Almas Bog 56
    Footnotes

    Kapitel 56

    Helaman sender et brev til Moroni, hvori han beretter om tilstanden af krigen med lamanitterne – Antipus og Helaman vinder en stor sejr over lamanitterne – Helamans to tusinde unge krigere kæmper med mirakuløs kraft, og ingen af dem bliver slået ihjel. Vers 1 omkring 62 f.Kr., vers 2-19 omkring 66 f.Kr. og vers 20-57 omkring 65-64 f.Kr.

    1 Og se, det skete i begyndelsen af det tredivte år af dommernes regeringstid på den anden dag i den første måned, at Moroni modtog et brev fra Helaman, hvori han redegjorde for forholdene hos folket i den del af landet.

    2 Og disse er de ord, som han skrev, og som lød: Min højt elskede broder Moroni, såvel i Herren som i vor krigsførelses modgang; se, min elskede broder, jeg har noget at fortælle dig angående vor krigsførelse i denne del af landet.

    3 Se, ato tusinde sønner af de mænd, som Ammon førte ned fra Nefis land – se, du ved, at de er efterkommere af Laman, som var vor fader Lehis ældste søn;

    4 se, jeg behøver ikke at fortælle dig om deres overleveringer eller deres vantro, for du kender til alt dette –

    5 derfor er det mig nok at fortælle dig, at to tusinde af disse unge mænd har grebet deres krigsvåben og ville, at jeg skulle være deres leder; og vi er draget ud for at forsvare vort land.

    6 Og se, du kender også til den apagt, som deres fædre sluttede om, at de ikke ville gribe til deres krigsvåben mod deres brødre for at udgyde blod.

    7 Men i det seksogtyvende år, da de så vore trængsler og vor modgang for deres skyld, var de lige ved at abryde den pagt, som de havde sluttet, og gribe til deres krigsvåben til vort forsvar.

    8 Men jeg ville ikke tillade dem, at de skulle bryde den pagt, som de havde sluttet, da jeg antog, at Gud ville styrke os i en sådan grad, at vi ikke skulle lide mere på grund af opfyldelsen af den ed, som de havde aflagt.

    9 Men se, her er noget, som vi kan glæde os meget over. For se, i det seksogtyvende år marcherede jeg, Helaman, i spidsen for disse to tusinde unge mænd til byen Juda for at hjælpe Antipus, som du havde udpeget til leder for folket i den del af landet.

    10 Og jeg føjede mine to tusinde sønner (for de er værdige til at blive kaldt sønner), til Antipus’ hær, hvilken styrke Antipus frydede sig overordentlig meget ved; for se, hans hær var blevet svækket af lamanitterne, fordi deres styrker havde slået et stort antal af vore mænd ihjel, af hvilken grund vi må sørge.

    11 Dog må vi, hvad det angår, trøste os med, at de er døde for deres lands og for deres Guds sag, ja, og de er alykkelige.

    12 Og lamanitterne havde også beholdt mange fanger, som alle er øverste anførere, for ingen andre har de ladet i live. Og vi formoder, at de nu på dette tidspunkt er i Nefis land; det er de, hvis de ikke er slået ihjel.

    13 Og se, dette er de byer, som lamanitterne har sat sig i besiddelse af ved udgydelsen af så mange af vore tapre mænds blod:

    14 Mantis land, eller byen Manti, og byen Ze’ezrom og byen Cumeni og byen Antipara.

    15 Og det er de byer, som de havde taget i besiddelse, da jeg ankom til byen Juda; og jeg fandt Antipus og hans mænd i gang med at arbejde af alle deres kræfter med at befæste byen.

    16 Ja, de var nedtrykte i såvel legemet som i ånden, for de havde kæmpet tappert om dagen og arbejdet om natten for at holde deres byer; og således havde de lidt store trængsler af enhver art.

    17 Og se, de var besluttede på at sejre på dette sted eller dø; derfor kan du nok tænke dig, at denne lille styrke, som jeg bragte med mig, ja, disse mine sønner, gav dem store håb og megen glæde.

    18 Og se, det skete, at da lamanitterne så, at Antipus havde modtaget en større styrke til sin hær, blev de på Ammorons ordre tvunget til ikke at drage mod byen Juda eller mod os for at kæmpe.

