Bliv en pagtsperson blandt et pagtsfolk
Ældste Neil L. Andersen
De Tolv Apostles Kvorum
Vi bliver forandret, når vi accepterer og holder de pagter, Gud tilbyder alle sine børn.
Da Charlotte og Morgan (på modsatte side) hørte om det gengivne evangelium, fulgte de villigt Frelseren; indsat: Charlotte ved sin dåb. Nedenfor: Charlotte og Laurent, mens de datede (indsat) og ved deres besegling i templet i Bern i Schweiz i 1995.
Albumbaggrund og fotokanter og hjørner fra Getty Images
Jeg mødte Regis Carlus for første gang i 1995 i Frankrig. Han var ikke medlem af Kirken. Hans datter, Charlotte, skulle besegles i templet i Bern i Schweiz næste dag, og han havde skrevet og spurgt, om han måtte komme forbi mit kontor for at møde mig. Han havde hørt, at jeg ofte spurgte til ham, og han var forvirret over hvorfor.
Jeg kendte og beundrede hans to unge voksne børn, Charlotte og Morgan, der var blevet døbt nogle få år tidligere i 1991, da jeg tjente som præsident for Bordeaux-missionen i Frankrig. Efter at have mødt Charlotte og Morgan blev min hustru, Kathy, og jeg forbløffede over deres godhed.
Morgan skrev for nylig til mig om sin dåb og indgåelse af pagter og sagde: »Før [jeg fandt evangeliet], var jeg en 18-årig ateist, der længtes efter virkelig lykke, men uden at vide, hvor jeg skulle finde den. Helligånden rørte mit hjerte så stærkt, at jeg ikke ønskede at skuffe min himmelske Fader og hans Søn, Jesus Kristus. Det er derfor, jeg har holdt mine dåbs- og tempelpagter og arbejdet på at være en, der ærer disse pagter.«1
For Charlotte begyndte hendes beslutning om at leve et liv i overensstemmelse med Guds lov, tilmed før hun sluttede sig til Kirken. Mange år senere fortalte hendes datter Amélie mig, at da Charlotte var teenager, »følte hun sig anderledes end sine venner. Hendes venner drak alkohol, røg og holdt ikke kyskhedsloven, men Charlotte følte ikke et ønske om at gøre noget af dette.«
Uagtet deres omstændigheder valgte Morgan og Charlotte, da muligheden kom, at indgå pagter med Herren og er blevet forandret på grund af det.
Efter deres dåb tog Charlotte til USA for at få en kandidatgrad i sprog og litteratur og fik sin begavelse i templet. Hun tjente som missionær i England.
Jeg undrede mig over, at disse to unge studerende var så villige til at følge Frelseren. Og jeg havde håbet at høre, at deres forældre ville følge deres eksempel.
Da jeg var blevet kaldet som generalautoritet og udpeget til at tjene i områdepræsidentskabet for Europa/Middelhavet, tog jeg imod hr. Carlus’ anmodning om at mødes og håbede, at han ville følge sine børn til det gengivne evangelium.
Herrens løfte om at samle sit folk
Da jeg så frem til at møde hr. Carlus, tænkte jeg på Herrens løfte om at »indsamle Israel fra jordens fire hjørner« (3 Ne 16:5) i de sidste dage. Han ville oprette et pagtsfolk, som ville »komme til kundskab om [hans] evangeliums fylde« (3 Ne 16:12). I vores uddeling sagde han: »Zion skal blomstre … og hun skal være et banner for folkene, og der skal komme nogle fra hvert folkeslag under himlen til hende« (L&P 64:41-42).
Selvom Herrens røst lyder til alle mennesker (se L&P 1:4), sagde Herren, at i de sidste dage ville hans pagtsfolk være få i forhold til hele jordens befolkning, men » Lammets kirke, som var Guds hellige, [ville være] overalt på jordens overflade« (1 Ne 14:12). Disse hellige, der var bundet til Gud af pagter (se L&P 82:11), skulle stå på hellige steder og ikke lade sig flytte (se L&P 45:32), idet de forberedte sig på Frelserens andet komme (se L&P 45:43-44).
Nefi beskrev pagtsfolket i de sidste dage: »Jeg, Nefi, så Guds lams kraft, at den kom ned over de hellige i Lammets kirke og over Herrens pagtsfolk, som var spredt over hele jordens overflade, og de blev udrustet med retfærdighed og med Guds kraft i stor herlighed« (1 Ne 14:14).
Desværre vil der også være dem, »der ikke vil høre Herrens røst, ej heller hans tjeneres røst« (L&P1:14).
