Hvad vil du vælge?
Fra CES-foredraget »Unge af den ædle førstefødselsret: Hvad vælger I?«, der blev holdt på Brigham Young University – Hawaii den 6. september 2013. Find talen i sin helhed på cesdevotionals.lds.org.
I blev udpeget af jeres himmelske Fader til at opbygge Guds rige på jorden i denne tid og til at forberede et folk til at modtage Frelseren.
I er som den stærke og stræbende ungdom1 bogstaveligt talt Guds sønner og døtre, født på denne tid i verdenshistorien med et helligt formål. Skønt samfundets moralske og religiøse værdier synes at svækkes verden over, vil denne kirkes ungdom være eksempler på Herrens standard og være lysende ledestjerner, der drager andre til ham. Jeres identitet og formål er unik.
Hvad er jeres identitet? I er børn af den pagt, Gud indgik med Abraham, da Abraham blev lovet, at »alle jordens slægter skal velsignes i dit afkom« (ApG 3:25; se også 1 Ne 15:18; 3 Ne 20:25). I er også den forjættede dags børn,2 denne periode i verdenshistorien, hvor evangeliet skal forkyndes vidt og bredt over hele jorden.
Hvad er målet for jer? I, brødre, blev forudordineret i forudtilværelsen til at bære præstedømmet (se Alma 13:2-3). Og I, søstre, blev udvalgt før verdens begyndelse til at føde og drage omsorg for børn, og i dette ærer I Gud (se L&P 132:63). Har I søstre overvejet, hvad det betyder at være medskabere med Gud?
Hver enkelt af jer unge mand og kvinde blev udpeget af jeres himmelske Fader til at opbygge Guds rige på jorden i denne tid og til at forberede et folk til at modtage Frelseren, når han skal regere som tusindårsrigets Messias. Jeres ædle førstefødselsret, identitet, mål og guddommelige udpegelse adskiller jer fra alle andre.
Men hverken jeres førstefødselsret, jeres førjordiske ordination eller udpegelse kan frelse eller ophøje jer. Det opnår I gennem jeres individuelle beslutninger, og når I vælger at gøre brug af kraften i Herrens forsoning. Det store evige princip om handlefrihed er afgørende i Faderens plan. Så hvad vælger I stærke og stræbende unge?
Vælger I at tilegne jer større kundskab?
Alle kan uddanne sig. Ingen andre kan uddanne sig for jer. Så tilegn jer et stærkt ønske om at lære, hvor I end befinder jer. For os som sidste dages hellige er det at få en uddannelse ikke blot et privilegium, det er et religiøst ansvar. »Guds herlighed er intelligens« (L&P 93:36). Så vi uddanner os også til evigheden.
»Uanset hvilket intelligensniveau vi opnår i dette liv, så opstår det sammen med os i opstandelsen.
Og hvis en person ved sin flid og lydighed opnår større kundskab og intelligens i dette liv … så har han en tilsvarende fordel i den kommende verden« (L&P 130:18-19).
Et så langsigtet perspektiv kan hjælpe jer til at træffe gode valg angående læring og uddannelse.
Vær ikke bange for at forfølge jeres mål – eller drømme! Men vid, at der ikke findes nogen genvej til udmærkelse eller kompetence. Uddannelse er forskellen på at ønske, at man kunne hjælpe andre mennesker og at være i stand til at hjælpe dem.
Hvilket slags liv vælger I?
I forventes at leve på en anderledes måde end andre. I ved, hvad Paulus sagde til den unge Timotheus: »Vær et forbillede for de troende i tale, i adfærd, i kærlighed, i troskab, i renhed« (1 Tim 4:12).3 Vælg at tænke og handle anderledes end folk af verden. Vælg at se anderledes ud og se, hvordan I kan virke for det gode. Søster Ardeth G. Kapp har engang sagt: »Man kan ikke være livredder, hvis man ligner alle andre svømmere på stranden.«4
Som unge med den ædle førstefødselsret kan I få en fantastisk start på livet, men I har også et større ansvar. »For af ham [eller hende], til hvem meget er givet, bliver der krævet meget« (L&P 82:3; se også Luk 12:48). En del af det, der kræves, er, at man lader sig indrullere. Da I blev døbt, blev I faktisk hvervet til Herrens hær.5 I forudtilværelsen stod I på Jesu Kristi side under krigen i himlen. Og nu fortsætter konflikten mellem gode og onde kræfter her på jorden. Det er sandt! (Se Åb 12:7-9; L&P 29:40-41). På Guds side finder man Jesus Kristus, som blev forudordineret til at blive verdens Frelser (1 Ne 10:4). På den modsatte side finder man Satan – en oprører og modstander af handlefriheden (se Moses 4:3).6
Guds plan tillader, at modstanderen kan friste jer, så I kan udøve jeres handlefrihed til at vælge det gode frem for det onde, til at vælge omvendelse, til at vælge at komme til Jesus Kristus, tro på hans lære og følge hans eksempel. Det er et stort ansvar og en stor tillid!
