Jeg trænger til din trøst
Forfatteren bor i Utah i USA.
Da vi ikke vidste, hvad vi ellers kunne undervise om, foreslog min makker, at vi sang denne salme.
En fin søndag eftermiddag på min mission i Balsan i Korea sagde min makker og jeg farvel til medlemmerne efter kirke og skulle ud for at forkynde, da missionslederen præsenterede os for en 12-årig dreng, Kong Sung-Gyun. Han havde været i kirke samme dag og ville gerne lære mere om evangeliet.
Vi var selvfølgelig begejstrede over udsigten til at undervise ham, men jeg var også nervøs for at skulle undervise så ungt et menneske. Vi besluttede at sikre os hans forældres tilladelse, så jeg ringede hjem til Kong Sung-Gyun og talte kort med hans mor, Pak Mi-Jung. Jeg blev overrasket, da hun sagde, hun var glad for, at hendes søn overvejede at komme i kirken, og vi gerne måtte komme og undervise ham.
Uventede undersøgere
Næste aften ankom vi til drengens hjem, rede til at undervise. Vi blev overraskede over, at Pak Mi-Jun også ønskede, at vi underviste hendes datter, Kong Su-Jin. Og eftersom vi var fremmede i hendes hjem, ville Pak Mi-Jung sidde med, når vi underviste. Vi var naturligvis glade for at undervise alle dem, der ville lytte.
Efter de havde serveret nogle forfriskninger for os, satte vi os ned og begyndte at snakke. I stedet for bare lige at begynde med lektionen ville Pak Mi-Jung gerne lære os lidt bedre at kende og fortælle lidt om familiens baggrund. Hun fortalte os om de prøver og den modgang, som familien for nylig havde været igennem, blandt andet om sønnens kamp mod kræft. Han havde været igennem flere strålebehandlinger, og kræften var nu på tilbagetog, men lægerne havde advaret dem om, at den kunne blusse op igen når som helst. Det satte sit spor på familien. De hørte til arbejderklassen, og faderen var nødt til at arbejde utrolig hårdt bare for at skaffe familien tag over hovedet og mad på bordet
Jeg var rystet og trist over at høre om deres prøver. Livet var ikke let for dem, men det sammenhold, de havde, var langt mere iøjnefaldende, end jeg havde set hos nogen anden familie i Korea, hvilket siger meget i et familieorienteret samfund som det koreanske. Da vi forlod deres hjem den aften, havde vi lært en speciel familie bedre at kende og haft muligheden for at fortælle dem om evangeliet.
Min makker og jeg tog tilbage flere gange den uge for at undervise, og hver gang oplevede vi den samme varme og generøsitet, som vi havde oplevet ved det første besøg. Da emnet dåb kom op, var begge børnene meget ivrige efter at blive medlemmer af Kirken. Men deres mor delte ikke deres begejstring. Selvom vores undervisning havde vundet gehør hos hende, og hun håbede på, at det var sandt, så følte hun ikke, at hun kunne indgå og holde den slags løfter, som medlemskab af Kirken krævede. Hun følte heller ikke, at det ville være passende, at hun blev døbt uden sin mand, som vi endnu ikke havde mødt. Men hun var dog mere end villig til fortsat at mødes med os, og hun ville også gerne tage med sine børn i kirke.
Mod slutningen af den anden uge, hvor vi fortsat underviste i hendes hjem, mødte vi hendes mand, Kong Kuk-Won – en ydmyg, elskværdig og storsindet mand. Han sluttede sig til os under de sidste få lektioner og troede straks på alt, vi underviste om, deriblandt læresætninger, som andre tit finder svære som tiende og visdomsordet. Til trods for deres forarmede økonomi begyndte de at betale tiende. Faderens eneste hindring var, at han var nødt til at arbejde om søndagen. Han arbejdede i den internationale lufthavn i Seoul hver søndag, så han kunne ikke komme i kirke med sin familie. Trods hans arbejdstider arrangerede han og hustruen at komme til børnenes dåb den følgende søndag.
Efter børnene var blevet døbt, fortsatte vi med at mødes ofte i familiens hjem. Vi holdt familieaften, læste skriftsteder, fortalte om opløftende oplevelser og præsenterede dem for menighedens medlemmer. Men trods det fortsatte bekendtskab med evangeliet syntes forældrene ikke at komme tættere på at blive døbt.