En afvist invitation
Da Charlottes far studerede på universitetet i 1960’erne, havde missionærerne undervist ham i evangeliet. Han blev draget mod den genoprettede kirke og følte kraften i Mormons Bog. Han besluttede dog, at det ikke ville fremme hans karriere at slutte sig til en lille amerikansk kirke.
Nu hvor jeg hilste på hr. Carlus og udvekslede høflige bemærkninger den dag i 1995, spurgte han, hvorfor jeg havde vist så stor interesse for ham.
Da jeg havde bedt med ham, fortalte jeg ham, at disse få minutter med ham måske var den eneste gang i dette liv, hvor jeg ville se ham. Jeg roste ham for hans bemærkelsesværdige datter og søn og fortalte ham, at jeg respekterede ham umådeligt for at opdrage to retskafne børn.
Så talte jeg til ham om Frelserens formål med at gengive sit evangelium på jorden, præstedømmets rolle, vigtigheden af familien og beseglingsmagten og indsamlingen af et pagtsfolk over hele verden.
Jeg fortalte ham, at jeg følte, at da missionærerne underviste ham som universitetsstuderende, havde hans retskafne skæbne været at slutte sig til Kirkens pagtsfolk. Jeg bad om, at han ikke blev fornærmet, da vi læste to vers, som jeg følte var gældende for ham.
Sammen læste vi i Alma om dem, der var »kaldet og beredt fra verdens grundlæggelse … som følge af deres overordentlig store tro og gode gerninger; til at begynde med blev de overladt til at vælge godt eller ondt; derfor er de, eftersom de valgte det gode og udøvede overordentlig stor tro, kaldet med en hellig kaldelse … mens andre forkastede Guds Ånd som følge af deres hjertes hårdhed og deres sinds blindhed, mens de, hvis det ikke havde været for dette, kunne have haft et lige så stort privilegium som deres brødre« (Alma 13:3-4).
Jeg fortalte høfligt hr. Carlus, at jeg troede, at han var forberedt på at være sammen med os, og da han nægtede på grund af verdens appel, fortsatte Herren med at velsigne ham med to udvalgte ånder til at være hans børn. De tog imod den pagtssti, der var beregnet til hans familie. Så inviterede jeg ham til at tage imod den invitation, han havde fået 30 år forinden.
Regis Carlus sluttede sig ikke til Kirken i dette liv, men hans børn havde valgt pagtsstien, og de er forblevet på stien.
Et stærkt vidnesbyrd, en levende tro
Fra oven: Laurent og Charlotte med deres to første børn Amélie og Valentine; på en vandretur i Utah; med deres familie i Rexburg i Idaho i december 2008. Modsatte side: Familien Passe med Charlottes far Regis Carlus.
Næste gang min hustru og jeg så Charlotte og hendes mand, Laurent, var sidst i 1998 i Salt Lake City i Utah, hvor Charlotte var vendt tilbage til University of Utah for at få en ph.d. i litteraturvidenskab.
Charlotte og Laurent var på pagtsstien, men vi fandt ud af, at deres økonomi var stram. Charlotte og Laurent stoppede revnerne i deres lejlighed for at holde den kolde luft ude. De klædte deres tre børn i varmt tøj, fordi de ikke havde råd til at varme deres lejlighed op. Deres datter Valentine var blevet født derhjemme, fordi de ikke havde råd til forsikring eller hospitalet.
De økonomiske udfordringer fortsatte, da de vendte tilbage til Frankrig. Passende beskæftigelse var svært at finde for både Charlotte og Laurent. Ved en lejlighed spurgte Charlotte en ven, hvad de skulle gøre, når de ikke havde penge nok til at brødføde børnene og betale tiende. Hendes ven sagde: »Betal jeres tiende først, og hvis I har brug for mad, så gå til biskoppen.«
De havde også andre udfordringer. Charlottes mor havde været imod hendes dåb, hendes ægteskab og hendes åndelige valg, da hun tilsluttede sig Kirken. Denne modstand fortsatte, men Charlotte stolede på Herren, nærede sit vidnesbyrd og holdt sine pagter.
I 2008 blev Charlotte inviteret til en jobsamtale på Brigham Young University-Idaho. I templet i Rexburg i Idaho følte hun Herrens tilskyndelse til at flytte sin familie til USA.
Beslutningen om at forlade Frankrig var meget svær. Det var også udfordrende at komme til en ny kultur i Rexburg. Selvom de fleste bød dem velkommen og hjalp familien Passe, følte Charlotte til tider, at nogle ikke forstod, hvorfor hun arbejdede på universitetet i stedet for at være hjemme med sine børn.
