Kirkens historie
Fred og uroligheder blandt de sidste dages hellige i det 19. århundrede

Fred og uroligheder blandt de sidste dages hellige i det 19. århundrede

Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige er bygget på Jesu Kristi lære. Dyder som fred, kærlighed og tilgivelse står helt centralt i Kirkens lære og udøvelse. Sidste dages hellige tror på Frelserens udsagn, som det findes i Bibelen og Mormons Bog, om, at »salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn.«1 I sidste dages hellige skrifter har Herren givet befaling om, at hans tilhængere undsiger sig »krig og forkynd[er] fred.«2 Sidste dages hellige stræber efter at følge det råd i Mormons Bog, som kong Benjamin gav dem, der er omvendt til Jesu Kristi evangelium, om ikke »at forurette hinanden, men … at leve fredsommeligt.«3

Trods disse idealer var fred ikke noget, der var let at opnå for de første sidste dages hellige. De blev forfulgt, og det ofte voldeligt, for deres tro. Og tragisk nok deltog nogle medlemmer af Kirken i det 19. århundrede til tider i beklagelig vold mod mennesker, som de opfattede som fjender, det mest kendte eksempel på det er massakren i Mountain Meadows. Denne artikel dykker både ned i den vold, der blev begået mod de sidste dages hellige, og den vold, de udøvede. Selvom den historiske kontekst kan kaste et vist lys over disse voldelige handlinger, undskylder den dem ikke.

Religiøs forfølgelse i 1830’erne og 1840’erne

I de første to årtier efter Kirken var blevet organiseret, blev sidste dages hellige ofte ofre for vold. Kort tid efter Joseph Smith organiserede Kirken i New York i 1830, begyndte han og andre medlemmer af Kirken at bosætte sig i områderne mod vest i Ohio, Missouri og Illinois. Igen og igen prøvede de hellige at opbygge deres Zion, hvor de kunne dyrke Gud og leve i fred, og gentagne gange måtte de se deres håb smuldre i tvungen og voldelig fordrivelse. Pøblen fordrev dem fra Jackson County i Missouri i 1833; fra delstaten Missouri i 1839, efter delstatens guvernør sidst i oktober 1838 havde udstedt ordre om, at mormonerne skulle fordrives eller »udryddes«4 fra staten, og fra deres by Nauvoo i Illinois i 1846. Efter de sidste dages hellige var blevet uddrevet fra Nauvoo, foretog de den hårde rejse over de store amerikanske sletter til Utah.5

I deres møde med disse vanskeligheder forsøgte de at efterleve de åbenbaringer, Joseph Smith havde modtaget, hvor de blev rådet til at efterleve deres tro i fred med deres naboer. Men ikke desto mindre nærede deres modstandere i Ohio, Missouri og Illinois uvilje mod de hellige, fordi de havde en anden tro og en anden social og økonomisk måde at leve på. De følte sig også truet af det tiltagende antal hellige, hvilket betød, at mormonerne kunne blive tungen på vægtskålen ved lokale valg. Disse modstandere angreb de hellige, til at begynde verbalt, og sidenhen fysisk. Kirkeledere, inklusive Joseph Smith, blev dyppet i tjære og rullet i fjer, slået og fængslet uberettiget. Andre medlemmer af Kirken blev også genstand for voldshandlinger. Ved én af de mest skændige hændelser blev mindst 17 mænd og drenge i alderen fra 9 til 78 nedslagtet i massakren ved Hawn’s Mill.6 Nogle sidste dages hellige kvinder blev voldtaget eller på anden måde skændet seksuelt under forfølgelserne i Missouri.7 Selvtægtsmænd og pøbler ødelagde hjem og stjal ejendele.8 Mange af de helliges modstandere berigede sig med land og ejendom, der ikke retteligt tilhørte dem.9

Fordrivelsen fra Missouri – der omfattede mindst 8.000 sidste dages hellige10 – fandt sted i vintermånederne, hvilket gjorde de tusindvis af fordrevnes lidelser værre, da de både manglede mad og ly, og til tider udbrød der epidemier iblandt dem.11 Da Joseph Smith sad indespærret i Liberty i Missouri i marts 1839, hørte han om de fordrevne helliges lidelser, hvorfor han udbrød: »O GUD, hvor er du?« og bad: »Husk dine lidende hellige, o vor Gud.«12

Da de var blevet fordrevet fra Missouri, blev de hellige til at begynde med budt velkomne af indbyggerne i nabostaten Illinois, og de fandt for en tid fred i Nauvoo. Men med tiden blussede konflikten op igen, da ikke-mormoner og afhoppere fra Kirken fornyede deres angreb. Joseph Smith og hans bror Hyrum blev brutalt myrdet af en pøbel i et fængsel i Illinois trods delstatsguvernørens forsikring om, at brødrene ville blive beskyttet, mens de var i statens varetægt.13 Atten måneder senere en kold februarmåned i 1846 forlod størstedelen af de hellige Nauvoo under ekstremt pres. De bosatte sig i midlertidige lejre – hvad man i dag vil kalde flygtningelejre – på sletterne i Iowa og Nebraska. Et skøn lyder på, at 1 ud af 12 hellige døde i løbet af det første år i de lejre.14 Nogle af de ældre og svage forblev i Nauvoo og håbede på at kunne slutte sig til de andre hellige senere. Men pøbelen tvang dem ud af Nauvoo i september 1846, hvorefter de vanhelligede templet.15 En ikke-mormon, der kom forbi en af de helliges lejre kort tid herefter, skrev: »Kuede og ubekvemme af kulde eller solskoldning, da vejret skiftede for hver dag og nat, var de allerfleste af dem forkrøblede ofre for sygdom … De kunne ikke passe deres syge; ej heller havde de brød til at stilne deres børns ynkelige råb på mad.«16 Omfanget af de voldshandlinger, der blev udøvet mod en religiøs gruppe, var hidtil uset i USA’s historie.

