Til vi ses igen
Nåde for andemor og mig
Forfatteren bor i Utah, USA.
Ligesom andemor er jeg ikke altid så god, som jeg kunne være. Og det er dér Frelseren træder til.
En forårseftermiddag var jeg ved at pakke bilen, så jeg kunne køre mine fem små børn til og fra undervisning og aktiviteter. Mens jeg pakkede bilen med forbold- og danseudstyr, lagde jeg mærke til en andemor og hendes ællinger, der vraltede ned ad fortovet i vores nabolag i forstaden.
Mens jeg holdt øje med dem, begyndte hun at vralte over vejen. Desværre valgte hun at gå over en kloakrist, og da hun vraltede over den, fulgte ællingerne hende. Fire af ællingerne gled hjælpeløst ned mellem renderne i kloakristen.
Da andemor nåede over på den anden side af vejen, opdagede hun, at hun manglede nogle af sine små ællinger, og hun kunne høre deres dæmpede pip. Fuldstændig uvidende om sin fejl, krydsede hun vejen hen til kloakristen og så efter sine manglende ællinger, mens hun mistede yderligere to. Med skræk og en vis afsky over hendes ringe dømmekraft, gik jeg hen for at se, om jeg kunne løfte risten. Selv om jeg lagde alle kræfter i, rørte risten sig næsten ikke, og jeg var ved at komme for sent til at hente mine børn.
Jeg tænkte, at jeg måtte ordne det her senere, når jeg ikke havde så travlt, og hoppede ind i bilen, mens jeg selvretfærdigt mukkede: »Hun fortjener ikke at være mor.«
I løbet af den næste halvanden time begik jeg mine tilbagevendende forældrefejl. Jeg havde mange gange bedt om tilgivelse for de her fejl, både fra mine børn og min Fader i himlen. Hver eneste gang besluttede jeg mig for at blive bedre og ikke blive offer for samme svagheder igen. Da jeg snerrede ad et af mine børn for at drille en anden, gav disse ord højt genlyd i mine ører: »Hun fortjener ikke at være mor.«
Pludselig følte jeg en overvældende medfølelse for andemor. Hun forsøgte at navigere sig i verden med de instinkter, hun var blevet givet, ligesom jeg forsøgte at gøre det. Men sommetider er de instinkter bare ikke tilstrækkelige, og det er vore børn, der lider under det.
Jeg besluttede mig for at få risten af på en eller anden måde og få ællingerne ud. Da jeg drejede om hjørnet til vores gade, så jeg en lille forsamling. Min nabo havde løftet risten af, var klatret ned i afløbstunnelen og løftede nu blidt ællingerne op i sikkerhed. De skræmte små fugle fór af sted for at finde deres mor, som gik nervøst frem og tilbage i en nærliggende busk. Hun havde ikke spurgt om hjælp, men min nabo var trådt til, da hendes beskyttelse ikke var tilstrækkelig. Jeg blev overvældet af følelser, da jeg tænkte på Frelseren, der gør det samme for mine børn og mig.
Sommetider er vi ikke så gode, som vi gerne vil være, selv om vi har den bedste hensigt og gør vores allerbedste. Imidlertid er Frelserens »nåde … tilstrækkelig for alle mennesker, som ydmyger sig for [ham]« (Eter 12:27). Det trøster mig at vide, at mine utilstrækkeligheder ikke vil ødelægge mine børn, og at de vil være modtagere af Frelserens kærlighed, fred, forståelse og nåde. Han »rækker mig hånden«1 og ønsker, at det skal lykkes for min familie og mig. Vore ufuldkommenheder vil ikke sejre, når vi ydmyger os og står med Frelseren ved vores side.