2022
Tjeneste førte mig tilbage
Februar 2022


Kun digitalt: Trosskildringer

Tjeneste førte mig tilbage

At vende tilbage til kirken gav mig fred og viste mig, hvad der virkelig er vigtigt i livet.

Billede
familie, der studerer skrifterne sammen

Fotografi: Leslie Nilsson

Min hjemmelærer Val Riggs var vores biskop og senere vores stavspræsident. Han ledte det lokale institutprogram. Han var klar til at gå på pension og vende tilbage til sit hjem i Utah i USA, men han fortalte mig, at han ikke ville tage af sted, før jeg blev gift i templet.

»Tja, så kommer du til at være her længe,« sagde jeg til ham. »Jeg ved ikke, om det nogensinde kommer til at ske.«

»Åh jo, det kommer til at ske,« svarede han.

Han havde tro på mig og opgav mig aldrig. Han ringede endda til mig, når jeg var på arbejde. Jeg sagde: »Præsident, jeg er live!« Og han sagde: »Min kone bager småkager. Vi kommer over i aften.«

Han forblev i Baton Rouge, mens jeg vendte tilbage til Kirken, og vågede over min åndelige udvikling. Da finanskrisen ramte i 2008, var han den første person, jeg ringede til.

»Præsident Riggs,« sagde jeg, »jeg har mistet mit job på radiostationen!«

»Fint!,« svarede han.

»Fint?« spurgte jeg.

»Du skal nok klare dig,« sagde han til mig.

Da jeg ringede til min besøgslærer, sagde hun også: »Fint!«

Hvorfor glædede de sig over, at jeg havde mistet mit job? Fordi, at hver gang de talte med mig, kunne de høre min kamp. Jeg stod med ét ben i Kirken og det andet i verden. Det blev en stor velsignelse for mig at miste mit job. Det hjalp mig til at få begge ben i Kirken.

Jeg havde været inaktiv. Jeg havde været i et voldeligt forhold. Jeg havde det virkelig svært som ung. Jeg bad for mit liv og prøvede at holde fast.

Folk sagde: »Nøj! Du møder berømtheder, du får lov til at rejse, du får lov til at gøre dit og dat«. Men det var ikke fredfyldt. Det var ikke succes.

Frelserens fred er som ingen anden. At vende tilbage til Kirken var det, der gav mig fred. At blive gift i templet er succes. At have en evig familie er livet.

Herrens plan

Når Herren har en plan, har han en plan, selvom det måske ikke er din plan. Da jeg mistede mit job, begyndte mine øjne at åbne sig, og tingene ændrede sig for mig. Præsident Riggs blev, og han vågede over min udvikling. Mit vidnesbyrd er virkelig stærkt, hvad angår tjeneste. Det er vigtigt ikke at opgive nogen. Tjeneste er det, der fik mig tilbage.

Jeg mødte min mand, Dustin, til et arrangement med Gladys Knight, da hun kom ned med sit kor. Han og hans forældre var de bedste forbilleder for mig. De hjalp mig til at få et bedre vidnesbyrd, og min svigermor var med til at forme mig til den person, jeg er i dag. Hun og min mor er mine klipper. Præsident Riggs fik ret: Mit tempelbryllup kom i stand – i 2009 i templet i Baton Rouge i Louisiana.

I dag driver jeg min egen almennyttige organisation for unge piger. Jeg plejede at være præsident for Unge Piger, og jeg bragte redskaberne, strukturen og alt det, vi lærer i Kirken, med til min organisation. Jeg lader Herren lede og vejlede.

Pigerne i min organisation minder mig om mig selv som ung – de prøver bare at finde deres vej i livet. De er smarte, talentfulde og lidt uslebne. Jeg kan virkelig forholde mig til dem. Jeg forstår det, de siger. Måske er det derfor, jeg arbejdede i hiphopbranchen.

Hvert år har vi et af de største ungdomsstævner i vores område for piger. Vi skaffer talere, og jeg bruger mit netværk til at skaffe berømtheder. Over 800 piger deltager. Vi har inspirerende lektioner, og vi giver pigerne kærlighed og vejledning til at træffe ansvarlige beslutninger.

Jeg prøver at vejlede disse unge damer med kristuslignende kærlighed. Jeg kender til deres kampe. Vi ler sammen, vi græder sammen, og vi tjener i lokalsamfundet sammen. Jeg deler historier fra mit liv.

»Lad være med at begå de fejl, jeg begik,« siger jeg til dem. »Jeg ved, hvad I går igennem, men med tro, bøn, kærlighed og åndelig vejledning kan I overvinde alt.«