bentley: A Biography, Provo, Utah: udgivet af forfatteren, 1977, s. 77-81. Præsident Joseph F. Smith bekræftede senere, at han, præsident Woodruff, og præsident Snow som Kirkens præsidenter »ikke har givet myndighed til, at nogen kunne forrette eller indgå i et polygamt ægteskab siden manifestet« (Francis M. Lymans dagbog, 14. dec. 1905).

  39. Heber J. Grant til Frank Y. Taylor, 28. april 1904, Heber J. Grant Letterpress Copybook, 38:591, Heber J. Grant Collection, Kirkens historiske bibliotek, Salt Lake City.

  40. Eugene Young, »Polygamy Is Reviving«, New York Herald, 5. feb. 1899, s. 2.

  41. Davis Bitton, »The Exclusion of B.H. Roberts from Congress«, i The Ritualization of Mormon History and Other Essays, Urbana: University of Illinois Press, 1994, s. 150-170.

  42. »Polygamy and Unlawful Cohabitation«, Deseret Evening News, 8. jan. 1900; Lu Ann Faylor Snyder og Phillip A. Snyder, Post-Manifesto Polygamy: The 1899-1904 Correspondence of Helen, Owen, and Avery Woodruff, Logan, Utah: Utah State University Press, 2009; Thomas G. Alexander, Mormonism in Transition: A History of the Latter-day Saints, 1890-1930, Urbana: University of Illinois Press, 1996, s. 62-63. Antallet af polygame ægteskaber var forholdsvis lavt i forhold til antallet af monogame ægteskaber indgået i Kirken. En af de mest aggressive fortalere for nye polygame ægteskaber, apostlen Matthias F. Cowley, noterede de polygame ægteskaber, han forrettede, i en lille notesbog. Bogen indeholder tre ægteskaber for 1898, fire for 1899, ni for 1900, tyve for 1901, atten for 1902 og tre for 1903. (Cowley, Marriages Solemnized, 1898-1903).

  43. USA’s senat, komité for privilegier og valg, Proceedings before the Committee on Privileges and Elections of the United States Senate: In the Matter of the Protests against the Right of Hon. Reed Smoot, a Senator from the State of Utah, to Hold His Seat, 4 bd., Washington, D.C.: Government Printing Office, 1904-1906, 1:129-130. Se ang. præsident Smiths vidnesbyrd i Washington, D.C. Kathleen Flake, The Politics of American Religious Identity: The Seating of Senator Reed Smoot, Mormon Apostle, Chapel Hill: University of North Carolina Press, 2004, s. 56-81.

  44. Den eneste undtagelse var Charles W. Penrose, der blev kaldet i juli 1904. Han havde to hustruer, som han blev gift med årtier tidligere, og giftede sig til yderligere en hustru i 1886. Anthon H. Lund, den monogamist der blev kaldet til De Tolv i 1889, blev rådgiver i Det Første Præsidentskab under præsident Joseph F. Smith fra 1901.

  45. »Officiel udtalelse af præsident Joseph F. Smith«, Deseret Evening News, 6. apr. 1904, s. 1.

  46. Francis M. Lymans dagbog, 6. apr. 1904.

  47. »President Lyman Very Emphatic«, Deseret Evening News, 31. oktober 1910, s. 1.

  48. Francis M. Lymans brev til John W. Taylor, 3. maj 1904, Francis Marion Lyman Papers, Kirkens historiske bibliotek, Salt Lake City; Francis M. Lymans brev til Matthias F. Cowley, 6. maj 1904, i Francis M. Lymans dagbog, 6. maj 1904.

  49. Det påstås til tider, at Taylor og Cowley blev bedt om at trække sig fra deres kvorum blot for at tilfredsstille den offentlige mening i Washington, men D.C. samtidige dokumenter erklærer, at de »ikke var i harmoni« med deres kvorum i 1905 og 1906. Fra oktober 1904 ophørte Det Første Præsidentskab praksissen med at tillade, at der blev forrettet beseglinger uden for templerne. Ikke desto mindre fortsatte Cowley og Taylor med at forrette polygame ægteskaber uden for templerne, herunder adskillige på egne vegne. Cowley giftede sig med endnu en hustru i 1905, og Taylor giftede sig med endnu en hustru i 1909. (Matthias F. Cowleys dagbog, 5. juli 1906, Kirkens historiske bibliotek; Det Første Præsidentskab til George Teasdale, 26. okt. 1904, Kirkens historiske bibliotek; Francis M. Lymans dagbog, 29. sep. 1904; 28. okt. 1905; 10., 12. apr., 3. juli 1906.)

  50. Francis M. Lymans dagbog, 28. mar. 1911; »Reconciliation«, Deseret News, 3. apr. 1936, s. 4. Rudger Clawson, et medlem af De Tolv, som giftede sig med endnu en hustru i 1904, blev ikke disciplineret af Kirkens myndigheder, sandsynligvis til dels fordi han ikke insisterede på retten til at forrette flere polygame ægteskaber. Det polygame ægteskab, han foretog, endte i separation. David S. Hoopes og Roy Hoopes, The Making of a Mormon Apostle: The Story of Rudger Clawson, Lanham, MD: Madison Books, 1990, s. 215-220, 225-227, 287-288.

  51. Se fx Carolyn O’Bagy Davis, The Fourth Wife: Polygamy, Love, & Revolution, Tucson, Arizona: Rio Nuevo, 2011.

  52. »Familien: En proklamation til verden«, Liahona, maj 2017, s. 145.

  53. George Q. Cannon, 5. okt. 1890, i Collected Discourses: Delivered by President Wilford Woodruff, His Two Counselors, the Twelve Apostles, and Others, Brian H. Stuy, saml., 5 bd., Burbank, Californien: B.H.S. Publishing, 1987-1992, 2:115-116.