En evig familie
Det, der først syntes at være en tragedie, førte i sidste ende Uancis familie til templet.
Da jeg traf Uanci Kivalu, smilede hun bredt. Men da hun satte sig ned og hendes stemme blev lidt mere alvorlig, spekulerede jeg på, hvad denne venlige 16-årige pige mon havde at fortælle mig. »Min beretning handler om templet,« sagde hun.
Uanci er fra Tonga, et øsamfund fyldt med tårnhøje kokospalmer, majestætiske banantræer og brede taroplanter. De fleste af de unge, jeg havde mødt på øen, syntes at være tilfredse med livet, og deres smil var lige så brede, som Uancis havde været for lidt siden. Unge tonganere på hendes alder holder af at danse, synge, spille kurvebold og være sammen med deres familie. De er normalt meget glade. Men Uancis alvor var blandet med en dybere følelse, som jeg ikke helt kunne identificere, og det overraskede mig.
»Jeg vil gerne tale om templet,« gentog hun.
»Da jeg voksede op,« begynder Uanci, »var mine søskende og jeg medlemmer af Kirken. Vi gik i kirke hver søndag med min mor. Jeg elskede templet, og jeg holdt meget af at udføre dåb for de døde sammen med de unge. Jeg kunne føle Ånden, når vi var der. Men min far ville ikke gå i kirke.«
Uancis stemme begyndte at skælve. Jeg kiggede op fra min notesblok og så, at hun havde tårer i øjnene.
»En dag fik min lillebror ‘Alekisio en hofteskade, som der gik betændelse i,« fortsætter hun. »En tid fik han det bedre. Og min far vendte tilbage til Kirken. Men så faldt far fra igen.«
Tårerne strømmede nu ned over Uancis ansigt, og det papirlommetørklæde, som jeg rakte hende, var straks gennemblødt, ligesom hendes ærmer, da hun forgæves forsøgte at tørre øjnene.
»Min lillebror fik det værre, og så døde han. Han var kun 12 år gammel.«
Uanci holdt en pause, overvældet af følelser, og jeg begyndte at forstå, hvorfor hun havde været så alvorlig. Denne unge kvinde havde allerede oplevet en stor tragedie i sit liv. Men der skinnede også et glimt af håb i hendes øjne.
»Så,« begyndte hun igen, »besluttede min far endelig at vende tilbage til Kirken. Til at begynde med var det svært for ham. Vores biskop, vore ledere, slægtninge og familie opmuntrede ham og sagde, at den eneste måde, hvorpå vores familie kunne være sammen igen – og se min bror igen–var ved at blive beseglet i templet.
Vi havde det svært, efter min bror var død,« fortsatte Uanci. »Men mine forældre arbejdede ihærdigt og modtog deres ordinancer. Endelig blev vi beseglet til hinanden som familie i templet den 10. oktober 2008, præcis et år efter ‘Alekisios død. Min biskop var stedfortræder for min lillebror. Det var den mest ubeskrivelige følelse jeg har oplevet.«
Uancis tårer skyldtes ikke sorg, det var glædestårer. Hun og hendes familie har været i Herrens hus og er blevet beseglet i templet, og hun vidste, hvad det betød. Hvis hendes familie værdigt overholder pagterne, kan de være sammen for evigt.
Når jeg tænker på Uanci, ser jeg hende for mig, mens hun vandrer hen over Liahona-skolens område. Det er en kirkeejet skole i Tonga, som ligger lige ved siden af templet. Mens Uanci går, kaster hun et blik op på spiret med englen Moroni, der glitrer gyldent i skolen. Hun har tårer i øjnene igen, men hun smiler også, for hun ved, at hun skal se ‘Alekisio igen.
Familiefotos: Joshua J. Perkey; fotografi af templet i Nuku’alofa i Tonga: Welden C. Andersen