Den dyrebareste gave
»Der er ingen større gave end frelsens gave« (L&P 6:13).
Sophie hjalp sin mor med at gøre rent i huset. Missionærerne skulle komme på besøg i dag. De var velkomne gæster i Sophies hjem i Colombia. Mor tilberedte et særligt måltid: Tamales, ris og majs med peber.
Missionærerne havde fortalt Sophies familie om Jesus Kristus og hans kirke. For bare to uger siden havde ældste Kraig og hans nye kammerat, ældste Jessen, døbt Sophie, hendes forældre og hendes to ældre brødre. Sophie kunne allerede mærke en forandring i familien. De lo, sang og bad mere.
Under måltidet lyttede Sophie til sine forældre og brødre, der drøftede skrifterne med missionærerne. Da tallerknerne var ryddet af bordet, sagde ældste Kraig: »Jeg skal rejse hjem i næste uge.«
Sophie havde ikke været klar over, at han allerede skulle rejse. Tårerne pressede sig på. Sophie kiggede på sine brødre. Det gjorde de også hos dem.
Ældste Kraig snøftede et par gange. »Jeg har noget til jer,« sagde han til far. Han trak en pakke op af sin rygsæk. »De her er til dig og dine sønner.«
Far åbnede æsken og tog seks hvide søndagsskjorter op. Han sad længe tavs. »Vi kan ikke tage imod så flot en gave,« sagde han til sidst.
Sophie hørte fortrydelsen i fars stemme. Familien havde ikke hvide skjorter til far og drengene, og Sophie vidste, at far gerne ville vise respekt ved at klæde sig i hvid skjorte, når han gik i kirke.
»Jeg får ikke brug for så mange skjorter, når jeg skal rejse hjem,« sagde ældste Kraig. »I gør mig en tjeneste ved at tage imod dem.«
»Men jeg har ikke noget til dig,« sagde far. Han pegede på Mormons Bog. »Du har allerede givet os den dyrebareste gave. Du har skænket os Jesu Kristi evangelium.«
Næste dag besluttede Sophie at gøre noget for ældste Kraig. Da hun havde talt med mor, besluttede hun at lave et lille vævet tæppe, som kaldes et serape. Hun lånte sin mors væv, valgte noget farvet garn og arbejdede på det hver dag efter skoletid og huslige pligter. Når hendes fingre fumlede, løste hun omhyggeligt tråden op og begyndte forfra.
Til sidst var uldtæppet færdigt. Hun håbede, at ældste Kraig ville synes om de blide brune og cremefarvede nuancer, som hun havde vævet sammen. Hun pakkede tæppet ind i brunt papir.
Da ældste Kraig besøgte dem for sidste gang, gav Sophie ham sin gave.
»Tak, Sophie,« sagde ældste Kraig. Han fik tårer i øjnene. »Jeg vil aldrig glemme dig eller din familie.«
»Og vi vil aldrig glemme dig,« sagde Sophie.
Illustration: Jim Madsen