Unge
Frels Kathy
I januar 1976 modtog jeg et opkald fra en ven, der arbejdede for de sociale myndigheder. Han spurgte, om min hustru og jeg ville være villige til at tage imod et plejebarn. Dengang havde vi selv to små børn, men vi indvilligede i at åbne vores hjem for den 17-årige Kathy.
Kort efter at Kathy var flyttet ind hos os, spurgte hun, om hun måtte gå med os i kirke. Vi sagde selvfølgelig ja, og snart kom Kathy regelmæssigt i kirke. Mange af Kathys venner fra hendes tidligere menighed bemærkede hendes fravær, og de blev kede af det, da de fandt ud af, at hun kom i SDH-kirken.
En dag efter skoletid fortalte Kathy os, at hendes tidligere kirke havde planlagt en »Frels Kathy-aften« ved deres ungdomsmøde. Kathy spurgte mig, om jeg ville tage med hende hen til det møde og hjælpe hende med at forsvare Kirken. Det gik jeg modstræbende med til, for selv om jeg ikke havde lyst til at skændes med hendes venner om doktrinære forskelligheder, så vidste jeg, at hun endnu ikke kendte nok til Kirken til at kunne forsvare den. Jeg besluttede at tage endnu en gæst med, nemlig Richard Jones, der netop var vendt hjem fra mission.
Den dag, hvor »Frels Kathy-aftenen« skulle afholdes, fastede og bad vi alle. Jeg bad om, at Ånden ville være til stede ved mødet, og at der ikke måtte opstå skænderier.
Da vi ankom til kirken den aften, fornemmede vi en stærk uvilje, men ungdomspræsten tog varmt imod os og bad os fortælle forsamlingen om Kirken og vores tro. Da Richard fremlagde det, der dengang var den første missionærlektion og fortalte om genoprettelsen, lyttede de omkring 15 unge i lokalet opmærksomt efter. Selv ungdomspræsten blev grebet.
Vi tilbragte så resten af aftenen med at svare på spørgsmål og føre dejlige samtaler om evangeliet. Den uvilje, som vi først havde fornemmet, forsvandt, mens vi roligt forklarede vores tro. Der herskede respekt på begge sider. Helligånden fyldte lokalet, da vi bar vidnesbyrd og svarede på spørgsmål.
Da samtalen var forbi, takkede præsten os, fordi vi var kommet. Da vi skulle til at gå, rejste en ung pige sig og sagde, at hun ville fortælle os noget. Hun sagde, at inden vi kom, havde hun ikke ment, at mormoner var kristne, men nu mente hun, at vi muligvis var bedre kristne, end hun selv var.
Vi kunne ikke selv have fundet på en bedre afslutning på vores samtale. Jeg ved, at det møde aldrig var gået godt, hvis vi ikke havde fastet og bedt og tryglet om, at Ånden måtte være til stede, og anmodet Herren om, at der ikke måtte opstå skænderier. Kun når Helligånden er til stede, kan vi forkynde evangeliets budskab effektivt.