Kirkens ledere og medlemmer prøvede gentagne gange at få godtgørelse hos lokale myndigheder, og da de anmodninger fejlede, appellerede de uden held til de føderale myndigheder om at rette op på fortidens uret og sikre dem beskyttelse fremover.17 Erindringen om de forfølgelser, de havde været udsat for, og myndighedernes manglende vilje til at beskytte dem og retsforfølge deres modstandere, sad længe i de sidste dages hellige. De beklagede ofte, at de måtte opleve religiøs forfølgelse i et land, der ellers lovede trosfrihed.18 Konfronteret med denne omfattende forfølgelse begyndte nogle hellige i 1838 ved visse lejligheder på egen hånd at gribe til genmæle og til tider egentlig gengældelse.

Vold og selvtægt i USA i 19. århundrede

I 1800-tallets amerikanske samfund var voldshandlinger udbredte, og man så ofte igennem fingre med dem. Meget af den vold, der blev begået af og mod de sidste dages hellige, havde rod i datidens amerikanske tradition med selvtægt, hvor borgere organiserede sig for at tage loven i egen hånd, når de mente, at myndighederne enten undertrykte dem eller glimrede ved deres fravær. Selvtægten rettede sig ofte mod minoritetsgrupper eller folk, der blev anset for at være kriminelle eller socialt udstødte. Disse handlinger blev sommetider antændt af religiøs retorik.19

Eksistensen af lokale militser bidrog også til denne selvtægtskultur. I 1792 vedtog kongressen en lov, der krævede, at enhver duelig mand mellem 18 og 45 skulle tilhøre en lokal milits.20 Med tiden blev disse militser til nationalgarden, men i det tidlige USA var de ofte uregerlige og udøvede vold mod enkeltpersoner eller grupper, som de anså for at være fjender af samfundet.

I 1830’erne og 1840’erne etableredes de sidste dages hellige samfund i Ohio, Missouri, Illinois og Utah, der alle var en del af USA’s vestlige regioner, og hvor vold i samfundet var noget, man hurtigt og beredvilligt greb til.

Mormonkrigen i Missouri og danitterne

De isolerede tilfælde af vold, der blev begået af nogle sidste dages hellige, kan generelt ses som en delmængde af den bredere tendens til vold i grænseområderne i 1800-tallets USA.21 I 1838 flygtede Joseph Smith og andre medlemmer af Kirken fra pøbelen i Ohio og flyttede til Missouri, hvor nogle sidste dages hellige allerede havde etableret sig. Joseph Smith mente, at modstanden mod Kirken fra afhoppere og andre modstandere havde svækket og i sidste ende ødelagt deres samfund i Kirtland i Ohio, hvor de blot to år tidligere trods store ofre havde fuldført opførelsen af et tempel. I sommeren 1838 så Kirkens ledere tilsvarende trusler mod deres mål om at opbygge et harmonisk samfund i Missouri.

I sidste dages hellige bosættelserne i Far West havde nogle ledere og medlemmer dannet en paramilitær gruppe, der var kendt som danitterne, som havde til formål at forsvare deres lille samfund mod afhoppere og udelukkede medlemmer såvel som andre missourianere. Historikere er generelt enige om, at Joseph Smith godkendte danitterne, men også om, at han sandsynligvis ikke var orienteret om alle deres planer og sandsynligvis ikke godkendte alle deres aktiviteter. Danitterne skræmte afhoppere fra Kirken og andre folk i Missouri, de truede for eksempel på det kraftigste afhoppere til at forlade Caldwell County. I efteråret 1838, da spændingerne eskalerede under det, der nu kaldes Mormonkrigen i Missouri, blev danitterne tilsyneladende opslugt i militser, der primært bestod af sidste dages hellige. Disse militser stødte sammen med deres modstandere i Missouri, hvilket førte til nogle få dødsfald på begge sider. Derudover angreb mormonske selvtægtsmænd, inklusive mange danitter, to byer, som de mente udgjorde centeret for anti-mormonsk virksomhed, hvor de nedbrændte huse og stjal ejendele.22 Selvom danitterne ikke eksisterede så længe, resulterede det i sejlivede og meget overdrevne myter om et hemmeligt samfund af mormonske selvtægtsmænd.

Som følge af deres oplevelser i Missouri dannede de sidste dages hellige en stor statssanktioneret milits, Nauvoo Legion, for at beskytte sig, efter de flyttede til Illinois. Denne milits var frygtet af mange, der anså de sidste dages hellige for at være fjender. Men legionen indlod sig hverken på angreb eller gengældelsesaktioner; den reagerede end ikke under den krise, der førte til, at Joseph Smith og hans bror, Hyrum, blev myrdet i juni 1844 eller i kølvandet på disse mord. Da guvernøren i Illinois beordrede, at legionen blev opløst, fulgte de hellige ordren.23

Vold i Utah-territoriet

De sidste dages helliges angreb eller gengældelsesaktioner i Utah mod folk, de opfattede som fjender, fandt primært sted i bosættelsens første årti (1847-1857). For mange var sårene fra tidligere forfølgelse og turen over Rocky Mountains stadig ikke helet, og de føltes personlige. Selv mens de prøvede at skabe sig et liv i Utahs ørken, stødte de hellige stadig ind i konflikter. Der var mange ting, der gik de hellige imod i Utah. Der var spændinger med indianerne, som var blevet fordrevet på grund af mormonernes bosættelser og udvidelserne af disse. De var under pres fra den føderale amerikanske regering – i særdeleshed efter offentliggørelsen af flerkoneri i 1852. Der var usikkerhed om kravet på land og en hastigt voksende befolkning. Lokale ledere oplevede ansvarets tunge byrde – ikke alene for Kirkens åndelige velfærd, men også for folkets fysiske overlevelse. Mange af disse ledere, deriblandt Brigham Young, der var Kirkens præsident og guvernør for territoriet, bestred både kirkelige og offentlige embeder.

