Jim havde brug for min hjælp

Jean Partridge, Utah i USA

Kort tid efter vores vielse i templet i Salt Lake City boede Jim og jeg i en lejet hytte ved Oregons kyst. Jim var landinspektør for staten og havde til opgave at verificere og korrigere et kort over Oregons kystlinje. Hver morgen tog han af sted sammen med en anden inspektør for at fortsætte gårsdagens arbejde. Hans arbejde var vanskeligt, fordi kysten var tæt bevokset af skov.

En aften, hvor jeg skulle til at begynde på aftensmaden, fik jeg en stærk følelse af, at mine madplaner ikke var vigtige. Jim ville ikke komme hjem til aftensmad den aften. Endnu en tanke fulgte: Jim var i vanskeligheder og havde brug for min hjælp!

Jeg hørte ikke en stemme, men budskabet stod så klart i mit sind, som om jeg havde hørt det sagt. Jeg måtte hjælpe ham, men hvor var han? Hver dag arbejdede han langs kysten, men jeg anede ikke, hvor han arbejdede den dag. Jeg følte mig drevet til at sætte mig ud i bilen og køre ud til hovedvejen, men hvilken retning skulle jeg køre i? Efter en kort tøven følte jeg, at jeg skulle køre mod syd. Jeg kørte så forbi en del sideveje, som alle kunne have ført til det sted, hvor Jim arbejdede.

Jeg følte mig tilskyndet til at forlade hovedvejen og køre ad en af de ensporede veje. Det regnede, og efter et par kilometer var vejen et mudret hjulspor. Jeg besluttede, at jeg hellere måtte vende om og køre tilbage. Det var ved at blive mørkt, og jeg tænkte: »Det var dumt af mig at køre herud.«

Men knap var jeg kommet tilbage på hovedvejen, før jeg så to trætte, modløse landinspektører, der var så sølet til i mudder, at ingen ville samle dem op. Jim og hans kollega fortalte mig, at deres lastbil var kørt fast i et mudderhul. De havde prøvet at få den fri, men havde til sidst efterladt den og vandret gennem den tætte underskov ud til hovedvejen.

»Hvordan vidste du, hvor vi var?« spurgte de undrende, men lettede over, at jeg havde fundet dem. Jeg var lige så lettet som de, da jeg fortalte, at jeg var blevet ledt af Ånden.

Da Jim og jeg knælede og bad den aften, takkede vi for Helligåndens indflydelse, som var tilflydt mig som svar på min mands bøn om hjælp.

Jeg følte mig tilskyndet til at forlade hovedvejen og køre ad en af de ensporede veje. Det regnede, og efter et par kilometer var vejen et mudret hjulspor.