Forkynd evangeliet med frimodighed
Fra en tale holdt på Brigham Young University den 13. august 2009. Den fulde engelske tekst kan læses på www.newsroom.lds.org (klik på »News Releases & Stories«).
Vi behøver ikke at forsvare eller retfærdiggøre noget, når vi bygger på Guds Søns lærdomme og gør vores bedste for at holde hans befalinger.
Vi kæmper i et gigantisk slag. Sådan har det være siden tidernes morgen. Vi har altid haft godt og ondt i blandt os og haft retten til at vælge mellem dem. Jeg vil fortælle jer om nogle af mine tanker om det at stå urokkeligt for sandhedens sag.
For nylig læste jeg en undersøgelse af, hvordan andre mennesker ser på medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Jeg har længe været interesseret i dette emne, fordi jeg har haft meget med missioneringen at gøre i mine kirkeansvar. En viden om, hvordan folk ser os, er en vigtig brik i vores forståelse af, hvordan vi bedst kan forklare, hvad vi tror på. Denne undersøgelse rummede en interessant observation. Den antydede, at medlemmer af Kirken til tider virker defensive på dem, som ikke er medlemmer af Kirken. En af de udspurgte gik så langt som til at sige, at når mormoner forklarer deres tro, så pakker de deres sprog ind i vendinger, der antyder, at de forventer kritik.
Det var ikke første gang, jeg hørte om en sådan iagttagelse. Men jo mere jeg tænkte over det, desto bedre forstod jeg, hvor let det er, hvis man ikke er varsom, at lyde lidt, som om man er i forsvarsposition, når man taler med andre.
Jeg tror, at jeg ved noget om årsagerne til dette. Lige fra dengang, hvor Joseph Smith trådte ud af den hellige lund i foråret 1820, har der været folk, som har reageret negativt, ja, endog aggressivt på vores budskab. Joseph fortæller os med egne ord, at første gang han ville fortælle en uden for familiekredsen om det, han havde set, blev det en ubehagelig oplevelse. Den protestantiske præst, som han fortalte sit budskab, sagde til ham, at »det hele kom fra Djævelen« og »at sådant noget som syner og åbenbaringer ikke fandt sted« mere (JS-H 1:21).
Hvis Joseph syntes, at det var slemt, så var det, fordi han endnu ikke kendte den ondes stædige magt. Jo mere Kirken voksede, desto mere syntes den at tiltrække sig fjender. Den lille flok af trofaste hellige blev drevet fra sted til sted. Joseph må have syntes, at det næppe kunne blive værre, end da Missouris guvernør udstedte en udryddelsesordre mod Kirkens medlemmer, hvorefter profeten og flere andre led frygteligt i fængslet i Liberty. Men det blev selvfølgelig værre, og Joseph og Hyrum betalte for deres virke, vidnesbyrd og tro med deres liv. Det var den sidste handling, der iværksatte vandringen vestpå under Brigham Youngs ledelse, tværs over det amerikanske vildnis til et fristed i Rocky Mountains i USA.
Sidste dages hellige beretninger om trængsler og ofre er nu en uudslettelig del af historien. Selv omvendte til Kirken, som ikke har nogen forfædre, der overlevede den hårde tid, gør mennesker og begivenheder fra vores tidlige historie til en del af deres egen arv. Historierne både inspirerer og motiverer os, som de bør, og jeg håber og beder til, at vi i vores relative magelighed aldrig glemmer de stærke og trofaste sidste dages hellige og de lektier, vi kan lære af dem.
Men dette er ikke 1830, og vi er ikke kun seks mere. Kunne en del af den defensive holdning, som andre til tider bemærker hos os, antyde, at vi stadig venter at blive behandlet som en foragtet minoritet, der er tvunget til at flygte vestpå? Forventer vi, at vi altid skal forsvare os i vores omgang med andre mennesker? Hvis det er tilfældet, så tror jeg, at vi skal ændre kurs. En konstant forventning om at blive udsat for kritik eller modstand kan føre til en usund forlegenhed og en defensiv indstilling, som støder andre. Det stemmer ikke overens med den status, vi har i dag som kirke og som en stor forsamling af Jesu Kristi disciple.
