1 Og det skete, at Alma og Amulek blev befalet at drage ud af den by; og de drog ud og kom ud til Sidoms land, og se, dér fandt de alle de folk, der var draget ud af Ammonihas land, og som var blevet stødt ud og stenet, fordi de troede på Almas ord.

2 Og de fortalte dem alt, hvad der var hændt deres hustruer og børn og også om dem selv og om deres kraft til udfrielse.

3 Og Ze’ezrom lå også syg ved Sidom med en brændende feber, som var forårsaget af de store anfægtelser i hans sind som følge af hans ugudelighed; for han antog, at Alma og Amulek ikke var til mere; og han antog, at de var blevet slået ihjel på grund af hans syndighed. Og denne store synd og hans mange andre synder rev op i hans sind, indtil det blev overordentlig plaget, eftersom han ikke blev udfriet; derfor begyndte han at svides af en brændende hede.

4 Se, da han hørte, at Alma og Amulek var i Sidoms land, begyndte hans hjerte at fatte mod; og han sendte straks en meddelelse til dem, hvori han ønskede af dem, at de skulle komme til ham.

5 Og det skete, at de straks tog af sted i lydighed mod den meddelelse, som han havde sendt dem; og de gik ind i huset til Ze’ezrom; og de fandt ham i sengen, syg og meget svag med en brændende feber, og hans sind var også overordentlig plaget på grund af hans syndighed; og da han så dem, rakte han hånden frem og bad dem indtrængende om, at de ville helbrede ham.

6 Og det skete, at Alma sagde til ham, idet han tog ham ved hånden: Tror du på Kristi kraft til frelse?

7 Og han svarede og sagde: Ja, jeg tror alle de ord, som du har sagt.

8 Og Alma sagde: Hvis du tror på Kristi forløsning, kan du blive helbredt.

9 Og han sagde: Ja, jeg tror i overensstemmelse med dine ord.

10 Og da anråbte Alma Herren og sagde: O Herre vor Gud, hav barmhjertighed med denne mand, og helbred ham i forhold til hans tro, som er på Kristus.

11 Og da Alma havde sagt disse ord, sprang Ze’ezrom op og begyndte at gå; og dette skete til hele folkets store forbavselse; og efterretningen om dette gik ud over hele Sidoms land.

12 Og Alma døbte Ze’ezrom til Herren; og han begyndte fra den tid af at prædike for folket.

13 Og Alma oprettede en menighed i Sidoms land og indviede præster og lærere i landet til at døbe til Herren hver den, som nærede ønske om at blive døbt.

14 Og det skete, at det var mange; for de flokkedes ind fra hele egnen rundt om Sidom og blev døbt.

15 Men hvad angår folket i Ammonihas land, så forblev de et hårdhjertet og stivnakket folk; og de omvendte sig ikke fra deres synder, idet de tilskrev al Almas og Amuleks kraft Djævelen; for de var af Nehors bekendelse og troede ikke på omvendelse fra deres synder.

16 Og det skete, at Alma og Amulek – Amulek, der havde forsaget alt sit guld og sølv og sine kostbarheder, som var i Ammonihas land, for Guds ords skyld, og som var blevet afvist af dem, der engang var hans venner, og også af sin far og sine slægtninge;

17 derfor, efter at Alma havde oprettet menigheden i Sidom og havde set en omfattende tilbageholdenhed, ja, havde set, at folket var blevet tilbageholdende med hensyn til deres hjertes stolthed og begyndte at ydmyge sig for Gud og begyndte at samle sig i deres helligdomme for at tilbede Gud foran alteret, idet de bestandigt vågede og bad, for at de kunne blive udfriet fra Satan og fra død og fra undergang –

18 se, som jeg sagde, Alma, der havde set alt dette, han tog derfor Amulek med sig og kom over til Zarahemlas land, og han tog ham med til sit eget hus og tog sig af ham i hans modgang og styrkede ham i Herren.

19 Og således endte det tiende år af den periode, hvor dommerne regerede over Nefis folk.