Den forsømte sommer
En tankevækkende tid
Formentlig vil titlen på denne artikel for de mere modne læsere og læsere med erindring om dansk litteratur og danske film bringe tanken hen på Hans Scherfigs roman fra 1940 »Det forsømte forår«, der filmatiseret i 1993 med Fritz Helmuth i hovedrollen som den skrækkelige lektor Blomme, hvis trang til maltbolcher så poetisk bliver hans død. Bogen hed i øvrigt på engelsk ”The Stolen Spring” – en titel, der måske er mere passende i denne relation.
For denne artikel vedrører ikke den sorte skole fra 1910’erne, der så fremragende beskrives i Scherfigs bog, men om (foreløbig) en sommer, de færreste havde troet mulig.
En forandringens tid
Bortset fra lidt skriverier om en virus »et eller andet sted« i Kina så fremtiden i det store hele lys og spændende ud ved indgangen til 2020. Der var lagt op til en uforglemmelig generalkonference i april på grund af 200 året for det første syn, Tabernakelkoret på Tempelpladsen skulle komme på besøg i Danmark, og mange andre kirkeaktiviteter lå spredt ud over årets kalender. Mange havde sikkert også som vi private arrangementer forberedt. Vi skulle f.eks. til 60 års fødselsdag i Finland samt senere på året på ferie i Finland. Adskillige kulturelle aktiviteter var planlagt, bestilt og betalt med mere.
Men pludselig måtte vi alle erkende, at ikke alting går som planlagt.
Et misforstået budskab?
Noget af det, præsident Russell M. Nelson har sagt, er at »der er vanskelige tider forude« og »der kommer en tid, hvor vi ikke kan overleve på andres vidnesbyrd«. Har det sammenhæng med coronaen eller ej? Jeg ved det ikke, men jeg ved, at uanset hvad tiden bringer, så er det víst at lytte til – ikke bare med øret, men også med hjertet og forstanden.
At coronaens udvikling i Danmark for os personligt betød farvel til omkring 10 arrangementer og for os som kirke betød en uforglemmelig konference på en helt ny måde, udsættelse (foreløbig) af Tabernakkelkorets tur til Europa og dermed Danmark, 3 måneder uden kirkemøder og siden kun med nadvermøder, manglende aktiviteter og et indtil nu stort set lukket tempel må siges at have været endog særdeles usædvanligt og ganske uventet. Men vi lærte dog noget.
Nye måder
Vi fandt ud af, at den moderne teknologi kan bruges fornuftigt på mange måder. Vi fik en »net«-konference, vi fik »nadvermøder« på nettet (uden nadver), vi fik menighedsråd m.m. via Zoom og andre redskaber og for de fleste muligheder for at nyde nadveren i egne hjem. Omsorgsprogrammet måtte ligeledes klares telefonisk/elektronisk. Vi mangler stadigvæk – for de flestes vedkommende – at kunne komme i templet, men vi må være tålmodige.
Men er sommeren forsømt?
I skrivende stund ved vi ikke, hvor længe denne tilstand vil vare ved. Vi følger vel alle i et eller andet omfang de daglige bulletiner og udviklingen og er vel i denne tid bekymret for, at sygdommen er ved at tage til igen.
Men er sommeren – med alle dens aflysninger og særlige regler, som vi skal overholde for at gå i kirke – virkelig forsømt? Eller har vi fået en mulighed for at lære noget? Hvordan klarer vi os i svære tider? Har vi problemer med at holde fast i evangeliet? Kan vi som familie være tæt sammen og fortsat elske hinanden?
Herren står fortsat ved roret
Hvis vi vil kaste et blik på de mange ændringer, der er sket gennem de senere år, må vi erkende, at Herren virkelig står ved roret i den kirke, der med rette bærer hans navn: Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.
Organisatoriske ændringer omkring præstedømmet i stave og menigheder, ændringer i mødeplaner og i undervisningen, at familien nu skal ses som den primære kilde til og udfører af evangelisk undervisning hjulpet på vej af de fremragende nye materialer kan – efter min opfattelse – kun ses som en forudseende Guds hjælp til sine børn.
Styrke gennem kærlighed
Hvornår og om »tingene« bliver normale, ved vi ikke. Men dette ved jeg: Hvis vi vil stræbe efter den kærlighed, der ligger i de to store bud – i ægteskabet, i familien, i kirken og til vores næste generelt – vil tiden fremover – uanset hvor normal den måtte blive (eller ej), kunne blive en i sandhed velsignet tid, som vi om mange år vil se tilbage på med glæde og også kunne spørge andre om: Var du der?