I mellemtiden blev min makker forflyttet, og min nye makker var en ældste, som kom direkte fra missionærskolen. Han var fuld af tro, energi og begejstring, og jeg havde helt ærligt svært ved at følge med ham. Efter vi havde mødtes med Kong Kuk-Won og Pak Mi-Jung nogle få gange, gik min makker til mig og spurgte, om min tidligere makker og jeg havde fastet med dem. Det havde vi ikke. Tanken havde end ikke strejfet mig. Så vi mødtes med familien og foreslog dem, at vi fastede. Jeg blev overrumplet, da jeg fandt ud, at de regelmæssigt havde fastet på egen hånd, dels for deres søns helbred og dels for at Kong Kuk-Won kunne få nye arbejdstider, så han kunne komme med i kirke. Efter min makker og jeg fastede med dem, blev vore bønner besvaret ved, at Kong Kuk-Won fik nye arbejdstider. Men Pak Mi-Jung var stadig urokkelig med hensyn til at blive døbt.
En inspireret idé
Så fik min makker endnu en strålende idé. Han hev sin salmebog i lommeformat frem og spurgte, om vi måtte synge med dem. Selvom vi havde sunget sammen ved tidligere lejligheder, så havde jeg aldrig set Pak Mi-Jung synge og gik derfor ud fra, at hun ikke kunne lide at synge, eller at hun følte sig ilde til mode, fordi hun ikke kendte sangene. Min makker spurgte, om hun havde en yndlingssalme, og til min forbløffelse blev hun meget rørt og svarede, at lige siden hun var lille, havde hendes yndlingssalme været »Jeg trænger til din trøst« (Salmer og sange, nr. 51). Vi begyndte at synge firstemmigt, faderen sang melodistemmen, moderen sang alt, min makker tenor, og jeg sang bas.
Ånden var stærk i rummet. Da vi kom til tredje vers, overvældede følelserne hende, og hun tav, mens vi fortsatte:
»Jeg trænger til din trøst,
i glæde, sorg,
jeg søger til din favn,
til himlens borg.
Hen til dig o hen til dig,
ja, jeg søger til dig.
Velsign mig nu, min Frelser,
tag du mod mig.«
Da vi afsluttede fjerde og sidste vers, hulkede hun. Hendes mand prøvede at trøste hende, og hun blev til sidst i stand til at samle sig. Hun så mig lige ind i øjnene og sagde: »Jeg er nødt til at blive døbt.«
Det dåbsmøde, vi holdt for Kong Kuk-Won og Pak Mi-Jung den søndag eftermiddag, var et af de mest åndelige på hele min mission. Deres børn var på programmet, og adskillige lokale medlemmer deltog for at vise deres støtte til den senest nyomvendte familie i menigheden. Min makker og jeg bidrog med et bestemt musiknummer: »Jeg trænger til din trøst«.
Med tiden færdiggjorde jeg min mission og vendte hjem. Efter et års universitetsstudier vendte jeg tilbage til Korea om sommeren for at komme i praktik, og hver weekend gjorde jeg det til en prioritet at besøge de mange gode venner og familier, jeg havde mødt på min mission. Efter nogle få uger kom jeg tilbage til Balsan og mødtes med denne specielle familie. Da jeg ankom til deres hjem, bemærkede jeg, at der manglede en – deres søn. Med tårer i øjnene fortalte Pak Mi-Jung mig nyheden: Sønnens kræft var vendt tilbage, og han havde i en alder af 14 år tabt kampen.
Da jeg prøvede at udtrykke min medfølelse og håndtere den sorg, jeg følte, forsikrede Kong Kuk-Won mig om, at alt ville blive godt. De elskede evangeliet, kom trofast i Kirken og så frem til den dag, hvor deres familie kunne blive beseglet til hinanden for evigt i templet i Seoul. Trods deres hjertesorg vidste familien, at de ville se Kong Sung-Gyun og blive forenet igen. Pak Mi-Jung fortalte mig også, at når hun sang salmer hver dag, hjalp det hende til at finde styrke og føle den ro, Ånden bragte.
Da jeg forlod deres hjem den aften, tænkte jeg igen over ordene i Pak Mi-Jungs yndlingssalme. Jeg er taknemlig for, at vor himmelske Fader velsignede familien med fred, da Kong Sung-Gyun gik bort, og jeg er især taknemlig for den rolle, som Ånden spillede for Pak Mi-Jungs omvendelse, som gjorde familien i stand til modtage templets evige velsignelser.