Det hemmelige våben
Forfatteren bor i Arizona i USA.
Alle havde undervurderet, hvad Ivy var i stand til.
»Vi må alle hjælpe til« (Børnenes sangbog, s. 116).
»Ikke, Ivy! Hun er pige,« hviskede Braden bag Adam.
Men Adam var holdleder for høvdingeboldholdet, og han havde truffet sit valg. »Jeg vælger Ivy«, gentog han lidt højere. Tyler, den anden holdleder, smilede smørret. Selv træner Garcia så overrasket ud over Adams andet valg.
Ivy så også overrasket ud, og så trådte hun lidt genert frem. Braden jamrede.
Ivy var ikke bare pige. Hun var den mindste pige i klassen. Hun virkede ikke særlig hurtig, og bolden virkede større end hende. »Hun kan sikkert ikke engang løfte bolden,« sagde Braden, da Ivy gik over på plads.
»Hun kan være vores hemmelige våben,« sagde Adam og prøvede at lyde sikker. Men det var ikke derfor, han havde valgt hende. Ivy havde engang fortalt Adam, at hun ikke kunne lide det, når de skulle spille, for hun blev altid valgt til sidst. De andre drenge drillede Ivy, men Adams mor og far havde fortalt ham, at drengene skulle vise respekt over for pigerne. Så han valgte Ivy. Da han så, at Tyler valgte den største dreng i klassen, håbede Adam, at han havde valgt rigtigt.
Da alle var kommet på et hold, fløjtede træner Garcia, og holdene løb hen i den modsatte ende af banen. Træner Garcia gav Tyler bolden, og Tyler kastede et hurtigt blik på Adams hold, inden han fokuserede på Ivy. Han strakte armen tilbage og skød bolden af sted.
Smak! Bolden ramte jorden og hoppede tilbage uden at ramme nogen. Adam blinkede. Ivy havde flyttet sig lige i rette tid. Alle omkring ham virkede overraskede, men Adam smilede bare. Måske havde det alligevel været en god idé at vælge Ivy.
Spillet fortsatte. Tyler blev ved med at prøve at ramme Ivy, men hun undveg og dukkede sig hele tiden. Ingen kunne ramme hende med bolden. Tyler og nogle andre på hans hold havde så travlt med at prøve at få ram på Ivy, at de ikke rigtig prøvede at ramme andre. Adam grinede – Ivys størrelse gjorde hende rent faktisk bedre til høvdingebold, fordi hun var lille og hurtig og derfor sværere at ramme.
Til sidst vandt Adams hold. »Du havde ret med det hemmelige våben,« sagde Braden. »Ivy er ret god.«
»Ja ha,« sagde Tyler. »Næste gang vælger jeg hende til mit hold. Så vinder vi helt sikkert!« Ivy smilede, da hun gik tilbage til klasseværelset, omringet af holdkammerater.
Adam kunne ikke lade være med at smile, da han fulgte gruppen. Han havde været venlig mod Ivy, og han havde hjulpet de andre drenge til at vise lidt mere respekt for pigerne. Det største hemmelige våben var slet ikke hemmeligt – det var bare at være venlig.