Budskab fra Det Første Præsidentskab
Følg profeterne
Præsident Thomas S. Monson
Jeg tjente i den amerikanske flåde mod slutningen af anden verdenskrig. Jeg var menig, den allerlaveste rang i flåden. Senere blev jeg korporal af første rang, hvorefter jeg kvalificerede mig til sergent af tredje rang.
Anden verdenskrig sluttede, og jeg blev senere hjemsendt. Men jeg traf en beslutning om, at hvis jeg nogensinde skulle tilbage i militæret, skulle det være som officer. Jeg tænkte: »Ikke flere køkkentjanser til mig, eller noget med at skrubbe dæk, hvis jeg kan undgå det.«
Efter jeg var blevet hjemsendt, blev jeg en del af flådens reserve. Jeg var på øvelse hver mandag aften. Jeg studerede flittigt for at kvalificere mig akademisk. Jeg gennemgik alle tænkelige undersøgelser, mentale, fysiske og følelsesmæssige. Endelig kom den skønne nyhed: »Du er blevet godkendt som løjtnant i den amerikanske flådes reserve.«
Jeg viste den glædestrålende til min hustru, Frances, og sagde det: »Jeg gjorde det! Jeg gjorde det!« Hun krammede mig og sagde: »Du har også arbejdet hårdt for at opnå det.«
Men så skete der noget. Jeg blev kaldet som rådgiver i biskoprådet i min menighed. Biskoprådsmøderne lå samme aften som mine flådeøvelser. Jeg vidste, at det var en forfærdelig konflikt. Jeg vidste, at jeg ikke både havde tid til at gå videre i reserven og passe mine pligter i biskoprådet. Hvad skulle jeg dog gøre? Der skulle træffes en beslutning.
Jeg bad om det. Så gik jeg hen til den mand, som var min stavspræsident, da jeg var dreng, ældste Harold B. Lee (1899-1973), der nu tjente som medlem af De Tolv Apostles Kvorum. Jeg satte mig ved bordet over for ham. Jeg fortalte ham, hvor stor pris jeg satte på officersbestallingen. Jeg viste ham oven i købet den udnævnelse, jeg havde modtaget.
Illustration: Paul Mann
Efter han havde tænkt over sagen et øjeblik, sagde han: »Gør sådan her, bror Monson. Du skriver til forsvarsministeriet og fortæller dem, at du på grund af din kaldelse som medlem af biskoprådet ikke kan modtage udnævnelsen som officer af reserven i USA’s flåde.«
Mit hjerte sank i livet. Så sagde han: »Skriv til kommandanten for det 12. flådedistrikt i San Francisco og fortæl dem, at du ønsker at træde ud af reserven.«
Jeg sagde: »Ældste Lee, du forstår dig ikke på militæret. Selvfølgelig vil de undlade at udnævne mig til officer, hvis jeg nægter at modtage udnævnelsen, men det 12. flådedistrikt vil ikke give slip på mig. Nu hvor det trækker op til krig i Korea, er det helt sikkert, at de indkalder en ikke udnævnt officer. Hvis jeg bliver indkaldt, bliver det ikke som officer, hvis jeg ikke tager imod denne udnævnelse. Er du sikker på, at det er det råd, som du ønsker at give mig?«
Ældste Lee lagde sin hånd på min skulder og sagde faderligt: »Bror Monson, vis mere tro. Militæret er ikke noget for dig.«
Jeg gik hjem. Jeg lagde den nu tårevædede udnævnelse tilbage i konvolutten med følgebrevet og accepterede ikke udnævnelsen. Derpå skrev jeg et brev til det 12. flådedistrikt og bad om lov til at træde ud af flådens reserve.
Min udtrædelse af flådens reserve faldt i den sidste gruppe, der blev behandlet, før krigen brød ud i Korea. Mit stabskompagni blev indkaldt. Seks uger efter kaldelsen som rådgiver i biskoprådet blev jeg kaldet som biskop for min menighed.
Jeg ville ikke have haft den stilling, jeg har i Kirken i dag, hvis jeg ikke havde fulgt en profets råd, ikke havde bedt om beslutningen, og ikke havde erkendt en vigtig sandhed: Guds visdom virker ofte som tåbelighed for mennesker.1 Men den største lektie, vi kan lære i dette jordeliv, er, at når Gud taler, og hans børn adlyder, gør de altid ret.
Det er blevet sagt, at historien ofte drejer på små hængsler, og det gør vores liv også. Valg afgør skæbner. Men vi er ikke efterladt uden hjælp, når vi skal vælge.
Hvis I ønsker at se himlens lys, hvis I ønsker at mærke den almægtige Guds inspiration, hvis I ønsker at føle i jeres indre, at jeres himmelske Fader vejleder jer, så følg Guds profeter. Når I følger profeterne, er I på sikker grund.
Undervisning ud fra dette budskab
Det er ikke mange medlemmer af Kirken, der modtager råd på tomandshånd fra en apostel, som præsident Monson gjorde. Men vi vil stadig blive velsignet, når vi følger profeternes og apostlenes belæringer. Overvej at læse præsident Monsons taler fra den seneste generalkonference (glem ikke de indledende og afsluttende bemærkninger). Se efter specifik vejledning eller opfordring til handling. I kan drøfte det, I finder frem til, med dem, I besøger, og overveje, hvordan I kan følge præsident Monsons råd.
I finder forslag til undervisning af børn og unge i dette budskab på side 6.