For de lidt ældre
En speciel beretning
En tilskyndelse følges
Min chef i Salt Lake City gennem næsten alle de år, jeg arbejdede for kirken, hed Stanley Peterson. Engang, da alle koordinatorerne fra de nordiske lande var samlet til et møde i Stockholm, kom han til stede. Vi var ikke helt klare over, hvorfor vi var samlet, og Stanley vidste det heller ikke – bare, at han skulle mødes med os.
Han fortalte os om en oplevelse, han omtrent et år tidligere havde haft med sin familie.
En oplevelse som barn
Stanley har to ældre brødre, og som børn havde alle tre fået en velsignelse af deres far. Han havde også fortalt dem, at han i sin patriarkalske velsignelse havde fået at vide, at han ville få lov at komme til Sverige på mission og forkynde evangeliet for sin slægt, og at mange ville modtage pagterne. Alle drenge ønskede også at komme på mission i Sverige og havde smukke visioner derom.
Men en dag, da Stanley kom hjem fra skole, kørte en ambulance bort fra huset. Det var hans far, der senere samme dag gik bort.
Det var uforståeligt for Stanley og brødrene, da deres far jo skulle til Sverige på mission.
Som tiden gik
Familien havde aldrig været rig, men evangeliet var stærkt i familien. Snart kom tiden, hvor den ældste af drengene gerne ville på mission, så Stanley og den anden bror tog ekstra jobs, så der var råd til det. Aftalen var så, at når han kom hjem, skulle de gøre det samme for hinanden, så alle tre kunne komme af sted. Men ak, da den første kom hjem fra mission, giftede han sig, og Stanley måtte alene betale for den næste brors mission. Stanley glædede sig meget til sin mission, men da den anden bror kom hjem, giftede han sig også. Der var nu ingen til at betale for Stanleys mission, så alt han kunne gøre, var at tjene nok til at fuldende sin uddannelse. Pengene, der gennem årene blev brugt til de to missioner og Stanleys uddannelse, blev tjent ved det eneste arbejde, Stanley kunne få, nemlig vask af offentlige toiletter.
Familien samles
Årene gik, Stanley og brødrene fik alle børn og den samlede familie voksede hele tiden. En dag satte brødrene sig sammen og aftalte, at de ville holde en familiesammenkomst, hvor alle med onkler, tanter, mostre, fætre og kusiner osv. var med. Et stort telt blev lejet og sat op på en åben plæne et sted i Provo. Der var enighed om, at Stanley skulle lede mødet, for gennem sit virke for Kirken var han jo vant til at lede.
Et besøg
Stanley begyndte med at byde alle velkomne, hvorefter man åbnede med sang og bøn. Han stod derefter for enden af det lange bord, der var opstillet og talte, da pludselig flere og flere begyndte at se mærkelige ud og blive blege i ansigterne. De kiggede ikke længere på ham, men ved siden af ham, som om det var der, han stod. Til sidste holdt han inde og så selv til siden, hvor de øvrige så. Alle var helt stille.
Stanley så nu en mand i hvide klæder, der stod ved siden af ham, og genkendte ham som sin far. Han bød ham velkommen til familiesammenkomsten og overgav tiden til ham.
Først sagde faderen, at han var glad for at se, at alle var samlet og udtrykte sin glæde over at være sammen med dem. Men så løftede han stemmen og sagde: »Nu har jeg undervist hele vor familie i Sverige, og de venter alle på at få deres dåb og andre ordinancer udført, men ingen af jer har gjort noget for at give dem disse velsignelser. Vil I så se at komme i gang med at gøre det arbejde, I bør gøre: Tag til templet og udfør arbejdet for familien. De venter på jer!«
Alle tilstedeværende lovede at sørge for, at arbejdet blev gjort så hurtigt som muligt.
Faderen sluttede med at bære sit vidnesbyrd for dem og bød dem så »Farvel«.
Virkningen
Kort tid før Stanley mødtes med os i Stockholm havde familien udført arbejde i templet for flere tusinde af slægten, så mon ikke faderen var glad for, hvad der var sket.
Hvad ville vores slægt sige til os, hvis de fik muligheden.