Kom og følg mig
Offer, retfærdighedens frugt
Ældste Adeyinka A. Ojediran
De Halvfjerds
Abrahams eksempel lærer os, at når vi sætter Herren først, følger der velsignelser.
Abramham og Isak, af Harold Copping, © Look and Learn / Bridgeman Images; guldkant fra Getty Images
Da jeg var grenspræsident i Nigeria, udtrykte en ung søster, der var omvendt til Kirken, sit ønske om at tage på mission. Hendes far, der ikke var medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, var meget uenig i hendes plan. Vores grensråd drøftede situationen. Vi besluttede, at det ville være passende for grenspræsidentskabet at besøge hendes far.
Besøget gik ikke godt til at begynde med, indtil jeg følte mig inspireret til at fortælle hendes far historien om Abrahams villighed til at ofre sin søn Isak, som det er beskrevet i 1 Mosebog kapitel 22. Abraham er et eksempel på tillid til og tro på Gud. Selvom Isak var Abraham og Saras eneste søn, der blev født, da de begge var gamle, adlød Abraham villigt, da Herren bad ham om et offer.
Da Abraham skulle til at ofre sin søn, greb en engel ind. »Læg ikke hånd på drengen,« sagde han, »og gør ham ikke noget! Nu ved jeg, at du frygter Gud og end ikke vil nægte mig din eneste søn.« (1 Mos 22:12). Ordet frygt i det vers betyder »at føle ærbødighed over for [Gud] og adlyde hans befalinger.«1
Et blødgjort hjerte
Faderen blev rørt over denne påmindelse om Abrahams lydighed. Han sagde, at han aldrig havde forventet, at han kunne blive bedt om at gøre noget lignende, selvom det ikke var af samme omfang. Han accepterede, at hans datter kunne tjene og at støtte hende økonomisk i 18 måneder.
Søsteren tjente med ære. Da hun vendte tilbage, giftede hun sig med en mand i samme gren. De tjener stadig trofast i Kirken og har tre børn. Alle hendes søskende er blevet medlemmer af Kirken. Hendes bror tjente også som missionær. Og hendes yngste søster er gift med min yngste bror.
Når jeg tænker tilbage på denne fars beslutning, bliver jeg imponeret. Han lod sit første barn, en nyomvendt til en tro, der var anderledes end hans, tage på mission. Jeg bliver også mindet om de velsignelser, hans familie fik, da flere af hans børn blev medlemmer af Kirken. I dag er de lykkeligt gift med værdige ægtefæller og efterlever trofast Jesu Kristi evangelium. Faderen tilsluttede sig aldrig Kirken, men hans offer bliver helt sikkert ligesom Abrahams tro på Gud regnet »ham … til retfærdighed« (1 Mos 15:6).
Et sindbillede
Ske ikke min vilje, men din, af Harry Anderson, med tilladelse fra Pacific Press Publishing Association, Inc., må ikke kopieres.
Abrahams villighed til at ofre var selvfølgelig »et sindbillede på Gud og hans enbårne Søn« (Jakob 4:5). Denne oversigt fremhæver nogle ligheder:
|
Jesus Kristus, Guds Søn |
Isak, Abrahams søn |
|
Gud beskriver Jesus Kristus som sin elskede Søn (se Matt 3:17; JS-H 1:17). |
Gud beskriver Isak som den søn, Abraham elsker (se 1 Mos 22:2). |
|
Frelseren er Guds lam der skal borttage verdens synder (se Joh 1:29; 1 Ne 11:21, 33; Mosi 14:7; Alma 7:14). |
Isak er et lam, der skal ofres af Abraham (se 1 Mos 22:7-8). |
|
Gud gav sin Søn på grund af sin kærlighed til os (se Joh 3:16). |
Abraham var villig til at give sin søn på grund af sin kærlighed til Gud (se 1 Mos 22:12). |
|
Frelseren er arving til Faderens trone (se Rom 8:17, Hebr 1:2). |
Isak er Abrahams arving (se 1 Mos 15:4). |
|
Gennem Kristus er vi arvinger til riget (se Rom 8:17; Gal 3:29). |
Gennem Isak (eller gennem pagter) regnes vi for Abrahams efterkommere (se 1 Mos 21:12-13). |
|
Herrens sonoffer er altafgørende for forløsning. Gennem trofasthed, ordinancer og pagter kan vi blive som ham. |
På grund af løfter til Abraham og Isak kan vi blive pagtens børn, Guds udvalgte. |
Når vi villigt adlyder Herrens befalinger, ofrer vi for ham. Når vi gør det, føler vi mere af hans bemyndigende kraft, der giver os mulighed for at holde fast ved evigt liv, når vi har gjort vores bedste (se 2 Ne 25:23; Moro 7:25). Når vi favner Frelserens forsoning, øges vores kærlighed til ham. Vi føler en større samhørighed med ham. Det gør det muligt for os at gøre alt, hvad han kræver af os.
