Led mig, før mig

Anne-Mette Howland

»Selv om hun skulle glemme, så vil jeg ikke glemme dig« (1 Ne 21:15).

Da jeg var ti år gammel, flyttede min familie fra Danmark til Canada. Vi havde kun boet der ganske kort tid, da to søstre, som boede over for os, inviterede mig og min 12-årige bror, Poul, på en bustur, så vi kunne se byen sammen med dem.

Poul og jeg var vildt begejstrede. Min mor var ikke helt tryg ved ideen, men gav til sidst efter. Mor gav de to piger penge til vores busbilletter. Hun bad dem om at passe godt på os, for min bror og jeg kunne endnu ikke tale engelsk. Pigerne lovede at passe rigtig godt på os.

Vi steg op i bussen alle sammen og kørte af sted. Da bussen stoppede noget tid senere, gjorde pigerne tegn til, at vi skulle stå af. Vi fulgte efter dem, mens vi vandrede rundt i byen.

Men pludselig løb de to piger hver sin vej! Vi prøvede at følge efter dem, men de forsvandt i de ukendte omgivelser. Til at begynde med troede vi, at de bare lavede sjov med os og snart ville komme tilbage. Men efter et stykke tid vidste vi, at vi var faret vild og helt alene.

»Skal vi spørge nogen om vej?« spurgte jeg Poul.

»Vi kan ikke tale engelsk, og vi kender ikke vores adresse,« svarede han.

»Lad os ringe til mor,« foreslog jeg og pegede på en telefonboks i nærheden.

»Vi har ingen penge, og vi kender ikke vores telefonnummer,« sagde Poul.

Jeg begyndte at græde. Poul lagde armen om mig. »Tag det roligt, Anne-Mette. Lad os bede en bøn.«

Vi krøb sammen og bad vor himmelske Fader om at hjælpe os med at finde hjem.

Da vi havde bedt, pegede Poul ned ad en gade. »Jeg føler, at vi skal gå den vej,« sagde han.

Jeg begyndte at græde igen. Hvordan kunne han vide, hvad vej vi skulle gå?

Poul trøstede mig igen. »Du må tro på, at vi nok skal blive ledt på vej,« sagde han.

Da han sagde det, fyldtes jeg af en fredfyldt følelse. Jeg blev grebet af tanken om, at jeg skulle udvise tro og lade min bror lede mig.

Da vi havde gået længe, kom vi til en dam. »Kan du huske den dam?« spurgte Poul. »Vi kørte forbi den på vej fra lufthavnen til vores nye hjem!«

Jeg fik det meget bedre, da jeg hørte begejstringen i hans stemme. Vi satte os ved dammen og bad endnu en bøn.

Pludselig stirrede Poul ud mod horisonten. »Kan du se det?« råbte han. Han rejste sig og begyndte at løbe, og jeg sprang op for at følge ham.

»Hvad kan du se?« råbte jeg.

»Det er skiltet ved det vaskeri tæt på vores hjem!«

Vi fulgte skiltet hjem til vores gade, og kort efter kunne vi se vores mor stå uden for huset. Vi løb hen til hende og krammede hende.

Da vi kom ind, sagde mor: »Da jeg så de to piger komme hjem, gik jeg over og spurgte, hvor I var. Deres mor var ikke særlig sød. Hun sagde, at vi er udlændinge, og vi skulle rejse tilbage, hvor vi kom fra.«

Mor lagde armene om os begge. »Men I skal vide, at ikke alle her mener det på den måde. Vi vil møde mange mennesker, der vil byde os velkomne som venner. Pigerne svigtede jer i dag, men jeg er glad for, at I huskede, at vor himmelske Fader aldrig svigter jer.«

Så knælede vi og takkede vor himmelske Fader for, at han havde ført os sikkert hjem.