Vidste jeg det virkelig?
Efter en begivenhedsrig aften i Australien i 1998, spurgte min bedste ven, om jeg kunne køre ham hjem. På vej til hans hjem kom vi til at tale om vores grundlæggende livsindstilling. Han var ateist, og jeg var sidste dages hellig. Jeg havde altid vidst, at der var en Gud; han havde altid troet, at der ikke var nogen Gud.
Den aften gjorde jeg noget, jeg aldrig før havde gjort. Lige inden jeg satte min ven af, fortalte jeg ham, at jeg ved, at Gud lever, at Jesus er vores Frelser, og at Joseph Smith så dem i et syn.
Jeg havde ofte talt med ham om dette, men jeg havde aldrig før sagt, at jeg vidste, at det var sandt. Jeg var dog klar over, at hvis jeg skulle gøre et varigt indtryk, måtte jeg bære mit vidnesbyrd for ham.
Da han åbnede bildøren, trykkede han mig i hånden og sagde: »Det er fedt nok, mand, vi skal alle være faste i vores overbevisning.«
Problemet var bare, at jeg ikke vidste det – ikke rigtigt. På det tidspunkt føltes det rigtigt at sige sådan noget, men jeg havde ikke modtaget en åndelig bekræftelse på, at det var sandt.
Jeg havde 20 minutters køretur til mit hjem. De 20 minutter ændrede mit liv. Da jeg grundede over vores samtale, kom jeg til at tænke på mit liv, og den kurs jeg havde lagt. Mens jeg tænkte, dukkede salmen »Han lever! Vor Forløser stor« op i mit sind og gennemtrængte min sjæl. Jeg begyndte at synge højt:
Han lever! Vor Forløser stor,
Ej tolkes kan vor fryd på jord.
Han lever! Jesus, Frelser kær,
Ej dødens bånd ham binder mer’.1
Mens jeg sang, vældede tårerne op i mine øjne, fordi Ånden vidnede for mig om sandheden af disse ord og bekræftede, at mit vidnesbyrd var sandt. Jeg indså da, at et vidnesbyrd kan opnås ved at bære det.2
Jeg vil aldrig glemme, at Ånden vidnede for mig om sandheden af mit vidnesbyrd. Jeg ved, at min Forløser lever, fordi Ånden vidnede for min sjæl – et vidnesbyrd, som jeg var glad for at give videre, da jeg kort tid senere tjente som fuldtidsmissionær.