Flerkoneri og familier i det tidlige Utah

I Bibelen og Mormons Bog står der, at ægteskab mellem én mand og én kvinde er Guds standard, undtagen i visse perioder, hvor han har tilkendegivet noget andet.¹

I overensstemmelse med en åbenbaring til Joseph Smith blev praksissen med flerkoneri, et ægteskab mellem en mand og to eller flere kvinder, indstiftet blandt medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige i begyndelsen af 1840’erne. Derefter blev flerkoneri praktiseret i over et halvt århundrede af nogle sidste dages hellige. Kun Kirkens præsident havde nøglerne til at bemyndige indgåelsen af nye, polygame ægteskaber.² I 1890 inspirerede Herren Kirkens præsident, Wilford Woodruff, til at udstede en erklæring, der førte til, at praksissen med flerkoneri i Kirken ophørte. I den erklæring, der er kendt som Manifestet, udtrykte præsident Woodruff sin intention om at rette sig efter amerikansk lovgivning, der forbød flerkoneri, og at anvende sin indflydelse på at overbevise Kirkens medlemmer om at gøre det samme.³

Efter manifestet gjorde Kirken sig til talsmand for monogami både fra talerstolen og gennem trykte materialer. Mellem 1890 og 1904 blev der undtagelsesvis indgået visse nye polygame ægteskaber, især i Mexico og Canada, som var uden for amerikansk lovgivnings jurisdiktion. Et mindre antal polygame ægteskaber blev indgået i USA i løbet af disse år.⁴ I 1904 forbød Kirken strengt nye, polygame ægteskaber.⁵ I dag kan en person, der praktiserer flerkoneri, ikke blive eller være medlem af Kirken.

Dette essay omtaler hovedsageligt polygame ægteskaber, der blev praktiseret af sidste dages hellige mellem 1847 og 1890 efter deres udvandring til det vestlige USA og før manifestet.

De sidste dages hellige har ikke en fuld forståelse af Guds hensigt med gennem sine profeter at indføre praksissen med flerkoneri i løbet af 1800-tallet. Mormons Bog nævner en årsag til, at Gud befalede det: At øge antallet af børn, der bliver født i evangeliets pagt for at »skaffe [Herren] efterkommere« (Jakob 2:30). Flerkoneriet resulterede i, at der blev født et stort antal børn i trofaste sidste dages hellige hjem.⁶ Det formede også 1800-tallets mormonsamfund på andre måder: Nærmest alle, der ønskede at blive gift, kunne blive det; målt pr. indbygger blev den økonomiske ulighed næsten udryddet, eftersom kvinder, der var økonomisk mindre bemidlede, blev gift ind i en mere økonomisk velstillet husstand;⁷ og antallet af etnisk blandede ægteskaber blev øget, hvilket bidrog til at forene en ellers broget befolkning af immigranter.⁸ Flerkoneri bidrog også til at skabe og styrke en følelse af samhørighed og gruppetilhørsforhold blandt de sidste dages hellige. Kirkens medlemmer anså sig selv for at være »et ejendomsfolk«,⁹ der var bundet af en pagt om at føre Guds bud ud i livet trods modstand udefra og var villige til at udholde udstødelse af samfundet for deres principper.¹⁰

For disse første sidste dages hellige var flerkoneri et religiøst princip, der krævede personlige ofre. Beretninger fra mænd og kvinder, der praktiserede flerkoneri, bevidner de udfordringer og vanskeligheder, de oplevede, fx økonomiske vanskeligheder, indbyrdes strid og nogle hustruers længsel efter deres mands vedvarende selskab.¹¹ Men beretninger beskriver også den kærlighed og glæde, mange fandt hos deres familie. De troede på, at det var en befaling fra Gud på den tid, og at lydighed mod den ville medbringe store velsignelser for dem og deres efterkommere, både på jorden og i livet herefter. Selv om der fandtes megen kærlighed, ømhed og hengivenhed i mange polygame ægteskaber, blev praksissen hovedsageligt baseret på en mere religiøs overbevisning end på romantisk kærlighed.¹² Kirkens ledere underviste om, at de, der praktiserede flerkoneri, skulle stræbe efter at udvikle en gavmild og uselvisk ånd og Kristi rene kærlighed til alle involverede.

I de år, hvor flerkoneri blev forkyndt offentligt, blev det forventet af alle sidste dages hellige, at de accepterede princippet som åbenbaring fra Gud.¹³ Det forventedes imidlertid ikke, at alle levede sådan. Dette system kunne heller ikke gælde alle på grund af antallet af mænd i forhold til kvinder.¹⁴ Kirkeledere anså et polygamt ægteskab som en befaling for Kirken generelt, men anerkendte samtidig, at personer, der ikke udøvede denne praksis, stadig kunne få Guds godkendelse.¹⁵ Kvinder kunne frit vælge deres ægtefælle, og om de ville indgå i et polygamt eller monogamt forhold, og om de overhovedet ville giftes.¹⁶ Nogle mænd indgik i polygame ægteskaber, fordi de blev bedt om det af Kirkens ledere, hvor andre selv iværksatte processen, men af alle blev det krævet, at de modtog tilladelse hos Kirkens ledere, inden de indgik polygame ægteskaber.¹⁷

Oplevelsen af livet i et polygamt ægteskab ændrede sig med tiden. Nærmest alle, der praktiserede det i de første år, måtte overvinde deres egne fordomme mod flerkoneri og tilpasse sig livet i sådanne familier. Opgaven med at kolonisere et halvtørt landområde i årtierne i midten af 1800-tallet øgede udfordringerne hos de familier, der var ved at lære at praktisere princippet om flerkoneri. Det sted, familien boede, om det var i Salt Lake City med de mange sociale og kulturelle muligheder eller det landlige opland, hvor der var færre sådanne muligheder, gjorde en forskel for, hvordan man oplevede et polygamt ægteskab. Det er derfor vanskeligt nøjagtigt at generalisere oplevelsen af alle polygame ægteskaber.

