En salme i en domkirke
I september 2004 rejste jeg til Holland med to af mine børnebørn, Jim og Arianne, for at mindes 60-års jubilæet for Hollands befrielse efter anden verdenskrig. Vi var blevet inviteret af Hollands historiske forening for at tage del i højtideligheden, fordi min bror, Evan, der var andenpilot på et B-24-bombefly, var omkommet i kampen for landets befrielse i 1944.
Mens vi var der, rejste vi til Hommersum på den anden side af grænsen til Tyskland. Vi skulle overvære afsløringen af en mindeplade på det sted, hvor min brors fly var styrtet ned. Fader Gerard Thuring, en af arrangørerne, og jeg talte ved ceremonien, og bagefter sang 17-årige Arianne den amerikanske nationalsang »Star-Spangled Banner«, og Jim på 15 hjalp os med at hejse det amerikanske flag.
Bagefter fortalte jeg fader Thuring, at vi meget gerne ville deltage i den særlige befrielsesmesse, som blev forrettet den følgende dag i hans kirke i Oosterhaus. Han var glad for vores interesse og inviterede os til at deltage. Så tog jeg mod til mig og forslog, at Arianne, som jeg havde drøftet det med, gerne ville synge til messen.
Forbløffet spurgte han mig: »Hvad vil hun synge?«
»Jeg er Guds kære barn,«1 svarede jeg.
Denne gode og venlige mand overvejede det et øjeblik, og så sagde han: »Vi er jo alle Guds børn. Lad os gøre det.«
Da vi ankom til befrielsesmessen tidligt næste morgen, var kirken stuvende fuld. Halvvejs inde i messen bad fader Thuring Arianne om at komme frem og synge. Efter at have fulgt hende op foran sagde han: »Vi skal nu høre en sang fra en mormonpige fra Utah.«
Uden ledsagelse af musik eller andet akkompagnement begyndte Arianne at synge. Da hendes stemme genlød i kirkens høje hvælvinger, fik tårerne frit løb, da kirkegængerne forstod salmens opmuntrende budskab.
Da messen var forbi, kom mange fra forsamlingen hen og takkede Arianne, fordi hun havde sunget den salme. Den oplevelse var en stærk påmindelse om, at vi alle – uanset race, religion eller sprog – er Guds børn.