Se på Frelserens eksempel
Som i alt andet kan vi bruge Frelseren som vores eksempel. Han mødte voldsom modstand lige fra begyndelsen af sin tjenestegerning. Da han først prædikede i synagogen i Nazaret, var der nogle, som ville kaste ham ned ad en bjergside (se Luk 4:28-29). Men han lod sig ikke kue. Han vidste, at han i det store hele ville blive misforstået. Og dog forkyndte han frygtløst sit evangelium med vendinger som »I har hørt, at der er sagt… , men jeg siger jer …« (Matt 5:21-22). Han vidste, hvad han ville sige, og han sagde det uden at undskylde noget. Som skriften siger: »Han underviste dem som en, der har myndighed, og ikke som deres skriftkloge« (Matt 7:29).
Hvis vi i dag vil respekteres for det, vi er, så må vi opføre os selvsikkert – trygge i forvisningen om, hvem vi er, og hvad vi står for, og ikke opføre os, som om vi bør undskylde vores tro. Det betyder dog ikke, at vi skal være arrogante eller nedladende. Respekt for andres synspunkter bør altid være et grundlæggende princip for os – det er indbygget i trosartiklerne (se TA 1:11). Men når vi opfører os, som om vi er en forfulgt minoritet, eller som om vi forventer at blive misforstået eller kritiseret, så fornemmer folk det og reagerer på det.
Jeg opfodrer især hjemvendte missionærer til at være opmærksomme på dette. I har tilbragt to år med at banke på døre og tackle ethvert tænkeligt spørgsmål eller indsigelse. Det er let at henfalde til den tanke, at I stadig banker på døre, når I taler med andre. Det gør I ikke. Hvis I befinder jer i en situation, hvor I kan fortælle om jeres tro, er der ingen grund til at være så forsigtig, at det virker, som om I er undvigende eller forventer kritik. Apostlen Paulus sagde: »Jeg skammer mig ikke ved evangeliet« (Rom 1:16), og det bør vi andre heller ikke gøre. Jeg ser frem til og glæder mig over enhver mulighed jeg har for at bære mit vidnesbyrd om det vidunderlige budskab om gengivelsen. Og jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har krænket nogen ved det.
En af grundene til, at emnet er relevant i dag er, at Kirken bliver større. Den er i dag det fjerdestørste trossamfund i USA. Der er sidste dages hellige overalt – i samfundet fra kyst til kyst og fra nord til syd. Selv om der er flest af os ude vestpå, bliver det mere og mere almindeligt, at folk over hele landet personligt kender en sidste dages hellig. Desuden har mange medlemmer af Kirken opnået anseelse i samfundet. En artikel om Kirken i Time for nylig behandlede denne kendsgerning og bragte flere billeder af prominente sidste dages hellige.1
Alene denne anerkendelse gør, at Kirken bliver mere og mere omtalt, og at sidste dages hellige oftere og oftere kommer til at fortælle om evangeliet. Vi skal være ærlige, åbne, ligefremme, vindende, respektere andres synspunkter og ikke være defensive omkring vore egne.
Her er to forslag til, hvordan man kan føre en samtale uden at være defensiv.
1. Lad ikke irrelevante emner drukne de vigtigere emner.
Vore kirkemedlemmer har ofte ladet andre sætte dagsordenen for samtalerne. Et eksempel er flerkoneri. Det ophørte som officiel praksis i Kirken i 1890. Vi skriver nu 2010. Hvorfor taler vi stadig om det? Det var en skik. Den ophørte. Vi er kommet videre. Hvis folk spørger til flerkoneriet, så anerkend, at det var en skik engang, men at det er ophørt, og at folk ikke må forveksle polygamister i dag med vores kirke. Lad være med i en almindelig samtale at spilde tid på at retfærdiggøre flerkoneriet på det Gamle Testamentes tid eller spekulere over, hvorfor det blev praktiseret i en periode i det 19. århundrede. Det kan være rimelige emner for historikere og fagfolk, men jeg tror, at vi blot forstærker stereotyperne, når vi gør det til et hovedemne i samtaler om Kirken.
Jeg er godt klar over, at disse samtaler somme tider udløses af historier i medierne. Men det ændrer ikke på noget. I en tv-serie i 2009 om polygamister skildrede man den hellige tempelceremoni. Den scene vakte bekymring blandt Kirkens medlemmer, hvilket er forståeligt. Vi følte os alle krænkede over det.
