Havde jeg for travlt til at tjene?

Ngozi Francisca Okoro, Nigeria

I 1997 bekendtgjorde vores grenspræsident, at grenen skulle udføre et tjenesteprojekt i kvarteret omkring vores kirkebygning. Vi udførte denne aktivitet for sammen med Kirkens medlemmer over hele verden at mindes 150-året for de sidste dages hellige pionerers ankomst til Saltsødalen.

Aktiviteten bestod i at rengøre veje og fylde eventuelle huller i dem. Grenspræsidenten sagde, at vi ville blive snavsede, men at aktiviteten måske ville give os mulighed for at fortælle andre om Kirken.

Jeg mente ikke, at jeg ville kunne være med, fordi min lærer havde planlagt ekstra forelæsninger samtidig med aktiviteten. Jeg mente, at alle ville kunne forstå det, men så faldt jeg over en pjece, der hed Tro i hvert et fodtrin. Da jeg læste uddrag af de helliges trængsler på deres vandring til det vestlige USA, blev jeg rørt til tårer. Nogle hellige forlod deres trygge hjem for at drage ud i ødemarken, uden at vide, hvad der ventede dem. Andre kæmpede videre, selv efter at alle deres slægtninge var døde undervejs. Trods sygdom, smerter, sult og fattigdom havde de en tro på, at hvis de udvandrede til Vesten, ville de slippe for forfølgelse.

Jeg havde det skidt med, at de tidlige hellige havde ydet store ofre, ja, endda ofret livet i nogle tilfælde, for at sikre sig, at Kirken fortsat gik frem. Takket være deres ofre og tro nyder jeg i dag evangeliets velsignelser.

Så indså jeg, hvor lille mit offer var i sammenligning med deres. Jeg blev bedt om at yde sølle to timers tjeneste og fortælle nogle mennesker om evangeliet, og her stod jeg og kom med undskyldninger for ikke at deltage.

Jeg glemte alt om forelæsningerne og deltog i aktiviteten. Jeg blev snavset, men folk kom hen til mig og spurgte mig om Kirken. Jeg var glad for at deltage, og jeg har siden fået min universitetseksamen – trods de manglende forelæsninger.