2019
Glasmosaik
Marts 2019


»Glasmosaik«, Liahona, februar 2019

Kun digitalt

Glasmosaikken i besøgscentret i Rom

Glasmosaikken i vinduet i besøgscentret ved templet i Rom i Italien er ikke blot smukt, men også et stærkt vidnesbyrd.

Den funklende skønhed i glasmalerier oplyser templer rundt om i verden. Der er bare noget ved de snirklede mønstre og billeder i de mesterværker, som kan røre hjerter og opbygge vidnesbyrd på en helt særlig måde.

Lige så bemærkelsesværdige som selve vinduerne er al den tid, arbejde og tålmodighed, det kræver at skabe blot det enkleste design. Eftersom der ikke er to glaspaneler, der er helt ens, må kunstnerne nøje vælge, hvilket glas de vil arbejde med. Alt glasset er omhyggeligt udskåret og slebet til en bestemt form. Detaljerne males på glasset og forsegles med varme. Stykkerne placeres så omhyggeligt på rette sted og fæstnes med en tynd stribe af bly. De samles ved hjælp af loddemetal (metal, der smelter ved lav varme og størkner hurtigt). Derefter cementeres arbejdet ofte for at sikre glasset i blyfatningen og gøre vinduet vandtæt.

Med den indviklede proces in mente så forestil jer det arbejde, der ligger bag at skabe en glasmosaik, der viser Kristi jordiske tjenestegerning, for det er præcis det, som Tom og Gayle Holdman fra Provo i Utah i USA og et hold kunstnere, designere og modeller på mirakuløs vis har gjort på mindre end et år. Det færdige resultat kan man se i besøgscentret ved templet i Rom i Italien, og det er helt igennem bjergtagende.

Projektets begyndelse

I begyndelsen inkluderede planerne for besøgscentret ved templet i Rom en videovæg, men det forslag blev afvist, hvilket muliggjorde, at der blev sat et vindue med glasmosaik i der. Man byggede en scene til vinduet, hvor skuespillere i kostumer poserede, hvilket gjorde kunstnerne i stand til at lave designet til vinduet.

»Vi følte os mere og mere tilskyndet til at gå efter et bestemt design,« siger bror Holdman. »Vi endte med en snørklet skitse af hele billedet, så vi kunne fange skuespillernes følelser.« Da den endelige skitse var på plads, kunne Tom begynde arbejdet med glasset.

Vinduet viser Frelseren og hans tolv apostle, da han tjente på jorden. Det er placeret strategisk i midten af besøgscentret, så det er det første, man ser som besøgende, når man træder ind i bygningen. Når de besøgende går over på den anden side af vinduet, kan de se marmorstatuerne af Kristus og de oprindelige tolv apostle.

Lignelse på lignelse

Noget af skønheden ved dette glasmosaikvindue er, at det ikke blot skildrer én scene fra Herrens jordiske tjenestegerning. Ved første glimt kan det virke som en bestemt scene med Jesus Kristus og de tolv apostle i midten af forskellige karakterer og symboler, der skildrer begivenheder og personer i Jesu liv såvel som hver eneste lignelse, han fortalte. Holdman-parret er glade for, at de besøgende ser værket og finder deres egen yndlingsberetning om Kristus.

Skildringen af kvinden ved brønden er især kompliceret. Hun symboliserer flere beretninger end blot den om kvinden ved brønden; hun rækker ud mod Frelseren, som kvinden med blødningerne gjorde, og stenene ved siden af hende symboliserer den kvinde, der blev beskyldt for hor, og som blev ført frem for at blive stenet.

»Kvinden ved brønden er en af mine yndlingsdetaljer ved dette vindue, for hun repræsenterer så mange forskellige kvinder fra Det Nye Testamente,« siger søster Holdman. »Hver af disse kvinder havde udadtil forskellige behov, men i sidste ende havde de alle blot brug for at blive helbredt og helet. Deres historier og tro vidner virkelig for mig, og forhåbentlig for mange besøgende, om Frelserens helende kraft.«

Et selvlysende missionærværktøj

Et af Holdman-parrets højeste ønsker er, at deres glasmosaik vil blive et brugbart missionærværktøj i besøgscentret. »Hele stykket er skabt til at være et visuelt vidnesbyrd om Kristus,« forklarer søster Holdman. Dette kunstværk indeholder symboler på og elementer ved Kristi fødsel, korsfæstelse, opstandelse og mange andre symboler på ham.

»Vi inkluderede billedsprog, der findes i andre kristne religioner som korset og tornekronen, så det måske vækker et glimt af genkendelse og lader gæster og missionærer mødes over en fælles tro,« siger bror Holdman. »Hele dette vindue viser, hvad der er vigtigt for dem, er vigtigt for os. Det viser, at Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige er en kristen kirke. Jeg håber, at det hjælper folk til at forstå det fuldt ud.«

Kom sammen

Efter at have arbejdet utrætteligt på at færdiggøre dette mirakuløse projekt på mindre end et år, er bror og søster Holdman ydmyge og overlykkelige over at se, hvordan dette smukke kunstværk spiller sammen som et hele. »Dette kunstværk gør det muligt at se, hvordan alle historierne om Kristi tjenestegerning overlapper og væves ind i hinanden og relaterer til os i dag,« siger søster Holdman. »Vi er ikke så forskellige fra dem, der levede på Jesu tid, for vi har lige så meget brug for ham og hans lære, som de havde dengang.«

»Vi lavede og udformede dette værk, så alle linjerne i glasset peger mod Frelserens hjerte i midten af værket,« forklarer bror Holdman. »Lige fra bygningerne til højden på menneskene, alt i dette værk peger tilbage mod ham.«