Et villigt offer
Skrifterne rummer mange eksempler på dem, der villigt ofrede og derefter blev styrket af Gud.
For eksempel efterlod Lehi alt for at tage til det forjættede land. Så hjalp Gud Lehis sønner med at få fat i bronzepladerne fra Laban, han sørgede for Liahonaen, der ledte dem gennem ørkenen, han viste Nefi, hvordan han skulle bygge et skib og beskytte sin familie, mens de krydsede havet. (Se 1 Ne 2-18).
Alma den Yngre ofrede sin plads som overdommer for at hellige sig ypperstepræstens hellige kaldelse (se Alma 4:11-20). Han etablerede derefter »kirkens orden« (Alma 6:4), arbejdede sammen med Amulek for at undervise mange sjæle og flygtede fra fængslet ved Herrens kraft (se Alma 8-16).
Almas ofring af en stilling for at fokusere på en anden minder mig om min egen oplevelse, da jeg blev kaldet som områdehalvfjerdser. Kort tid efter jeg var blevet kaldet, ønskede det firma, jeg arbejdede for, at jeg tog fire år til Europa for at arbejde der. Opgaven ville betyde, at vi skulle flytte, så jeg afslog. De, der blev overraskede over min beslutning, måtte jeg forklare, at Herren ikke ville have kaldet mig til at tjene i Det Vestafrikanske Område i april blot for at få mig til at holde op og tage til Europa i maj. Jeg huskede historien i Det Gamle Testamente om Jonas (se Jon 1-3). Jeg vidste, at Herren havde kaldet mig, og jeg ville ikke droppe min kaldelse.
En evangelisk nødvendighed
Offer er en frugt af retfærdighed. Det kræver, at vi overvinder det naturlige menneske, når vi giver efter for Helligåndens tilskyndelser (se Mosi 3:19). Som medlemmer af Kirken er der nogle ofre, vi regelmæssigt yder.
Overholdelse af tiendeloven »Se, nu hedder det i dag, indtil Menneskesønnen kommer, og sandelig er det en offerdag og en dag, på hvilken mit folk skal betale tiende« (L&P 64:23). Forestil jer, at Herren siger til jer: »Nu ved jeg, at I ærer Gud, eftersom I ikke har holdt jeres tiende tilbage.«
Ær sabbatten Vi ofrer vores egne fornøjelser for at gøre sabbatten frydefuld for Herren, og han lover store velsignelser til dem, der ærer sabbatten (se Es 58:13-14). »Nu ved jeg, at I ærer Gud, fordi I ærer sabbatten.«
Missionærtjeneste. Kan den opvoksende slægt straks forlade deres garn (se Matt 4:20), eller hvad der holder dem tilbage, og følge Herren ved at tage på mission? »Nu ved jeg, at du er ærbødig over for Gud, fordi du ikke har holdt dig tilbage fra at tage på mission.«
At acceptere og trofast højne kaldelser. Når vi villigt accepterer kaldelser til at tjene Herren, søger vi hans vejledning til at gøre alt, hvad vi kan. »Nu ved jeg, at I ærer Gud, fordi I gør alt, hvad der kræves og mere.«
At tjene andre. At ofre vores tid og ressourcer for at drage omsorg for, besøge, støtte og opløfte andre gør os til Kristi sande disciple. Slægtsforskning og tempeltjeneste er til gavn for dem på den anden side af sløret. »Nu ved jeg, at I ærer Gud, fordi I tjener hans børn.«
En demonstration af Guds kærlighed
Præsident M. Russell Ballard, fungerende præsident for De Tolv Apostles Kvorum, har sagt: »Offer er et bevis på ægte kærlighed. Graden af vores kærlighed til Herren, evangeliet og vores medmennesker kan måles ved, hvor villige vi er til at ofre for dem.«2
Når vi ikke holder noget tilbage for at opfylde Herrens befalinger, udvikler vi os til at blive mere som ham, og vi bliver Israel, som præsident Russell M. Nelson har sagt. Han spurgte: »Er I villige til at lade Gud råde i jeres liv? Er I villige til at give, hvad som helst Herren har brug for, at I gør, forrang over alle andre ambitioner? Er I villige til at lade jeres vilje blive opslugt af hans?«3
Når vi lader Gud råde i vores liv, ser vi vores offer til ham som en påskønnelse af hans kærlighed. Vi ser tjeneste i hans rige som et privilegium, ikke en byrde. Det bliver let at ofre gennem tro på Herren, når vi soler os i hans forløsende kærlighed.