    19 Og således blev vi begunstiget af Herren, for var de faldet over os i vor svaghed, kunne de måske have udryddet vor lille hær, men således blev vi bevaret.

    20 De blev af Ammoron befalet at holde de byer, som de havde indtaget. Og således endte det seksogtyvende år. Og i begyndelsen af det syvogtyvende år havde vi beredt vor by og os selv til forsvar.

    21 Se, vi nærede ønske om, at lamanitterne ville falde over os, for vi nærede ikke ønske om at foretage et angreb på dem i deres støttepunkter.

    22 Og det skete, at vi havde spioner ude rundt omkring for at holde øje med lamanitternes bevægelser, for at de ikke skulle drage forbi os om natten eller om dagen for at foretage et angreb på vore andre byer, som lå mod nord.

    23 For vi vidste, at i disse byer var de ikke tilstrækkelig stærke til at møde dem; derfor nærede vi ønske om, hvis de drog forbi os, at falde over dem bagfra og således angribe dem bagfra, samtidig med at de blev mødt forfra. Vi mente, at vi kunne besejre dem, men se, vi blev skuffet i dette vort ønske.

    24 De turde ikke at drage forbi os med hele deres hær, ej heller turde de at gøre det med en del af den af frygt for, at de ikke skulle være tilstrækkelig stærke, og at de skulle falde.

    25 Ej heller turde de marchere ned mod byen Zarahemla, ej heller turde de krydse Sidons kilder over til byen Nefiha.

    26 Og således var de besluttede på med deres styrker at holde de byer, som de havde indtaget.

    27 Og se, det skete i den anden måned af dette år, at der blev bragt os mange forsyninger fra fædrene til mine to tusinde sønner.

    28 Og der blev også sendt to tusinde mænd til os fra Zarahemlas land. Og således var vi beredt med ti tusinde mænd og forsyninger til dem og også til deres hustruer og deres børn.

    29 Og lamanitterne, der således så vore styrker øges dagligt og forsyninger ankomme til vort underhold, de begyndte at blive skrækslagne og begyndte at gøre udfald for om muligt at gøre en ende på vor modtagelse af forsyninger og styrke.

    30 Se, da vi så, at lamanitterne begyndte at blive urolige på denne måde, nærede vi ønske om at anvende en list over for dem; derfor befalede Antipus, at jeg skulle marchere ud med mine små sønner til en nærliggende by, som om vi førte forsyninger til en nærliggende by.

    31 Og vi skulle marchere tæt forbi byen Antipara, som om vi var på vej til byen bag dem i grænseegnene ved kysten.

    32 Og det skete, at vi marcherede ud, som om vi ville drage til den by med vore forsyninger.

    33 Og det skete, at Antipus marcherede ud med en del af sin hær og efterlod resten til at holde byen. Men han marcherede ikke ud, førend jeg var draget ud med min lille hær og kom i nærheden af byen Antipara.

    34 Og se, i byen Antipara var lamanitternes stærkeste hær udstationeret, ja, den talrigste.

    35 Og det skete, at da de var blevet underrettet af deres spioner, kom de ud med deres hær og marcherede mod os.

    36 Og det skete, at vi flygtede fra dem nordpå. Og således ledte vi lamanitternes mægtigste hær bort,

    37 ja, endog et betydeligt stykke vej, så vidt at de, da de så Antipus’ hær forfølge dem af alle deres kræfter, ikke vendte sig til højre eller venstre, men fortsatte deres march i lige retning efter os; og det var deres hensigt, formoder vi, at slå os ihjel, før Antipus kunne indhente dem, og dette for at de ikke skulle blive omringet af vore folk.

    38 Og se, Antipus, der så vor fare, fremskyndede hærens march. Men se, det blev nat, derfor indhentede de os ikke, ej heller indhentede Antipus dem; derfor slog vi lejr for natten.

    39 Og det skete, at før morgenen gryede, se, da forfulgte lamanitterne os. Se, vi var ikke tilstrækkelig stærke til at stride mod dem, ja, jeg ville ikke tillade, at mine små sønner skulle falde i deres hænder; derfor fortsatte vi vor march, og på vor march begav vi os ud i ødemarken.