De sidste dages hellige forhold til indianerne

Ligesom det gjaldt for mange nybyggere i grænseområderne, optog de sidste dages hellige områder, der allerede var beboet af indianerne. Den tragiske beretning om udslettelse af mange indianerstammer og hærgen blandt dem af europæiske nybyggere, den amerikanske hær og det politiske system er veldokumenteret af historikere. I det 19. århundrede mishandlede og myrdede nybyggere, deriblandt nogle sidste dages hellige, indianere i adskillige konflikter, hvor de tvang dem væk fra de mest eftertragtede områder og ind i reservater.

Ulig mange andre amerikanere anså de sidste dages hellige indianerne for at være et udvalgt folk, af israelitisk afstamning og som efterkommere af de folk, der beskrives i Mormons Bog, og således arvinger til Guds løfter. Som Kirkens præsident og territoriets guvernør og tilsynsførende med indianerne førte Brigham Young en fredspolitik for at muliggøre mormonernes bosættelser i de områder, hvor indianerne levede. De sidste dages hellige lærte indianernes forskellige sprog, handlede med dem, forkyndte evangeliet og prøvede generelt at komme godt ud af det med indianerne.24 Men denne politik udviklede sig ujævnt, og den blev ikke anvendt ensartet.25

Den fredelige sameksistens mellem sidste dages hellige og indianerne var både normen og idealet. Til tider havde medlemmer af Kirken dog voldelige sammenstød med indianerne. De to kulturer – den europæiske og den indianske – havde dybt forskellige opfattelser af, hvordan man gjorde brug af landet og ejendele, og de forstod ikke rigtigt hinanden. Mormonerne beskyldte ofte indianerne for at stjæle. Indianerne mente derimod, at mormonerne havde et ansvar for at dele ejendele og husdyr, der gik og græssede på indianernes land. I de områder, hvor mormonerne slog sig ned, havde indianernes tidligere erfaringer med europæere bestået af gensidigt gavnlige møder med pelsjægere og handelsrejsende, mennesker som rejste igennem landet eller blev der i kort tid, og som ikke gjorde krav på ejendomsretten, som mormonerne gjorde. Disse misforståelser førte til gnidninger og voldshandlinger mellem de forskellige folk.26

Sidst i 1849 blussede spændingerne op mellem ute-indianerne og mormonerne i Utah-dalen, efter en mormon slog en ute-indianer, der blev kaldt Old Bishop, ihjel og beskyldte ham for at stjæle hans skjorte. Mormonen og to medskyldige gemte derpå liget i Provo-floden. Detaljerne om mordet blev sandsynligvis, i det mindste til at begynde med, skjult for Brigham Young og andre kirkeledere. Nybyggerne ved Fort Utah rapporterede dog om andre vanskeligheder med indianerne, deriblandt affyring af våben mod nybyggerne og tyveri af afgrøder og husdyr. Brigham Young manede til tålmodighed og bad dem om at »beskytte deres fort og passe deres egne sager og lade indianerne passe deres.«27 Men spændingerne tog ikke desto mindre til, delvist fordi lokale mormoner nægtede at udlevere de involverede på mordet af Old Bishop til ute-indianerne eller betale erstatning for hans død. I vinteren 1849-1850 spredte en mæslingeepidemi sig fra de mormonske nybyggere til ute-lejrene, hvilke slog mange indianere ihjel og øgede spændingerne yderligere. Ved et råd for Kirkens ledere i Salt Lake City den 31. januar 1850 rapporterede lederen af Fort Utah, at ute-indianernes handlinger og intentioner blev stadigt mere aggressive: »De siger, at de vil jage vores kvæg og få hjælp af andre indianere til at slå os ihjel.«28 Som svar bemyndigede guvernør Young en kampagne mod ute-indianerne. En række angreb i februar 1850 resulterede i dusinvis af døde Ute-indianere og én mormon.29 Ved disse og andre lejligheder begik nogle sidste dages hellige grove voldshandlinger mod den oprindelige befolkning.30

Desuagtet plejede de hellige for det meste mere fredelig omgang med indianerne, end nybyggerne ellers gjorde andre steder i det vestlige USA. Brigham Young var venner med adskillige indianerledere og underviste sit folk om fredelig sameksistens med deres indianske naboer, når som helst det var muligt.31 Nogle indianere skelnede mellem »mormonees«, som de anså for venlige, og andre amerikanske nybyggere, som blev kaldt »mericats.«32

Reformation og Utah-krigen

I midten af 1850’erne bidrog en reformation i Kirken og spændinger mellem de sidste dages hellige i Utah og den føderale amerikanske regering til en fornyet følelse blandt de hellige af at være under belejring og af at være forfulgt, hvilket førte til adskillige voldsepisoder begået af Kirkens medlemmer. Brigham Young og andre af Kirkens ledere var bekymrede over en åndelig selvtilfredshed, hvorfor de holdt en række taler, hvori de kaldte de hellige til omvendelse og til at forny deres åndelige forpligtelse.33 Mange vidnede om, at de blev bedre mennesker på grund af denne reformation.34

1800-tallets amerikanere var vant til et voldsomt sprog – både religiøst og på anden vis. I det århundrede havde vækkelsesprædikanter brugt voldsomt billedsprog for at opfordre synderen til at omvende sig og den dvaske til at oppe sig.35 Under vækkelsesreformationen havde præsident Young og hans rådgiver Jedediah M. Grant og andre ledere til tider forkyndt med bål og brand-retorik og advaret mod de onder, der ville ramme dem, der faldt fra eller gjorde modstand mod Kirken. Idet de trak på bibelpassager fra især Det Gamle Testamente, underviste lederne om, at visse synder var så alvorlige, at udøverens blod måtte udgydes, for at de kunne opnå tilgivelse.36 Sådanne prædikener belastede forholdet mellem de sidste dages hellige og de relativt få ikke-mormoner i Utah, deriblandt føderalt udpegede embedsmænd.