Jeres frihed til at vælge selv er så afgørende for jeres evige fremgang og lykke, at modstanderen udøver en ekstraordinær indsats for at underminere den (se 2 Ne 2:27; 10:23).
Vil I fastsætte nogle prioriteter, som kan hjælpe jer i jeres beslutninger?
Alle jeres valg vil ikke stå mellem godt og ondt. Mange valg er mellem to gode muligheder. Ikke alle sandheder er skabt lige, så I er nødt til at prioritere. Vid i jeres stræben efter kundskab, at den allervigtigste sandhed, som I kan lære, kommer fra Herren. Det bekræftede Frelseren selv i sin ypperpræstelige bøn til Faderen. Han sagde: »Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus« (Joh 17:3). Søg frem for alt andet, I prøver på at lære, at kende Gud, vor himmelske Fader, og hans Søn, Jesus Kristus. Lær dem at kende og elsk dem, som jeg gør.
Et andet væsentligt skriftsted, som har hjulpet mig gennem livet, er dette: »Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift« (Matt 6:33).
I bør mere end noget andet i denne verden have et ønske om at træffe valg, der leder til den ultimative og herlige skæbne – evigt liv. Det er Guds store herlighed for jer (se L&P 14:7; Moses 1:39). Gør evigt liv til jeres højeste prioritet. Studér skrifterne, såsom afsnit 76 og 88 i Lære og Pagter, for at forstå mere om de forskellige velsignelser, der venter dem, der vælger evigt liv, og dem, der ikke gør det. Vælg evigt liv som jeres første prioritet og læg mærke til, hvordan andre valg falder på plads.
Hvem vælger I at omgås med?
I vil komme til at omgås mange gode mennesker, som også tror på Gud. Uanset om de er jøder, katolikker, protestanter eller muslimer, så ved troende, at der er en absolut sandhed! Troende på Gud har en samvittighed. Troende adlyder frivilligt både civile og guddommelige love, selv love, som ellers ville være umulige at håndhæve.
Med jeres forpligtelse til at adlyde civile og guddommelige love stopper I for rødt lys, selv om der ikke er andre trafikanter i syne. I ved som Guds børn, at selv hvis politiet ikke fanger jer, så er det stadig forkert at stjæle, slå ihjel eller bedrive hor, og Gud vil i sidste ende holde jer ansvarlige. I ved, at konsekvenserne for ikke at følge reglerne ikke er timelige, men evige.
På jeres rejse gennem livet vil I også stifte bekendtskab med mennesker, som ikke tror på Gud. Mange af dem har endnu ikke fundet guddommelig sandhed og ved ikke, hvor de skal finde den. Men I unge af den ædle førstefødselsret kan komme dem til undsætning. I stort tal bakker I op om Guds profets kald om flere missionærer. Vi er dybt taknemlige for hver eneste en!
Når I omgås med ikke-troende, vær da opmærksomme på, at nogle få af dem ikke vil jeres bedste (se L&P 1:16). Flygt – ligeså snart I måtte opdage det – flygt hurtigt og permanent fra dem (se 1 Tim 6:5-6, 11).
I vil desværre også møde mennesker, hvis desperate søgen efter noget, der for dem ligner lykke, fører dem ned af syndens glatte skrænt. Vogt jer for den slimede sliske! Ethvert behag ved synd er kun flygtigt, og minder om synd er fyldt med nagende og tyngende skyld. Den syndige forvrængning af det, der guddommeligt blev skabt til at forene mand og hustru, er blot en hul efterligning. Enhver uretmæssig oplevelse er blottet for dybere betydning og kærlige minder.
Vælger I frihed eller fangenskab?
Gudløse kræfter er på spil overalt. I lever bogstaveligt talt i fjendeland.7 Pornografiens giftige plage hærger overalt. Den fanger alle, som giver efter, i sit luskede greb.
Det blev forudset af Herren, som har sagt: »Og nu viser jeg jer en hemmelighed, noget som finder sted i lønkamrene, og som i tidens løb vil medføre jeres udryddelse, og I vidste det ikke« (L&P 38:13, se også vers 28).
Overvej, hvor mange mennesker der i mange lønkamre søger at ødelægge jeres liv og lykke! Der er ikke noget nyt i kødelig fristelse. Apostlen Peter advarede om samme snare, da han skrev:
»De [forfører]… i kødeligt begær andre, som lige har gjort sig fri …
de lover dem frihed, skønt de selv er slaver af fordærvelsen; for det, man ligger under for, er man slave af« (2 Pet 2:18-19).
