2020
Fæld en retfærdig dom (selv på de sociale medier)
December 2020


Unge voksne

Fæld en retfærdig dom (selv på de sociale medier)

Med Frelserens hjælp kan vi lære at dømme på de måder, han ønsker af os.

Billede
four young adults holding their phones

»Døm ikke.«

Det hører vi meget i verden i dag, tillige med budskaber om, at vi ikke har ret til at dømme andre. Der knytter sig en masse negativitet til ordet dom. Men som medlemmer af Frelserens kirke, ved vi, at han har rådet os til at dømme, så længe vi gør det på hans måde.

Da Jesus helbredte en mand på sabbatten, blev han skarpt fordømt, fordi Moseloven satte strenge grænser for, hvad man måtte gøre på sabbatten – og folk mente ikke, at han handlede inden for de retningslinjer. Men Frelseren irettesatte dem for at være for hurtige til at finde fejl ved andre. Han sagde derefter: »Døm ikke efter det ydre, men fæld en retfærdig dom!« (Joh 7:24; se også JSO, Matt 7:1-2).

Hvor ofte dømmer vi, ligesom dem, der dømte Frelseren, andre uretfærdigt? Måske mere end vi tror! Fordi det er så let at dømme andre, især på de sociale medier, er vi nødt til at lære, hvordan vi anvender Frelserens råd om at dømme retfærdigt i dagens verden.

Skeln mellem retfærdig og uretfærdig dom

At dømme er en del af vores handlefrihed. Der er mange ting i livet, som vi er nødt til at udøve dømmekraft omkring; det kan være at vælge en karriere, hvem man vil bruge tid med, og hvordan vi vil bruge vores tid, vælge vores brug af medier og så videre. Men hvordan kan vi bedømme det og i sidste ende alt andet retfærdigt?

Præsident Dallin H. Oaks, førsterådgiver i Det Første Præsidentskab, har givet seks retningslinjer for at dømme retfærdigt. Vi kan vide, om vores dom er retfærdig, hvis

  1. Den ikke siger noget om, »at et menneske er sikker på ophøjelse eller … uigenkaldelig fordømt til helvedets ild.«

  2. Den er »styret af Ånden, ikke af vrede, hævn, jalousi eller egeninteresse.«

  3. Den er en del af »vores forvaltning.«

  4. Den omfatter »en tilstrækkelig kundskab om fakta.«

  5. Den ikke handler om personer, men snarere om situationer.

  6. Den er »bygget på retfærdige standarder.«1

Profeten Moroni gav os også en retningslinje for at dømme retfærdigt: »Derfor kommer alt det, som er godt, fra Gud; og det, som er ondt, kommer fra Djævelen; for Djævelen … opfordrer og tilskynder til synd og til bestandigt at gøre det, som er ondt« (Moro 7:12).

Når man scroller på de sociale medier og overvejer sine venskaber, eller hvordan vi vil bruge vores tid, kan vi, inden vi fælder dom, spørge os selv: Gør denne post/person/aktivitet:

  • At jeg føler fred og føler mig godt tilpas?

  • At jeg føler mig ansporet til at gøre godt?

  • At jeg føler kærlighed til Gud og et ønske om at tjene ham?

Når vi indser, at alt godt kommer fra Gud, kan vi bruge vores handlefrihed til at træffe vise og retfærdige beslutninger om andre, os selv og hvad vi vil fylde vores liv med.

Kom ud af møllen med at fælde uretfærdig dom

Nu, hvor vi har afgjort, hvad en retfærdig dom er, hvad kan vi så gøre, når vi opdager, at vi sidder fast i en negativ spiral med at dømme? Her er nogle få forslag:

  • Hold faste fra de sociale medier. Det kan give jer mulighed for at geare ned, omgruppere og knytte kontakt med andre på en virkelig måde. Når I ser mere til folk uden for de sociale medier, vil I se, at de er rigtige mennesker med rigtige problemer, og I bliver mindre tilbøjelige til at dømme dem.

  • I stedet for at lægge noget op om jer selv, så læg noget op om nogle, I elsker, der har inspireret jer. Fortæl, hvad I beundrer ved den person. Det giver jer en chance for at se ud over jer selv og for at velsigne i stedet for at imponere.

  • Vælg at give en oprigtig, velment respons hver dag på de sociale medier, det kan være en fødselsdagshilsen, en lykønskning eller bare en venlig besked.

  • Der vil altid være mennesker på de sociale medier, der deler for meget, som kun deler deres utrolige ferierejser, som har en tilsyneladende perfekt familie eller som ofte er stridbare. Inden vi fælder dom, kan vi spørge os selv: »Hvad ved Herren om den person, og hvad kan jeg lære om dem?« Bed om at se dem, som han ser dem. Og hvis deres opslag konstant vækker negative følelser i jer, så kan I altid lade være med at følge dem.

