2013
Styrk familien gennem skriftstudium
August 2013


Styrk familien gennem skriftstudium

Opbyg en stærk familie gennem konsekvent og meningsfyldt skriftstudium.

De følgende forslag kan hjælpe dig og din familie med at høste velsignelserne ved et forbedret skriftstudium. Disse eksempler er blot forslag og kan tilpasses dine og familiens behov.

Studér med et spørgsmål

At vende sig til skrifterne i søgen efter svar er en god måde at forbedre sit skriftstudium på. Du kan påbegynde dit studium med en bøn og bede om at finde svarene på dine specifikke spørgsmål. Mens du læser, kan du understrege de skriftsteder, der besvarer dine spørgsmål. Skriv noter i margenen i skrifterne eller i en separat notesbog.

Når I studerer som familie, kan I påbegynde hvert skriftstudium med at spørge jeres børn, om de har nogle spørgsmål, som de prøver at finde svar på. Se så efter skriftsteder, der besvarer disse spørgsmål, mens I læser og gør et ophold for at drøfte dem.

Studér emner

Udvælg et emne, som du gerne vil lære mere om, såsom bøn, og læs hele indlægget i Guide til Skrifterne. Læs så skriftstederne, der står angivet under det pågældende emne i Guide til Skrifterne. Understreg de mest nyttige vers fra listen over angivne skriftsteder. Efter at have understreget dine yndlingsskriftsteder om bøn, har du en personlig henvisning om emnet. Du kan markere alle skriftstederne angående bestemte emner i en bestemt farve. Vælg et andet emne til dit studium, når du er færdig, og brug en ny farve til at understrege versene.

Når I studerer som familie, kan I sammen vælge et emne og give hvert barn en opgave med at læse et par skriftsteder for sig selv og dernæst fortælle om sit yndlingsskriftsted. Det kan tage flere dage at færdiggøre et emne, så hold styr på det, som I har lært ved at drøfte det, og tag noter ved slutningen af hver studiesession.

Studér for at få vejledning

Præsident Henry B. Eyring, førsterådgiver i Det Første Præsidentskab, har engang forklaret, hvordan han anvendte skriften til at finde specifik vejledning i sit liv og i sin kaldelse. Efter at have bedt til vor himmelske Fader om, hvad han skulle gøre, skrev præsident Eyring en liste over svar, farvekodede hvert svar på listen og limede en kopi af listen ind i et billigt sæt skrifter. Han sagde: »For eksempel lød det første svar på listen: ›Jeg skal være vidne om, at Kristus er Guds Søn.‹ Så læste jeg mine skrifter og søgte efter ideer, der kunne lære mig, hvordan jeg skulle vidne om, at Kristus er Guds Søn. Hver gang jeg faldt over noget, understregede jeg det med blåt. I løbet af kort tid havde jeg udarbejdet min egen emneliste over det, som jeg mente, at Herren ønskede, at jeg skulle gøre.«1

Når I studerer som familie, kan I beslutte jer for flere områder, som I gerne vil arbejde med sammen. Skriv disse anliggender ned og hæng dem op et synligt sted. Mens I læser, opfordrer I hvert barn til at holde øje med og understrege skriftsteder, der relaterer sig til et bestemt anliggende.

Hvis det er svært bare at få læst et par vers om dagen, og det synes helt umuligt at få et mere dybdegående studium, eller hvis det er en kamp bare at samle jeres familie, så tab ikke modet og giv ikke op. Ældste David A. Bednar fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt, at selv om familiens skriftstudium måske ikke synes særlig mindeværdig eller endda succesfuld, »kan vores udholdenhed med at gøre tilsyneladende små ting føre til betydningsfulde åndelige resultater.«2

Efterhånden som vi læser skriften mere konsekvent og forbedrer vores læsning af skrifterne med meningsfyldt studium, vil Herren velsigne vores anstrengelser. Han vil vejlede os, når vi strukturerer vores skriftstudium og vil gøre det mere berigende for os og vores familie.

Noter

  1. »En drøftelse om studium af skrifterne«, Liahona, juli 2005, s. 24.

  2. David A. Bednar, »Mere flittige og engagerede hjemme«, Liahona, nov. 2009, s. 20.

august

Kærlighed i hjemmet

Tilgivelse

Vidnesbyrd

Personlig bøn

Tjeneste