Da deres datter Amélie tøvede med at komme i kirke, sagde Charlotte til hende: »Amélie, jeg går i kirke for at tage nadveren og huske mine pagter. De, [der ikke forstår vores situation], påvirker ikke mit vidnesbyrd.«
Charlotte lærte sine børn den vigtige forskel på Kirken (med stort K og kirken (med et lille k). Hun sagde: »Kirken er Herrens institution med hans profeter og apostle. Den vil aldrig svigte os, kirken er medlemmerne, og ingen af os er fuldkomne.«
Hendes familie kunne have valgt at holde op med at deltage på grund af disse udfordringer, men Charlotte vidste, at det at være en del af et pagtsfolk betyder at være en pagtsperson – en, der er trofast mod de pagter, hun har indgået med Herren.
At trænge sig frem på pagtsstien
Mens Charlotte gjorde sit bedste for at være fuldtidsmor, hjalp hun med lektierne og hjemmeundervisningen, mens Laurent udviklede sine engelskkundskaber. En gang skrev hun i sin dagbog: »Der er for meget arbejde, og at prøve at tage sig af mit hus og min familie på samme tid gør det til en stor byrde.«
Men hun fortsatte og skrev, at Ånden havde sagt til hende i hendes bønner: »Du må fortsætte med at arbejde. Det vil ikke stoppe med det samme. Få mest ud af den jeres gode indkomst til at forberede jer selv og jeres hjem … på det, der kommer.«
I 2016 fandt Charlotte ud af, at hun havde brystkræft. Med behandling kom hun i bedring, men kræften vendte tilbage i 2019. Hun fortsatte med at tjene og styrke andre, indtil hun døde i april 2021 som 50-årig.
Charlotte havde sluttet sig til pagtsfolket som 20-årig i Montpellier i Frankrig. Og selv om hun var hurtigt til at sige, at hun langt fra var fuldkommen, skattede hun sine pagter og forblev på pagtsstien i de resterende 30 år af sit liv.
Da Charlotte kæmpede med kræft, skrev hun i sin dagbog: »Jeg er så taknemmelig for Helligånden og evnen … til at modtage personlig åbenbaring. Jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre i mit liv uden den. Jeg ville være fortabt.«
Da jeg læste hendes ord, tænkte jeg på præsident Russell M. Nelsons råd til alle os på pagtsstien: »I den kommende tid vil det ikke være muligt at overleve åndeligt uden Helligåndens vejledende, anvisende, trøstende og konstante indflydelse.«2
Connie Ruesch Cosman var søstermissionær i Frankrig, da Charlotte trådte ind på pagtsstien. De forblev venner, og Connie kom fra Arizona for at hjælpe med at tage sig af Charlotte i de sidste to uger af jordelivet. Søster Cosman skrev: »Charlotte tvivlede aldrig og gjorde, hvad end Herren bad hende om. Hun søgte sine egne svar og modtog dem. Hun er fortsat et umådeligt eksempel for mig og andre.«
Dagen efter Charlottes død skrev hendes bror Morgan til mig: »Jeg savner hende forfærdeligt; vi var meget tætte.« Han talte derefter om en åndelig oplevelse, der kom til ham den første nat efter hendes bortgang.
»[Jeg ved], at hun er lykkeligere end nogensinde,« sagde han og tilføjede, at hans åndelige oplevelse »kraftigt bekræftede det, jeg allerede vidste, og det helede mit knuste hjerte.«
Pagtens børn
Når vi vælger at tage helhjertet imod de pagter, Gud tilbyder på pagtsstien, bliver vores liv forandret. Alma sagde, at vi bliver »født åndeligt af Gud« (Alma 5:14). Frelseren kaldte denne forandring for at blive »født på ny« (Joh 3:3). Og han sagde, at vi bliver »pagtens børn« (3 Ne 20:26). Det er den samme pagt, han indgik med Abraham: »Jeg opretter min pagt med dig og dine efterkommere i slægt efter slægt, en evig pagt: Jeg vil være din og dine efterkommeres Gud.« (1 Mos 17:7).
Som pagtens børn ser vi vores liv igennem perspektivet i vor himmelske Faders plan. Vi arbejder på at være lydige og at øge vores tro på Jesus Kristus. Vi beder konstant. Vi kender vores svaghed, men vi har håb. Vi stræber efter at lade Gud råde, når vi står over for vores udfordringer, og vi omvender os vedvarende og opgiver aldrig vores bestræbelser på at blive mere som Frelseren.
Som Herrens tjener lover jeg, at hans nåde og godhed vil forløse os, når vi bevarer vores tro på ham og gør vores allerbedste for at holde vores pagter med ham.