Tidligt i 1857 modtog præsident James Buchanan rapporter fra nogle føderale embedsmænd, der påstod, at guvernør Young og de sidste dages hellige i Utah gjorde oprør mod det føderale styres myndighed. En hårdt formuleret udtalelse fra den lovgivende forsamling i Utah til den føderale regering overbeviste de føderale myndigheder om, at rapporterne var sande. Præsident Buchanan besluttede at afsætte Brigham Young som guvernør og sendte en hær for at eskortere hans afløser, hvilket endte i det, der er kendt som Utah-krigen. De sidste dages hellige frygtede for den hær, som nærmede sig – snart ville 1.500 soldater og flere ville sikkert følge – gentage plyndringerne fra Missouri og Illinois og igen fordrive de hellige fra deres hjem. Desuden var Parley P. Pratt, et medlem af De Tolv Apostles Kvorum, blevet myrdet i Arkansas i maj 1857. Nyheden om mordet – såvel som avisartikler fra det østlige USA, der hyldede forbrydelsen – nåede Utah sidst i juni 1857.37 Efterhånden som disse begivenheder udfoldede sig, erklærede Brigham Young militær undtagelsestilstand i territoriet, og han beordrede missionærer og nybyggere i fjerntliggende områder til at vende tilbage til Utah, og han forestod forberedelser til at modstå hæren. Trodsige prædikener af præsident Young og andre kirkeledere kombineret med, at hæren nærmede sig, bidrog til at skabe en stemning af frygt og mistro i Utah.38

Massakren ved Mountain Meadows

Da denne spænding var på sit højeste tidligt i september 1857, belejrede en deling af den lokale milits i det sydlige Utah (som udelukkende bestod af mormoner) tillige med nogle indianere, de havde rekrutteret, et vogntog af emigranter, der rejste fra Arkansas mod Californien. Da vogntoget var på vej sydpå fra Salt Lake City, var emigranterne kommet op at skændes med lokale mormoner over, hvor deres kvæg måtte græsse. Nogle af emigranterne på vogntoget var blevet frustrerede, fordi de havde svært ved at få lov til at købe det korn og andre fornødenheder, som de havde så hårdt brug for, fordi mormonerne havde fået pålæg om at gemme deres afgrøder som en del af krigsforberedelserne. Da de følte sig forurettet, havde nogle af emigranterne truet med at slutte sig til de tropper, der nærmede sig, og kæmpe mod de hellige.39

Selvom nogle hellige ignorerede disse trusler, talte andre lokale kirkeledere og medlemmer i Cedar City i Utah for brug af vold. Isaac C. Haight, stavspræsident og militsleder, sendte John D. Lee, major i militsen, for at forestå angrebet på vogntoget af emigranter. Da stavspræsidenten fortalte sit råd om planen, gjorde andre ledere indvendinger og krævede, at han tilbagekaldte angrebet og i stedet sendte ilbud til Brigham Young i Salt Lake City for at bede om råd og vejledning. Men de mænd, som Haight havde sendt af sted for at angribe vogntoget, udførte deres planer, inden de modtog ordren om ikke at angribe. Emigranterne forsvarede sig og derpå fulgte belejringen.

Begivenhederne eskalerede i løbet af de følgende dage, og mormonske militsmænd planlagde og udførte en bevidst massakre. De lokkede emigranterne frem fra deres vogne, som de havde sat op i en cirkel, med et falsk fredsflag, og med bistand fra de rekrutterede paiute-indianere nedslagtede de dem. I tidsrummet mellem det første angreb og den endelige nedslagtning berøvede massakren 120 mænd, kvinder og børn livet i en dal, der kaldes Mountain Meadows. Kun helt små børn, som man mente var for små til at kunne fortælle, hvad der var sket, blev skånet. Ilbuddet vendte tilbage to dage efter massakren. Han havde et brev med fra Brigham Young, som fortalte de lokale, at de »ikke skulle genere« emigranterne og lade dem passere igennem det sydlige Utah.40 Militsmændene forsøgte at dække over forbrydelsen ved at lægge hele skylden på de lokale paiute-indianere, hvoraf nogle også var medlemmer af Kirken.

To sidste dages hellige blev senere udelukket af Kirken for deres delagtighed, og en undersøgelseskomité, som omfattede sidste dages hellige, besluttede at rejse tiltale mod ni mænd. Kun én af deltagerne, John D. Lee, blev dømt og henrettet for forbrydelsen, hvilket kastede benzin på det bål af falske beskyldninger om, at massakren var blevet beordret af Brigham Young.

I de senere år har Kirken gjort en ihærdig indsats for at vende hver en sten i sagen om massakren. I begyndelsen af dette årtusinde gennemsøgte historikere i den historiske afdeling i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige arkiver overalt i USA efter historiske optegnelser, og alle Kirkens optegnelser om massakren blev også åbnet og gransket. I den bog, der blev udgivet på Oxford University Press i 2008 med resultatet af undersøgelsen, konkluderer forfatterne Ronald W. Walker, Richard E. Turley jun. og Glen M. Leonard, at selvom Brigham Young, George A. Smith og andre ledere havde bidraget til en stemning af fjendtlighed i taler med et ubehersket sprogbrug om de fremmede, så havde præsident Young ikke beordret massakren. Det var snarere sådan, at verbale konfrontationer mellem folk i vogntoget og nybyggerne i det sydlige Utah havde forårsaget stor uro og forskrækkelse, især i sammenhæng med Utah-krigen og andre ulyksalige begivenheder. En række tragiske beslutninger af lokale kirkeledere – der også beklædte vigtige embeder i civilsamfundet og i militsen i det sydlige Utah – førte til massakren.41

