»Den er sand, den er sand«
Forfatteren bor i Den Demokratiske Republik Congo.
Da jeg bad om at få et vidnesbyrd om Mormons Bog, skete der ingenting – indtil jeg begyndte at læse Bibelen.
Da jeg var omkring 12 år, ønskede jeg at vide for mig selv, at Mormons Bog var sand. I en tale kunne jeg vidne om, at Mormons Bog er Guds ord, for det havde min primarylærer sagt. Men inderst inde forstod jeg ikke, hvad det betød.
Jeg kendte til Moronis løfte om, hvis jeg læste, granskede og bad, ville jeg også kunne vide det (se Moro 10:3-4). Jeg læste i ugevis og følte en fred, men der skete ikke noget spektakulært – ingen lys, ingen engle, ingen stemmer. Til sidst holdt jeg op med at læse Mormons Bog.
Da jeg en dag læste Anden Mosebog, læste jeg om, at Gud sendte manna til israelitterne, da de manglede mad. Hver person skulle tage det, de skulle bruge hver dag. Han sendte dem mad, men de skulle selv finde ud af at samle det.
Så kom jeg i tanke om Nefis ord: »Herren [giver] ikke … nogen befalinger til menneskenes børn, uden at han bereder en vej for dem, så de kan udføre det, som han befaler dem« (1 Ne 3:7). Af det forstod jeg, at Gud havde påbudt israelitterne at forlade Egypten og planlagt, hvordan han stilnede deres sult. Det skriftsted fra Mormons Bog kastede lys over min forståelse af Bibelen, og jeg kunne konkludere, at Mormons Bog var Guds ord.
Som ældste David A. Bednar fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt, minder personlig åbenbaring mere om, når solen gradvist stiger op, end om det lys, der pludseligt frembringes ved, at vi trykker på en kontakt.1 Jeg begyndte at se Mormons Bog på en anden måde.
I de måneder, der fulgte, vidste jeg med større vished end nogensinde før, at Mormons Bog var Guds ord. Det indtryk, der kom til mig utallige gange ved Åndens røst, var: »Den er sand, den er sand, den er sand.«
Jeg læser stadig Mormons Bog næsten hver dag, og hver gang hører jeg disse ord: »Den er sand.«