2015
Familieaften – det kan I godt klare!
April 2015


Vores hjem og familie

Familieaften – det kan I godt klare!

Uanset hvordan jeres familie er, kan familieaften velsigne og styrke jer.

Billede
composite of older photo and paint brushes with paint on them.

Historiske fotografier er venligst udlånt af Brigham Young University; foto af maleri: iStock/Thinkstock

En far kommer træt hjem efter en lang dag på arbejdet og møder familien, der er lige så trætte og småsure. Det er mandag aften, og det virker til at være umuligt at holde familieaften. Da forældrene havde bedt en bøn om hjælp, besluttede de sig for at gøre det enkelt. De kaldte familien sammen, sang en salme og bad sammen. De gav alle i familien et lille lys, som de kunne tænde, mens de fortalte om noget, der havde inspireret dem for nylig. I et mørkt rum kan lysene være symbol på inspiration og fange børnenes opmærksomhed. Når man bærer sit vidnesbyrd for hinanden, kommer der en dejlig atmosfære af fred og kærlighed i hjemmet. Da aftenen er forbi, er familien taknemlig for, at de holdt familieaften.

Ved I, at familieaften har været et program i Kirken i 100 år? I april 1915 rådede Det Første Præsidentskab medlemmerne til at sætte en aften af hver uge til familiebøn, musik, undervisning om evangeliet, historier og aktiviteter. (Se uddrag af Det Første Præsidentskabs brev på side 80). Profeter minder os stadig om vigtigheden af familieaften. »Vi har ikke råd til at forsømme dette himmelsk inspirerede program«, har præsident Thomas S. Monson sagt. »Det kan bringe åndelig vækst til hvert medlem af familien og hjælpe ham eller hende til at modstå de fristelser, som findes overalt.«1

Disse ting er værd at have in mente, når man gør familieaften til en del af sin uge:

Dette gælder mig. »Familieaften er for alle,« har ældste L. Tom Perry fra De Tolv Apostles Kvorum sagt.2 Vi kan alle – gifte som enlige, med eller uden børn – afsætte tid til at styrke familien og lære om evangeliet.

Jeg kan finde tiden. Kirken viser vejen ved at holde mandag aften fri for alle aktiviteter i Kirken. I kan vise Herren og jeres familie, at I er villige til at sætte tid af til det, der er vigtigst.

Jeg kan finde ud af, hvad der virker for min familie. Hvis jeres familie er spredt geografisk, så prøv at holde »online familieaften« ved at tale sammen online eller i telefonen. Er nogle nødt til at arbejde over eller sent? Så hold familieaften i parken nær arbejdspladsen i en pause. En fraskilt far holdt »familiebrevaften« hver mandag ved at skrive til sine børn, som boede langt væk.3 Brug udfordringer til at være mere kreative.

Jeg kan begynde denne uge. Familieaften kan tilpasses til de behov og omstændigheder, der er i jeres hjem. Her er nogle generelle forslag:

  • Indled og afslut med bøn.

  • Brug musik, blandt andet salmer og primarysange.

  • Lær af skrifterne og de levende profeter.

  • Benyt jer af fysiske aktiviteter, tjenesteprojekter og evangeliecentrede aktiviteter fra uge til uge.

  • Hav det sjovt! Spil et spil eller lav forfriskninger.

  • Vær vedholdende. Hvis I ikke kan gøre det om mandagen, så find en anden dag, der passer jer.

Jeg ønsker velsignelserne. Profeter har lovet os store velsignelser, hvis vi holder familieaften: Kærligheden og lydigheden i hjemmet vil blive større. Tro vil udvikle sig i de unges hjerte. Familien vil få »kraft til at bekæmpe de ugudelige påvirkninger og fristelser«, som omgiver dem.4

Selvom jeres familieaftener måske ikke er fuldkomne oplevelser hver gang, vil jeres familie blive styrket og velsignet takket være jeres indsats. »Hver familieaften er et penselstrøg på sjælens lærred,« har ældste David A. Bednar fra De Tolv Apostles Kvorum sagt. »Ingen enkeltbegivenhed synes at være særlig imponerende eller mindeværdig. Men ligesom … penselstrøg fuldender hinanden og frembringer et imponerende mesterværk, kan vores udholdenhed med at gøre tilsyneladende små ting også føre til betydningsfulde åndelige resultater.«5

Noter

  1. Thomas S. Monson, »Uforanderlige sandheder i skiftende tider«, Liahona, maj 2005, s. 19.

  2. Se L. Tom Perry, »Jeg blev derfor undervist«, Stjernen, juli 1994, s. 38.

  3. »Family Home Evening: Any Size, Any Situation«, Ensign, dec. 2001, s. 42.

  4. Det Første Præsidentskab, i James R. Clark, saml., Messages of the First Presidency of The Church of Jesus Christ of Latter-day Saints, 6 bd., 1965-1975, 4:339.

  5. Se David A. Bednar, »Mere flittige og engagerede hjemme«, Liahona, nov. 2009, s. 19.