Udover massakren i Mountain Meadows begik nogle få sidste dages hellige andre voldshandlinger mod et mindre antal frafaldne og fremmede. Nogle sidste dages hellige begik voldelig selvtægt ved forskellige lejligheder især i 1850’erne, da frygt og spændinger var meget udbredt i Utah-territoriet. Den ophedede retorik, som kirkeledere brugte mod frafaldne, kan have foranlediget, at disse mormoner mente, at sådanne handlinger var retfærdiggjort.42 Generelt blev udøverne af disse kriminelle handlinger ikke straffet. Alligevel er mange beskyldninger om sådanne voldshandlinger ubegrundede, og anti-mormonske skribenter har bebrejdet kirkeledere for mange uopklarede forbrydelser eller mistænkelige dødsfald i Utahs tidlige historie.43

Konklusion

Mange mennesker i det 19. århundrede karakteriserede uretmæssigt de sidste dages hellige som et voldeligt folk. Og alligevel levede det store flertal af sidste dages hellige i det 19. århundrede som i dag i fredelig sameksistens med deres naboer og familier, og de stræbte efter fred i deres lokalområder. I rejseberetninger fra det 19. århundrede bemærkedes ofte den fred og orden, der herskede i mormonsamfundene i Utah og andre steder.44 Ikke desto mindre forårsagede nogle relativt få sidste dages helliges handlinger død og ødelæggelse, hvilket sled på forholdet til andre i samfundet, og det skadede opfattelsen af mormonerne som et fredeligt folk.45

Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige fordømmer voldelig retorik og voldshandlinger og bekræfter dens forpligtelse til at fremme fred overalt i verden. Ældste Henry B. Eyring udtalte som medlem af De Tolv Apostles Kvorum i forbindelse med massakren i Mountain Meadows: »Jesu Kristi evangelium, som vi har viet os til, afskyr den koldblodige henrettelse af mænd, kvinder og børn. Evangeliet taler derimod for fred og tilgivelse. Det, som medlemmer af vores kirke gjorde her for længe siden, repræsenterer en frygtelig og uundskyldelig afvigelse fra kristen lærdom og opførsel.«46

Gennem hele Kirkens historie har Kirkens ledere undervist om, at et kristent liv og levned søger freden. Ældste Russell M. Nelson fra De Tolv Apostles Kvorum har sat de sidste dages helliges tro på Jesus Kristus i forbindelse med deres aktive bestræbelse på at elske deres næste og slutte fred med alle mennesker: »Verdens håb er Fredsfyrsten … Hvad forventer Herren af os som medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige? Som kirke må vi ›undsig[e] … krig og forkynd[e] fred.‹ Som enkeltpersoner bør vi ›stræbe efter det, der tjener freden.‹ Vi bør være fredsstiftere.«47

  1. Matthæus 5:9; 3 Nefi 12:9

  2. Lære og Pagter 98:16.

  3. Mosija 4:13.

  4. Lilburn W. Boggs’ brev til John B. Clark, 27. okt. 1838, Mormon War Papers, Missouri State Archives. En tidssvarende definition af ordet udrydde var »at fjerne eller skaffe af vejen«. (Ordbog over det danske sprog, Historisk ordbog 1700-1950 søgeord »udrydde«).

  5. For en mere akademisk gennemgang af disse fordrivelser henvises til Stephen C. LeSueur, The 1838 Mormon War in Missouri, Columbia, MO: University of Missouri Press, 1987; og Alexander L. Baugh, A Call to Arms: The 1838 Mormon Defense of Northern Missouri, Dissertations in Latter-day Saint History, Provo, UT: Joseph Fielding Smith Institute for Latter-day Saint History; BYU Studies, 2000. Primære kilder er John Whitmer, History, s. 39-67, og »A History, of the Persecution«, 1839-1840, i Karen Lynn Davidson, Richard L. Jensen og David J. Whittaker, red., Histories, Volume 2: Assigned Historical Writings, 1831-1847, bd. 2 af Histories series of The Joseph Smith Papers, red. Dean C. Jessee, Ronald K. Esplin og Richard Lyman Bushman, Salt Lake City: Church Historian’s Press, 2012, s. 52-76, s. 202-286.

  6. Joseph Young, edsvoren erklæring, Adams Co., IL, 4. juni 1839, L. Tom Perry Special Collections, Harold B. Lee Library, Brigham Young University, Provo, Utah; Beth Shumway Moore, Bones in the Well: The Haun’s Mill Massacre, 1838, A Documentary History, Norman, OK: Arthur H. Clark Company, 2006.

  7. Parley P. Pratt, vidnesbyrd, 1. juli 1843, s. 4, Nauvoo, IL, Records, Church History Library, Salt Lake City; Hyrum Smith, vidnesbyrd, 1. juli 1843, s. 24, Nauvoo, IL, Records, Kirkens historiske bibliotek, Salt Lake City.

  8. Sidste dages hellige skrev næsten 1000 begæringer og beedigede skriftlige erklæringer, der beskrev deres lidelser i detaljer. En begæring, der blev sendt til den lovgivende forsamling i Missouri og var skrevet af adskillige kirkeledere og medlemmer, beskrev de forskellige voldshændelser, deriblandt massakren ved Hawn’s Mill og den minutiøse ødelæggelse af ejendele: »Der blev ødelagt mange ting af soldaterne i byen, mens de var der. De brændte husbjælker af, rækværk, majsbure, brædder etc., brugte vores majs og hø, plyndrede husene, nedslagtede kvæg, får og svin, desuden tog de heste, der ikke var deres, og alt dette uden respekt for ejerne eller at spørge nogen om lov. I mellemtiden blev mænd mishandlet, og kvinderne blev krænket og misbrugt af tropperne« (Edward Partridge og andre, 10. dec. 1838, anmodning sendt til den lovgivende forsamling i Missouri, i Clark V. Johnson, red., Mormon Redress Petitions: Documents of the 1833–1838 Missouri Conflict, Provo, UT: Brigham Young University Religious Studies Center, 1992, s. 18).

  9. Jeffrey N. Walker, »Mormon Land Rights in Caldwell and Daviess Counties and the Mormon Conflict of 1838: New Findings and New Understandings«, BYU Studies 47, nr. 1, 2008, s. 5-55.

