Historier fra Saints, bind 3
Bevar troen under krig
Illustrationer: Greg Newbold
Nellie Middleton, en sidste dages hellige på 55 år, boede i Cheltenham med sin 6-årige datter, Jennifer. For at forberede sit hjem på luftangreb havde hun brugt sin beskedne løn som kjolesyerske på at indrette et område i kælderen som beskyttelsesrum. Fuldt forsynet med mad, vand, olielamper og en lille jernseng til Jennifer. Nellie havde også fulgt regeringens instruktioner og dækket sine vinduer til med net for at fange flyvende stumper af glas i tilfælde af et angreb.1
Nu hvislede bomberne ned gennem luften i hele Cheltenham og styrtede til jorden med et tordnende brøl. Den frygtindgydende larm kom tættere på Nellies hjem, indtil en gigantisk eksplosion i en nærliggende gade rystede væggene i hendes hus, så vinduerne blev sprængt ind og fyldte nettene med syleskarpt glas.
Om morgenen var byens gader fyldt med murbrokker. Bomberne havde dræbt 23 personer og gjort flere end 600 hjemløse.2
Nellie og andre hellige i Cheltenham gjorde deres bedste for at holde ud efter angrebet. Da den britiske missionspræsident Hugh B. Brown og andre nordamerikanske missionærer havde forladt landet næsten et år tidligere, kæmpede denne lille gren og andre, som mindede om den, med at passe kaldelser og afholde kirkelige programmer. Derefter tog de lokale mænd afsted for at kæmpe i krigen, så der ikke var nogen præstedømmebærere tilbage til at velsigne nadveren eller formelt administrere grenens aktiviteter. Inden længe blev grenen tvunget til at opløse sig.
En ældre mand ved navn Arthur Fletcher, som var bærer af Det Melkisedekske Præstedømme, boede omkring 30 kilometer væk og kørte på sin rustne cykel for at besøge Cheltenhams hellige, så tit han kunne. Men det meste af tiden var det Nellie, tidligere præsident for Hjælpeforeningen i Cheltenham-grenen, som tog ansvar for de helliges åndelige og timelige velfærd i området. Nu hvor grenen var lukket, kunne Kirkens medlemmer ikke længere mødes i den lejede sal, som de brugte på søndage. Så Nellies stue blev det sted, hvor Hjælpeforeningen bad, sang og studerede.3
En stille novemberaften i 1943 hørte Nellie Middleton sin dørklokke ringe. Det var mørkt udenfor, men hun vidste, at hun ikke skulle have lyset tændt, når hun åbnede døren. Der var gået næsten tre år, siden de første tyske bomber var landet nær hendes hjem. Og Nellie fortsatte med at gøre sine vinduer mørke om natten for at beskytte sig selv og sin datter mod luftangreb.
Nellie åbnede døren, mens lyset var slukket. Der stod en ung mand på hendes dørtrin, og hans ansigt var gemt i mørke. Han rakte hånden ud og præsenterede stille sig selv som bror Ray Hermansen. Han accent var umiskendelig amerikansk.4
Nellie fik en klump i halsen. Efter deres gren var blevet opløst havde hun og andre kvinder i Cheltenham længtes efter at tage nadveren mere regelmæssigt. USA havde for nylig sendt tropper til England for at forberede en allieret offensiv mod Tyskland. Det var på et tidspunkt faldet Nellie ind, at nogle af de amerikanske soldater, som var stationeret i hendes byen, måske var sidste dages hellige, der kunne velsigne nadveren. Derfor havde hun bedt sin stedsøster Margaret om at male et billede af templet i Salt Lake City og placere det i byen. På billedet stod der: »Hvis nogen soldater er interesseret i dette ovenfor, er de meget velkomne på 13 Saint Paul’s Road.«5
Havde denne amerikaner set hendes plakat? Havde han myndighed til at velsigne nadveren? Nellie gav ham et håndtryk og bød ham indenfor.
Ray var soldat og en 20-årig sidste dages hellige fra Utah samt præst i Det Aronske Præstedømme. Selv om han var stationeret 15 km væk, havde han hørt om maleriet af templet i Salt Lake City fra et andet af Kirkens medlemmer og fået orlov til at besøge adressen. Han var nået til Nellies hjem til fods, hvilket var grunden til, at han var ankommet efter mørkets frembrud. Da Nellie fortalte ham om sit ønske om at tage nadveren, spurgte han hende, hvornår han kunne komme for at forrette ordinancen.
Den 21. november bød Nellie, hendes datter og tre andre kvinder Ray velkommen til deres søndagsmøde. Nellie åbnede mødet med en bøn, før gruppen sang »Den store visdom, kærlighed«. Derefter velsignede og omdelte Ray nadveren, og alle fire kvinder bar vidnesbyrd om evangeliet.
Ikke lang tid efter hørte andre soldater, som var sidste dages hellige, om møderne på Saint Paul’s Road. Nogle søndage var Nellies stue så fuld, at folk var nødt til at sidde på trappen.6
Når bind 3 bliver udgivet, vil en fuldstændig liste over citerede værker være tilgængelig på saints.ChurchofJesusChrist.org.