Pionerparasoller
»Næstekærligheden er Kristi rene kærlighed« (Moroni 7:47).
»Sarah! Sarah, vågn op!« sagde femårige Christiana Larsen til sin lillesøster. »Vi skal af sted nu.«
Treårige Sarah kæmpede for at få øjne.
»Men det er jo stadig mørkt udenfor,« mukkede hun træt.
»Jeg ved det, men mor siger, at vi skal tidligt af sted. Skibet til Amerika sejler snart.«
Familien Larsen var blevet medlemmer af Kirken i Danmark. Nu skulle de ud på den lange rejse for at slutte sig til de hellige i Saltsødalen.
Christiana hjalp Sarah i tøjet. Med tårer i øjnene kastede den lille pige et sidste blik rundt i deres trygge soveværelse. De vidste, at det ville vare længe, før de kom til at sove i en rigtig seng igen.
»Glem nu ikke din parasol, Sarah,« sagde Christiana, mens hun selv tog sin egen silkeparasol med blonder på. »Mor sagde, at hun ville pakke dem ned sammen med sengetøjet.«
Mor og far sagde, at de ikke kunne tage andet end det allermest nødvendige med på rejsen til Amerika. Når de havde pakket sengetøj, tøj og værktøj, var der ikke plads til meget andet. Men Christiana og Sarah havde tryglet om at få lov til at tage en enkelt yndlingsting med til deres nye hjem. De måtte jo trods alt efterlade alle deres dukker, bøger og legetøj. Begge piger valgte deres smukke parasoller.
Da solen stod op, gik Christiana og hendes familie om bord på det skib, der skulle sejle til Amerika. De glædede sig til at rejse til Zion, selv om de måtte forlade venner, familie og deres hjem.
Sørejsen var lang og trættende. På varme eftermiddage om bord brugte pigerne deres smukke parasoller til at skygge deres hoveder mod solen. Hvis vinden blæste den rigtige vej, sejlede skibet støt fremad. Men hvis vinden vendte, blev skibet presset tilbage, ofte lige så langt som de før var sejlet frem.
Da familien Larsen nåede til Amerika, købte de en vogn og okser og begyndte den lange rejse til Saltsødalen. Rejsen i vognen var bumpende og varm, så Christiana og Sarah vandrede ofte ved siden af vognen i stedet.
Ligesom så mange andre pionerfamilier oplevede også Christianas familie trængsler og tragedier undervejs. Christianas nyfødte lillebror døde på rejsen og blev begravet på prærien.
Da familien Larsen nåede frem til Saltsødalen i 1857, nød Christiana at gå i kirke med andre børn på sin egen alder. Christiana og Sarah bar glade deres parasoller til kirke hver eneste søndag for at skærme deres ansigter mod den hede ørkensol.
Som dagene og ugerne gik, begyndte familiens penge og mad at slippe op. En aften hørte Christiana sine forældre drøfte problemet. Hendes far sagde, at han kendte en familie, som var blevet velsignet med en god kornhøst. Familien Larsen kunne bytte noget af det de havde for noget mel. Men hvad havde de at bytte med?
Christiana åbnede munden. »Du kan bytte med min og Sarahs parasoller, far.«
»Men I elsker jo de parasoller, Christiana. Det kunne jeg aldrig gøre!«
»Det er helt i orden, far,« sagde Christiana. »Vi har mere brug for mad end for de parasoller.«
Den næste dag byttede Christianas far de smukke blondeparasoller for noget mel. Melet gav mad til hele familien.
Da Christiana gjorde sig klar til at gå i seng den aften, kiggede hun trist hen i hjørnet, hvor hendes smukke parasol havde stået. Men da hun kom i tanker om det vidunderlige brød, hun havde spist til aftensmad, vendte hendes tristhed sig til taknemlighed. Da hun bad sin aftenbøn, takkede hun vor himmelske Fader for den smukke parasol, som havde været med til at skaffe familien mad.
Illustration: Brian Call