Det er dog stadig mønstre at se, og de retter op på visse myter. Selvom nogle ledere havde store polygame familier, havde to tredjedele af de polygame mænd ikke mere end to hustruer på samme tid.¹⁸ Kirkens ledere anerkendte, at flerkoneri i særdeleshed kunne være svært for kvinderne. Det var derfor muligt for kvinder, der var ulykkelige i deres ægteskab, at blive skilt, og det var også muligt for dem uden videre at gifte sig igen.¹⁹ Kvinder blev gift i en meget ung alder i det første årti af bosættelsen af Utah (ved 16-17-årsalderen, eller en sjælden gang yngre end det), hvilket var typisk for kvinder, der boede i grænseområderne på det tidspunkt.²⁰ Ligesom andre steder giftede kvinderne sig i en senere alder, efterhånden som samfundet udviklede sig. Næsten alle kvinder blev gift, og det gjorde en stor procentdel af mændene også. Faktisk ser det ud til, at en større procentdel af mændene i Utah end alle andre steder i USA giftede sig på det tidspunkt. Det var sandsynligvis halvdelen af dem, som boede i territoriet Utah i 1857, der oplevede at leve i en polygam familie som ægtemand, hustru eller barn på et tidspunkt i deres liv.²¹ I 1870 boede 25-30 procent af befolkningen i polygame husstande, og det ser ud til, at procentdelen fortsatte med at falde over de næste 20 år.²²

Oplevelsen af et polygamt ægteskab mod slutningen af 1800-tallet var væsentlig anderledes end den i de tidligere årtier. I begyndelsen af 1862 fik den amerikanske regering vedtaget love mod udøvelsen af flerkoneri. Udefrakommende modstandere organiserede en kampagne mod praksissen og erklærede, at de håbede på at beskytte mormonkvinderne og den amerikanske civilisation. For mange sidste dages hellige kvinders vedkommende forsvarede de offentligt praksissen med flerkoneri og argumenterede i udtalelser, at de gjorde det af egen fri vilje.²³

Da den amerikanske højesteret i 1879 stadfæstede og fastslog, at lovene imod polygami var i overensstemmelse med forfatningen, begyndte føderale embedsmænd at forfølge polygame mænd og kvinder i 1880’erne.²⁴ Eftersom de sidste dages hellige mente, at disse love var uretfærdige, udøvede de civil ulydighed ved fortsat at praktisere flerkoneri og ved at forsøge at undgå anholdelse. Når de blev kendt skyldige, betalte de bøder og udstod fængselsstraffe. For at hjælpe deres mand til at undgå retsforfølgelse opdelte polygame hustruer sig i forskellige husstande eller skjulte sig under dæknavne, især ved graviditet eller efter en fødsel.²⁵

Da præsident Woodruffs manifest i 1890 ophævede befalingen om at praktisere flerkoneri, havde mormonsamfundet udviklet en stærk, loyal kerne af medlemmer, der overvejende bestod af emigranter fra Europa og de østlige stater i USA. Men den demografiske sammensætning af den verdensomspændende medlemsskare i Kirken var begyndt at ændre sig. I begyndelsen af 1890’erne blev omvendte uden for USA bedt om at opbygge Kirken i deres hjemland frem for at flytte til Utah. I de efterfølgende årtier emigrerede sidste dages hellige ud fra bjergdalene for at søge nye muligheder. Der blev aldrig blevet opmuntret til flerkoneri uden for befolkningskoncentrationen af sidste dages hellige. Især i disse nyligt dannede forsamlinger uden for USA blev monogame familier af afgørende betydning for religiøs tilbedelse og læring. Efterhånden som Kirken voksede og spredtes ud over det vestlige USA, passede den monogame kernefamilie godt ind i en stadigt mere mobil og adspredt medlemsskare.

Det polygame ægteskab var for mange, der praktiserede det, et væsentligt offer. Trods den modgang, nogle oplevede, gavner trofastheden hos dem, der praktiserede flerkoneri, fortsat Kirken på utallige måder. Mange sidste dages hellige stammer fra disse slægter af hellige i 1800-tallet, og de har været trofaste mod deres evangeliske pagter som retskafne mødre og fædre, loyale Jesu Kristi disciple, hengivne medlemmer af Kirken, ledere og missionærer. Selv om medlemmer af Kirken i vor tid har forbud mod at praktisere flerkoneri, ærer og respekterer nutidige sidste dages hellige disse pionerer, der ofrede så meget for deres tro, familie og samfund.