Velsignet af min kaldelse

Judith Castillo Martelo

»Herren har kaldet dig til at tjene som præsident for Primary,« sagde grenspræsidenten til mig. Der var kun gået et år fra jeg havde forladt Laurbærpigeklassen, og to år siden jeg var blevet døbt som medlem af Kirken. Jeg var meget skeptisk.

»Jeg har ikke den tålmodighed, der skal til for at undervise børn,« sagde jeg.

»Tror du på, at din kaldelse kommer fra Gud?« spurgte han. »Når han kalder os, kvalificerer han os til opgaven.«¹

Hans ord fyldte mig med fortrøstning, og jeg vidste straks, at Herren måtte have brug for mig i Primary. Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle udfylde min nye kaldelse, men jeg vidste, at han ville lede mig.

Jeg ønskede at yde mit bedste, men få måneder senere fik min mor at vide, at hun havde cancer. Desuden læste jeg til systemingeniør. Jeg havde svært ved at opfylde alle mine ansvar derhjemme, på universitetet og i Primary. Min ånd begyndte at vakle, og en søndag brød det hele bare sammen, og tårerne fik frit løb.

Et andet medlem af menigheden bemærkede det og gav mig et pragtfuldt råd: »Judith, den bedste måde at komme gennem trængsler på er ved at glemme sig selv i evangeliet og tjene andre,« sagde han. »Når du gør det, vil du opleve, at Herren letter dine byrder.«

Da jeg fulgte hans opmuntrende råd, ændredes min indstilling, min tro blev styrket, og jeg var fast besluttet på at tjene Herren. Mine trængsler fortsatte, men jeg hengav mig til min kaldelse og glædede mig til at se børnene hver søndag. De lærte mig noget nyt hver uge, når de viste mig deres vidnesbyrd ved deres handlinger. Som månederne gik, så jeg, hvordan Herren formede min karakter, og hvordan jeg udviklede de gaver og talenter, som jeg ikke vidste, at jeg havde.

Det følgende år rejste jeg fra Barranquilla i Colombia for at tage med min mor til Bogota i en måned, fordi hun skulle i kemoterapi. I den periode bad jeg konstant og følte mig tæt på Herren. Jeg besluttede at skifte universitetsstudium, og ved inspiration erfarede jeg, at Herren ønskede, at jeg skulle bruge mit liv på at undervise børn. Da jeg vendte tilbage til skolen, begyndte jeg at læse til lærer i specialundervisning.

Jeg vidste, at min himmelske Fader havde givet mig kaldelsen i Primary som en forberedelse. Da jeg tjente, opdagede jeg mit sande kald i livet, og da jeg efterlevede evangeliet og glemte mig selv i tjenesten, følte jeg, at jeg hvilede i Herrens arme.

Det vidnesbyrd, som jeg opnåede ved at tjene i primarypræsidentskabet og senere i stavens primarypræsidentskab, har styrket mig som medlem af Kirken. Jeg har lært, hvordan jeg skal undervise på en kærlig måde, se med et barns øjne og søge Herrens vejledning og inspiration.

Jeg underviser på en tosproget skole i min by og hver eneste dag, tænker jeg på min indsats, mine udfordringer og mine velsignelser i de år. De børn, som var i Primary dengang, er teenagere i dag, men deres øjne stråler stadig med en kærlighed til Frelseren og hans evangelium.

Jeg ved, at når Herren kalder os, så underviser og oplærer han os og sætter ledere på vor vej for at hjælpe os med at efterleve dette smukke Jesu Kristi evangelium.

Til højre: Illustration: Daniel Lewis