Vores hjem og familie
Timing betyder alt
Sådan nåede en fantastisk kærlighedshistorie endelig templet – på en overraskende måde.
Mens Vinca Gilman stirrer eftertænksomt ind i alaskaskovene bag hendes hjem, tænker hun med glæde på sin mand, der gik bort for længe siden. Ward Kepler Gilman var en stærk, smuk mand, krigsveteran fra 2. Verdenskrig, læge og trofast ægtemand. Men det krævede en rejse af tro og en fornyet chance med evangeliet, før Vinca og Ward kunne forenes for evigt.
Vinca Helen Gilmans beretning begynder i Danmark. Hun blev født i nærheden af Vordingborg, en by på Sjælland. Hun voksede op i en familie med syv børn, deriblandt tre adopterede drenge.
Så kom 2. verdenskrig. Ved Guds nåde overlevede hun og hendes forældre holocaust og tre år i fangelejr, en oplevelse hun gerne ville glemme.
Efter krigen genopbyggede hendes familie deres tilværelse. En dag holdt Vinca og hendes forældre sommerferie i Århus i Jylland. Der mødte de tilfældigvis et par missionærer, der ledte efter et sted at bo. De unge mænd var så flinke og venlige, at Vincas forældre lod dem bo i deres gæsteværelse.
»I en kort periode gik jeg med dem i kirke,« mindes Vinca, »men min familie var slet ikke interesseret i religion. Min far var af jødisk afstamning, og min mor var lutheraner, men vi var ikke opdraget i nogen religion. Og så skulle jeg begynde på min uddannelse.«
Missionærerne besøgte senere Vinca ganske kort i København. Selv om Vinca nød besøget, var hun endnu ikke klar til at tage imod evangeliet.
»Jeg flyttede til Salt Lake City omkring 1950,« siger Vinca. »Jeg var sygeplejerske, men jeg måtte forny min uddannelse for at kunne virke i USA.«
Flytningen gav hende mulighed for at blive bedre til engelsk. Det gav hende også en ny mulighed for at lære om Kirken. Hun boede i Beehive House og arbejdede på et lægekontor på den anden side af vejen. Hun spillede også cello i Utahs symfoniorkester og fik mange gode venner.
»Jeg tog også med dem i kirke. Og jeg var på Tempelpladsen hver eneste dag i min frokostpause. Men jeg tænkte stadig, at religion kun var noget, man gjorde til en del af sit liv, hvis man ønskede det.«
Efter to år i Salt Lake City flyttede Vinca til Sacramento i Californien og boede en kort stund med familien til en af de missionærer, der havde undervist hende i Danmark. Da hun tjente nok som kirurgisk sygeplejerske til at kunne forsørge sig selv, fik hun sit eget hjem. Hun og missionæren datede og endte med at blive forlovede.
»Det virkede ikke rigtig,« mindes Vinca, og da de brød forlovelsen, flyttede hun videre og mistede kontakten til kirkemedlemmerne.
Ikke længe efter mødte Vinca Ward, der var tandlæge og oralkirurg og født og opvokset i Sacramento. Han var en stærk, smuk mand, der havde tjent som flådeofficer under krigen. Selv om han var 11 år ældre end Vinca, slog han benene væk under hende, og de blev gift i 1954.
De købte et hus ikke langt fra hans praksis. Selv om de ikke kunne få børn, havde de et vidunderligt og kærligt ægteskab. De arbejdede, de rejste, han malede og hun fortsatte med at spille musik. Livet var godt i mange år.
Ward gik bort i 1985. Vinca boede i deres hjem indtil omkring 1999, hvor hun blev ivrig efter at flytte. Hendes hjem var stort, større end hun havde brug for, og hun havde et ønske om forandring. Hun opdagede en lille by, som hun faldt for i Haines i Alaska. Der gik hun på pension, og sådan ville historien ende, hvis ikke missionærerne havde banket på hendes dør endnu engang i 2006.
Endelig, efter mange muligheder og mange år, var timingen helt perfekt.
»Jeg havde aldrig rigtig kendt noget til religion,« siger Vinca, »men jeg vidste en smule, der fik mig til at stille spørgsmål, og ting, der skuffede mig eller forekom mærkværdige.
Da jeg fik kendskab til dette evangelium, gav det hele bare mening: Frelsesplanen, det der forventes af os, de fremsatte løfter og Mormons Bog. Jeg holder især af Kirkens lære om tempeltjeneste for dem, der er gået bort, og som endnu ikke er blevet præsenteret for evangeliet. Jeg føler en ro omkring det; det var noget, jeg kunne acceptere, fordi det var så klart og åbent for mig – som at komme hjem.
Jeg fik endelig gjort det, jeg skulle have gjort for længe siden. Jeg ved ikke, hvorfor det tog mig så lang tid. Jeg havde mødt en masse vidunderlige mennesker, og de har alle haft indflydelse på min beslutning om at tilslutte mig Kirken. Det tog mange år, men at blive døbt er det bedste, jeg nogensinde har gjort.«
Vinca blev døbt den 14. okt. 2006 – på sin mands fødselsdag. Blot et år senere tog hun for første gang i templet og blev beseglet til Ward (ved stedfortræder) for tid og al evighed. For Vinca var det, at komme i templet og blive beseglet til sit livs kærlighed »utroligt og smukt.«
Nu hvor hun har opnået denne himmelske velsignelse at blive beseglet til sin elskede mand, har Vinca et ønske om at dele templets velsignelser med sine slægtninge. Selv om hun er 86 år og lider af nyresvigt, er hun motiveret.
»Jeg håber, at min mand, hans forældre og mine forældre og søskende vil tage imod evangeliet. Jeg har meget tempeltjeneste, der skal udføres.
Et af mine helt store livsprojekter lige nu, er at udføre så meget tempeltjeneste, jeg kan, og få lavet så meget slægtsforskning som muligt. Jeg føler, at jeg har et stort formål med at leve. Selv hvis jeg bliver 100 år, er det helt fint. Nu har jeg ting at tage mig til. Det føles virkelig godt at være i stand til at gøre det.«
Vinca er fyldt med det håb, der kommer af Jesu Kristi evangelium, da hun vender blikket mod sit hus for at gå indenfor. At være et medlem af denne kirke »har været en velsignelse på så mange måder. Man har fred i sindet. Man er stærkere. Når tingene bare er helt vidunderlige, tænker man: ›Jamen, det er jo himmelsk.‹ Man bliver taknemlig for at leve.«
Vinca lever med et taknemligt hjerte – fordi evangeliets ild og håbet om evighederne med sin elskede mand, brænder stærkt i hende.