Han sagde: »Niksen«
»For så vidt som nogen blandt jer drikker vin eller nogen stærk drik, se, det er ikke godt, ej heller rigtigt i jeres Faders øjne« (L&P 89:5).
Jeg troede engang, at min bedste ven, Chase, ville gøre hvad som helst. Når jeg udfordrede ham til at hoppe ned fra det øverste trin på vores veranda, så nøjedes han ikke bare med det, han tog et langt tilløb!
Da jeg udfordrede ham til at køre i den rutsjebane, hvor man kører på hovedet, nøjedes han ikke med det. Han satte sig i den forreste vogn!
Og da jeg sagde, at jeg var sikker på, at han ikke turde sige hej til Julie – skolens smukkeste pige – så nøjedes han ikke med det, men han satte sig og snakkede med hende i fem minutter!
Jeg troede, at Chase ville gøre hvad som helst. Indtil i dag altså.
Chase kommer hjem til mig næsten hver eneste dag. Vi bor enormt tæt på hinanden. Der er kun et hus mellem os. Men Chase kommer aldrig om søndagen eller mandagen. Om søndagen går han i kirke. Om mandagen har de en slags familieaften. Han har inviteret mig med et par gange. Vi spiste brownies og legede lege. Det var rigtig sjovt.
Chase kommer som regel hjem til mig efter skoletid og leger. Det er rart, at han er der, fordi min far og mor er stadig på arbejde. Det er sjovt at lege med Chase. Vi elsker at finde på vitser. Chase er venner med alle. Jeg har aldrig hørt ham rakke ned på nogen – heller ikke når andre gør det.
I dag spillede Chase og jeg basketball. Det var ret varmt, så jeg spurgte Chase, om han ville have noget at drikke.
»Ja tak,« sagde Chase, mens han trillede bolden ind på plænen og løb hen mod min veranda.
Vi gik indenfor og ud i køkkenet. Da jeg åbnede køleskabet, fik det pludselig pust af kold luft hårene på vores arme til at rejse sig. Da jeg kiggede i køleskabet, fik jeg kun øje på mælk og juice. Men så opdagede jeg en åben dåse inde i hjørnet.
Min far havde efterladt en åben dåse øl. Han ville aldrig opdage det, hvis vi nippede lidt til den. Jeg tog dåsen ud.
»Vil du smage?« spurgte jeg.
»Hvad er det?« spurgte Chase.
»Det er øl,« sagde jeg. »Min far drikker det hele tiden. Han opdager det ikke, hvis vi smager på det.«
Chase så på mig. Han hævede brynene og satte hænderne i siden. Så sagde han noget, som jeg aldrig havde troet, jeg skulle høre ham sige.
»Niksen!« sagde Chase.
»Sagde du lige nej?« spurgte jeg.
»Øl er ikke sundt,« sagde han. »Man skal ikke drikke det. Det får en til at gøre dumme ting.«
»Ikke hvis man bare nipper til det,« sagde jeg. »Nu skal du bare se.«
Jeg satte dåsen for munden, drak en lille slurk og smilede. Det smagte ulækkert, men jeg ville ikke virke tøset.
»Der kan du se. Virker jeg dummere end dig?« spurgte jeg.
»Jeg tror, at jeg går hjem nu,« sagde Chase. »Lad være med at drikke mere af det. Det er ikke klogt.«
Da jeg så Chase gå ud af døren og løbe hen ad fortovet mod sit hus, kunne jeg ikke lade være med at spekulere over, hvorfor han ville gøre næsten alt andet, men ikke nippe til en øl.
Jeg tog en lille slurk mere, efter at Chase var gået. »Føj! Det smager rigtig klamt,« tænkte jeg og stillede dåsen tilbage i køleskabet.
Måske havde Chase alligevel lidt ret.
Illustration: John Zamudio; Jesus Kristus, af Harry Anderson, gengivet med tilladelse fra Kirkens historiske museum