Bønnens kraft i fængslet
Jeg vil altid huske den juleaften.
Illustration: Phil Art
Jeg aftjente fire og et halvt års fængsel for ejendomssvindel. De fleste af kvinderne var stille og respektfulde. Men så blev der flyttet 10 kvinder ind i cellen over for min.
De var oppe til sent om natten og grinede og spillede høj musik. De var ligeglade med, om deres opførsel gik ud over andre. Mine cellekammerater bad mig om at tale med dem, men sådanne samtaler ender sjældent godt i et fængsel. I stedet for bad jeg om, at de kvinder ville ændre adfærd, og jeg bad for fred, men tingene blev værre.
En aften, hvor jeg bad, indså jeg, at ikke havde gjort en indsats for at lære mine naboer at kende. Jeg gik hen til deres celle næste dag og talte med dem. De viste mig billeder af deres familier og kære. De undskyldte, at de larmede så meget. Fra da af vinkede de og virkede glade for at se mig.
Nogle få uger inden jul inviterede de mig over og spise julemiddag med dem. Vi planlagde også at dele en åndelig oplevelse med hinanden. Juleaften samledes vi og hang lidt julepynt op. Vi havde ikke noget juletræ, men vi følte alle en ånd af fred. Efter vores beskedne middag, der bestod af dåsetun og kartoffelchips, fortalte vi hinanden om vores oplevelser. Vi kom alle fra forskellige trosretninger og ingens historier var ens, men vi følte os forbundne, og Ånden var der.
April fortalte os, at hendes mor var død af en overdosis, da April var 14. April boede på gaden og fik et barn, som hun bortadopterede, da hun var 15. Hun kæmpede selv med stofmisbrug, hun begyndte at sælge stoffer og kom senere i fængsel.
»En dag spurgte jeg mig selv, hvorfor jeg egentlig var i live,« sagde April. »Det ville ikke gøre nogen forskel, hvis jeg døde. Ingen vidste, at jeg var i fængsel. Ingen ville bemærke det, hvis jeg forsvandt.« Så havde hun bedt og spurgt Gud, om han vidste, hvem hun var.
Ugen efter kom en socialrådgiver i fængslet med et brev til hende fra den pige, hun havde bortadopteret.
»Gud må holde hånden over dig,« havde socialrådgiveren sagt.
»Nu skriver jeg til min datter, og hun har besøgt mig en gang,« sagde April. »Jeg ved ikke så meget om religion, men jeg ved, at Gud ikke er ligeglad med mig, for han besvarede min bøn.«
Da April havde fortalt sin historie, sad vi alle sammen stille med tårer i øjnene.
I den tid jeg havde været i fængsel, havde jeg udøst mit hjerte for vor himmelske Fader og bedt ham om at våge over og beskytte min familie. Men da jeg bad for mine naboer i fængslet, begyndte jeg at forstå deres guddommelige potentiale og følte i større grad vor Frelser kærlighed og nåde.
Den juleaften i fængsel var smuk.