  10. Karen Lynn Davidson, David J. Whittaker, Mark Ashurst-McGee og Richard L. Jensen, red., Histories Volume 1: Joseph Smith Histories, 1832–1844, bd. 1 af serien Histories fra The Joseph Smith Papers, red. Dean C. Jessee, Ronald K. Esplin og Richard Lyman Bushman, Salt Lake City: Church Historian’s Press, 2012, s. 498, note 25.

  11. For en mere detaljeret beretning om fordrivelsen i 1838-1839 fra Missouri henvises til William G. Hartley, »The Saints’ Forced Exodus from Missouri«, i Richard Neitzel Holzapfel og Kent P. Jackson, red., Joseph Smith: The Prophet and Seer, Provo, UT: Brigham Young University Religious Studies Center, 2010, s. 347-389.

  12. Lære og Pagter 121:1, 6.

  13. Thomas Ford i et brev til Joseph Smith og andre den 22. juni 1844, Joseph Smith Collection, Kirkens historiske bibliotek, Salt Lake City.

  14. Richard E. Bennett, Mormons at the Missouri, 1846–1852: »And Should We Die …«, Norman, OK: University of Oklahoma Press, 1987, s. 141.

  15. Glen M. Leonard, Nauvoo: A Place of Peace, A People of Promise, Salt Lake City and Provo, UT: Deseret Book and Brigham Young University Press, 2002, s. 600-621.

  16. Thomas L. Kane, The Mormons: A Discourse Delivered before the Historical Society of Pennsylvania: March 26, 1850, Philadelphia: King & Baird, 1850, s. 9-10. Kanes udtalelse fremkom under en forelæsning fire år efter hans besøg i lejrene. I breve til sin familie, som han havde skrevet samtidigt med, at han besøgte den største flygtningelejr i Iowa i juli og august 1846, udtrykker han lignende indtryk. Over for sine forældre beklagede han, at et folk, der var »så uskyldigt, skulle slås, berøves, skændes og myrdes på grund af deres overbevisning i det 19. århundrede« (Thomas L. Kanes brev til John K. Kane og Jane D. Kane, 20.-23. juli 1846, Thomas L. Kane Papers, American Philosophical Society).

  17. Marvin S. Hill, Quest for Refuge: The Mormon Flight from American Pluralism, Salt Lake City: Signature Books, 1989, s. 41-44, 101-102; Kenneth H. Winn, Exiles in a Land of Liberty: Mormons in America, 1830–1846, Chapel Hill: University of North Carolina Press, 1989, s. 96-105, 145, 154-156.

  18. Se for eksempel, »Prospects of the Church«, The Evening and the Morning Star, mar. 1833, s. 4; »Extract, from the Private Journal of Joseph Smith Jr.«, Times and Seasons, nov. 1839, s. 9, tilgængelig på josephsmithpapers.org; og Parley P. Pratt, History of the Late Persecution Inflicted by the State of Missouri upon the Mormons, Detroit, MI: Dawson & Bates, 1839, s. iv-v, tilgængelig på josephsmithpapers.org.

  19. For mere om amerikansk selvtægt henvises til Paul A. Gilje, Rioting in America, Bloomington: Indiana University Press, 1996; David Grimsted, American Mobbing, 1828-1861: Toward the Civil War, New York: Oxford University Press, 1998. Der er meget akademisk litteratur om den vold, der var ansporet af religion og religiøs retorik. For overvejelser om emnet i almindelighed henvises til R. Scott Appleby, The Ambivalence of the Sacred: Religion, Violence, and Reconciliation, Lanham, MD: Rowman & Littlefield, 2000. Til studier med fokus på det 19. århundredes Amerika og i særdeleshed den religiøst inspirerede vold i Syden henvises til Donald G. Mathews, »Lynching Is Part of the Religion of Our People: Faith in the Christian South«, i Beth Barton Schweiger og Donald G. Mathews, red., Religion in the American South: Protestants and Others in History and Culture, Chapel Hill, NC: University of North Carolina Press, 2004, s. 153-194; Orlando Patterson, Rituals of Blood: Consequences of Slavery in Two American Centuries, Washington DC: Civitas/Counterpoint, 1998; Edward J. Blum og W. Scott Poole, red., Vale of Tears: New Essays on Religion and Reconstruction, Macon, GA: Mercer University Press, 2005; og Patrick Q. Mason, The Mormon Menace: Violence and Anti-Mormonism in the Postbellum South, New York: Oxford University Press, 2011.

  20. Militia Act of 1792, 1 Stat. kap. 33, 1792.

  21. Et klassisk studium af vold i nybyggerområderne i Amerika er Richard Maxwell Browns, Strain of Violence: Historical Studies of American Violence and Vigilantism, New York: Oxford University Press, 1975.

  22. Danitterne betragtede dette tyveri som en tilegnelse af nødvendige varer i krigstider. (Se Baugh, Call to Arms, s. 36-43; Richard Lyman Bushman, Joseph Smith: Rough Stone Rolling, med hjælp fra Jed Woodworth, New York: Knopf, 2005, s. 349-355; Dean C. Jessee, Mark Ashurst-McGee og Richard L. Jensen, red., Journals, Volume 1: 1832–1839, bd. 1 i serien Journals fra The Joseph Smith Papers, red. Dean C. Jessee, Ronald K. Esplin og Richard Lyman Bushman, Salt Lake City: Church Historian’s Press, 2008, s. 231, 292-293, tilgængelig på josephsmithpapers.org; og »Danites,« The Joseph Smith Papers, søgt den 23. jan. 2014).

  23. Leonard, Nauvoo, s. 374-375.

  24. Se Ronald W. Walker, »Toward a Reconstruction of Mormon and Indian Relations, 1847 to 1877«, BYU Studies 29, nr. 4, efterår 1989, s. 23-42; og Sondra Jones, »Saints or Sinners? The Evolving Perceptions of Mormon-Indian Relations in Utah Historiography«, Utah Historical Quarterly 72, nr. 1, vinter 2004, s. 19-46. Brigham Young tjente som territoriets guvernør fra 1850-1857 og territoriets tilsynsførende med indianerne fra 1851 til 1857.

