Enoshs Bog 1
    Footnotes
    Theme

    Enoshs Bog

    Kapitel 1

    Enosh beder indtrængende og får forladelse for sine synder – Herrens røst lyder i hans sind og lover frelse for lamanitterne engang i fremtiden – Nefitterne forsøgte at vinde lamanitterne tilbage – Enosh fryder sig ved sin forløser. Omkring 420 f.Kr.

    1 Se, det skete, at jeg, aEnosh, der kendte min far som en bretfærdig mand – for han coplærte mig i sit sprog og også i Herrens dtugt og formaning – og velsignet være min Guds navn for det –

    2 og jeg vil fortælle jer om den akamp, som jeg havde foran Gud, før jeg fik bforladelse for mine synder.

    3 Se, jeg gik ud for at jage dyr i skovene; og de ord, som jeg ofte havde hørt min far tale angående evigt liv og de helliges aglæde, bsank dybt i mit hjerte.

    4 Og min sjæl ahungrede, og jeg bknælede ned for min skaber og anråbte ham i indtrængende cbøn og påkaldelse for min egen sjæl; og hele dagen lang anråbte jeg ham; ja, og da natten kom, oplod jeg stadig min røst, så den nåede himlene.

    5 Og der kom en arøst til mig, som sagde: Enosh, dine synder er dig tilgivet, og du skal blive velsignet.

    6 Og jeg, Enosh, vidste, at Gud ikke kunne lyve; derfor blev min skyld fejet bort.

    7 Og jeg sagde: Herre, hvordan er det sket?

    8 Og han sagde til mig: På grund af din atro på Kristus, som du aldrig før har hørt eller set. Og der vil gå mange år, før han giver sig til kende i kødet; se, din tro har gjort dig bren.

    9 Se, det skete, da jeg havde hørt disse ord, at jeg begyndte at føle et aønske for mine brødre nefitternes velfærd; derfor budøste jeg hele min sjæl til Gud for dem.

    10 Og mens jeg således kæmpede i ånden, se, da lød Herrens røst igen i mit asind og sagde: Jeg vil komme til dine brødre i forhold til deres flid med hensyn til at holde mine befalinger. Jeg har bgivet dem dette land, og det er et helligt land; og jeg cforbander det ikke, undtagen på grund af ugudelighed; derfor vil jeg komme til dine brødre, sådan som jeg har sagt; og deres overtrædelser vil jeg bringe ned over deres eget hoved med sorg.

    11 Og efter at jeg, Enosh, havde hørt disse ord, begyndte min tro på Herren at blive urokkelig; og jeg bad til ham med mange lange anstrengelser for mine brødre, lamanitterne.

    12 Og det skete, efter at jeg havde abedt og arbejdet med al flid, at Herren sagde til mig: Jeg vil give dig efter dine bønsker på grund af din tro.

    13 Og se nu, dette var det ønske, som jeg ønskede af ham – at hvis det skulle ske, at mit folk, nefitterne, skulle falde i overtrædelse og på en eller anden måde blive audryddet, og lamanitterne ikke skulle blive udryddet, at Gud Herren da ville bbevare en optegnelse om mit folk, nefitterne, om det så skulle ske ved hans hellige arms kraft, så den engang i fremtiden kunne blive cbragt frem til lamanitterne, så de muligvis kunne blive dbragt til frelse.

    14 For i øjeblikket var vore kampe aforgæves med hensyn til at bringe dem tilbage til den sande tro. Og de svor i deres vrede, at hvis det var muligt, ville de btilintetgøre vore optegnelser og os og også alle vore fædres overleveringer.

    15 Da jeg derfor vidste, at Gud Herren var i stand til at abevare vore optegnelser, anråbte jeg ham bestandig, for han havde sagt til mig: Hvad du end beder om i tro, overbevist om at du skal få det, i Kristi navn, det skal du få.

    16 Og jeg havde tro, og jeg anråbte Gud om, at han ville abevare boptegnelserne; og han sluttede pagt med mig om, at han ville cbringe dem frem til lamanitterne, når han anså tiden for at være inde.

    17 Og jeg, Enosh, vidste, at det ville ske i overensstemmelse med den pagt, som han havde sluttet; derfor havde min sjæl ro.

    18 Og Herren sagde til mig: Dine fædre har også begæret dette af mig, og det skal blive gjort for dem i overensstemmelse med deres tro; for deres tro var ligesom din.

    19 Og se, det skete, at jeg, Enosh, gik omkring blandt Nefis folk og profeterede om det tilkommende og vidnede om det, som jeg havde hørt og set.

    20 Og jeg aflægger vidnesbyrd om, at Nefis folk flittigt forsøgte at bringe lamanitterne tilbage til den sande tro på Gud. Men vort aarbejde var forgæves; deres had var fast indgroet, og de blev ledt af deres onde natur, så de blev vilde og grusomme og et bblodtørstigt folk, fulde af cafgudsdyrkelse og tilsølethed, der levede af rovdyr, boede i telte og vandrede omkring i ødemarken med et kort skind om lænderne og med raget hoved; og deres færdighed lå i dbuen og i sablen og øksen. Og mange af dem spiste intet andet end råt kød; og de forsøgte bestandig at udrydde os.

    21 Og det skete, at Nefis folk bearbejdede jorden og adyrkede alle slags korn og frugt og tillagde sig flokke af hjorde og flokke af alle slags kvæg af enhver art og geder og vilde geder og også mange heste.

    22 Og der var overordentlig mange aprofeter blandt os. Og folket var et bstivnakket folk, som havde svært ved at forstå.

    23 Og der var intet, bortset fra overordentlig megen astrenghed, bforkyndelse og profeti om krige og stridigheder og ødelæggelser og en bestandig cpåminden dem om død og evighedens varighed og Guds straffedomme og magt og alt dette – en dbestandig opildnen for at holde dem i frygt for Herren. Jeg siger, der var intet, bortset fra dette og overordentlig ligefrem tale, der kunne hindre dem i at synke hastigt ned til undergang. Og således skriver jeg om dem.

    24 Og jeg så krige mellem nefitterne og lamanitterne i løbet af mine dage.

    25 Og det skete, at jeg begyndte at blive gammel, og der var gået et hundrede og nioghalvfjerds år fra det tidspunkt, da vor fader Lehi aforlod Jerusalem.

    26 Og jeg så, at jeg snart måtte gå i min grav, efter at jeg har været påvirket af Guds kraft, så jeg måtte prædike og profetere for dette folk og kundgøre ordet i overensstemmelse med den sandhed, der er i Kristus. Og jeg har kundgjort det i alle mine dage og har frydet mig ved det mere end ved det, der er af verden.

    27 Og jeg går snart til mit ahvilested, som er hos min forløser; for jeg ved, at i ham skal jeg hvile. Og jeg fryder mig ved den dag, da min bdødelighed skal iføre sig cudødelighed og skal stå over for ham; da skal jeg med behag se hans ansigt, og han vil sige til mig: Kom til mig, du velsignede, der er et sted beredt til dig i min Faders dboliger. Amen.