Moronis Bog 9
    Footnotes
    Theme

    Mormons andet brev til sin søn Moroni.

    Omfatter kapitel 9.

    Kapitel 9

    Både nefitterne og lamanitterne er fordærvede og degenererede – De torturerer og myrder hinanden – Mormon beder til, at nåde og godhed må hvile over Moroni for evigt. Omkring 401 e.Kr.

    1 Min elskede søn, jeg skriver til dig igen, for at du kan vide, at jeg endnu lever; men jeg skriver noget om det, der er foruroligende.

    2 For se, jeg har haft et hårdt slag med lamanitterne, i hvilket vi ikke sejrede; og Arkeantus er faldet for sværdet og ligeledes Luram og Emrom; ja, og vi har mistet et stort antal af vore udsøgte mænd.

    3 Og se nu, min søn, jeg frygter, at lamanitterne vil udrydde dette folk; for de omvender sig ikke, og Satan ophidser dem bestandig til vrede, den ene mod den anden.

    4 Se, jeg arbejder med dem bestandigt; og når jeg taler Guds ord med skarphed, skælver de og bliver vrede på mig; og når jeg ikke bruger askarphed, forhærder de hjertet imod det; derfor frygter jeg, at Herrens Ånd er hørt op med at bkæmpe med dem.

    5 For så overordentlig vrede bliver de, at det synes mig, som om de ikke har nogen frygt for døden; og de har mistet deres kærlighed, den ene til den anden; og de atørster bestandig efter blod og hævn.

    6 Og se, min elskede søn, lad os på trods af deres hårdhed arbejde aflittigt; for hvis vi hørte op med at barbejde, ville vi blive bragt under fordømmelse; for vi har et arbejde at udføre, mens vi er i denne bolig af ler, så vi kan besejre fjenden af al retfærdighed og hvile vor sjæl i Guds rige.

    7 Og nu skriver jeg noget om dette folks lidelser. For ifølge den efterretning, jeg har fået fra Ammoron, se, så har lamanitterne mange fanger, som de tog ved Sherrizas tårn; og der var mænd, kvinder og børn.

    8 Og mændene og fædrene til disse kvinder og børn har de dræbt; og de giver kvinderne kødet af deres mænd og børnene kødet af deres fædre at spise; og intet vand, bortset fra en lille smule, giver de dem.

    9 Og til trods for denne store vederstyggelighed fra lamanitternes side, så overgår den ikke vort folks vederstyggelighed i Moriantum. For se, mange af lamanitternes døtre har de taget til fange; og efter at have berøvet dem det, der var yderst kært og dyrebart, mere end alt andet, nemlig akyskhed og bdyd –

    10 og efter at de havde gjort dette, myrdede de dem på den mest grufulde måde, idet de torturerede deres legeme, til de døde; og efter at de havde gjort dette, fortærer de deres kød som vilde rovdyr på grund af hjertets hårdhed; og de gør det som tegn på tapperhed.

    11 O, min elskede søn, hvorledes kan et folk som dette, uden civilisation –

    12 (og blot nogle få år er gået, siden de var et civiliseret og tiltalende folk),

    13 men, o min søn, hvorledes kan et folk som dette, der fryder sig ved så megen vederstyggelighed –

    14 hvorledes kan vi forvente, at Gud vil aholde sin hånd tilbage med hensyn til at fælde dom over os?

    15 Se, mit hjerte råber: Ve dette folk. Kom frem og fæld dom, o Gud, og skjul deres synder og ugudelighed og vederstyggeligheder for dit ansigt!

    16 Og videre, min søn, der er mange aenker og deres døtre, som er tilbage i Sherriza, og den del af forrådet, som lamanitterne ikke tog, se, det har Zenefis hær taget og har efterladt dem til at vandre hvorhen de kan efter føde; og mange gamle kvinder falder om undervejs og dør.

    17 Og den hær, som er hos mig, er svag; og lamanitternes hære står mellem Sherriza og mig; og så mange, som er flygtet til aArons hær, er blevet ofre for deres forfærdelige råhed.

    18 O, mit folks fordærvelse! De er uden orden og uden barmhjertighed. Se, jeg er kun et menneske, og jeg har kun et menneskes styrke, og jeg kan ikke længere gennemtvinge mine befalinger.

    19 De er blevet forhærdede i deres fordærvelse; og de er alle lige rå, og de skåner ingen, hverken gammel eller ung; og de fryder sig ved alt undtagen det, der er godt; og vore kvinders og børns lidelser på hele dette lands overflade overgår alt; ja, tungen kan ikke sige det, ej heller kan det skrives.

    20 Og se, min søn, dvæler jeg ikke længere ved dette rædselsvækkende syn. Se, du kender dette folks ugudelighed, du ved, at de er uden principper og ikke længere har evnen til at føle; og deres ugudelighed aovergår lamanitternes.

    21 Se, min søn, jeg kan ikke anbefale dem over for Gud af frygt for, at han vil slå mig.

    22 Men se, min søn, jeg anbefaler dig over for Gud, og jeg sætter min lid til Kristus, at du vil blive frelst, og jeg beder til Gud om, at han vil askåne dit liv, så du kan være vidne til hans folks tilbagevenden til ham eller deres fuldstændige undergang; for jeg ved, at de må omkomme, medmindre de bangrer og vender tilbage til ham.

    23 Og hvis de omkommer, er det ligesom med jereditterne på grund af deres hjertes egenrådighed, idet de astræber efter blod og bhævn.

    24 Og dersom de omkommer, så ved vi, at mange af vore brødre er arømmet til lamanitterne, og at mange flere også vil rømme til dem; skriv derfor noget mere, hvis dit liv bliver skånet, og jeg omkommer og ikke ser dig, men jeg sætter min lid til, at jeg snart skal se dig, for jeg har hellige optegnelser, som jeg gerne vil boverdrage dig.

    25 Min søn, vær trofast i Kristus; og måtte ikke det, som jeg har skrevet, bedrøve dig, så det tynger dig til døde, men måtte Kristus løfte dig op, og måtte hans alidelser og død og det, at han viste sit legeme for vore fædre, og hans barmhjertighed og langmodighed og håbet om hans herlighed og om det bevige liv bo i dit csind for evigt.

    26 Og måtte nåden fra Gud Faderen, hvis trone er høj i himlene, og fra vor Herre Jesus Kristus, som sidder ved hans magts ahøjre hånd, indtil alting skal blive ham underkastet, være og forblive hos dig for evigt. Amen.