2008
Jeg har nogle venner, som ikke kommer i kirke mere. Hvordan kan jeg hjælpe dem tilbage?
August 2008


Spørgsmål og svar

Jeg har nogle venner, som ikke kommer i kirke mere. Hvordan kan jeg hjælpe dem tilbage?

Ethvert nyt medlem har brug for en ven i Kirken, en kirkekaldelse og næring ved »Guds gode ord« (Moro 6:4).1 Skønt dine venner måske ikke er nye medlemmer, så kan disse tre elementer hjælpe dem.

Du kan også bede om hjælp. I Mormons Bog var det bøn, der førte til en af de stærkeste beretninger om at vende tilbage til evangeliet (se Mosi 27:14).

Lad dine venner vide, at du holder af dem og vær et godt eksempel. Vis dem, at efterlevelse af evangeliets standarder er en god måde at blive lykkelig på (se Mosi 2:41).

Og sidst, men ikke mindst, giv ikke op. Herren respekterer vores handlefrihed og tillader enhver af os at komme til ham, når vi er parate til det. For nogle tager det længere tid end for andre. Men uanset hvor lang tid det tager, så vil din indsats være umagen værd.

Ved at hjælpe dine venner tilbage til Kirken, følger du Frelserens eksempel. Kærligt og omsorgsfuldt indbød han andre til at komme til ham, efterleve evangeliet bedre og udvikle deres fulde potentiale.

Tal om evangeliske emner

Det bekymrede mig, da jeg bemærkede, at min gode veninde ikke kom i kirke mere. Jeg fandt ud af, at hendes bedste veninde for nylig var død, og hun var begyndt at tvivle på det hele. En dag inviterede jeg hende med til en fest sammen med nogle piger fra Kirken. Jeg satte mig det mål at nævne Kirken i hvert fald én gang. Da de andre var gået, talte vi om forskellige evangeliske emner, som jeg aldrig ville have tænkt på at bringe op. Jeg erfarede, at når jeg gjorde, hvad jeg kunne, ville Herren gøre resten. Det eneste, vi skal gøre, er at åbne munden (se L&P 28:16).

Rebecca T., 16 år, Washington, USA

Bed for dem

Noget, der vil hjælpe en hel del, er at besøge dem og vise dem interesse. Indbyd dem til aktiviteter i Kirken. Bed meget til vor himmelske Fader. Bed ham om at hjælpe dig til at se, hvordan du bedst kan hjælpe dem tilbage, og bed for dem, så de kan opleve en forandring i hjertet og erstatte syndige lyster med et ønske om at følge Kristus. Vær et godt eksempel for dem og vis dem, at evangeliet bringer glæde.

Marilú P., 17 år, Nuebo León i Mexico

Bær dit vidnesbyrd

Det første jeg ville undersøge er, hvorfor de ikke kommer i Kirken mere. Dernæst ville jeg indbyde dem til middag, familieaften og nogle kirkeaktiviteter. Samtidig vil jeg lade dem vide, hvor højt vor himmelske Fader elsker dem ved at læse nogle skriftsteder for dem og invitere dem med i kirke. Jeg ville bære vidnesbyrd for dem om denne kirkes sandhed, at det er den eneste vej tilbage til vor himmelske Fader.

William V., 20 år, Tongatapu, Tonga

Besvar deres spørgsmål

Det er vanskeligt at få venner til at vende tilbage til Kirken. Folk har mange grunde til at falde fra. Du bør tale med dine venner om grunden til, at de ikke kommer mere. Du kan også hjælpe dem med at forstå svarene på de spørgsmål, som måske afholder dem fra at komme. Lad dem også vide, at de er savnet. Når de så kommer i kirke, skal du sørge for, at de føler sig elskede og velkomne.

Madison B., 14 år, Arizona, USA

Lad dem vide, at du holder af dem

Jeg har erfaret, at den nemmeste måde at opmuntre dem til at vende tilbage til Kirken på, er simpelthen ved at fortælle dem, at du elsker dem, og at menigheden elsker dem. Jeg har for nylig fået en af mine mindre aktive venner til at forpligte sig til at komme til Rosenpige-aktiviteterne. Gud viser dig, hvordan du skal røre deres hjerte.

Denali L., 15 år, Alaska, USA

Vær en god ven

Bare vær den bedst mulige ven. Støt dine venner. Vær et eksempel. Bed for dem. Lad Herren vise dig, hvordan du kan hjælpe dine venner. Han kender og elsker sine børn og leder dem tilbage på den rette vej, hvis de giver ham lov.

Jenna K., 19 år, Niedersachsen, Tyskland

Hjælp dem til at erindre åndelige oplevelser

Bed dem om at tænke på det vidnesbyrd, der fik dem til at blive døbt. Bed dem om at mindes de mirakler, som Herren har udvirket for dem som følge af deres tro. Få dem også til at mindes bønnens kraft og præstedømmets magt.

Anna R., 21 år, Donets’k, Ukraine

Note

  1. Se Gordon B. Hinckley, »Et fuldkommen klart håb«, Liahona okt. 2006, s. 3-5.