Men jeg vil henvise jer til en artikel om den scene, som Kirkens Informationsafdeling har lagt ud på sin nyhedshjemmeside. Læg mærke til tonen i den, mens jeg citerer fra den. Der er intet defensivt i den, skønt den er et svar på en upassende skildring af en af vore mest hellige ceremonier:
»Ligesom andre større trossamfund må Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige til tider se sig selv udsat for opmærksomhed fra Hollywood eller Broadway, fjernsyn eller bøger og nyhedsmedierne. Til tider er skildringen af Kirkens og dens medlemmer ganske præcis. Til tider gives der er forvrænget billede eller spilles på stereotype opfattelser. Det hænder, at de er direkte smagløse.
Som katolikker, jøder og muslimer har vidst i århundreder, er en sådan opmærksomhed uundgåelig, når en institution eller et trossamfund når en størrelse eller anseelse, der gør det bemærket.«
Artiklen fortsætter så med at afvise tanken om en organiseret boykot af tv-selskabet eller dets samarbejdspartnere, hvilket ellers blev foreslået af nogle af vore medlemmer:
»Som institution opfordrer Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige ikke til boykot. Et sådan skridt ville blot fremme den form for kontrovers, som medierne elsker, og i sidste ende ville det øge seriens seertal … Sidste dages hellige bør opføre sig værdigt og betænksomt.
Ikke alene er det det mønster, som Jesus Kristus forkyndte og efterlevede, men det afspejler også styrken og modenheden blandt Kirkens medlemmer i dag …
Hvis Kirken lod sine kritikere og modstandere vælge de slagmarker, hvor der skal kæmpes, risikerede den at blive ført bort fra den mission, som den med stor succes har udført i næsten 180 år. I stedet vil Kirken vælge sin egen kurs og fortsat forkynde Jesu Kristi gengivne evangelium i hele verden.«2
Her er et andet eksempel. I 2007 udsendte en uafhængig filmproducer en film om Mountain Meadows-massakren. At beskrive den som en meget dårlig film ville være en underdrivelse. Faktisk var den elendig – selv Hollywood-kritikere sablede den ned. Distributørerne gjorde alt, hvad de kunne for at provokere Kirken til at gøre det til et stort samtaleemne. Men faktisk ignorerede vi den fuldstændigt. Vi nægtede at lade dem sætte dagordenen. Derfor endte den som en stor fiasko og store røde tal i producentens bankkonto. Samtidig kommunikerer vi stadig på en konstruktiv og fornuftig måde med efterkommerne af dem, der var involveret i de frygtelige begivenheder på Mountain Meadows.
For nylig udgav Oxford University Press en veldokumenteret bog med titlen Massacre at Mountain Meadows, som fremlægger kendsgerningerne omkring denne tragedie.
2. Påpeg, at sidste dages hellige forkynder og efterlever det, som Jesus Kristus forkyndte, og at vi stræber efter at følge ham.
Når alt kommer til alt, så er det vigtigste ved os og vores vidnesbyrd, at vi bygger vores tro på det, som Jesus Kristus forkyndte, og at vi stræber efter at følge ham ved at leve på en måde, som er ham og vor himmelske Fader velbehagelig.
Det er vores grundvold. Det var Joseph Smiths grundvold. Han sagde: »De fundamentale principper og grundsætninger i vores religion er apostlenes og profeternes vidnesbyrd om Jesus Kristus, at han døde, blev begravet og igen opstod den tredje dag og fór til himlen; og alt andet, som falder ind under vores religion, er kun tillæg dertil.«3
Når som helst vi taler med andre om Kirken, bør vi slå det fast. Vi følger Jesus Kristus. Vi prøver at leve, som han forkyndte. Det er grundlaget for vores tro og vores liv, og det er den stærkeste ikke-defensive holdning, vi kan indtage. Vi behøver ikke at forsvare eller retfærdiggøre noget, når vi bygger på Guds Søns lærdomme og gør vores bedste for at holde hans befalinger.
Det er en stor velsignelse at have Jesu Kristi lærdomme, som er tydelige for dem, der studerer skrifterne og anerkender hans lærdomme. Når vi følger hans lære, erfarer vi, at vi alle er Guds børn, og at han elsker os. Når vi følger Kristus, ved vi, hvor vi kom fra inden vores fødsel; vi kender hensigten med vores tilværelse her på jorden; og vi ved, hvor vi skal hen, når vi forlader dette liv. Frelsesplanen er tydelig; den er Guds plan for hans børns evige lykke.