Undgå det slaveri, mine kære brødre og søstre. Ser I pornografi, så hold op med det nu! Søg hjælp fra jeres biskop. Ingen er kløgtig nok til at overliste modstanderen på egen hånd, når først man er blevet forgiftet af pornografi. Det er ligeså smitsomt som spedalskhed, ligeså vanedannende som speed, og lige så ætsende som lud.
Vil I vælge at følge Herren eller menneskers filosofier?
Studér nøje »Familien: En proklamation til verden.«8 Familien er under angreb verden over, men sandhederne i familieproklamationen vil styrke jer.
I må forstå de vidtrækkende konsekvenser af samfundets nuværende ordstrid over selve definitionen på ægteskab. Den nuværende debat går på spørgsmålet om, hvorvidt to mennesker af samme køn kan blive viet. Hvis I har spørgsmål angående Kirkens holdning til dette eller andre vigtige emner, så overvej det bønsomt og lyt derefter opmærksomt til de levende profeters budskaber. Deres inspirerede ord kan tillige med inspiration fra Helligånden give jer en større og mere sand forståelse. 9
Debatten om ægteskabet er en ud af de mange kontroverser, der vil udfordre jer i fremtiden. I vil som unge af den ædle førstefødselsret vælge at stå for Herren og hans sandhed mod modstanderens voldsomme røst.
Apostlen Paulus profeterede om vor tids vanskeligheder (se 2 Tim 3:1-5). Paulus’ præcise forudsigelse af vor tids åndelige fordærv blev fulgt op af en betryggende konklusion, der fortæller os, hvordan vi kan skærme os: »Fra barnsben kender du De hellige Skrifter, der kan give dig visdom til frelse ved troen på Kristus Jesus« (2 Tim 3:15).
Jeg tilslutter mig hans råd: fortsæt med at studere skrifterne. Bliv ved med at gøre de ting, der opbygger jeres tro på Jesus Kristus. Og bemærk da de vise valg, I vil føle det naturligt at træffe.
Jeres tro på Jesus Kristus og hans evangelium vil give jer modet til at blive gift og til at få børn, mens I er unge og i stand til at få dem. Når I når min alder, vil I skatte jeres børn, jeres børnebørn og oldebørn mere end nogen berømmelse og rigdom, der ellers må blive jer til del.
Hvordan vil I forberede jer på jeres personlige interview med Frelseren?
I unge af den ædle førstefødselsret er ikke fuldkomne endnu. Det er ingen af os. Så I er, som resten af os, meget taknemlige for Frelserens forsoning, som giver fuldstændig tilgivelse, når I oprigtigt omvender jer. I ved også, at jeres tid her på jorden er relativ kort. Med tiden vil enhver af jer forlade denne skrøbelige eksistens og gå videre til den næste verden.
Dommens dag venter os alle. Jeg ved, at »portens vogter er Israels Hellige; og han beskæftiger ingen tjener der« (2 Ne 9:41). Ja, vi skal hver især stå til regnskab for Jesus Kristus.
Hver eneste dag på jorden giver jer tid og mulighed for at forberede jer på det møde. Men I skal vide dette: Når I vælger at leve på Herrens side, er I aldrig alene. Gud har givet jer adgang til sin hjælp på jeres færd fremad på livets faretruende sti. Når I flittigt og oprigtigt udøser jeres hjerte til ham i daglig bøn, vil han sende sine engle til at hjælpe jer (se L&P 84:88). Han har givet jer Helligånden til at være ved jeres side, når I lever værdigt. Han har givet jer skrifterne, så I virkelig kan mætte jer med Jesu Kristi ord (se 2 Ne 9:51; 32:3) Han har givet jer de levende profeternes ord, som I kan give agt på.
Til hvem vil I sætte jeres lid?
I ved, at Gud er jeres Fader. Han elsker jer. Han ønsker, I skal være lykkelige Sæt jeres lid til ham (se 2 Ne 4:34; 28:31). Hav fokus på hans hellige tempel. Vær værdige til at modtage jeres begavelse og beseglende ordinancer. Forbliv trofaste mod disse pagter, og kom ofte til templet. Husk på, at jeres højeste mål er at opnå den største af alle Guds velsignelser, nemlig evigt liv (se L&P 14:7). Templets ordinancer er altafgørende i forhold til den velsignelse (se L&P 131:1-3).
Jeg opfordrer jer til bønsomt at studere udtalelsen i skriften om jeres identitet, mål og velsignelse (se L&P 86:8-11). Ja, I er vitterligt unge af den ædle førstefødselsret, skabt i Guds billede. I er de retmæssige arvinger, som skal prøves. Må I vælge at være et lys for verden, hjælpe med at frelse Guds børn, nyde glæde og i sidste ende det evige livs velsignelser.