At se andre som de virkelig er – børn af himmelske forældre – ændrer vores overfladiske indtryk af dem til et evigt perspektiv. Der ligger en kraft i at erkende alles sande identitet og mål. Som søster Michelle Craig, førsterådgiver i Unge Kvinders hovedpræsidentskab, har mindet os om:

»I er af guddommelig natur og I har et guddommeligt mål, der er unikt tilpasset jer …

Det er let at sammenligne os selv med andre. Der vil altid være nogle, der ser ud til at have styr på alting eller virker vigtigere, end vi er. Men vi glemmer ofte, at der er et formål med, at vi er forskellige. Når vi prøver at være tro mod, hvem vi virkelig er – når vi forstår og påskønner de af Guds gaver og talenter, der er unikke for os hver især – kan vi opleve sand glæde.«2

I sidste ende kræver det en indsats fra vores side at slippe ud af møllen med at dømme på de sociale medier. Det kræver, at vi ser på os selv udefra for at kunne røre andres liv. Det kræver, at man opløfter andre og deler Kristi lys. Således kan vi ikke alene tjene andre, men vi får det også bedre med os selv.

Billede
young couple

Overvindelse af selvforagt og giftige sammenligninger

Et af Satans stærkeste redskaber er at prøve at forhindre os i at forstå, hvad vores sande identitet er. Når vi ikke kan se vores sande identitet, kan fordømmende tanker og selvkritiske følelser let erstatte medfølelse og kærlighed for sig selv. Vi mister forbindelsen til andre, os selv og tilmed Helligånden.

I virkeligheden handler sammenligninger ikke altid om, hvem vi sammenligner os med; det handler ofte om os selv og vores egen usikkerhed. Sammenligning kan faktisk være en uretfærdig dom over os selv.

Og hvor sammenligning kan berøve os vores glæde,3 så kan det at kende vores eget værd, vores styrker og talenter og at vide, hvad vor himmelske Faders plan er for os, blive en nøgle til glæde.

Frelseren brugte sit liv på at gøre godt (se ApG 10:38). Han levede sit liv for andre, og uden en eneste fejl eller mangel. Alligevel blev hans irettesat og fordømt. Men fordi han vidste, hvem han virkelig var, og hvad hans mål var, var han i stand til at håndtere fordømmelse med nåde, uden at lade den forstyrre eller forpurre, hvad han var kommet for at gøre.

Når vi følger hans eksempel, kan vi gøre det samme! Denne verden gør det let for os at miste os selv i sammenligning og fordømmelse og glemme, hvem vi, men vi kan lære af søster Joy D. Jones, Primarys hovedpræsident, der har sagt: »Hvis den kærlighed, vi har til Frelseren, og det, som han gjorde for os, er større, end den energi vi bruger på svagheder, tvivl på os selv eller dårlige vaner, så vil han hjælpe os til at overvinde det, der forårsager lidelse i vores liv. Han frelser os fra os selv.«4

Som vi ved er »sjæles værdi … stor i Guds øjne« (L&P 18:10). Prøv at erstatte ordet sjæle med jeres navn. Lad det lige bundfælde sig et øjeblik. Vor himmelske Fader kender jeres navn, han kender jeres værd, og hans Enbårne Søn døde for jer, fordi I er meget værd for ham.

Så når verden føles tung og sammenligningerne begynder, så træk jer tættere på jeres himmelske Fader og Kristus, så vil I opleve, at tvivlen og selvforagten forsvinder lige så stille, og I vil opleve den ægte selvtillid, der ligger i at vide, at I er af uendelig værdi.

Se hen til Frelseren

Vi kan altid se hen til Frelseren og finde vejledning til alt, vi gør. En del af det, han tilbyder os igennem sin forsoning er den styrkende kraft til forandring og til at finde ud af, hvordan vi gør alt, han har bedt os om. Og når vi vælger at følge og komme ham nær, hjælper han os til at lære, hvordan vi slipper de uretfærdige domme, og se andre – og os selv – gennem hans øjne.

Noter

  1. Se Dallin H. Oaks, »›Judge Not‹ and Judging«, Ensign, aug. 1999, s. 9-12.

  2. Se Michelle Craig, »How Do You Feel Joy in the Lord?« 22. nov. 2019, blog.ChurchofJesusChrist.org.

  3. »Comparison is the thief of joy« tilskrives Theodore Roosevelt.

  4. Joy D. Jones, »Umådelig værdi«, Liahona, nov. 2017, s. 15.