    40 Se, de turde ikke holde til højre eller til venstre, af frygt for at de skulle blive omringet; ej heller ville jeg holde til højre eller til venstre, af frygt for at de skulle indhente mig, og at vi ikke kunne stå os imod dem, men blive slået ihjel, og at de ville undslippe; og således flygtede vi hele den dag ud i ødemarken, ja, indtil det blev mørkt.

    41 Og det skete, at vi igen, da morgenlyset brød frem, så, at lamanitterne var over os, og vi flygtede for dem.

    42 Men det skete, at de ikke forfulgte os langt, før de gjorde holdt; og det var om morgenen på den tredje dag i den syvende måned.

    43 Og se, om de var blevet indhentet af Antipus, vidste vi ikke, men jeg sagde til mine mænd: Se, vi ved ikke, om de har gjort holdt med det formål, at vi skal gå imod dem, så de kan fange os i deres snare.

    44 Hvad siger I derfor, mine sønner, vil I gå mod dem for at kæmpe?

    45 Og se, jeg siger dig, min elskede bror Moroni, at jeg aldrig havde set så stort et amod, nej, ikke blandt nogen af nefitterne.

    46 For ligesom jeg altid havde kaldt dem mine sønner (for de var alle meget unge), så sagde de til mig: Far, se, vor Gud er med os, og han vil ikke tillade, at vi skal falde, lad os derfor drage frem; vi vil ikke slå vore brødre ihjel, hvis de vil lade os i fred; lad os derfor drage frem, så de ikke skal besejre Antipus’ hær.

    47 Se, de havde aldrig kæmpet, dog frygtede de ikke døden; og de tænkte mere på deres fædres afrihed, end de tænkte på deres eget liv; ja, det var blevet dem fortalt af deres bmødre, at hvis de ikke tvivlede, ville Gud udfri dem.

    48 Og de gentog deres mødres ord for mig, idet de sagde: Vi tvivler ikke på, at vore mødre vidste det.

    49 Og det skete, at jeg med mine to tusinde vendte om mod disse lamanitter, som havde forfulgt os. Og se nu, Antipus’ hære havde indhentet dem, og et skrækkeligt slag var begyndt.

    50 Antipus’ hær, der var udmattet på grund af deres lange march over så kort et tidsrum, var nær ved at falde i hænderne på lamanitterne, og var jeg ikke vendt om med mine to tusinde, havde de opnået deres hensigt.

    51 For Antipus var faldet for sværdet, og mange af hans ledere på grund af deres træthed, som var forårsaget af hastigheden af deres march – derfor begyndte Antipus’ mænd, som var forvirrede på grund af deres lederes fald, at vige for lamanitterne.

    52 Og det skete, at lamanitterne fattede mod og begyndte at forfølge dem, og således forfulgte lamanitterne dem med stor kraft, da Helaman faldt over deres bagtrop med sine to tusinde og begyndte at slå dem ihjel, således at hele den lamanitiske hær gjorde holdt og vendte sig mod Helaman.

    53 Se, da Antipus’ folk så, at lamanitterne havde vendt sig om, samlede de deres mænd og faldt igen over lamanitternes bagtrop.

    54 Og se, det skete, at vi, Nefis folk, Antipus’ folk og jeg med mine to tusinde omringede lamanitterne og slog dem, ja, således at de blev nødt til at overdrage deres krigsvåben og overgive sig selv som krigsfanger.

    55 Og se, det skete, at da de havde overgivet sig til os, se, da talte jeg disse unge mænd, som havde kæmpet sammen med mig, idet jeg frygtede, at mange af dem var blevet slået ihjel.

    56 Men se, til min store glæde var aikke én sjæl af dem faldet til jorden; ja, og de havde kæmpet som med Guds styrke; ja, aldrig havde man kendt mænd, som havde kæmpet med en så mirakuløs styrke; med en så mægtig kraft var de faldet over lamanitterne, at de havde skræmt dem; og af denne årsag havde lamanitterne overgivet sig som krigsfanger.

    57 Og da vi ikke havde noget sted til vore fanger, så vi kunne bevogte dem og holde dem fra lamanitternes hære, sendte vi dem til Zarahemlas land sammen med en del af Antipus’ mænd, som ikke var blevet slået ihjel, og resten tog jeg og forenede dem med mine unge aammonitter og begav os på vor march tilbage til byen Juda.