Skab en evig familie
Da jeg voksede op i Mexico, havde jeg den store velsignelse at tilhøre en pragtfuld sidste dages hellig familie. Jeg elskede at vende hjem fra college om vinteren, lukke døren op og indsnuse duften af kanel og tortillas. Skønt vi set med verdslige øjne var en fattig familie, var vi rige på evangeliet og vidnesbyrd.
Jeg holdt især af mine forældres vidnesbyrd om Mormons Bog. Min far var en trofast læser af Mormons Bog. Ofte har vi, mens jeg var voksen, talt om bogen og grædt, fordi Ånden var så stærk. Han forstod bogens lærdomme. Han blev omvendt i 1917, da han var seks år gammel, og han har ofte fortalt om sine oplevelser, da han som dreng passede gårdens dyr. Han havde altid et eksemplar af Mormons Bog med i sin rygsæk.
Min mor var en fredfyldt kvinde, som altid tjente sin familie og Herren. Hun blev et stærkt eksempel på tro for hele vores familie, for hun opdrog seks børn og tjente konstant i Kirken. Hun tjente som missionær i 1940erne, da hele vores land var én stor mission.
Min fars belæringer
Under hele min opvækst var min far en meget travl mand, fordi han havde et krævende job som lastbilschauffør for byggeprojekter. Men han tog sig altid tid til mig. Da jeg gik i gymnasiet, spurgte min far altid mine fem søstre, når han kom hjem fra arbejde: »Hvor er Benjamin?«
Så hentede mine søstre mig og sagde: »Far spørger efter dig.«
Jeg holdt straks op med at lege med mine venner og løb hen for at spørge ham: »Hvad vil du, far?«
Så sagde han: »Hent dine skrifter og følg med mig.«
To eller tre gange om ugen læste vi i skrifterne sammen på den måde. Han var en eminent underviser i skrifterne. Dengang havde vi ikke seminar i Mexico. Nu tænker jeg tilbage på de studiestunder som min private seminarklasse med min far som lærer.
Mens jeg læste i skrifterne og hørte min far forklare dem for mig, erfarede jeg selv, hvordan Ånden føltes i min hjerte og mit sind. Ofte var Ånden meget stærk, når han forklarede skrifterne.
Disse oplevelser med min far var begyndelsen til mit eget vidnesbyrd om vor himmelske Fader og Kirken. Jeg havde altid tænkt, at Kirken var sand, men det var ikke nok at tænke. Min far tog min hånd og lagde den på jernstangen. Hans opdragelse var nøglen til mit vidnesbyrd og min indre tryghed ved evangeliet.
Under disse møder lærte jeg ikke bare meget fra ham om skrifterne, men jeg indså også, at min far elskede mig på en måde, som jeg dengang ikke helt kunne forstå. Mange gange inviterede han mig i biografen eller med ud at spise, og jeg ved, at jeg var beskyttet af min fars omsorg for mig. I dag er jeg selv far, og jeg ved, at han elskede mig på en ganske særlig måde.
Vælg dine venner omhyggeligt
De fleste af de venner, jeg havde i skolen, da jeg var 16, var ikke medlemmer af Kirken, men de vidste, at jeg var det. De begyndte at ryge og gøre andet, som jeg ikke ville være med til. Så meget begyndte at ændres mellem os – det, vi talte om, var meget forskelligt, og vores måde at tænke på og vore aktiviteter var ikke forenelige.
En dag spurgte min far mig: »Hvorfor tænker du ikke over dine venners indflydelse på dig?« Han rådede mig til at være forsigtig og tænke over nødvendigheden af at ændre min vennekreds.
Da jeg begyndte på universitetet, fik jeg meget travlt og var ikke meget sammen med mine venner, men en gang da vi var sammen, besluttede de at gøre noget dumt. Vi var ude at køre i bil, og de kørte meget hurtigt. Vi blev stoppet af politiet, og jeg var rædselsslagen. Jeg huskede min fars ord om at tænke på fremtiden. Den oplevelse hjalp mig til at træffe en beslutning om, hvilken type venner jeg ville omgås.
Jeg blev meget optaget af Kirkens aktiviteter. Det var pragtfuldt at deltage i GUF, fordi jeg besluttede at have den type venner. Jeg erfarede, at min far havde ret – at jeg skulle dyrke båndene til gode venner. Jeg havde brug for venner, der kunne hjælpe mig med at forberede mig til en mission.
En kærlig himmelsk Fader
Ligesom min egen far tog sig af mig, gør min himmelske Fader det også. Jeg ved, at min himmelske Fader elsker mig. På mange måder og under mange forhold tager hans sig af os hver især. Til tider hører vi ikke efter og er ikke villige til at lytte, fordi vore venner har vores opmærksomhed, mere end han har. Men jeg ved, at vor himmelske Fader elsker os, og han vil give os mulighed for at erfare i hjertet, at han er med os, når vi beder om hans hjælp.
Det er et privilegium at omdele nadveren
Jeg kan især huske følelsen af min himmelske Faders kærlighed, da jeg som ung medvirkede ved nadveren. Der var kun få unge mænd i min menighed, så jeg omdelte nadveren hver søndag. Da jeg tjente som lærer, forberedte jeg brød og vand hver uge. Dengang anvendte vi små glas, som jeg skulle vaske et for et.
Når jeg omdelte nadveren, kunne jeg se folks øjne. Gamle mennesker, unge mennesker, børn – hver af dem har en særlig følelse, når de modtager brødet og vandet. Jeg kunne se, at de personligt fornemmede vor himmelske Faders kærlighed. De oplevelser med nadveren gjorde et uudsletteligt indtryk på mig. Hver uge mindes jeg Herren, som døde for os. Jeg husker, at hvis vi er værdige, kan vi være sammen som familie for evigt.
Vidnesbyrdets trøst
Da min far var en gammel mand, talte vi om hans mulige død. Han frygtede den ikke; han følte fred. Når han talte om døden, vidste han, at han skulle være sammen med sin familie igen. Takket være forsoningen og opstandelsen følte vi begge en indre tryghed. Vi var altid Herren taknemlig for opstandelsens mirakel.
Takket være min fars belæringer har jeg, siden jeg var barn, vidst, at Jesu Kristi evangelium er sandt – ikke blot i mit sind, men også i mit hjerte. Ofte har Ånden ladet mig vide, at Mormons Bog er sand, at Joseph Smith er en profet, og at vi har en profet i dag, nemlig Thomas S. Monson. Visheden om, at jeg har evangeliet, gør mig lykkelig. Og jeg ved med sikkerhed, at Herren holder af os og kender os. Derfor har jeg mit eget personlige kendskab til Herren Jesus Kristus, og takket være hans offer ved jeg, at jeg kan være sammen med min far og resten af min familie igen.