  25. Se Howard A. Christy, »The Walker War: Defense and Conciliation as Strategy«, Utah Historical Quarterly 47, nr. 4, efterår 1979, s. 395-420.

  26. For mere om kulturelle misforståelser mellem mormonerne og indianerne henvises til Marlin K. Jensen, »The Rest of the Story: Latter-day Saint Relations with Utah’s Native Americans«, Mormon Historical Studies 12, nr. 2, efterår 2011, s. 16-25.

  27. Brigham Youngs brev til Isaac Higbee, 18. okt. 1849, Brigham Young Office Files, Kirkens historiske bibliotek, Salt Lake City.

  28. Historian’s Office General Church Minutes, referat, 31. jan. 1850, Kirkens historiske bibliotek, Salt Lake City.

  29. D. Robert Carter, Founding Fort Utah: Provo’s Native Inhabitants, Early Explorers, and First Year of Settlement, Provo, UT: Provo City Corporation, 2003, s. 52, 114-115, 135, 142, 145, 153-157, 163, 227. Andre samtidige kilder indikerer, at antallet af indianere, der døde, var mellem 24 og 40, selvom mange senere erindringer anslår dødstallet blandt ute-indianerne til omkring 100. (Se Epsy Jane Williams, Autobiography, s. 1, Kirkens historiske bibliotek, Salt Lake City; og Jared Farmer, On Zion’s Mount: Mormons, Indians, and the American Landscape, Cambridge, MA, and London: Harvard University Press, 2008, s. 67-77).

  30. Se Albert Winkler, »The Circleville Massacre: A Brutal Incident in Utah’s Black Hawk War«, Utah Historical Quarterly 55, nr. 1, vinter 1987, s. 4-21.

  31. Ønskes et overblik over sidste dages helliges omgang med indianerne henviser vi til Jensen, »Latter-day Saint Relations with Utah’s Native Americans«, s. 16-25; se også Ronald W. Walker, »Wakara Meets the Mormons, 1848–52: A Case Study in Native American Accommodation«, Utah Historical Quarterly 70, nr. 3, sommer 2002, s. 215-237.

  32. Jensen, »Latter-day Saint Relations with Utah’s Native Americans«, s. 23.

  33. Om denne »reformation« henvises til Paul H. Peterson, »The Mormon Reformation of 1856-1857: The Rhetoric and the Reality«, Journal of Mormon History 15, 1989, s. 59-87.

  34. Se for eksempel John Brown, journal, 27. nov. og 11. dec. 1856 og 1. jan. 1857, s. 202-206, Kirkens historiske bibliotek, Salt Lake City; Benjamin F. Johnson, selvbiografi, dec. 1856, s. 198, Kirkens historiske bibliotek, Salt Lake City; No Place to Call Home: The 1807–1857 Life Writings of Caroline Barnes Crosby, Chronicler of Outlying Mormon Communities, red. Edward Leo Lyman og andre, Logan, UT: Utah State University Press, 2005, s. 442; og Hannah Tapfield King, selvbiografi, 16. mar. - 9. apr. 1857, Kirkens historiske bibliotek, Salt Lake City.

  35. For mere om sammenblandingen af religiøst sprog med vold i amerikansk historie henvises til John D. Carlson og Jonathan H. Ebel, red., From Jeremiad to Jihad: Religion, Violence, and America, Berkeley: University of California Press, 2012. Den voldsomme retorik blev også ofte brugt i den politiske sfære. I 1857 erklærede senatoren for Illinois, Stephen A. Douglas, for eksempel brutalt, at mormonernes »skikke var forræderiske, afskyelige og bestialske«. Douglas sagde, at det var »uværdigt for et land – uværdigt for menneskeheden – uværdigt for civilisationen« at beskytte dem, der praktiserede flerkoneri. Han fortsatte: »Kniven må sættes ind mod denne befængte, afskyelige cancer, som gnaver sig ind i de vitale organer på det politiske system. Den må skæres ud med rode og brændes over med et rødglødende brændejern og uforfærdet lovgivning.« Det mest inflammatoriske sprog var nedtonet i den officielle version. (Se »Great Rally of the People«, Marshall County, Indiana, Democrat, 25. juni 1857, s. 1; Remarks of the Hon. Stephen A. Douglas, on Kansas, Utah, and the Dred Scot Decision, Chicago: Daily Times Book and Job Office, 1857, s. 11-15; »Senator Douglas’ Speech in Illinois«, New York Herald, 22. juni 1857, s. 2; og Robert W. Johannsen, Stephen A. Douglas, Champaign, IL: University of Illinois Press, 1997, s. 568-569).

  36. Se for eksempel Brigham Young, i Journal of Discourses, 4:53-54; og Heber C. Kimball, i Journal of Discourses, 7:16-21. Dette begreb, der blev kendt som blodsoning, var typisk en fast del af den anti-mormonske retorik i 1800-tallet. Selvom mange af de overdrevne beskyldninger, der dukkede op i den kulørte presse og anti-mormonsk litteratur, er lette at tilbagevise, er det sandsynligt, at der i mindst et tilfælde var nogle få sidste dages hellige, der reagerede på denne retorik. De fleste sidste dages hellige synes dog at have indset, at prædikenerne om blodsoning med historikeren Paul Petersons ord var »overdrivende eller ophedet tale«, som »sandsynligvis havde til hensigt at skræmme Kirkens medlemmer til at indordne sig under de sidste dages helliges læresætninger. For de hellige med gode intentioner skulle de tjene til at gøre dem opmærksomme, kigge indad og i sidste ende omvende sig. For dem, der nægtede at efterleve mormonstandarderne, håbede man, at de ildevarslende trusler ville fremskynde, at de tog væk fra territoriet.« (Se Isaac C. Haights brev til Brigham Young, 11. juni 1857, Brigham Young Office Files; Peterson, »Mormon Reformation of 1856-1857«, s. 67, 84, note 66; se også Encyclopedia of Mormonism, 5 bd., 1992, »Blood Atonement«, 1:131).