Gud har givet os befalinger, som vi skal efterleve. Det er hans befalinger, og ingen er bemyndiget til at ændre dem, medmindre det sker ved direkte åbenbaring til Guds udvalgte profet.
Mennesker over hele verden glider længere og længere bort fra Herrens lærdomme og hen mod et sekulært samfund – som apostlen Paulus beskrev:
»For der vil komme en tid, da folk ikke vil finde sig i den sunde lære, men skaffe sig lærere i massevis efter deres eget hoved, fordi det kildrer deres ører.
De vil vende det døve øre til sandheden« (2 Tim 4:3-4).
Det var vore dage, som Paulus så. Et stadig større antal mennesker tror ikke på, at der findes en Gud, en Kristus, en frelsesplan, en forsoning, omvendelse, liv efter døden, opstandelse, evigt liv eller evige familier, som er beseglet til hinanden for evig.
Hvor må livet være tomt uden velsignelserne ved Jesu Kristi gengivne evangeliums fylde. Som sidste dages hellige følger vi Jesus Kristus. Vi kender saliggørelsens plan, den store forløsningsplan ved Herren Jesus Kristus. Vi har Jesu Kristi evangelium. Vi skal stræbe efter at efterleve det nu og altid. Der påhviler Kirkens yngre generation et ansvar for at forkynde Herrens lærdomme og vide, hvordan de skal opbygge hans kirke. Husk på, at I ikke skal føle, at I skal retfærdiggøre jeres tro; I skal blot forklare den på en kærlig og venlig måde. Sandheden sejrer altid, når man forkynder den sande lære.
Her er et par eksempler:
-
Vi følger Jesu Kristi eksempel på medmenneskelig tjeneste. Vi tjener medlemmer af vores kirke, så vel som dem, der ikke er medlemmer. Det store arbejde, som vi udfører med humanitær hjælp i hele verden, lindrer lidelser og trængsler. Vi gør alt, hvad vi kan for at dele vore ressourcer i form af tid og penge på at hjælpe både vore trosfæller og dem, der tilhører andre trossamfund, fordi vi erkender, at »alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig« (Matt 25:40).
-
Vi stræber efter at følge Jesu Kristi lærdomme ved at efterleve visdomsordet, som er en god måde at få et sundt legeme på. Vi undgår stofmisbrug af enhver art, fordi vore legemer huser vores evige ånd, og fordi vi opnår lykke i dette liv ved at være åndeligt stærke og fysisk sunde.
-
Vi følger Jesus Kristus ved at efterleve kyskhedsloven. Gud gav denne befaling, og han har aldrig tilbagekaldt eller ændret den. Denne lov er klar og tydelig. Ingen må indgå i seksuelle forhold uden for de rammer, som Herren har fastsat. Det gælder homoseksuel adfærd af enhver art og heteroseksuelle forhold uden for ægteskabet. Det er en synd at overtræde kyskhedsloven.
-
Vi følger Jesus Kristus ved at holde fast ved Guds ægteskabslov, som er ægteskab mellem en mand og en kvinde. Denne befaling har været klar helt fra begyndelsen. Gud erklærede: »Derfor skal en mand forlade sin fader og moder og holde sig til sin hustru, og de skal blive ét kød« (1 Mos 2:24). Gud gav Adam og Eva denne befaling: »Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den« (1 Mos 1:28).
Nutidige profeter og apostle bekræfter denne befaling i »Familien: En proklamation til verden«, som blev udsendt i 1995:
»Gud har befalet, at formeringens hellige kraft kun skal anvendes mellem en mand og en kvinde, der er lovligt viet som ægtemand og hustru …
Familien er indstiftet af Gud. Ægteskabet mellem mand og kvinde er grundlæggende i hans evige plan.«4
-
Vi følger Jesus Kristus og forkynder evangeliets første principper og alle genoprettelsens andre vidunderlige lærdomme, som når de anerkendes og efterleves fører til fred, glæde og lykke for Guds sønner og døtre. Så enkelt er det.
Må Gud velsigne os i vor stræben efter lykke ved at kende og efterleve Herren Jesu Kristi lærdomme og ved at indlede samtaler med andre om det gengivne evangelium uden at være fremfusende.
Illustrationer: Gregg Thorkelson