2022
Patriarkalske velsignelser – Indsigt fra profeter og patriarker
Februar 2022


Kun digitalt

Patriarkalske velsignelser – Indsigt fra profeter og patriarker

Lær mere om formålet med og løfterne i patriarkalske velsignelser.

Billede
en ung kvinde modtager en velsignelse

Foto: Jeremy Hall

»Jeg husker første gang, jeg gav en patriarkalsk velsignelse,« siger Vyacheslav A. Protopopov, en patriark, der bor i Moskva i Rusland. Jeg havde selvfølgelig tænkt, studeret og forberedt mig åndeligt. Jeg var nervøs, men da øjeblikket kom, fyldte Ånden rummet og jog al frygt og forbehold væk. Ånden hjalp mig til at høre de ord, der kom til mit hjerte.«

Ligesom bror Protopopov erklærer patriarker i hele Kirken slægtslinjer og giver patriarkalske velsignelser ved åbenbarelsens ånd. Her er nogle lærdomme fra profeter og apostle tillige med tanker fra fire patriarker om at modtage og følge denne hellige kilde til åndelig vejledning.

Personlige budskaber fra vor himmelske Fader

»Over hele verden forbereder ædle patriarker sig åndeligt på at give patriarkalske velsignelser,« har ældste Gerrit W. Gong fra De Tolv Apostles Kvorum sagt. »Når patriarken lægger sine hænder på jeres hoved, føler han og udtrykker Guds kærlighed til jer. Han meddeler jer jeres slægtslinje i Israels hus. Han udtaler velsignelser fra Herren.«1

Patriark Clayne A. Steed fra Alberta i Canada har sagt: »Igen og igen er jeg ydmyg over det unikke ved de velsignelser, der gives – ordene, vendingerne og sætningerne. Gennem Helligåndens tilskyndelser bliver de indtryk, tanker og ord, der finder stemme gennem mig som mellemmand, så vor himmelske Fader kan velsigne sine børn. Jeg kan kun svagt forstå betydningen af det, der bliver talt, for det er ikke min velsignelse – det er Guds velsignelse« til sine børn.

»Ligesom der er mange ting, der adskiller os i vores personlighed og erfaringer, er vores patriarkalske velsignelse også personlig,« siger Emile E. Bailly fra Loiret i Frankrig. »Alle vor himmelske Faders børn kan ved åbenbaringens kraft vide, at denne velsignelse kommer fra Gud til ham eller hende personligt.«

»Din patriarkalske velsignelse er din og din alene,« sagde præsident Thomas S. Monson (1927-2018). »Den kan være kort eller lang, enkel eller indgående. Længde og sprogbrug udgør ikke en patriarkalsk velsignelse. Det er Ånden, som viderebringer den sande betydning.«2

Vores rolle i lovede velsignelser

Ældste David A. Bednar fra De Tolv Apostles Kvorum har mindet os om, at vi »enten gennem direkte slægt eller adoption« er »retmæssig[e] arving[er] til de løfter Gud gav Abraham. Vi er Abrahams efterkommere. En af de vigtigste grunde til, at vi modtager en patriarkalsk velsignelse, er at hjælpe os til bedre at forstå, hvem vi er som Abrahams efterkommere og til at erkende det ansvar, der hviler på vores skuldre.«3 Vores patriarkalske velsignelser kan hjælpe os med at indse både det værk og de velsignelser, som vor himmelske Fader har forberedt til os gennem vores retfærdighed.