  37. Omkring mordet på Parley P. Pratt henvises til Terryl L. Givens og Matthew J. Grow, Parley P. Pratt: The Apostle Paul of Mormonism, New York: Oxford University Press, 2011, s. 366-391; se mere omkring forholdet mellem nyheden om mordet og massakren i Richard E. Turley jun., »The Murder of Parley P. Pratt and the Mountain Meadows Massacre« i Gregory K. Armstrong, Matthew J. Grow, and Dennis J. Siler, red., Parley P. Pratt and the Making of Mormonism, Norman, OK: Arthur H. Clark Company, 2011, s. 297-313.

  38. Mere om Utah-krigen kan ses i William P. MacKinnon, red., At Sword’s Point, Part 1: A Documentary History of the Utah War to 1858, Norman, OK: Arthur H. Clark Company, 2008; og Matthew J. Grow, »Liberty to the Downtrodden«: Thomas L. Kane, Romantic Reformer, New Haven: Yale University Press, 2009, s. 149-206.

  39. Noget af emigranternes kvæg døde på deres vej igennem Utah, hvilket forværrede deres følelse af at have noget at klage over. (Richard E. Turley jun., »The Mountain Meadows Massacre«, Ensign, sep. 2007, s. 14-18).

  40. Brigham Youngs brev til Isaac C. Haight, 10. sep. 1857, Letterbook, bd. 3, s. 827-828, Brigham Young Office Files.

  41. Ronald W. Walker, Richard E. Turley jun., and Glen M. Leonard, Massacre at Mountain Meadows, New York: Oxford University Press, 2008. Der er blevet skrevet meget om massakren ved Mountain Meadows. Et velkendt studium er Juanita Brooks, The Mountain Meadows Massacre, Stanford, CA: Stanford University Press, 1950. Se også Richard E. Turley jun., »The Mountain Meadows Massacre«, Ensign, sep. 2007, s. 14-21; og BYU Studies 47, nr. 3, 2008, et særnummer om emnet, der er tilgængelig på byustudies.byu.edu.

  42. Se for eksempel Polly Aird, Mormon Convert, Mormon Defector: A Scottish Immigrant in the American West, 1848-1861, Norman, OK: Arthur H. Clark Company, 2009; og Walker, Turley, og Leonard, Massacre at Mountain Meadows, s. 42-43, 93. Tvetydige instrukser fra Kirkens ledere kan også have bidraget til voldsepisoder. (Se for eksempel Ardis E. Parshall, »›Pursue, Retake & Punish‹: The 1857 Santa Clara Ambush«, Utah Historical Quarterly 73, nr. 1, vinter 2005, s. 64-86).

  43. George Q. Cannon til Brigham Young, 23. marts 1876, Brigham Young Office Files. I december 1875 bragte avisen Salt Lake Daily Tribune en halv spalte om en politimand, Sam D. Sirrine, fra Salt Lake City, der var forsvundet. Uden at præsentere nogen beviser skrev avisen The Tribune, at Sirrine måtte være blevet dræbt (»blodsoning«) af mormonledere for at godtgøre for lægen J. King Robinsons død. Sirrine blev set i levende live i Californien nogle få år senere. (»Sam D. Sirrine«, Salt Lake Daily Tribune, 5. dec. 1875; »District Attorney Howard Discovers a Long Lost Danite«, Salt Lake Daily Herald, 17. juli 1877; »That Danite,« Salt Lake Daily Herald, 18. Juli 1877).

  44. Den ikke-mormonske minearbejder, Franklin Buck, besøgte adskillige byer i det sydlige Utah i 1871. Han skrev: »Det er mormonerne, der er de kristne, og os, der er hedningerne. I Pioche i Nevada har vi to domstole, et stort antal sheriffer og politibetjente og et fængsel for at tvinge folk til at gøre det, der er rigtigt. Der er slåskampe hver dag, og hver uge dræbes der en mand … I disse mormonbyer er der ingen domstole, ingen fængsler … Alle problemer mellem folk afgøres af ældsterne og biskoppen. I stedet for at alle forsøger at hænge sin næste, trækker de alle på samme hammel« (Franklin A. Buck, A Yankee Trader in the Gold Rush: The Letters of Franklin A. Buck, Katherine A. White, saml., Boston: Houghton Mifflin Company, 1930, 235; se også William Chandless, A Visit to Salt Lake; Being a Journey across the Plains and a Residence in the Mormon Settlements at Utah, London: Smith, Elder, and Co., 1857, s. 181; og Richard F. Burton, The City of the Saints, and Across the Rocky Mountains to California, New York: Harper & Brothers, 1862, s. 214, 224).

  45. Som svar på nogle af disse beskyldninger skrev Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum i 1889: »Vi tager skarpt afstand fra de usande beskyldninger om, at vores kirke går ind for eller tror på at dræbe personer, der forlader Kirken eller forkynder andet end Kirkens lære. Vi betragter en straf af denne karakter med den største forfærdelse, det er afskyeligt for os, og i direkte modstrid med de grundlæggende principper i vores tro« (Officiel erklæring af 12. dec. 1889, i James R. Clark, komp., Messages of the First Presidency of the Church of Jesus Christ of Latter-day Saints, 1833–1964, 6 bd., Salt Lake City: Bookcraft, 1966, 3:185).

  46. Henry B. Eyring, Remarks, 11. Sep. 2007, tilgængelig på mormonnewsroom.org.

  47. Russell M. Nelson, »Salige er de, der stifter fred«, Liahona, nov. 2002, s. 39; citat fra Lære og Pagter 98:16 og Romerbrevet 14:19.