Vil du bede med mig?
Jonathan H. Bowden, Utah i USA
»Jeg er lige straks tilbage,« sagde min thailandske værtsfar, da han gik ud af døren. I det mindste er det, hvad jeg tror, at han sagde. Min forståelse af det thailandske sprog var meget begrænset.
Jeg havde boet i Thailand i små fire måneder i forbindelse med et frivilligt samfundstjenesteprojekt, og skønt jeg kunne tale en smule thailandsk, havde jeg stadig meget at lære. Jeg var lige kommet til et nyt område, men min værtsfamilie forstod allerede, at jeg var medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Jeg gjorde mit bedste for at forklare mine standarder og gav også familien en Mormons Bog og pjecen Til styrke for de unge.
Mens jeg ventede på, at min værtsfar skulle vende hjem, sad jeg på gulvet i stuen og begyndte at læse i en thailandsk parlør. Pludselig fik jeg en stærk tilskyndelse til at spørge, om han ville bede bøn sammen med mig. Jeg havde før tænkt på at spørge ham, men tilskyndelsen havde aldrig før været så stærk. I løbet af min tid i Thailand havde jeg ved flere lejligheder fortalt om evangeliet, men jeg havde aldrig bedt nogen om at bede sammen med mig.
Der var god kemi mellem min værtsfar og jeg. Jeg kaldte ham endda »far«, hvilket han syntes at påskønne. Jeg følte mig først spændt og så nervøs. Sæt nu han sagde nej? Hvad nu hvis han så ville føle sig utilpas i mit nærvær resten af den tid, jeg boede hos dem? Skulle jeg risikere at ødelægge vores venskab? Og som om det ikke var nok, så vidste jeg heller ikke, hvordan man beder på thai. Jeg kunne ikke engang thailandsk nok til at spørge min værtsfar, om han ville bede, så jeg bad min himmelske Fader om hjælp.
Kort tid efter hørte jeg en høj skramlen, da lågen blev lukket. Da min værtsfar trådte ind, hilste han på mig og sagde, at han ville gå i seng. Jeg var klar over, at jeg ikke kunne lade muligheden smutte fra mig. Da jeg åbnede munden, vidste jeg straks, hvad jeg skulle sige, og hvordan jeg skulle sige det på thai.
»Far, i Amerika plejede jeg at bede sammen med min familie, og det savner jeg meget. Vil du bede sammen med mig?« Hans svar overraskede mig.
Han svarede: »Selvfølgelig vil jeg det, Jon. Fortæl mig, hvordan man gør.«
Så forklarede jeg på thailandsk, hvad bøn er, men besluttede at bede på engelsk. Jeg vidste, at Gud lyttede, og jeg vidste, at min værtsfar fornemmede Ånden. Mine øjne fyldtes med tårer, da han ved afslutningen af min bøn tilføjede sit »amen«.
Jeg har ikke ord for den glæde og kærlighed, som jeg følte for min værtsfar og min himmelske Fader. Den oplevelse gav mig selvtillid og førte til flere oplevelser, hvor jeg fortalte andre om evangeliet. Desværre tog min værtsfamilie aldrig imod min indbydelse til at besøge den lokale gren, men jeg ved, at den kundskab, jeg delte med dem, før eller senere kommer dem til gavn.
Selv om vi ikke altid kan se frugterne af vores arbejde i dette liv, erfarede jeg, at det i hvert fald kan velsigne ét liv at så evangeliets frø – nemlig ens eget. Og i Herrens egen tid vil de frø måske velsigne andre.