»En patriarkalsk velsignelse hjælper os til at vokse i tro og vidnesbyrd, overvinde prøvelser og være lykkelige,« siger bror Protopopov. »Når vi studerer velsignelsen, åbenbares mere for os gennem inspiration, vores ønske om at være retfærdige og vores stræben efter at følge de levende profeters forskrifter og lærdomme. Hvis vi regelmæssigt studerer vores velsignelse, vil det hjælpe os til at komme Jesus Kristus nærmere og at se og påskønne retfærdighed i vores jordiske oplevelser.«

»Handlefrihed er en guddommelig gave,« siger bror Steed. »Når vi klogt udøver den gave ved at træffe retfærdige valg, bliver det, der er en mulighed, en realitet igen og igen, når Herren velsigner os individuelt. Herren påtvinger ikke sine børn velsignelser. Vi må handle i retfærdighed og lydighed for at opnå de lovede velsignelser.«

Som præsident Russell M. Nelson sagt: »Jeres patriarkalske velsignelse … vil hjælpe jer til at realisere jeres fremtidige potentiale. I kan bogstaveligt talt gøre krav på, at Herren opfylder disse velsignelser gennem jeres trofasthed.«4

Et evigt perspektiv

»Jeg ville ønske, at flere forstod, at deres patriarkalske velsignelse ikke kun gælder dette jordiske liv, men også evigheden,« siger Keith L. Stapleton fra Georgia i USA. »Husk, at vor himmelske Fader har kendt os helt fra begyndelsen. Vi er hans børn. Han ved alt om os fra den tid af og gennem dette liv på jorden og ind i evigheden. Derfor kan vores patriarkalske velsignelse gælde enhver del af vores tilværelse.«

»Til tider bekymrer et medlem sig, fordi et løfte, som blev givet i en patriarkalsk velsignelse, endnu ikke er blevet opfyldt,« sagde præsident Boyd K. Packer (1924-2015), tidligere præsident for De Tolv Apostles Kvorum. »For eksempel fremgår det måske af en velsignelse, at et medlem bliver gift, men vedkommende finder ikke en ægtefælle. Det betyder ikke, at velsignelsen ikke bliver opfyldt. Man bør holde sig for øje, at alting sker, når Herren mener, at tiden er inde, ikke altid, når vi mener det. Det, som er af evig beskaffenhed, har ingen grænser. Fra vores førjordiske tilværelse til vores tilværelse hinsides dødens slør er vores liv et evigt liv.«5.

Præsident James E. Faust (1920-2007), tidligere andenrådgiver i Det Første Præsidentskab, fortalte på samme måde, at »en patriarkalsk velsignelse er en hellig retningslinje med råd, løfter og oplysninger fra Herren. Man må dog ikke forvente at velsignelsen i alle detaljer vil fortælle, hvad der vil ske os eller at vi kan få svar på alle vore spørgsmål. Hvis nogle velsignelser ikke er nævnt som f.eks. en mission eller ægteskab, betyder det ikke nødvendigvis at det slet ikke vil ske. Min egen velsignelse er kort og fylder måske trekvart side, og alligevel passer den fuldstændigt på mig.« Præsident Faust sagde også, at »patriarkalske velsignelser bør læses ofte med en ydmyg indstilling«.6.

»Vores åndelige modenhed ændrer sig konstant til det bedre i henhold til vores indsats,« siger bror Bailly. »Det er derfor, det er godt at genlæse vores patriarkalske velsignelse fra tid til anden, fordi vi kan få nye indtryk og følelser og yderligere forståelse til vores opbyggelse. Vor himmelske Fader ophører aldrig med at ønske os alle alt det gode, som vi er i stand til at modtage. Alle disse ting vil komme til rette tid, når vi er klar til dem, enten i dette liv eller bagefter.«

Noter

  1. Gerrit W. Gong, »Pagtsbånd«, Liahona, nov. 2019, s. 82.

  2. Præsident Thomas S. Monson, »Din patriarkalske velsignelse: En lysets Liahona«, Stjernen, jan. 1987, s. 55.

  3. David A. Bednar, »Bliv missionær«, Liahona, nov. 2005, s. 47.

  4. Russell M. Nelson, »Thanks for the Covenant« (foredrag på Brigham Young University, 22. feb. 1988), s. 5, speeches.byu.edu.

  5. Boyd K. Packer, »Stavspatriarken«, Liahona, nov. 2002, s. 45.

  6. James E. Faust, »Patriarchal Blessings« (foredrag på Brigham Young University, 30. mar. 1980), s. 2; speeches.byu.edu.