Hvem er din helt?
Forfatteren bor i Californien i USA.
Ellie vidste godt, hvem hendes helt var, men hun var bange for at sige det højt.
»Lyt altid til din samvittigheds bud, og om nødvendigt hold ud« (Børnenes sangbog, s. 80).
Ellie bed nervøst i sin tommelfingernegl. Frk. Fitz gik ned ad rækkerne mellem skolebordene og stillede hver elev et spørgsmål, en for en.
»Hvem er din helt?« spurgte frk. Fitz Jeremy.
Jeremy var ikke længe om at svare. »Min far,« sagde han stolt.
Frk. Fitz smilede. »Og din, Sarah?«
Hendes svar kom lige så prompte. »Abraham Lincoln.«
Ellie kunne mærke sit hjerte dunke, da frk. Fitz fortsatte ned ad rækken. De havde talt om helte hele dagen, og nu skulle alle sige, hvem deres helt var – foran hele klassen!
Amber og Justin sagde, at deres mor var deres helt. Walter sagde, at det var hans bedstefar. Nogle få andre elever sagde, at deres helt var en konge eller en præsident.
Der var kun få elever tilbage, inden frk. Fitz kom hen til Ellie. Hun skulle tænke på en helt – og det i en fart.
Ellie så genert ned på sine sko. Det var ikke noget problem at komme i tanke om en helt. Hun vidste allerede, hvem hendes helt var. Det var Jesus Kristus. Han havde helbredt de syge, oprejst de døde og betalt prisen for alles synder. Han var den største helt nogensinde! Hun var bare bange for at sige det.
Ellie bed i sin tommelfingernegl igen ved tanken om at fortælle hele klassen, at Jesus Kristus var hendes helt. Hvad nu hvis Jeremy grinede af hende? Hvad hvis Sarah og Amber hviskede bag hendes ryg i frikvarteret?
Selvfølgelig vidste hun, at Jesus Kristus var hendes helt. Men det betød ikke, at alle behøvede at vide det.
Frk. Fitz stoppede op foran Ellies bord og smilede. »Og hvem er din helt, Ellie?«
Ellie kastede et blik på hele rækken af elever ved siden af hende op til frk. Fitz. »Abraham Lincoln«, hviskede hun.
Frk. Fitz smilede stort. »Godt,« sagde hun og gik videre til den næste elev.
Så snart hun var gået, sank Ellie skuldrene i lettelse. Gudskelov var det ovre. Det sidste, hun havde brug for, var, at alle i klassen vidste, at hendes helt var …
»Jesus Kristus«, lød en stemme.
Ellie spærrede øjnene op og vendte sig langsomt om. Der – bare lidt længere nede ad rækken – sad en lille dreng med uglet hår. Han var tynd og genert, og han sad altid bagest i klasseværelset. Ellie vidste ikke engang, hvad han hed. Hun kunne ikke huske, at han nogensinde havde sagt et ord – indtil nu.
Et par elever vendte sig om og stirrede på drengen, men han bemærkede dem ikke. Han så bare op på frk. Fitz og talte igen. »Min helt er Jesus Kristus.«
Frk. Fitz smilede bredt og fortsatte ned ad rækken. Men Ellie stirrede forundret på drengen. Hun havde været bange for at fortælle alle om sin helt, men det havde drengen ikke været. Han gik ikke engang i hendes kirke! Men han vidste, at det var vigtigt at stå som et eksempel på Jesus Kristus, selv når det var svært.
Ellie smilede til drengen. Hun ville ikke være bange for at sige, hvem hendes helt var mere. Nu havde hun trods alt to af dem.